Dette er en historie om hen. Det er én historie om hen, for der er mange perspektiver på ordet eller fænomenet hen. Denne historie har et sprogvidenskabeligt fokus og et kønsperspektiv. Den tager sin begyndelse i 1960’erne, hvor hen første gang omtales i det svenske sprog, og bevæger sig derefter op gennem årtierne til vores egen tid, hvor historien pludselig udvikler sig til et eventyr med konflikter, kamp, modstand og håb. Vi skal se på, hvad der skete før og efter det såkaldte hen-år 2012 (Josephson, 2013). Hvordan kan det være, at hen har vakt så megen vrede? Hvordan bliver hen brugt, og hvad fortæller det om sproget, om samfundet og om sammenhængene mellem dem?
En hel del sprogfolk har interesseret sig for hen i de senere år, fordi det er fascinerende og højst usædvanligt, at et nyt pronomen finder vej ind i sprogbrugen. Og hen er langt fra et indholdsløst ord, der går ubemærket forbi; hen er derimod stærkt koblet til mennesker, til samfundet, til hvordan mennesker kønner hinanden, og hvordan samfundet adskiller kønskategorier og seksualiteter. Derfor er hen interessant ikke kun som sprogligt fænomen, men som et ord, der forbinder vores sprogbrug med, hvordan vi tænker om mennesker i forhold til køn og seksualitet (Wojahn, u.a.). Hvad sker der med vores forestillinger, når vi ændrer vores sprog – hvad gør hen med synet på køn og seksualitet?

Sætter citationstegn om hen som neutral

Hen er altså et pronomen, et ord, vi bruger til at omtale andre mennesker. Man hører ofte, at hen er et kønsneutralt pronomen, men jeg vil sætte citationstegn omkring “neutral”, eftersom det ikke er helt klart, hvad der menes med det. Betyder det, at hen neutraliserer mellem to køn – kvinder og mænd – eller at hen helt neutraliserer sproget i forhold til køn, altså gør køn til en uvigtig kategori, når vi taler om mennesker? Og har hen ikke også at gøre med vores syn på seksualitet – det vil sige, at hen også gør noget med inddelingen af mennesker udfra seksuel orientering?
Jeg vil kalde hen for et normkritisk, besværligt, spørgsmålsvækkende, grænseoverskridende, synliggørende, queer pronomen, men vil også tilføje en potentiel fremtidig status for hen som et tredjepersons pronomen ved siden af hun, han og den, uden epiteter, der udpeger det som noget anderledes.
Visse modstandere af hen har forkastet ordet, fordi de mener, at det er overflødigt, ikke bidrager med noget og bare er et latterligt påfund. Men, som sprogforskeren Daniel Wojahn bemærker: “Hvis benævnelser ikke spillede nogen rolle, ville sprogbrugere ikke have nogen grund til bevidst at forandre dem; og for den sags skyld heller ikke grund til at debattere disse forandrede benævnelsespraksisser i medierne og i internetfora” (Wojahn, u.a.).

Modstand og praktik

Uanset hvad man mener om hen, kan man ikke påstå, at det ikke betyder noget. Og mange af hens modstandere må da også lidt modvilligt indrømme, at det måske alligevel kan have en funktion. Følgende citat fra et debatindlæg i en svensk regionalavis illustrerer, hvordan modstanden mod hen kolliderer med en erkendelse af, at det godt kan være praktisk:
“Når jeg synes godt om nogen eller noget, nogen har sagt, så ringer jeg til “hen” eller går hjem til “hen”. Jeg tager noget med, som jeg ved, at “hen” godt kan lide, og giver til “hen”. Jeg giver “hen” et kram. Jeg viser virkelig, at jeg godt kan lide “hen”. […] Vil også sige, at jeg desværre har brugt ordet “hen” seks gange i dette indlæg, et ord, jeg hader, men som faktisk passede godt i den her tekst.” (Dalarnas Tidningar, juni 2013).
En sådan modstræbende brug af hen er ikke ualmindelig, og ambivalensen kan kobles til, at hen bruges på flere forskellige måder, og at de forskellige anvendelsesområder siger noget ikke bare om ordets betydning, men også om os selv som personer. Og selv om det først er i løbet af det seneste par år, at hen er kommet ind i det almindelige ordforråd og i samfundsdebatten, så er hen faktisk ikke helt nyt. Og da det her jo skal være en fortælling, så vil jeg spole lidt tilbage og starte med begyndelsen.

