Hvis der er noget, mange danskere og amerikanere elsker, er det at slænge sig foran tv’et, når én af de mange amerikanske talkshows om livets små og store problemer ruller hen over skærmen, og man kan hengive sig i provokationens og de tilspidsede meningers verden.

Er man en af dem, der ynder at se den legendariske Oprah Winfreys programmer, har man måske oplevet Michael Kimmel: Hvid, amerikansk mand, som har andre hvide, amerikanske mænd som sit forskningsspeciale på State University of New York. Sociologiprofessoren er en af verdens førende kønsforskere inden for området mænd og maskuliniteter, og samtidig er Michael Kimmel en mand, der ikke er bleg for at tale den amerikanske hvide middelklasse imod, når han skal forklare årsagssammenhænge i det amerikanske samfund: 

Fx når en sort kvinde løber med det job, en hvid mand havde sat næsen op efter. Eller – om end mere kontroversielt – når han sammenligner amerikanske, arbejdsløse håndværkersønner med Taliban eller Mohammed Atta, manden, der stod bag attentatet d. 11. september 2001.

Michael Kimmel har nemlig den teori, at frustrerede unge mænd i både USA og Egypten tager udgangspunkt i deres køn, når de på hver deres måde ønsker at lave verden om.

Genmaskulinisering er svaret

De unges mænds projekt er at genmaskulinisere sig selv, fordi de føler, at samfundsudviklingen er gået dem imod. De er frustrerede, fordi de mener, at staten er blevet feminiseret, at mænd er blevet bløde, svage og afhængige, og de er trætte af at bo i et samfund, der promoverer værdier som ligestilling og respekt for minoriteter, mens de selv må kæmpe for at få arbejde og det daglige liv til at hænge sammen. For dem er løsningen på kaos at genoprette maskuliniteten. 

Teorien er Kimmel kommet frem til ved at forske i grupper fra det såkaldt ekstreme højre som nynazister, White Supremacy eller Aryan Movement.
– Først og fremmest er det slående, at det overvejende er mænd, der er i disse grupper. Som regel er det unge mænd i 20’erne, som tilhører den lavere middelklasse, og er sønner af håndværkere, landmænd eller små erhvervsdrivende, siger Michael Kimmel, da Forum møder ham på Roskilde Universitetscenter, hvor han har holdt gæsteforelæsning om sin forskning.
– Fædrene har mistet landbruget eller butikken, som gennem generationer har været familiens levebrød. Måske åbnede et supermarked – eller stålværket lukkede. Så alle disse unge mænd er ikke bare på vej ned ad den sociale rangstige, de oplever det også som tabet af noget, der har været i deres familie i generationer; noget, der var deres fødselsret. Gården, butikken eller skiltet, der sagde Kimmel og søn – elektrikere er væk. Og den måde, de omtaler det på, er præget af forestillinger om en tabt maskulinitet.

Vreden fra de unge mænd over at miste deres fødselsret, bliver rettet mod to fronter. Mod regeringen – velfærdsstaten – og dens forskellige politikker, og mod de sorte, udlændingene og indvandrerne, som de mener, regeringen tilgodeser gennem de samme politikker.
– Deres retorik er: Staten har taget alt det, der tilhørte mig, og givet det til de andre, forklarer Kimmel.

Staten tager luften ud af maskuliniteten

Derfor bruger grupperne også maskulinitet som rekrutteringsgrundlag for andre, der måtte være utilfredse.
– De siger: “Hvis du slutter dig til os, får du det hele tilbage.” Hvis du slutter dig til en White Supremacy gruppe, får du din maskulinitet igen. Mange billeder fra disse grupper viser en ung, stærk arisk mand, der bærer en ung, arisk kvinde frem mod solnedgangen med hagekorset ventende ude i horisonten.

Retorikken vinder genklang, fordi mændene er trætte af at undskylde, mener Kimmel.

– I Vesten er der blandt mange mænd en følelse af træthed over at skulle undskylde for at være hvid, heteroseksuel og mand. Som mand skal man undskylde voldtægt og vold, og de grupper af mænd har fået nok af at være en defensiv mand, siger han.

