Siden 2002 har mag.art. og ph.d. i nordisk litteratur Charlotte
Jørgensen stået i spidsen for det succesfulde Athene, der trods
forlagets unge alder på fem år allerede har tegnet en markant
udgivelsesprofil. Rækken af litterære priser til forlagets bøger vidner
om kvaliteten.

I det unge forlags buket af forfattere, der har
høstet store litterære priser, er fx danske Knud Romer, der i 2006
vandt De Gyldne Laurbær for romanen Den som blinker er bange for døden.
I år har tyske Julia Franck vundet Deutscher Buchpreis, og den
algeriske forfatter Assia Djebar var for nylig i Danmark for at modtage
ALOA-prisen.

Nu kan forlaget føje endnu et navn til buketten. I disse dage udkommer på dansk romanen Drømmefakultetet,
som svenske Sara Stridsberg fik Nordisk Råds Pris for i marts 2007. Det
er intet mindre end tredje gang, en af Athenes udgivelser får prisen,
med Halvbroderen af Lars Saabye Christensen i 2002, og Skygge-Baldur af islandske Sjón i 2005.

Drømmefakultetet handler om Valerie Solanas, kvinden bag det feministiske manifest SCUM (Society for Cutting up Men), som blev kendt for sit mordforsøg på Andy Warhol.

– Da jeg købte Sara Stridsbergs Drømmefakultetet,
havde jeg ingen forventninger om, at hun ville få Nordisk Råds Pris.
Jeg tænkte, denne her bog er fantastisk, fordi den er eksperimenterende
og formmæssigt virkelig interessant. Den gør noget nyt, og samtidig
bevæger den mig. Jeg havde fornemmelsen af, at det var optakten til et
spændende forfatterskab, og jeg havde lyst til at udgive den. Jeg
forestillede mig, at hvis vi var heldige, kunne vi sælge 1000
eksemplarer, og jeg syntes bogen passede ind i Athenes profil,
fortæller Charlotte Jørgensen.

– Stridsberg skriver sig ind i
det felt, hvor romanen bliver en undersøgelse af, hvad romanen som
genre egentlig kan – og samtidig er den en overskridelse af genren. Det
er interessant, at forfatteren tager en historisk figur – en kvinde,
Valerie Solanas – ikke for at skrive en litterær biografi henover
hende, men for at bruge de erfaringer, hun repræsenterer, og prøve at
folde dem ud. Det synes jeg, hun gør med stor originalitet,
understreger Charlotte Jørgensen.

Med udgivelsen af Sara Stridsbergs Drømmefakultet bliver
Athenes høje litterære standard og feministiske dimension forenet. Et
træk, der også kendetegner andre af forlagets udgivelser lige fra
danske forfattere som Jette Hansen og Leonora Christina Skov til
udenlandske forfattere som fx Christa Wolf og Assia Djebar.

Feminismen påvirkede litteraturforståelsen

Kønnet
som omdrejningspunkt og det feministiske engagement har da også spillet
en central og personlig rolle for Charlotte Jørgensen. Fra 1995-97 var
hun oldfrue for Kvindeligt Selskab, og det feministiske perspektiv kom
i særlig grad til at spille en rolle for hendes litteraturforståelse.


Da jeg var et par og tredive, kom jeg ind i Kvindeligt Selskab. Man kan
være i faser i sit liv, hvor man er meget modtagelig, og det var jeg på
det tidspunkt. Den feministiske måde at forstå tilværelsen, samfundet,
kulturen og litteraturen på gav mig vældig meget og blev også en nøgle
til at forstå mig selv på en ny måde. Kønsproblematikker blev pludselig
nærværende for mig på en positiv måde.

– Jeg er feminist i den
forstand, at jeg har en bestemt måde at tænke over mit eget køn. Og jeg
bliver vanvittigt provokeret, hvis jeg oplever mit køn brugt imod mig.
Men jeg ser ikke mig selv som feministisk forlægger. Man kan efter min
mening ikke skabe et forlag på en ideologi. Når jeg udgiver
feministiske romaner, er det fordi, litteraturen taler ind i min egen
erfaringsverden og siger noget værdifuldt. Bringer nye erfaringer til
torvs.