Hen til diskussion i 60’erne, 70’erne og 80’erne

Så: Der var engang en sprogforsker, Rolf Dunås, som i 1966 skrev en sprogklumme i Uppsala nya tidning, hvor han foreslog et nyt pronomen til det svenske sprog:
“For mit eget vedkommende kan jeg drømme om, at man fra ‘han’ tog et skridt fremad i vokalrækken og fra ‘hun’ [på svensk ‘hon’] to skridt tilbage og opfandt det tokønnede ord hen med kort e.”
Det er det første eksempel, vi kender til, så vi begynder der, med dette ønske fra en sprogmand. Derefter er det her en af de fortællinger, hvor der ikke sker så meget umiddelbart efter. Vi har kilder, der viser, at hen har været oppe og vende til diskussion både i 60’erne, 70’erne og 80’erne (se fx Mårtensson 1982:189), men der handler det for det meste om sprogforskere, der er uenige om ordets anvendelsesområde, eller som diskuterer andre former, der kombinerer hon og han, fx hoan og haon.
Som vi kan se, kalder Dunås hen for “tokønnet”, hvilket antyder, at han forstår hen som et pronomen, der omfatter både hun og han. At bruge det udfordrer dermed ikke opdelingen i kvinder og mænd, og stiller heller ikke spørgsmålstegn ved køn som en helt naturlig kategori at inddele mennesker udfra. Derimod udtrykkes her en kritik mod det, der somme tider kaldes at androkønne, det vil sige at tage udgangspunkt i manden som norm, som sproget gør, når han bruges som såkaldt generisk pronomen til at betegne både kvinder og mænd, når kønnet ikke er kendt, fx “Kunden har ret til at levere varen tilbage, hvis han kan vise kvittering”. Det generiske han bruges i mindre udstrækning i dag og erstattes som oftest af han eller hun/hun eller han, men også af nyskabte pronomener som hen, h*n, h@n, hin, hn och h?n (Wojahn u.a.). De forskellige pronominer bruges dog med ret forskelligt formål og funktion. Ifølge sprogforsker Daniel Wojahn, der skriver på en afhandling om sammenhængen mellem sprog, tænkning og køn, kan man identificere fire forskellige anvendelsesområder for hen, der er koblet forskelligt til syn på køn og seksualitet og til sexisme i sproget.

Fire forskellige anvendelsesområder

Hen kan for det første bruges som et praktisk, sprogøkonomisk alternativ til dobbeltformer og andre varianter. For det andet kan hen bruges til at benævne personer, der ikke identificerer sig som kvinde eller mand. For det tredje kan hen anvendes, når en bestemt persons kønsidentitet er ukendt eller anses for uvigtig i sammenhængen, og endelig kan hen bruges som et forsøg på at opbløde eller helt opløse kategoriseringer baseret på køn.
Hen som et praktisk, sprogøkonomisk alternativ til dobbeltformer som “hun eller han” var længe den eneste anvendelsesmåde, der blev diskuteret, og som også Dunås var fortaler for. Denne måde at bruge hen på udfordrer, som Wojahn påpeger, det androcentriske i sproget, og kan ses som led i et sprogpolitisk arbejde for et ligestillet sprog. Fra slutningen af 1990’erne begynder der dog at ske noget i fortællingen om hen. Ordet dukker op flere steder end bare i særlige sprogvidenskabelige tidsskrifter eller i de etablerede morgenaviser, og dermed bliver flere anvendelsesområder synlige. Det gælder fremfor alt, hvordan hen bruges i forskellige transcommunities og feministiske sammenhænge. Den stigende internetbrug i befolkningen kan have haft betydning for spredningen og brugen af hen, ligesom queerteoriens udbredelse på ca. samme tidspunkt også kan have spillet ind.