– Feminiseringen af drenge, kvindelige lærere og studerende er en anden diskurs, der løber sideløbende med denne tendens. Den handler om, at regeringen promoverer en samfundsmæssig dagsorden, der tager luften ud af maskuliniteten; en dagsorden, der ikke sætter pris på maskulinitet, ikke lader drenge være drenge, og hvor maskulinitet er problemet – og ikke løsningen.

Maskulinitet og ‘de andre’ 

Islamiske fundamentalister bruger også maskulinitet som et personligt genoprettelsesredskab, mener Kimmel.

Under Taliban i Afghanistan var målet ikke bare at tage kvinderne og spærre dem inde i deres traditionelle kønsrolle, at genfeminisere kvinderne. Målet var også at genmaskulinere mænd. Taliban forbød jo mænd at barbere deres skæg, fortæller han.

Han ser også en slående lighed mellem Timothy McVeigh, som stod bag det værste terrorangreb i USA før d. 11. september [bombningen af en føderal bygning i Oklamhoma City den 19. april 1995, hvor 168 døde, red.], og Muhammed Atta, som var mastermind og bagmanden bag terrorangrebet d. 11. september 2001.
– De var begge på vej ned ad den sociale rangstige og havde ringe succes i deres karrierer. Timothy McVeigh ville i militæret, men kom ikke ind. Mohammed Atta var svag og lille og lidt en mors dreng. Begge hans ældre søstre var læger, og hans far sagde altid til ham: Tag dig nu sammen og bliv en ordentlig mand. Så Atta læste til ingeniør, men kunne ikke finde et job. Derfor rejste han til Hamborg for at blive arkitekt, men kunne kun få job som håndværker ved et tysk byggefirma. Både Atta og McVeigh opfattede sig selv som nogle, der var blevet groft ydmyget. De havde ideer og mål i livet, men de blev ydmyget, og så drev de ind i en ekstremistisk ideologi for at håndtere deres skamfølelse og genoprette deres maskulinitet.

Ifølge Kimmel er dét at forhandle om sin egen og andres maskulinitet i det hele taget noget helt grundlæggende i den debat, der foregår i samfundet, uanset om det handler om religion, politik eller andet.
– Maskulinitet hænger nøje sammen med offentlig optræden. Den handler altid om at blive evalueret og bedømt på i hvor høj grad, du er en mand. Den handler om, hvor stor du er, hvor stærk, hvor magtfuld, hvor rig, hvor mange kvinder, du har, hvor stor din bil er etc., siger han.

Derfor er kritik af ‘de andres’ maskulinitet også altid et vigtigt element i kampen om magten. Som eksempel peger Kimmel på den amerikanske valgkamp i efteråret 2004, hvor George Bush og John Kerry dystede om, hvem, der var en rigtig mand.
– Kerry sagde: “Jeg er krigshelt, jeg gjorde sådan og sådan”, og George Bush svarede: “Ja, men du ser fransk ud”. Det var nok til at skade Kerrys maskulinitet. Så der foregår en masse omkring, hvad en rigtig mand er. Også blandt det ekstreme højre. De siger, at de andre – sorte mænd, jødiske mænd, homoseksuelle mænd – ikke er rigtige mænd. Enten er de alt for maskuline – eller også er de ikke maskuline nok. Så den anden måde, disse grupper bruger maskulinitet på, er, at problematisere den andens maskulinitet. Tænk på, hvad racister siger om sorte mænd: De er voldelige, dyriske, ustyrlige, voldtægtsforbrydere. Eller: De er uansvarlige, dovne, økonomisk afhængige af staten.

Men er det nu også så simpelt at forklare terrorisme, fundamentalisme og ekstremisme ud fra køn? Er disse bevægelser ikke i lige så høj grad udtryk for en kamp mod globaliseringen, de sociale uligheder, den internationale magtbalance og andet?

Jo, siger Kimmel og understreger, at køn blot er ét perspektiv blandt mange – men et nødvendigt perspektiv.
– Globaliseringen påvirker forskellige grupper af mænd forskelligt. Grupperne, jeg taler om, er meget antiglobale. De elsker kapitalisme, men de hader multinationale selskaber. Men projektet at modstå globaliseringen bliver et kønnet projekt, slutter han.

Ulrikke Moustgaard er prisbelønnet freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM