Fakta om Dr. Amal Abdel Hadi

Dr. Amal Abdel Hadi, 63 år, er oprindeligt uddannet læge. Har i mange år arbejdet for kvinders rettigheder i forbindelse med seksuelle overfald og kvindelig omskæring gennem handlingsorienteret forskning og aktivisme. Hun er grundlægger af organisationen New Women Foundation (1984), der arbejder for at fremme kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet og styrke ytringsfriheden for kvinder i Egypten.
 

Den 25. januar 2011 vil for altid være en skæringsdato i moderne egyptisk historie. Datoen er i sig selv blevet synonym med Egyptens revolution. ’25. januar’ siger man, og så ved alle, hvad man taler om. Man taler om afslutningen på et politisk diktatur, om muligheden for demokrati og om fremtiden. 
Men lige nu befinder Egypten sig i en mellemtid, og det er nu, der skal handles, fortæller Amal Abdel Hadi, egyptisk aktivist og feminist og grundlægger af den egyptiske kvinderettighedsorganisation New Woman Foundation. Især hvis kvinders rettigheder skal ændres fundamentalt, for viljen til forandring kan hurtigt ebbe ud.

Det arabiske forår – en skelsættende oplevelse hun ikke havde forventet

Amal Abdel Hadi har arbejdet for politisk forandring og kvinders rettigheder hele sit liv. Lige siden 1970ernes studenteroprør har hun taget del i politiske demonstrationer og manifestationer. Hun var derfor også én af de over en million egyptere, der indtog Tahrir-pladsen i slutningen af januar. Det blev en skelsættende oplevelse, hun ikke havde forventet at se i sit 63-årige politisk aktive liv.
– Det var en følelse af ekstrem lykke. Bare det at alle disse mennesker var samlet om deres fælles modstand mod regimet – det var en unik oplevelse. Det var rørende at se, hvordan situationen bragte det bedste frem i det egyptiske folk. Alle støttede op om hinanden, samarbejdede og delte det, de havde. Det var som et utopisk samfund, hvor alle kun tog det, de havde brug for og samtidig gjorde, hvad de kunne, fortæller Amal Abdel Hadi.
– Det var en følelse af ekstrem lykke. Bare det at alle disse mennesker var samlet om deres fælles modstand mod regimet – det var en unik oplevelse.

Overnattede med F16-fly over sig

Amal Abdel Hadi valgte at overnatte på pladsen om natten fredag d. 4 februar efter ‘Kamelkampen,’ hvor det tidligere regimes styrker angreb demonstranterne med kameler og heste, men mødte uventet modstand. Kampen blev ifølge Amal Abdel Hadi Mubarak-regimets Waterloo, på trods af verserende rygter og modstridende informationer.   
I et forsøg på at kontrollere situationen havde det egyptiske regime lukket ned for både de arabiske kanaler som Al Jazeera og Al Arabiya, og de internationale nyhedskanaler som BBC og CNN. Internettet var også lukket ned over store dele af Egypten for at forhindre, at folk mobiliserede flere demonstrerende via Facebook, Twitter og blogs, herudover var mobildækningen også sporadisk.
– Vi var afskåret fra hele omverdenen, og jeg var bange for, at vi alle sammen ville være væk næste morgen, og at regeringen blot ville fabrikere en undskyldende forklaring.
Landet befandt sig i et informations-tomrum. Alt kunne ske.
– Der var en følelse af angst: Hvornår sker der noget? F16-fly fløj lavt over pladsen og brød aftenhimlen op med deres støj. Også helikoptere roterede henover pladsen. En militærmand forsikrede os om, at der ikke ville ske noget, men hans forsikringer gjorde os dog mere foruroligede. Jeg var bange for, at det ville blive et nyt Tiananmen [i 1989 satte det kinesiske kommunistparti militæret ind for at rydde Den Himmelske Freds Plads i Beijings centrum, hvor tusinder blev dræbt og såret, red.]. Men jeg blev der – selvom jeg var bange. Det var et paradoks.
– Vi var afskåret fra hele omverdenen, og jeg var bange for, at vi alle sammen ville være væk næste morgen, og at regeringen blot ville fabrikere en undskyldende forklaring.
– Men da det blev daggry, og alt var fredeligt, følte jeg mig belønnet. De unge mennesker begyndte at rengøre pladsen til fredagsbønnen, de fejede og vaskede, og følelsen af sammenhold og samarbejde var der igen, fortæller Amal Abdel Hadi.
Især glædede det Amal Abdel Hadi, at de egyptiske kvinder var involveret i revolutionen på alle niveauer. 
– For det første oplevede vi ingen seksuel chikane, selvom vi var midt i en gruppe af næsten to millioner mennesker. Det var i sig selv usædvanligt for os, og det var en fantastisk følelse. Kvinderne tog del i alt, hvad der skete. Det gjorde mig håbefuld, og at det ville være med til at ændre synet på kvinder generelt. Ingen kunne jo bede en ung kvinde, der råbte på forandring og regimets afgang, om at gå hjem.
– Men da det blev daggry, og alt var fredeligt, følte jeg mig belønnet. De unge mennesker begyndte at rengøre pladsen til fredagsbønnen, de fejede og vaskede, og følelsen af sammenhold og samarbejde var der igen