Tokønsmodellen og hen

I queerfeministiske sammenhænge er hen blevet brugt med det formål at nedbryde tokønsmodellen, altså forestillingen om, at der kun eksisterer to kønskategorier – kvinder og mænd. Et godt eksempel på denne brug er det queerfeministiske kulturtidsskrift FUL (“GRIM”), som siden 2007 udelukkende har brugt hen, der altså helt erstatter hun og han. Begrundelsen er her, at kategoriseringer, der udpeger alle mennesker som enten kvinder eller mænd, usynliggør alle dem, der står uden for eller i begge disse kategorier, og at kategoriseringerne også reproducerer normer og undertrykkelse, som er koblede til uligestillingen mellem kønnene og til heteronormativitet. Her handler det altså om at opløse tokønsmodellen. Denne tilgang gør heller ikke forskel på, om du taler om nogen i tredje person, eller om du selv er den tredje person, der ønsker at blive omtalt som hen – alle er hen.
Der er også dem, der vil bløde tokønsmodellen op gennem at benytte hen som en tredje kønskategori ud over hun og han, nemlig som et alternativ for personer, der hverken betegner sig som kvinde eller mand. Da jeg i 2011 undersøgte, hvordan personer der definerer sig som queer taler om køn, seksualitet og relationer, talte flere af deltagerne om hen som et pronomen for transpersoner, ved siden af hun og han. Hen får her den funktion at udfordre det, Daniel Wojahn betegner som tokønning og cis-kønning, dvs. dels at der kun findes to kønskategorier – kvinder og mænd – og dels at disse kategorier skulle være statiske, medfødte og uforanderlige. At anvende hen synliggør altså, at der findes flere kategorier end kvinder og mænd, og at disse ikke nødvendigvis er stabile. I undersøgelsen diskuterede nogle af deltagerne også hen som et pronomen, der efterhånden helt burde erstatte hun og han og dermed gøre køn til en irrelevant kategori at opdele mennesker udfra, det vil sige det samme formål, som vi også så i tidsskriftet FUL.
Det er en opfattelse, som også er koblet til kategoriseringer udfra seksualitet. Opdeling efter seksuel orientering, særligt dikotomien heteroseksuel og homoseksuel, er jo afhængig af, at der findes to og kun to køn, kvinder og mænd, og at disse køn er genkendelige gennem en vis kvindelighed og mandlighed. Heteroseksualitet udgør normen, og homoseksualitet udgør afvigelsen. Begge forudsætter dog de to adskilte køn – enten kan du lide “det samme” eller “det andet” køn. Dét udfordrer hen.
Hen dukker op som en intrige i historien, rører i gryden og synliggør vores inddelinger. Hvis vi nu ikke kender en persons køn, hvordan skal vi så kunne bestemme hens seksuelle orientering, og hvordan skal vi vide, hvordan vi selv skal forholde os til hen udfra den seksuelle orientering, vi selv oplever at have? Hen kan således både være en del af en strategi for at synliggøre de normer, som omgærder køn, seksualitet og relationer, såvel som en del af forsøget på faktisk at forandre dem, gennem at bruge ordet.

