Enhver i det her land, som siger, at kvinder, der deltager i demonstrationen, vil blive ilde tilredt og ikke skal deltage, lad ham vise noget anstændighed og komme med ud den 25 (…) Hvis du har integritet og ære som en mand, så kom med og beskyt mig og alle andre unge kvinder, der demonstrerer. Hvis du bliver hjemme, fortjener du alt det, som der allerede er blevet gjort mod dig (…)
Med de ord opfordrede Asmaa Mahfouz,  27 år, sine egyptiske medsøstre og -brødre til at  tage aktivt del i den seneste egyptiske revolution på YouTube. Og med både hendes  og utallige andre egyptiske revolutionæres opfordringer lykkedes det  at trække både mænd og navnlig kvinder i hidtil usete tal ud i Cairos støvede gader for at vælte Hosni Mubarak, den daværende egyptiske præsident.

Men den seneste egyptiske revolution er netop ikke kun foregået i byens fysiske rum. For selvom iagttagere er uenige om, hvorvidt de sociale medier i sig selv har drevet eller blot fungeret som instrumenter for revolutionen, er det uomtvisteligt, at dette oprør er foregået med en kombination af folkets fødder, stemmer, computere og mobiltelefoner som våben.

Revolutionen hedder #Egypt #Jan25

Kært revolutionsbarn…

I cyberspace går revolutionen under navnet ’ #Egypt #Jan25. Her har kvinderne taget bladet fra munden: De vil til fadet ude i virkeligheden, skriver de.
‘Egyptiske kvinder kæmper hver dag for hver eneste rettighed: Først de kropslige, dernæst religiøs ligestilling og endelig politisk repræsentation.’   
Sådan skriver Engy Ghozlan, som går under navnet EngyG på Twitter med følgende profil: Født og opvokset i Cairo, 80’er-barn, rejser, læser, spiser, udforsker mennesker, sidder fast i trafikken hver dag, feminist og arbejder med køn og udvikling.
Hun poster let mellem syv og ti tweets i timen. Og tusindvis af  læsere kommenterer og handler på hendes tweets – på nettet eller på gaden. Ofte begge dele. EngyG er  den typiske cyberrevolutionære: Hun kæmper for at omvælte  styret med moderne kommunikationsmidler – for både at mobilisere og organisere, men også for at rapportere og promovere sin sag og budskab.

Vælg et emne og råb det ud

Som revolutionær i  #Egypt #Jan25 anno 2011 kan man sætte manglende ligestilling og kvinderettigheder på dagsordenen uden at være  afhængig af at finde et nyhedsmedie, der gider interviewe en, for at råbe sine kampråb ud til masserne.
Enhver – deltager eller tilskuer til revolutionen – kan twitte eller have en profil på Facebook og derigennem både skabe og følge en livlig debat om køn, lighed og rettigheder i det gamle, det revolutionerende og det nye Egypten  – før under og efter de mest intense timer. Og man kan gøre det helt uden at være til stede på kamppladsen og uden at have direkte kontakt til en eneste levende person på slagmarken. 

Revolutionens gadejargon

Brugere af de sociale medier skubber deres debat frem i frontlinjen på en ny og ofte ligefrem og uhøjtidelig måde. Formaterne (140 tegn på Twitter) sætter naturligvis nogle formmæssige grænser, men især tonen og stemningen i cyberrummet taler den moderne revolutions sprog:
’Hørte et medlem af Ghad (Egyptisk politisk parti, red.) sige, ”nu er det sådan, at hvis en kvinde er oppe at skændes med sin mand, truer hun med at tage hen til Tahrir” (den centrale plads i Cairo, som har været centrum for demonstrationerne, red.)
En joke, folk uden for Egypten nok aldrig ville have hørt, hvis det ikke havde været for Twitter. Eller den om de koreanske bloggere, der har opfundet udtrykket ‘Mubaraktic’ – om en person, der ikke forstår en pæn hentydning…

De humoristiske ytringer får også selskab af en række mere idealistiske slagord:
‘Kvinder er ikke minoriteter – fremskridt uden kvinder er kun fremskridt for halvdelen af folket.’
‘Ville vide, at revolutionen var helt i hus, når Egypten bliver en retsstat uden ’forbeholdt kvinde-køer’ til at adskille mænd og kvinder’.
Eller som en skriver:
‘Ordet Empowerment er problematisk i sig selv, især i forhold til kvinder. Hvis du ikke kan se det, bliver det svært at forklare med 140 tegn’.
Mona Eltahawy,  egypter og bosiddende i New York, hvor hun er skribent og international kommentator på New York Times, påpeger dermed et andet karakteristikum ved denne revolution – nemlig, at den jo er global i sit væsen og dermed kan trække både moralsk opbakning og sprede opmærksomhed i bogstaveligt talt grænseløs forstand:
9 Polish Feminists Orgs send solidarity msg 2 #Feminists in #Egyptreplying @fatmaemam solidarity call thru @WLUML-viva #Feministsin #Jan25
(Ni polske feministorganisationer sender solidaritet. Besked 2: Feminister i Egypten svarer: til Fatmaemam: Opfordring til solidaritet. Til WLUML: Leve feminister i #Jan25, red.)

