Dafa Dukketeater

Følg Dafa Dukketeater på Facebook eller Twitter
 

Teatertruppens minibus kører lidt langsommere end de andre biler gennem en af de store, kriblende rundkørsler i Jordans hovedstad Amman. Jeg er blevet inviteret med ud til Arrosayfa, et område i Zarqa, nordøst for Amman, hvor Dafa Dukketeater skal opføre en forestilling. Manden, der sidder på passagersædet foran i bilen, er Husam Abed, dukkefører og stifter af teatertruppen, der sætter køn til debat i sine forestillinger opført i alt lige fra flygtningelejre til fagforeninger. 
På bagsædet sidder Mayada Qashou, der laver og fører skyggespilsdukkerne til Dafa.

Fortællingerne og frygten

Dagens forestilling handler om køn og ligestilling, i politik, i samfundet og familien og indgår i et projekt støttet af blandt andet KVINFO. Publikum er inviteret af en civil organisation for socialt vanskeligt stillede kvinder – Working Women Society. Gæsterne er inviteret personligt. 
Her ønsker Husam Abed at få kvinder til at tænke og i sidste ende tale. Han ønsker at forvandle ord til handling. Derfor laver han dukker.
’Jeg håber, at blot en lille del af dem, der ser vores stykke, tænker ’jeg behøver ikke tie, jeg kan tale. Min egen tante og bedstemor hørte selv til de kvinder, der var tavse‘, siger han mellem tænkepauser.
Husam Abed arbejder bevidst med at udnytte generationskløfter til noget positivt.  Han fremhæver forskellen på, hvordan yngre og ældre kvinder selv mener, at samfundet opfatter dem som kvinder, og han mener, at de yngre kvinder har brug for de ældre generationers historier at spejle sig i. Derfor har truppen samlet personlige fortællinger fra kvinder i forskellige aldre i en række workshops. Her har deltagerne fortalt historier til hinanden, hvorefter  fortællingerne er blevet til et teaterstykke. 
Stykket handler om en mand, der drømmer om at emigrere med sin familie. Han træffer alle de nødvendige forberedelser, skaffer papirer, penge og laver en plan. Men hans kone har en hemmelighed for ham: Hun har tænkt sig at stille op. Til et valg – et lokalvalg.
’Hans umiddelbare reaktion er, at han bliver bange’, forklarer Husam Abed.
Dukken, der spiller manden i stykket, viser vrede. Han råber højt, skriger, og dukkeførerne strækker deres lemmer næsten af led for at vise mandens voldsomme fagter og bevægelser. Senere synker han afmægtig og ulykkelig sammen. Hulker hjerteskærende. Og lader den bløde stofkrop falde i en bunke på scenen.
’Han føler, hun kun konkurrerer med ham. Og han frygter en magtforvridning i forholdet. Det er meget almindeligt’, siger Husam, mens han spejder ud af forruden. Bussen er ved at være fremme i området, hvor truppen skal optræde.

Ligeværdighed

For Husam Abed skinner ligestilling igennem som et gennemgående tema overalt. I fortællinger og historier, der handler om politik og valg, om sociale forhold og om emigration. Han er generelt optaget af ligeværdighed. Mellem aldersgrupper, religioner, sociale grupper, nationaliteter og køn. Mellem mænd og kvinder. 
Og her er han klar over, at man ikke blot kan inddrage den gruppe, der er ’mindst ligestillet’, hvis man vil skabe forandring.
’Det gælder først og fremmest om at ændre mænds mentalitet‘, siger han og tilføjer:
’Næsten ingen [her i Jordan, red.] arbejder med ligestilling og kvinderettigheder gennem mænd.’

Scenen og spillet

Bussen er standset, og vi går ind et stort rum med skarpt lys, bogreoler langs den ene væg og vinduer langs den anden. To kvinder fra Working Women Society flytter rundt på plasticstole og borde, og truppens medlemmer slæber udstyr ind og begynder at mørklægge rummet. Det er køligt; nok skinner solen på ydersiden af de nussede ruder.  
Truppens medlemmer tester lyd og lys og stiller bannere op. Gæsterne begynder at indtage rummet og sætter sig på stolerækkerne foran den lille scene. De er kvinder i alle aldre, nogle med børn, nogle med tørklæde, nogle uden, et par stykker med ansigtet helt tildækket.
Lyset bliver slukket, og dukkerne kommer frem. Manden i stykket ser tilbage på sit liv, hvor hans hustru ville noget andet med sit liv end det, han havde forestillet sig og lagt planer for. Han føler sig ført bag lyset, svigtet og forstår ikke helt hvorfor.

Spørgsmålene, svarene og samtalerne 

Efter stykket bliver lyset tændt, tilskuerne bliver siddende og truppens medlemmer – alle mænd på nær Mayada Qashou, træder frem – ikke for at høste bifald, men for at spørge og lytte.
En kvinde spørger som en af de første i blandt publikum, om hvorvidt det er en naturlig ret for en kvinde at stille op til et valg.
“Ja, naturligvis – det er en borgerret,” siger en anden og en tredje erklærer sig enig.
“Jeg har tænkt mig at stille op til næste lokalvalg. Jeg er veluddannet og på alle måder kvalificeret. Men jeg ved, der vil være modstand blandt traditionelt indstillede mænd. Hvordan kan jeg overkomme de forhindringer, jeg ved, jeg vil møde,?” spørger en ny kvinde blandt publikum ud i rummet.
Der breder sig først en stilhed, men ikke længe, så en summen, og så svarer en medsøster:
“Du skal stille op, uden frygt. Vi skal holde på vores ret,” siger hun.
“Jeg er imod total ligestilling. Der er forskel på mænd og kvinder, og hver har sin plads,” siger en anden så.
En fra truppen foreslår en håndsoprækning. Hænderne i luften viser spredt enighed. Kvinderne taler om arbejdsliv og familieliv, og arbejdsdeling i praksis.
“Vi kvinder bringer børnene i skole, går selv på arbejde, køber ind, henter børnene igen, læser lektier med dem hjemme, laver mad og alt det andet husarbejde,” lyder en sammenstykket beretning af en jordansk kvindes typiske opgaver.
Husam nikker og kigger på dem, der taler, og på dem, der blot sidder. Han ser tilfreds ud. Det her er vigtigt for ham. Folk skal tale om og reflektere over det, de har set.

Piger, drenge og uddannelse

Selv hvis kvinder stiller op til valg, bliver de alligevel ikke valgt, fordi folk – også kvinderne – er tilbøjelige til at stemme på en mand, siger en anden kvinde blandt publikum. Mange nikker.
“Men ikke kun det. Klaner og stammeforhold afgør i lige så høj grad, hvem der bliver valgt,” siger en.
De taler om det mandsdominerede samfund. Om forskellen på, hvordan familien behandler drenge og piger. At familien opfordrer drenge til at uddanne sig, mens piger godt kan få lov til at tage en uddannelse, men ofte ikke lov til at bruge den bagefter.
“Jeg er selv én af dem.  En af de kvinder, der er veluddannet, men som bagefter bare er blevet giftet bort. For kvinder må gerne uddanne sig, men de skal samtidig passe deres pligter, holde hus og giftes,” siger en i forsamlingen.
Det summer. Ikke mange tier. De fleste har noget, de vil dele. Med samtlige øvrige eller blot med naboen. 

En tilfreds enspænder 

Da vi kører tilbage, læser Husam Abed og Mayada Qashou ivrigt op fra en stak papirer. Det er tilskuernes egne, nedskrevne beskrivelser af deres forventninger før og efter. De fleste er overraskede. Mange tilfredse. 
“Det gør vi hver gang, altså giver folk papir og blyant, og beder dem om at skrive, hvad de troede, de skulle opleve, og deres oplevelse af det, der rent faktisk skete. Som regel er der stor forskel. Folk tror, de bare skal sidde ned underholdes og ikke bidrage med noget selv, men de færreste er utilfredse med det, de så fik med hjem, ” siger Husam Abed.
Mayada Qashou, som altså er truppens eneste kvinde, har nu også noget at fortælle. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Hun har næsten kun mandlige bekendte og bor og lever alene, dog i en lejlighed i tilknytning til familiens hus. Begge dele er usædvanligt og svært begribeligt for mange, hun møder. Men Mayada Qashou ønsker det ikke anderledes. Hun ernærer sig ved at lave catering ud af huset og er særligt specialiseret i kager og desserter.
“Jeg passer ikke ind i de forventninger, de fleste jordanere har til kvinder. Folk synes, jeg skal tage og finde mig en mand og blive gift, men jeg har det godt, som jeg har det,” siger hun.
Det er blandt andet derfor, hun er så glad for at være med i teatertruppen. Hun vil gerne være med til at give andre jordanske kvinder mod til og mulighed for at vælge og præge deres eget liv.