Hen kan usynliggøre køn

Hen kan også gøre det modsatte, nemlig usynliggøre køn, hvilket af nogen opleves som problematisk. I mit studie af queerpersoners brug af hen opgav nogle deltagere således, at der er et feministisk formål med at bruge pronomenerne hun og han – at markere kvindeligt køn kan i visse situationer være en strategi for at føre en feministisk kamp udfra erfaringen af at blive mødt og behandlet som kvinde hele sit liv. Så selv om målet kan være at rokke ved forestillinger om køn og seksualitet i samfundet, så er man nødt til at tage hensyn til, at de forestillinger eksisterer, og at mennesker oplever og handler udfra dem.
Daniel Wojahn har udført perceptionsstudier for at finde ud af, hvad vi får for forestillinger om køn, når vi læser en tekst, hvor en person omtales som enten han, hun, hun eller han, han eller hun, han/hun og hen (Wojahn, 2013). Hans undersøgelse viser, at det har betydning for vores konceptualisering af køn, hvilket pronomen der bruges. Når en tekst brugte han eller hun, han/hun og den, mente læserne, at personen var en mand, mens hun eller han fremkaldte billedet af en kvinde. Hen, derimod, gav i stor udstrækning læserne en konceptualisering af en person, som kunne være kvinde, mand eller have en anden kønsidentitet. Wojahns studie viser således, at der er en kobling mellem, hvordan personer benævnes, og hvordan vi tænker på dem i forhold til køn.
Som vi har set, kan hen altså bruges på en række forskellige måder og med forskellige funktioner, hvilket betyder, at det bliver lidt af et vovestykke i sig selv at anvende ordet:
Den, der læser eller hører dit hen, tolker måske nogle helt andre hensigter ind i det, end du selv havde. Og heri ligger også hens sprængkraft, for hen er ikke neutralt – endnu – det er derimod på nuværende tidspunkt et særdeles kønsmarkeret ord, der hele tiden aktualiserer spørgsmålet om køn og seksualitet. Og det fører vores historie om hen frem til den dramatiske fase, som tog sin begyndelse i 2012.

Kivi och monsterhund

Det begyndte med en debat om den svenske børnebog Kivi och monsterhund (Milles, Salmson & Tomicic 2012), som hele vejen igennem bruger hen. Det vakte vrede protester, der mente, at det var vanvittigt og ligefrem farligt at pådutte børn det her nye ord. Debatten fortsatte med kritikken mod børnehaven Egalia, som blev anklaget for at forvirre børnene og fratage dem deres kønsidentiteter, efter at de indførte det nye pronomen i deres arbejde. Og under denne debat begyndte journalister så at bruge hen i nyhedstekster, og kommentarsporene blev oversvømmet af diskussioner.
Endnu en sprogforsker, der studerer hen, er Karin Milles, lektor i svensk på Södertörns högskola. Hun foreslår fem faktorer, som medvirkede til, at hen fik en så enorm gennemslagskraft: ordets sproglige egenskaber, mediernes opmærksomhed, centrale aktører (queerfeminister, transaktivister og kønspædagoger), den politiske kontekst i Sverige og en ændret holdning hos sprogmyndighederne.
De tre centrale aktørgrupper, Milles nævner, har alle en kønsbevidst agenda:
Lidt forenklet kan man sige, at børnehavepædagogerne primært bruger hen til at stille spørgsmålstegn ved, om opdeling efter køn altid er relevant, og dermed give børnene en chance for at udvikle deres identitet og syn på andre mennesker uden altid at skulle forholde sig til køn og de normer, som er knyttet til piger og drenge. Queerfeminister bruger måske først og fremmest hen for helt at opløse kønsdikotomierne, som vi så det i eksemplet med tidsskriftet FUL, og transpersoner har anvendt hen som en tredje kategori, et alternativ for den, der ikke vil benytte sig af hun eller han.
Her er det dog vigtigt at huske, at ikke alle transpersoner bruger hen. At blive kaldt hen som transperson kan være lige så diskriminerende som fejlagtigt at blive kaldt han eller hun, og også i hen-debatten bliver transpersoner en særligt udsat gruppe, idet de ofte fremstilles som en homogen gruppe, hvor alle er ens og mener det samme, hvilket naturligvis ikke er tilfældet.
I mange trans- og queersammenhænge er pronomenrunden en måde at håndtere dette, dvs. at alle får mulighed for at sige, med hvilket pronomen de vil omtales (Friis Reset 2012:64). Uden for disse sammenhænge er det ikke så enkelt. Tredjepersons pronomen er noget, man bruger om andre. Hvornår skal man sige, at man ønsker at blive kaldt hen?