Udfordringer for ligestillingen

Men hvor står Egyptens kvinder nu, hvor revolutionsrusen har lagt sig, og den nye dagligdag banker på med organisatoriske udfordringer og nye dagsordener?
Ifølge Amal Abdel Hadi er der er al mulig grund til optimisme. Og samtidig er der al mulig grund til at slå koldt vand i blodet. 
Lige nu befinder Egypten sig i en overgangsperiode mellem revolutionen og fremtiden. Det er nu grundstenene til det fremtidige demokrati skal lægges, og der skal efter Amal Abdel Hadis opfattelse handles hurtigt:
– Meget er ved at ændre sig. Derfor er vi nødt til lige nu at løbe rigtig hurtigt, inden viljen til forandring forsvinder.
Derfor arbejder hun hårdt for at få indskrevet grundlæggende borgerrets- og lighedsprincipper i den kommende forfatning.
– Allerede fra revolutionens første dag bekymrede det os, at vi ikke havde et stærkt alternativ. Vi havde ikke navne, vi kunne lægge frem og sige: Her er de mennesker, der skal lede den nye regering. Det er det egentlige problem i den egyptiske revolution.
Tunesien, som på alle måder har været et foregangsland for Egypten i revolutionsperioden, har for nyligt vedtaget en paritetslov, der betyder, at hver anden kandidat på valglisten til Tunesiens første frie parlamentsvalg skal være en kvinde. Amal Abdel Hadi mener dog, at et lignende skridt i Egypten vil fordre en lang og sej kamp. En af grundene er, at de konservative, islamistiske grupperinger i øjeblikket er de bedst organiserede. 
Som i de fleste af MENA-landene, der enten netop har undergået en folkelig revolution eller stadig er i gang med at kæmpe for demokrati, har mange års politisk diktatur i Egypten ødelagt vækstlaget for et velorganiseret politisk alternativ.
– Allerede fra den [revolutionens, red.] første dag bekymrede det os, at vi ikke havde et stærkt alternativ. Vi havde ikke navne, vi kunne lægge frem og sige: Her er de mennesker, der skal lede den nye regering. Det er det egentlige problem i den egyptiske revolution. Vi var ikke godt forberedte på forandring. Ingen forventede, at en revolution rent faktisk ville finde sted. Selv ikke dem, der opfordrede til en tunesisk inspireret revolution.

