I 2013 blev den dengang 17-årige Samira udsat for omfattende vold af flere medlemmer af sin familie. Sagen fik stor mediebevågenhed i Danmark. Samira blev pisket, slået, udsat for kvælningsforsøg og fik håret klippet af, angiveligt fordi hun havde fået en dansk kæreste. Mange elementer i voldsbilledet stak under den efterfølgende retssag i hver sin retning. F.eks. var den danske kæreste muslim, og familiens to piger havde fået en ellers fri opdragelse, der lå langt op ad et majoritetsdansk værdisæt.
Alligevel udtalte senioranklager Martin von Bülow ifølge Berlingske Tidendes dækning af sagen i 2013, at ‘den vold, pigen blev udsat for, var 100% æresrelateret’. Men kan det siges så enkelt?
Nu sætter en ny dansk afhandling spørgsmålstegn ved, at vold i etnisk danske minoritetsfamilier ofte forklares som kulturelt betingede æreskonflikter.
Til sammenligning forklares vold mod kvinder i danske familier som regel som kulturafvigende tilfælde, der bunder i jalousi eller sociale problemer.
– Når der opstår vold i etniske minoritetsfamilier fremhæves kulturen og bruges som forklaringsmodel. Det udlægges som, at det er kulturen, der fører til vold. Når danske mænd slår, ses det derimod som en kulturel undtagelse. Her forklares mandens handlinger ofte ud fra en psykiatrisk vinkel, der definerer ham som afviger, forklarer Louise Lund Liebman, religionshistoriker og ph.d., der har skrevet afhandlingen Et spørgsmål om ære? Intertekstuelle læsninger af fortællinger om æresrelateret vold. Afhandlingen er den første om æresrelateret vold i Danmark.

Fokus begrænser

Louise Lund Liebmann har som baggrund for afhandlingen interviewet 14 voldsramte kvinder med etnisk minoritetsbaggrund og gennemgået et stort antal offentlige beretninger om æresrelateret vold, bl.a. 90 avisartikler, der behandler emnet. Under hendes arbejde med afhandlingen lancerede Integrationsministeriet deres Nationale strategi mod æresrelaterede konflikter (2012), der med en lang række indsatsområder indenfor integrationsfeltet og en ambition om 30 nye strategiske initiativer på området, så der for alvor blev sat fokus på problematikken, ikke mindst hos de professionelle aktører.
Louise Lund Liebmann anfægter ikke, at der efterspørges en større viden om de kulturelle faktorer, der kan være med til at beskrive voldsbilledet i etniske minoritetsfamilier. Hun forholder sig derimod kritisk til, hvorvidt det ensidige fokus på volden som kulturelt bestemt og æresrelateret kan komme til at skygge for et mere generelt genkendeligt voldsbillede.
– Det er selvfølgelig godt, at kvinderne søger hjælp også indenfor den her ramme, men det er også et udtryk for, at det er her, de kan få den. Hvis nu der fandtes en anden diskurs omkring deres situation i Danmark, kunne det være, at kvinderne fortalte om volden på en anden måde, og fik en anden form for hjælp. Det ensidige fokus gør, at løsningsmodellerne bliver meget ensrettede, og at kvindernes muligheder i virkeligheden bliver meget begrænsede: Deres tale- og handlerum begrænses på denne måde. Der skal noget til at fortælle en anden historie end den dominerende, f.eks. ‘jeg kommer fra en etnisk minoritetsfamilie, og det var rigtignok min far eller mand, der udøvede volden, men den var ikke æresrelateret’, når man har fået plads på et bosted for kvinder, der har været udsat for æresrelateret vold, siger Louise Lund Liebmann.

Mønsterfortællingen dominerer

De 14 kvinder Louise Lund Liebmann interviewede i forbindelse med afhandlingen, var med kun en enkelt undtagelse alle tilknyttet rehabiliteringscenteret for etniske kvinder, RED-Safehouse. RED-safehouse er et sikret botilbud for unge, der er på flugt fra æresrelaterede konflikter. Netop den kontekst, kvinderne befinder sig i, når de fortæller deres voldsberetning, viste sig at have stor betydning.
– Der opstår en mønsterfortælling i de offentlige beretninger, som kvinderne spejler sig i. Jeg kalder det, at de ‘gen-anvender’ den – enten helt eller delvist. Jeg spurgte åbent ind til deres historie, og de nævnte alle æresbegrebet. Det er ikke underligt, at man kommer til at fortælle sin historie ind i den fortælling, for den gentages så ofte i medierne og andre steder, f.eks. de instanser, der skal hjælpe kvinderne. Med det fokus, der er kommet, gør det også fortællingen ret anvendelig. Den får automatisk socialarbejderne til at slå ørerne ud. Ikke at jeg tror, at kvinderne tænker over det i situationen. Det er en subjektivitetspåvirkning, der starter tidligt, også før kontakten med hjælpeindsatserne. Fortællingen er gået ind og blevet et fænomen, som kvinderne er nødt til at forholde sig til, og på den måde er mønsterfortællingen en art talemåde hos mange voldsramte etniske minoritetskvinder, forklarer Louise Lund Liebmann.
Undervejs i sine interviews opdagede hun dog uregelmæssigheder i fortællingerne, der pegede på, at der også var andre faktorer på spil end ære som motiv til vold, og at billedet i mange tilfælde var langt mere broget end den enkle forklaringsmodel om æresrelaterede konflikter lagde op til.
– Når jeg interviewede kvinderne var der mange elementer, der gik igen fra mønsterfortællingen og fra de offentlige beretninger, men der var også en del brud i deres fortællinger, der tydede på, at det æresrelaterede ikke nødvendigvis var afgørende eller ikke fyldte hele deres voldsberetning. Hvis jeg f.eks. spurgte ind til, om de havde oplevet andre former for vold, havde de alle sammen oplevet det i en eller anden grad. Nogle nævnte, at vold f.eks. var helt almindeligt forekommende i deres familier. Andre havde været udsat for incest og andre former for vold. Som forsker syntes jeg, at det var interessant, at det så ikke var det, de fremhævede i deres første fortælling, siger Louise Lund Liebmann.
Hun anfægter i sin afhandling også det faktum, at forklaringsmodellen om æresrelateret vold anvendes om alle former for etniske minoritetskvinder uanset, at kvinderne kommer fra forskellige socialklasser og fra et meget stort geografisk område med store regionale, nationale, etniske og religiøse forskelle. Forskellene gør æresbegrebet til et langt mere komplekst begreb, end den gældende forklaringsmodel lægger op til.