Aktører klumpet sammen i debatten

Der er altså visse forskelle mellem disse tre aktørers brug af hen, men i debatten er de ofte blevet klumpet sammen, hvilket har bidraget yderligere til den aggressive modstand, vi har set i Sverige. Noget, som er tilbagevendende i debatten om hen, er koblingen til feminisme og forestillingen om, at de queer “statsfeminister” vil afkønne børnene og tvinge alle til at bruge det nye ord. Mange af modstanderne ser således kun den mest normkritiske brug af hen og oplever den som en stor trussel, hvilket forstærkes af den negative holdning til feminisme, som er udbredt i det svenske samfund.
Her var mediernes fokus på hen med til at tilspidse debatten. Medierne var nemlig ikke sene til at udnytte den konflikt og polarisering, som fandtes i debatten, og mange fik lov at udtale sig om ordet.
Debatten er i stor udstrækning kommet til at handle om børn og børnehavepædagogik. Mange modstandere har udtrykt frygt for at fratage børn noget, de er, og her optræder en stærk tro på, at kønsidentiteten som pige eller drenge er afgørende for, om et barn udvikler sig til et trygt individ. Det er også symptomatisk, at man har talt om forældre, der siger hen om og til sine børn, når det mest almindelige blandt kønspædagoger og forældre i virkeligheden er at bruge hen, når de taler med børn om omgivelserne, for eksempel dyr, ambulanceførere og mennesker i al almindelighed.
Her er hensigten at undgå at gøre køn til en primær kategorisering. Men i medierne er det ofte blevet fremstillet som om, at kønspædagogerne anvender hen for helt at opløse kønskategoriseringer og forbyde hun og han, hvilket yderst sjældent er tilfældet.

Politisk spørgsmål

Det står klart, at hen er blevet et politisk spørgsmål. Karin Milles mener som nævnt, at den politiske situation i Sverige også har haft betydning i forhold til, hvem der har været for og imod. For eksempel har det højreorienterede parti Sverigedemokraterne ytret sig kraftigt imod hen, og deres standpunkt kan have været afgørende for at andre, for eksempel Sveriges ligestillingsminister Nyamko Sabuni fra Folkpartiet, har udtalt sig positivt om hen. At være for hen kan altså være en måde at tage afstand fra Sverigedemokraterne. Og at have noget imod hen kan være en måde at tage afstand fra feminisme eller en oplevet magtelite, der forbindes med “indførelsen” af hen.
Koblingen til feminisme ser vi også i begrundelsen for, at Sveriges største morgenavis Dagens Nyheter i efteråret 2012 forbød hen i deres nyhedstekster: “Det er meget muligt, at hen med tiden bliver et vedtaget begreb. Men det er ikke DN’s opgave at gå i brechen för hen, der stadig kan opfattes som en queerpolitisk stillingtagen” (SVT 12.09.2012)
Dette kan ses som et eksempel på, hvordan politik altid er koblet til normer, og hvordan det altid er det afvigende, der betragtes som politisk – det “normale” er jo bare normalt. På samme måde bliver det altså politisk at tage stilling til fordel for noget, der anses for afvigende, for queer.
DN tog således egentlig ikke afstand fra selve ordet hen, som chefredaktøren indrømmede kunne være ganske brugbart, men fra den betydning som hen queerpolitisk havde fået. Det bliver også meget tydeligt, at queer opfattes som noget afvigende, der ikke har noget med DN eller deres formodede læsere at gøre. Men i virkeligheden har det med alle at gøre, for alle mennesker bliver kønnede, også dem, som tilskrives og selv tilskriver sig “begribelige” køn og seksualiteter.
Den, der ikke bryder med normen, ser ikke altid normen, og ser heller ikke, at normen er en konstruktion. Hen synliggør, at tokønsmodellen ikke er gyldig for hele menneskeheden: At den opdeling i køn og seksualiteter, vi hele tiden laver, for det første ikke er nødvendig, og for det andet er ekskluderende og diskriminerende. Hele hen-debatten er i sig selv et bevis på, at hverken kønsroller eller seksualiteter er uforanderlige størrelser, for så ville reaktionerne ikke være så voldsomme. “Truslen fra statsfeministerne” ville ikke opleves så stærk. Hen tillægges en virkelig stor magt, både af dem, der skriver vrede indlæg i kommentarsporene og af aktører som Dagens Nyheter, der endda går ud og forsøger at forbyde ordet.