Den folkelige kønsvinkel 

Under alle omstændigheder kan iagttagere fjernt fra revolutionen ved selvsyn konstatere en bevidsthed, som man nok håbede og vel også troede eksisterede, men som nu bliver tydelig på en helt anden måde – som for eksempel her, i en tweet-dialog mellem twitteren Yasmine El Rafie og twitteren ‘forsoothsayer’:
Yasmine El Rafie: Er der nogen, der ved, hvor mange kvinder, der sidder i den 12 personer store  #jan25-ungdomskommite?
forsoothsayer: Hvilken ungdomskommite?
Yasmine El Rafie: Dem, som de unge havde udvalgt til at forhandle med regeringen.
forsoothsayer: Overfladisk som det er – findes der et link eller noget?
Yasmine El Rafie: Nej, jeg leder selv efter det. Men i går i nyhederne….
Mens en anden tweet med henvisning til den ellers udbredte sexchikane i Egypten kunne konstatere som mange andre, at chikanen aftog drastisk under revolutionen:
Min ven siger: Vi havde aldrig drømt om kvinder, der opholder sig i gaderne og sover her, uden nogen form for chikane (…)

Bivirkning: Flere og bredere debatter

At kønsspørgsmål er  på dagsordenen har også  en anden og væsentlig sideeffekt. For de mange fora for diskussion og dialog skaber rum til andre og mere generelle debatter. Debatter, som muligvis ellers ikke ville have set offentlighedens lys. Nu kan man følge intense samtaler om kvinder i Islam, islamisk feminisme, tørklæder og deres betydning i og uden for revolutionen – alt sammen med udspring i den aktuelle situation, men som strækker sig langt længere end 18 afgrænsede dage i januar 2011.
Således skriver Fatma Emam, Egyptisk blogger og rettighedsforkæmper, på sin blog, som er linket til Twitter:
’Da en ung feminist udtrykte overraskelse over de tilslørede kvinders rolle i revolutionen, som har betydet, at der blev brudt tabuer socialt og religiøst, blev jeg fornærmet, fordi hun havde et meget orientalistisk syn på feminisme, nemlig at slør er en hæmsko for kvinders handlemuligheder og ikke bare for sensualitet og seksualitet. Jeg blev også fornærmet, da jeg blev interviewet af en udenlandsk journalist, og hun spurgte mig, om jeg bar slør eller ej, fordi jeg er islamisk feminist.’

Og den åbne dialog kører ligeledes på Facebook, hvor en wall post på siden Women of Egypt har taget et imponerende omfang og affødt 30 kommentarer under denne debatoptakt:
’Et vedvarende emne til samtale i de vestlige medier er frygten for Islam eller Islamistiske grupper. Jeg åbner her for muligheden for respektfuld dialog og forståelse, hvis nogen her har spørgsmål angående Islam, kulturen eller hvorledes den forholder sig til kvinder. I kan spørge om HVAD SOM HELST.’ 
Andetsteds på samme side ligger 47 kommentarer til endnu en debat om tørklæder, tvang og undertrykkelse. Og på Twitter linkes til blogs, hvor kvinder, ‘der aldrig før har været politisk aktive, nu står åbent frem og fortæller om deres deltagelse og motivation for at deltage i revolutionen.’

Kan man twitte sig til reelle forandringer?

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Om man vil, kan man altså sige, at Asmaa Mahfouz, EngyG, hendes medtwittere og brugere af andre sociale medier er lykkedes med at twitte sig til en dagsorden og opmærksomhed omkring køn og ligestilling. Men nu står de til gengæld over for en anden og væsentlig udfordring, som medieforskere har påpeget. Blandt dem John Downing, professor i medievidenskab ved Southern Illinois University Carbondale.
Han hører også til blandt dem, der mener, at sociale medier udelukkende har fungeret som redskaber for revolutioner og rejser spørgsmål om, hvorvidt man, når det kommer til stykket, kan twitte sig til reel medindflydelse og repræsentation – hvad enten man er kvinde, kopter, kommunist eller en anden befolkningsgruppe og hidtil har været sat uden for indflydelse. Under et interview i tv-programmet ’Horisont’ sluttede professoren således med selv at stille spørgsmål, lidt skeptisk og muligvis en anelse retorisk:
’Man får fjernet Mubarak, Ahmedinejad osv., men hvad sker der med resten af magtstrukturen? Hvor nyttige er Twitter, Facebook, Youtube og diverse blogs, når man skal etablere et nyt styre? Det har vi ikke set endnu.’