Den kendte amerikanske professor i sociologi Michael Kimmel har haft én overordnet dagsorden i sit arbejde de sidste 20 år: Han vil gøre op med maskulinitetens usynlige status, så der både forskes i – og debatteres om emnet.
Michael Kimmel har haft ideen om et forskningscenter for mænd og maskuliniteter i flere år, men det er først med den toårige bevilling fra MacArthur Foundation, at det er blevet muligt at føre tankerne ud i livet.
“Centret er den sidste brik som institutionaliserer det mangeårige arbejde for at gøre maskulinitet til et forskningsfelt. Det giver mulighed for at knytte både internationale forskere og ikke mindst studerende, som jo er fremtidens forskere, til stedet”, siger Michael Kimmel. Men ikke blot samler centret nye og erfarne forskere, Kimmel har også en vision om et tættere samarbejde med praktikere og aktivister end man typisk ser i forskningsverdenen.
“Der er alle de her forskellige organisationer rundt omkring, der arbejder med mænd. Men de kender hverken til hinandens arbejde eller den viden, der faktisk findes på området”, forklarer Kimmel og fortsætter:
“Ved at bringe aktivister og akademikere sammen vil vi kunne skabe en synergieffekt, hvor begge parter får en masse ud af samarbejdet.”
Kimmels tankegang er, at centret på sigt kan hjælpe både forskere og aktivister, fordi forskerne kan kvalificere den viden, som aktivisterne har brug for til at søge om midler til deres praktiske arbejde.
“Når de skal søge om bevillinger, har de som regel kun nogle halvdårlige evalueringer. Hvis vi kan være med til at kvalificere deres viden, vil de have nemmere ved at få penge til de projekter, der faktisk kan forandre verden.”
Omvendt kender mange forskere heller ikke til organisationernes eksistens, påpeger Kimmel. Gennem et samarbejde kan forskerne få nyttige indsigter i, hvor der mangler viden, og på den måde gøre deres forskning mere relevant.
På spørgsmålet om, hvorfor et center for studier af mænd og maskulinitet er vigtigt, og området ikke bare kan ligge under andre kønsforskningsinstitutioner, peger Kimmel på, at det er meget vigtigt at se området og centret som en subdisciplin og ikke noget, der står i modsætning til den øvrige kønsforskning.
“Jeg oplever, at nogle måske er lidt skeptiske overfor det, man kan kalde mainstreaming, fordi de er bange for, at det vil gøre kvinder usynlige igen”, siger Kimmel og fortsætter: “Men jeg synes, det er rigtig vigtigt også at inkludere et fokus på mænd og maskulinitet, fordi det åbner op for at tænke køn på endnu flere måder og få flere dimensioner med”.

At engagere sig i verden

For Kimmel er der ikke langt mellem aktivisme og forskning, og det var ønsket om at gøre en forskel, der bragte ham frem til forskning i mænd og maskuliniteter. Samtidig med at han skrev sin phd.-afhandling inden for historisk sociologi, var han nemlig også engageret i anti-krigs demonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen og gik ind i arbejdet for at engagere mænd i at stoppe sexisme, voldtægt og vold mod kvinder. Det var gennem dette arbejde, at han blev opmærksom på, hvor lidt fokus på mænd og maskulinitet, der faktisk var indenfor universitetsforskningen. At lave om på det blev herefter både hans passion og profession.
“Jeg vil gerne være med til at ændre verden. Det er det, der får mig i gang om morgenen, og sådan tror jeg også mange studerende har det”, siger Kimmel og tilføjer: “Jeg har hørt mange af mine kollegaer sige, at de beder deres studerende efterlade deres politiske engagement udenfor døren, når de går ind til undervisningen. Det forstår jeg ikke. Det er jo drivkræften i meget af det, vi laver”.
Michael Kimmels engagement har også ført til, at han stiller op til interviews i aviser, TV- og radioprogrammer. “Selvfølgelig er der nogen, der synes, jeg giver køb på nogle akademiske dyder, at jeg og min tilgang til mit felt er for journalistisk – som om det nu skulle være en dårlig ting. Men for mig er det vigtigt både at blande mig i debatten og at give noget tilbage til skatteyderne i New York. Det er jo dem, der financierer min forskning, så jeg synes, jeg skylder dem at forklare, hvad jeg har fundet ud af.”
Den store medieopmærksomhed betyder, at han ofte får hadefulde mails og bliver stemplet som mangina, som er slang for en mandlig feminist. “Nogle mænd anklager mig for at være en forræder imod mit køn, fordi jeg støtter op om det, som de betragter som kvinderne kamp for at overtage magten”.
Det går ham tilsyneladende ikke synderligt på, og han mener, at det er meget vigtigt, at der er nogen, der kan fortælle nogle historier i medierne, som kan give noget modvægt til de mange vrede (og anti-feministiske) mænd, der særligt i USA får meget taletid.