Andre sprog har allerede kønsneutrale pronomener

Her kan det også være på sin plads at nævne koblingen til andre sprog, som allerede har kønsneutrale pronomener, først og fremmest finsk. Mange har således argumenteret imod hen ved at hævde, at Finland ikke er mere ligestillet, bare fordi de har et kønsneutralt pronomen, hän. Men sammenligningen halter, fordi hen i den svenske kontekst netop ikke bare er et kønsneutralt pronomen, men er blevet et kønsmarkeret, politisk ord, der blev indført bl.a. for at synliggøre og stille spørgsmålstegn ved normerne. Og hvis der er noget, som kan få effekt på ligestillingsspørgsmål, er det vel netop den debat, ordet har sat i gang, ikke selve ordets eksistens.
Milles nævner også sprogmyndighedernes ændrede holdning til hen som en faktor, der har påvirket brugen af og debatten om ordet. Det officielle organ for sprogpleje og -politik i Sverige, Språkrådet, skrev for kun fem år siden sådan her: “[D]et er ikke nogen god idé at forsøge at indføre hen (eller nogen anden form – hin, hän) som kønsneutralt pronomen. Det ser mærkeligt ud, og det er vanskeligt at forestille sig, at man vil kunne introducere et så almindeligt ord som et pronomen uden nogen form for understøttelse i talesproget.”
I dag står der på Språkrådets hjemmeside: “Hen er et kønsneutralt pronomen, der primært bruges på to måder: Dels bruges hen som et alternativ til udtryk som han eller hun, vedkommende eller den i tilfælde, hvor kønstilhørsforholdet er ukendt, uvæsentligt eller ønskes gjort utydeligt, som i eksemplet Hvis en elev vil klage, skal hen først henvende sig til rektor. Dels bruges hen i omtale af personer, der ikke vil kategoriseres i grupperne “mand” eller “kvinde”.” Endvidere skriver Språkrådet, at man bør respektere det enkelte individs valg af pronomen. Språkrådet advarer dog om, at hen er et pronomen, der kan vække irritation, og at man derfor altid bør tilpasse sin brug af det til situationen og modtagerne.

Det brændende spørgsmål er, om hen overhovedet bliver brugt?

Karin Milles’ aktuelle forskning viser, at hen endnu ikke har fundet vej ind i svenske myndighedstekster, men at det, omend begrænset, forekommer i forslag i Riksdagen, i akademiske opgaver og i nyhedstekster. I de to sidstnævnte tilfælde er der desuden sket en betydelig stigning i brugen af hen i forhold til inden debatten i 2012.
Historien om hen er ikke kun en historie om et ord, det er en historie om mennesker, om menneskelige relationer, og om hvordan vi forstår og selv og hinanden. Sprog er ikke kun bogstaver, sproget har magt til at synliggøre, udfordre og måske endda forandre ting. Formentlig kan hen ikke revolutionere, hvordan vi ser på køn og seksualitet, men hen har så afgjort bidraget til at starte en debat om køn, som har synliggjort, at der er andre kønsudtryk end kvinder og mænd, at køn ikke nødvendigvis altid skal gøres relevant, og at der i Sverige eksisterer et stort og alvorligt had mod feminister og andre, der stiller spørgsmålstegn ved diskriminering og normer, som har at gøre med køn og seksualitet.