Forskel mellem generationer

En anden uregelmæssighed, Louise Lund Liebmann bemærkede, var forskellen i fortællingerne mellem generationerne af etniske minoritetskvinder.
Det første skandinaviske forskningsprojekt om æresrelateret vold blev udført i Sverige i 2003 af den svenske sociolog Åsa Eldén i kølvandet på mordet på Fadime Sahindal (2002). Det var nemlig i efterspillet efter Fadime Sahindals drab, at voldskategorien æresrelateret vold voksede frem. De kvinder, Åsa Eldén interviewede ti år forud for Louise Lund Liebmanns forskningsprojekt, nævnte dog aldrig selv ordet ‘ære’ i deres voldsberetninger.
– De fortalte om voldsberetninger, der kan forstås ind i en æreskulturel forståelsesramme såsom ‘ry’ og ‘jomfruelighed’, men ingen af dem nævnte ordet ‘ære’. Det syntes jeg var bemærkelsesværdigt, når mine informanter ofte selv nævnte ordet allerede i anden eller tredje sætning, påpeger Louise Lund Liebmann.
Hun mener, at uregelmæssigheden peger på, at der i den mellemliggende tid er opstået en meget stærk diskurs, der har betydning for kvindernes måde at fortælle om deres voldsoplevelser på.

Mønsterfortællingens funktioner

Louise Lund Liebmann mener, at den krisesituation, kvinderne befinder sig i, når de fortæller deres voldshistorier til hende såvel som til socialarbejdere, har betydning for, hvorfor de etniske minoritetskvinder gen-anvender mønsterfortællingen om æresrelateret vold. Som volds- og kriseramte kvinder har de et naturligt behov for at skabe en logik i det hændelsesforløb, de har været udsat for.
Men fortællingen har også andre funktioner både i det etniske minoritetsmiljø og i majoritetssamfundet.
– Der er den mulighed, at den diskurs ikke kun har påvirket kvinderne selv, men også deres familier. Det bliver muligt for udøverne, når volden efter voldsudøvelsen skal rationaliseres, at hænge den op på æresbegrebet. Dermed bliver volden mere ‘legitim’ for voldsudøveren og måske også for voldsofrene. Men spørgsmålet er, om æresbegrebet egentlig er årsagen. Der er så meget dysfunktionalitet i de her familier, som i lige så høj grad kommer fra deres sociale baggrund, og som man ligeså godt kunne opfatte som den bagvedliggende årsag.
– Det er også en måde, vi som majoritetssamfund fraskriver os et ansvar for volden på. Det er jo noget i deres kultur. Vi ser os selv som ligestillede, mens der er store ligestillingsproblemer i den etniske minoritetskultur. Det er jo langt fra hele sandheden. Det er arven fra en post-kolonialistisk, overlegen tankegang om, at vi altid ser os selv som længere fremme. Når jeg taler med medarbejdere på kvindekrisecentrene i Danmark, er jeg ikke så sikker på, at vi er så ligestillede, når det kommer til vold. Og vold er jo netop ellers et af de parametre, vi måler på, pointerer Louise Lund Liebmann.

Et ensrettet sprog for volden

Louise Liebmann vil ikke nødvendigvis gøre op med kategorien ‘æresrelateret vold’, men hun kunne godt tænke sig, at der blev åbnet op for en mere nuanceret diskurs. En bredere analyse af årsagerne til og mekanismerne for vold i familien på tværs af etniske baggrunde.
Spørgsmålet er, om indsatsen mod æresrelateret vold som Den nationale strategi f.eks. var et udtryk for, ikke har haft en positiv effekt?
– Man kan jo ikke have noget imod det, hvis det hjælper nødstedte kvinder. Det, at det kulturelle perspektiv hele tiden synliggøres, er selvfølgelig med til at give nogle kvinder et sprog for volden, som de ikke havde i forvejen, men det kan også kamme over og få den modsatte effekt, hvor det bliver undertrykkende og disciplinerende. Jeg ved ikke, hvor kvindefrigørende det er, at vi som samfund risikerer, at kvinderne kun kan fortælle om volden på én bestemt måde.
Når man deler volden op i så mange underkategorier, er man også med til at skjule den. I stedet for at man eksempelvis fokuserer på volden som kønsbaseret vold, får man det på den måde til at handle om mange forskellige ting. Og det er jeg ikke så sikker på, at det gør, slutter Louise Lund Liebmann.