Liv og litteratur er to sider af samme sag

Oplevelsen
af, at liv og litteratur hænger sammen, var også udgangspunktet for, at
Charlotte Jørgensen oprindeligt valgte at læse nordisk filologi:


Det er i virkeligheden den klassiske historie. Jeg havde en dansklærer
i gymnasiet, som var den eneste lærer på gymnasiet, der formåede at
motivere mig. Årene mellem 19 og 21 år var ganske forfærdelige, jeg
vidste helt ærligt ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. På en
eller anden måde kom oplevelsen fra gymnasiet tilbage til mig, og så
søgte jeg ind på Københavns Universitet på dansk-studiet. Her var jeg
så heldig, at jeg startede på et kursus, som professor Aage Henriksen
holdt. Her var virkelig en mand, som formåede at gøre litteraturen
fuldstændigt nærværende. Jeg fik følelsen af, at der var noget i
litteraturen, og i hans måde at formidle den på, som i den grad gav
resonans i min egen erfaringsverden, og som virkelig hjalp mig ud af
nogle personlige kriser.

– Litteraturen fik en affinitet til
mit eget liv, en realitetsgrad for mig, som den ikke havde haft før.
Aage Henriksens måde at undervise på, var jo, med et ord som er vildt
belastet i dag, en form for personligt dannelsesprogram. Det var en
erkendelses- og identitetsproces, som blev sat i gang ved ham, hvor liv
og litteratur kom til at forløbe i parallelle spor. Så først kom Aage
Henriksen, og så kom feminismen!

Farvel til en akademisk karriere – med et smil

Charlotte
Jørgensen var egentlig godt i gang med at forme sig en akademisk
karriere, da hun afsluttede sine litteraturstudier med en ph.d. grad i
1998. Forinden havde hun udgivet bogen Ernst og Victoria. Et dobbeltportræt af Victoria Benedictsson.
Bogen blev meget rost for den måde, hvorpå Charlotte Jørgensen
placerede sig i et frugtbart midterfelt mellem de lidt fastlåste
positioner, der ellers kendetegnede opfattelsen af Victoria
Benedictsson som enten dæmoniseret eller heroiseret.

– Da jeg
var færdig med min ph.d., havde jeg været på universitetet i 15 år. Jeg
havde været meget glad for læringsprocessen, det at finde sig selv i
det litterære og få en identitet. Men det havde, af forskellige grunde,
været meget voldsomt og svært for mig at skrive bogen om Victoria
Benedictsson. Efterfølgende fik jeg en stilling som lektorvikar, hvor
jeg skulle undervise to gange om ugen og forske resten af tiden. Da
oplevede jeg, at lysten ikke stod mål med anstrengelserne. Fronterne
eller magtkampene på universitetet var svære at komme fri af, og
miljøet var ikke særlig frugtbart for mig. Men jeg havde heller ikke
fantasi til at forestille mig, hvad jeg så skulle gøre! Så jeg gik
faktisk i to år og underviste og skrev lidt, men et eller andet sted
vidste jeg godt, at jeg ikke skulle videre ad den vej.

– Så
skete der det, at Anette Wad, som jeg havde læst sammen med, blev
administrerende direktør for Aschehoug. Hun tilbød mig et job som
redaktør på forlaget. Jeg sagde nej, uden tøven, for jeg skulle ikke
ind i forlagsbranchen. Efter tre måneder, hvor jeg stod og ikke havde
fået den stilling, jeg havde regnet med at få, spurgte hun mig igen. Og
så sagde jeg ja. Jeg var dog forbeholden. Jeg havde et idealbillede af
mig selv som forsker på universitetet, og det billede holdt jeg fast
ved, selv om der var en stor frustration forbundet med det.

Opfind dit job!


Så kommer mit livs største overraskelse. Jeg kan stadig huske det som
en meget konkret oplevelse: Jeg kommer ind på forlaget, på et kontor,
der er et tomt skrivebord, og det er, hvad der er. Og Anette siger til
mig, nå men, vær så god, opfind dit job! Jeg kan stadig huske, at jeg
sætter mig og tænder for computeren. Det er, som om jeg får adgang til
en helt ny fysisk energi i mig selv. Jeg kan simpelthen mærke, at det
her er mig. Jeg aner ikke, hvad det er, jeg aner intet om jobbet,
udover hvad jeg nødtørftigt har fået at vide.