A black Women stole my job

De sidste ti år har Michael Kimmel netop været optaget af det, han betragter som en ny mandebevægelse, som hævder at kæmpe for mænds rettigheder (Men’s Rights Movement). Det slående ved denne nye bevægelse er ifølge Kimmel, at det er tale om en bred og blandet gruppe af hvide mænd, som samles om blogs, TV-shows og radioprogrammer, hvor de lader en enorm vrede komme til udtryk overfor kvinder, ikke-hvide og oftest også regeringen. I den type af outrage media, som sociologer har kaldt det, hagler bebrejdelser ned over grupper, som får skylden for, at de hvide mænds liv ikke er, som de havde forestillet sig, det skulle være.
“Min interesse for emnet opstod i forbindelse med, at jeg deltog i et TV-show for år tilbage. Jeg var i studiet sammen med fire hvide mænd under overskriften A black Women stole my job. Under samtalen slog det mig, hvordan disse mænds vrede i lige så høj grad, som det handlede om en frustration over at være arbejdsløse, også udsprang af en oplevelse af, at noget, der var deres, var blevet taget fra dem. Her udsprang min ide til at undersøge oplevelsen af det, jeg kalder forurettet berettigelse (aggrieved entitlement) nærmere”, forklarer Michael Kimmel.
De vrede, hvide mænd, som han beskriver i bogen Angry White Men. American Masculinity at the End of An Era, der udkom i november 2013, har nemlig alle det til fælles, at de føler, at noget, de er blevet lovet, og som derfor retmæssigt tilhører dem, er blevet taget fra dem og givet til nogle andre. Det kan for eksempel handle om forskellige ligestillingsstrategier (affirmative action plans), som blandt andet i USA fungerer i kraft af kvotesystemer, der sikrer, at der kommer en vis andel kvinder og ikke-hvide ind på uddannelsessteder og store arbejdsplader. Her betragter de vrede mænd disse programmer som diskrimination af den hvide mand, og som er årsag til, at hans job bliver givet til for eksempel en sort kvinde.

Følelserne er reelle

“Selvom jeg ikke er enig i deres analyser og mener, at de bebrejder de forkerte for problemerne, så er jeg dog også af den mening, at vi er nødt til at anerkende deres følelser”, siger han og fortsætter: “De her mænd føler en hel masse, og deres frustrationer er reelle nok, selvom det ikke nødvendigvis er sandt”.
Frustrationerne bunder også i, at mange amerikanske mænds situation faktisk er blevet forværret de seneste år. I dag skal der for eksempel to indkomster til for at sikre den samme hustandsindkomst, som én (mand) kunne tjene i 1971. Det lægger ekstra pres på familierne. Og den økonomiske krise har forstærket mændenes frustrationer. For udover krisen er gået hårdt udover den industrielle produktion, der typisk har beskæftiget mange mænd, så har krisen også været særlig hård ved den (hvide) amerikanske middelklasse, der oplever en nedadgående social mobilitet og ser deres løn dale såvel som deres sygesikring og pension forsvinde.
“Min oplevelse er, at amerikanere generelt er nervøse for fremtiden og for, hvordan de skal klare sig økonomisk. Og her bliver mændene særligt hårdt ramt, fordi de knytter meget af deres identitet op på at være gode forsørgere og succesfulde på arbejdsmarkedet. Det ville formentlig betyde meget for hele situationen, hvis vi havde haft nogle af den type af velfærdsydelser, som I har i Danmark. Der er god grund til, at en del af de her mænd er frustrerede. Deres fremtid er usikker. Kunne man gøre den mindre usikker, ville en del af dem sikkert også blive meget mindre vrede”.

Ideen om ‘the self-made man’ ligger ifølge Kimmel dybt i den amerikanske maskulinitet, hvilket gør, at amerikanske mænd – og særligt de hvide – har en idé om, at hvis man bare knokler hårdt, så har man optjent retten til succes – både på jobbet, men også hos kvinderne. De vrede hvide mænd oplever, at det ikke længere er nok at tjene penge og se nogenlunde ud for at få en kæreste. Kvinder anser ikke længere forsørgerevnen som en kvalitet i sig selv hos en partner, hvilket for flere af mændene understreger, hvordan kvinderne faktisk er en del af problemet.

Fremtiden står i ligestillingens tegn

At læse Michael Kimmels nye bog er på sin vis en ret deprimerende oplevelse. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi al den vrede og frustration, han beskriver, er forstemmende. På spørgsmålet om, hvorvidt vi faktisk skal frygte den nye mandebevægelse og deres nostalgiske drømme om fortidens patriarkalske forsørgere, siger han imidlertid:
“Både det amerikanske – og danske samfund har undergået store forandringer, som ikke kan rulles tilbage. Nogle mænd kan prøve at bekæmpe det, men de vil ikke kunne vinde kampen! Nu handler det om at få flertallet til at indse, at ligestilling er til gavn for både mænd og kvinder. Mænd vinder faktisk generelt ret meget på øget ligestilling både i kraft af bedre parforhold, tætte relationer til deres børn, som de finder ud af faktisk er ret herlige at være sammen med, og på et generelt større fokus på social lighed.”

Kimmel mener, at der kan sættes ind på flere niveauer. På den korte bane handler det om at få de vrede mænd til at indse, at dem de bebrejder for deres deroute, faktisk er ofre for den samme økonomiske krise som dem selv.
“Hvis man kan få dem til at indse, at det ikke handler om, at de får et mindre stykke af kagen, fordi de her andre grupper pludselig får mere, men at kagen samlet set er blevet mindre, vil man måske kunne undgå, at de rykker mod højre og over mod ekstremisterne, som det ofte er tilfældet nu”, siger Kimmel. På den lange bane handler det om større samfundsmæssige forandringer, der kan støtte op om at skabe et mere lige og solidarisk samfund.
På vejen hertil er vi dog ifølge Kimmel nødt til at få en dybere forståelse af, hvordan sociale kategorier som for eksempel køn, klasse og race spiller sammen og former menneskers oplevelser af deres hverdag og det samfund, der omgiver dem.
Med bogen Angry White Men. American Masculinity at the End of An Era leverer Michael Kimmel selv et spændende og relevant indblik i, hvordan maskulinitet, hvidhed og økonomisk usikkerhed kan spille sammen og grave grøfter, der kan føre til ekstremisme og had.