Frygter at ligestillingen bliver glemt i forhandlingsprocesserne

En af de store risici er, ifølge Amal Abdel Hadi, at ligestillingsproblematikken glider i baggrunden og bliver glemt i de mange politiske forhandlinger om en omfattende forfatningsændring, der foregår i øjeblikket.
– Det er en del af demokratiet, at alle har ret til at tale, men dem, der har magt, penge, moskeer at tale i, dem, der i forvejen har en stærk stemme, vil skubbe deres ideer og tanker i forreste række. Kønskvoter var ikke engang nævnt i forbindelse med afstemningen om forfatningsændringen [den 19. marts 2011 blev en folkeafstemning om tilføjelser til den egyptiske forfatning afholdt, red.] – sikkert fordi de muslimske grupper er stærkt organiserede. Politiet er ikke til stede, og der er kaos i øjeblikket. Seksuel chikane bliver brugt af specifikke grupper til at skræmme og holde kvinderne tilbage.
Derfor ser Amal Abdel Hadi det som afgørende, at Egypten nu får grundlagt en civilstat, hvor ingen egyptisk statsborger kan blive diskrimineret på baggrund af hverken religion eller køn. Et sådant grundlag vil gøre det muligt at arbejde specifikt for at forbedre kvinders rettigheder i fremtiden.
– Det er en del af demokratiet, at alle har ret til at tale, men dem, der har magt, penge, moskeer at tale i, dem, der i forvejen har en stærk stemme, vil skubbe deres ideer og tanker i forreste række.
– Vi har brug for en forfatning, der bygger på tanken om, at ingen egyptiske statsborgere kan diskrimineres, og hvor de fundamentale menneskerettighedsprincipper overholdes for alle samfundsgrupper – både mænd, kvinder, muslimer og koptere. I den nuværende situation har vi brug for, at andre grupper også støtter op om vores sag. Derfor har vi arbejdet for at formulere vores mål i generelle termer. Hvis vi f.eks. kan få vedtaget, at det ikke er lovligt at praktisere tortur eller på anden måde nedværdige andre, kan jeg bruge det til at forbedre kvinders rettigheder i forfatningen. Det samme gælder, hvis vi får vedtaget anti-diskriminationsregler for arbejdsmarkedet generelt, så kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet bliver fremmet på sigt.
Samtidig underviser Amal Abdel Hadi kvinder i, hvordan de skal bruge de parlamentariske redskaber for at få indflydelse. Det er ikke nok for kvinderne at få adgang til den politiske scene; de skal også præcis vide, hvordan man udformer en forespørgsel, og hvordan den f.eks. adskiller sig fra en undersøgelse.

’Yes we can’- optimisme

For Amal Abdel Hadi er der ingen tvivl om, at revolutionen har skabt en mentalitetsændring hos det egyptiske folk. Den var en kulmination af en lang række af frustrationer, først med Sadats oppositionsundertrykkelse og siden Mubaraks magtarrogance. Nu føler befolkningen, at de for første gang har mulighed for reel indflydelse og demokratisk medbestemmelse.
– Rigtig mange egyptere stemte til folkeafstemningen i marts og selvom jeg var imod den, gjorde det indtryk på mig at se køerne ved stemmestederne. Mænd og kvinder i alle aldre stod i kø og ventede til det blev deres tur til at stemme. De følte, at deres stemme rent faktisk kunne gøre en forskel. At de kunne gøre en forskel som individer. 
– Mange af os havde aldrig brugt vores stemmeret før. Heller ikke jeg. Jeg har været aktiv, jeg har talt for kønskvoter, men jeg har aldrig stemt. Jeg anså det tidligere som tidsspilde. Så jeg stemte også for første gang.
Det var som Obamas slogan: ’Yes we can’. Og det er noget meget, meget nyt i det egyptiske samfund.
– Mange af os havde aldrig brugt vores stemmeret før. Heller ikke jeg. Jeg har været aktiv, jeg har talt for kønskvoter, men jeg har aldrig stemt. Jeg anså det tidligere som tidsspilde. Så jeg stemte også for første gang.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Den anden ting, der gør Amal Abdel Hadi optimistisk omkring fremtiden, er den egyptiske ungdom. Under revolutionen så hun, hvor stærke, fremsynede og aktive de unge var – både på gaden og på alle sociale platforme. Og nu ser hun, hvordan de stadig utrætteligt fortsætter med at distribuere nyheder og information:
– Deres dedikation, deres viden og deres energi er inspirerende. De gør, at jeg føler mig sikker omkring fremtiden. Jeg husker, at jeg på Tahrir-pladsen tænkte: Selv hvis det slutter her efter kun tre uger, selv hvis de smider os alle sammen i fængsel, så har landet alligevel forandret sig, for de her unge mennesker vil fortsætte. De træder aldrig tilbage.
Så på trods af at udfordringer og hårdt arbejde stadig venter forude, insisterer Amal Abdel Hadi på at være optimist. 
– Jeg er den fødte optimist. Det er jeg nødt til at være. Mit navn, Amal, betyder ’håb’ på arabisk, så jeg kan ikke være pessimist. Jeg ville aldrig have overlevet så længe, hvis jeg ikke var optimist, slutter hun.