– Jeg har elsket
det job siden. For mig er det en ret forfærdelig historie om, hvor
meget man kan tage fejl af sig selv. Det lærte mig, hvor vigtigt det er
at prøve at mærke, hvor ens lyst er, og styre efter den, i stedet for
at blive holdt fast af et ideal man har, om hvordan man skal tage sig
ud, og hvad man repræsenterer, fortæller Charlotte Jørgensen.

Et forlag i forlaget med sin helt egen profil


Da jeg kom til Aschehoug, havde forlaget en stærk profil på
biografi-området, men ikke på det skønlitterære område. Jeg opdagede
hurtigt, hvor svært det var at ændre en profil. Derfor tænkte jeg, at
vi var nødt til at starte forfra og lave et forlag i forlaget, med sin
helt egen linje. Det gjorde vi så med Athene, som opstod i 2002. Vi
tænkte det meget langsigtet. Jeg vidste, at det ville være svært at gå
ud og få danske debutanter, fordi vi ikke havde en sammenhæng at
placere dem i, og i og med at jeg havde beskæftiget mig meget med
skandinavisk litteratur, besluttede jeg, med ledelsens accept, først at
opbygge et skandinavisk-nordisk forlagsprogram. Det jeg gik efter var
yngre markante forfattere, hvor der var noget på spil litterært.


Første fase i Athenes historie var altså at få et godt nordisk
forlagsprogram. Vi var så heldige, at flere af de forfattere, vi havde
købt til dansk udgivelse, senere fik Nordisk Råds Litteraturpris. Det
er altid en skøn oplevelse, for dels gør en Nordisk Råds Pris det
lettere at få bøgerne ud over rampen, man får et helt andet rum at tale
ind i foræret, og dels var det også en blåstempling af de litterære
valg, vi havde foretaget.

Forlagsbranchen med maskulint fortegn?

Mange
omtaler forlagsbranchen som en hård og mandsdomineret arbejdsplads, der
er svær at forene med familieliv og børn. Hertil svarer Charlotte
Jørgensen:

– Det er jo rigtigt, at det at være forlægger eller
redaktør bliver en livsform. Nu har jeg ikke selv børn, og jeg havde
ikke kunnet udrette det, jeg har gjort i de sidste fem år, hvis jeg kun
havde arbejdet otte timer om dagen. Jeg læser vel omkring 15
manuskripter eller bøger om måneden. Der er meget, der går igennem en,
som man skal tage stilling til. For mig er arbejdet en livsform, liv og
arbejde hænger tæt sammen, fordi det optager mig. På den måde handler
det måske mindre om køn, og måske mere om ens prioriteringer. Samtidig
har jeg jo kvindelige kollegaer, bl.a. min chef, som i de år, hvor
børnene var små, gik hjem kl. 16. Så jo, det kan forenes.


Generelt er der på min arbejdsplads stor forståelse for, at både mænd
og kvinder går hjem kl. 16 eller 17 for at nå at hente deres børn i
institutionen. Jeg tror dog også stadig, at det er lettere for de unge
mænd end for de unge kvinder at komme frem. Det har typisk noget at
gøre med alderen fra 20-35 år, hvor kvinderne får børn, og så bliver de
sat lidt tilbage, det er stadig dem, der tager barsel, og det er klart,
at det koster i karrieren.

– På de fleste forlag er
redaktørerne kvinder, og redaktionscheferne mænd, og den struktur er
svær at få gjort op med. Det handler måske også om, at nogen mænd er
mere tiltrukket af det administrative, og det er nok lettere at gøre
karriere, hvis man vælger den bane. Der er ikke så meget prestige i det
rent litterære.

Kvindelige erfaringer svære at kapere for anmelderne

Charlotte
Jørgensen har også siddet på den anden side af bordet, ikke som
redaktør og udgiver af bøger, men som anmelder og kritiker af dem. Fra
1992-99 var hun anmelder ved Weekendavisen.

– Der lærte jeg
vældig meget af. Først og fremmest at skrive for et publikum, det var
ikke noget, man dengang på universitetet lagde vægt på. Jeg lærte også
noget, om den kraft medierne har. Jeg kan huske, da jeg fik mit første
vrede læserbrev, jeg lå i sengen en hel weekend bagefter og var
fuldstændig ødelagt af rædsel. Jeg erfarede også, at medieverdenen
stadig er domineret af mandlige normer. Der var en bestemt måde at
skrive på, som man skulle tilegne sig. Som kvindelig anmelder oplevede
jeg, at jeg fik den lidt blødere litteratur, typisk den kvindelige
frigørelsesroman i mainstream-udgaven, mens de store danske navne
landede på de mandlige anmelderes borde. Men egentlig tror jeg først,
jeg oplevede, hvor stor en magt anmelderne har, da jeg forlod
anmelderjobbet og kom ind i forlagsbranchen, og pludselig så det fra
den anden side.

Der har flere gange i de sidste år været debat
om kvindelige kontra mandlige anmeldere. Nogle mener, at kvinder er
bedre til at anmelde kvindelige forfattere. Til det siger Charlotte
Jørgensen:

– Man skal virkelig holde tungen lige i munden i
den diskussion, som jeg også tror handler om, hvilken generation
anmelderen tilhører. Niveauet er generelt højt, og mange kvindelige
forfattere bliver fint anmeldt af mandlige og kvindelige anmeldere. Når
det er sagt, må jeg sige, at jeg har fået mig nogle chok ved at sende
bøger ud, og nu taler jeg ikke om underholdningslitteratur, men om
litterære romaner, der tematiserede kvindelige erfaringer. Jeg ser
stadigvæk en anden imødekommenhed og konsensus, når det er mænd, der
skildrer overskridende erfaringer, end når kvinder skildrer dem. At det
er de mandlige normer, der behersker den litterære offentlighed.

– Jeg udgav f.eks. den italienske forfatter Elena Ferrantes roman Forladte dage
i 2003. En af de romaner, der har gjort størst indtryk på mig
nogensinde. Det er en meget radikal skildring af et kvindeligt
identitetstab, af en kvinde, som mister sin rolle som hustru, mor og
elskerinde. Hen mod slutningen af bogen er der et kapitel, som handler
om hendes seksualitet. Hun er blevet strippet for alt, hvad der hedder
medfølelse, ømhed og nænsomhed, og der er kun kroppen og den anonyme
seksualitet tilbage. Romanen giver en voldsom og grum beskrivelse af
denne kvinde, der behandler manden som objekt til egen
tilfredsstillelse. Det er unægtelig set før i mænds kriseberetninger,
men at det blev skildret fra en kvindes synspunkt, var så utroligt
provokerende for et par af de mandlige anmeldere, at de fuldstændigt
desavouerede romanen.

– Der er en vis type af kvindelige
erfaringer, som når de bliver skildret af kvinder på en uhildet og
direkte måde, åbenbart er meget svære at kapere.

At være i pagt med den unge litteratur


Et af de store privilegier ved at være forlægger, at man faktisk har
mulighed for at udgive bøger, som gør noget nyt, skildrer erfaringer,
der ikke før har været inde i litteraturen. Det er noget af det, der
gør litteraturen spændende, at den giver erfaringer en status, en
legitimitet, ved at bringe dem ind i det litterære kredsløb, som de
måske ellers ikke havde fået.

– For mig har det været
berigende at se, at det at være en god forlægger handler om at kunne
overskride sine egne grænser. Ikke sælge ud af sit eget program, men
hele tiden at flytte sig. Jeg er 46, og den litteratur der skrives af
25-årige debutanter, er jeg ikke forbundet med på samme måde, som jeg
er forbundet med min egen generations litteratur. Men det har været
interessant at komme til at kunne lide den, at finde ud af, hvad der er
på spil, hvad det er, de vil, at tale med dem. Det samme gør sig
gældende med hensyn til litteraturtidsskriftet Den Blå Port, som jeg er
meget glad for, at vi nu udgiver. Et ungt forlag som Athene er og skal
være i pagt med den unge litteratur. Det er den, der er fremtiden.