Da Stalins Røde Hær marcherede ind i Berlin i de sidste dage af Anden Verdenskrig, marcherede de ind i en sønderbombet by stort set uden mænd. Kun kvinder, børn og gamle forsøgte at opretholde livet i ruinerne i en tilstand af chok over, at det usandsynlige var blevet virkelighed; det tyske folk var blevet krigens tabere. 

I denne mærkelige mellemtid (20.april – 22. juni 1945) mellem det totale sammenbrud og geninstalleringen af orden i kaos blev tusindvis af tyske kvinder voldtaget af de russiske soldater, hvor estimerede tal tyder på, at mere end 100.000 kvinder var udsat for overgreb i Berlin alene. Et ukendt antal døde som følge af overgrebene, andre begik selvmord, flere fødte senere uægte krigsbørn. Men ingen talte om det. Skammen var for uoverkommelig og krigens tabere har ingen stemme.

En enkelt kvinde førte dog dagbog gennem perioden. Hun er aldrig stået frem med sit navn, men er kendt som Anonyma. Noget af det eneste man ved om hende er, at hun inden krigen var journalist og international korrespondent, og at hun derfor talte fem sprog flydende, deriblandt russisk.

Da Anonymas optegnelser blev offentliggjort første gang i 1959 vakte de imidlertid forargelse og vrede. Hverken Tyskland eller resten af verden var parat til at høre historien om massevoldtægterne af de tyske kvinder. At tyske civile også var ofre i Anden Verdenskrig var stadig et alt for følsomt emne. Først efter Anonymas død blev dagbogen i 2003 genoptrykt og skabte stor debat om det tyske folks lidelser under og efter krigen. Dagbogen gik sågar hen og blev en bestseller, og nu er den blevet filmatiseret som krigsdramaet En kvinde i Berlin.

Anden Verdenskrig som genre

Man kan spørge sig selv om Anden Verdenskrig nogensinde vil holde op med at fascinere os? Om vi på et tidspunkt vil nå dertil, hvor årene fra 1940-45 vil være udtømt for historier? Ingen anden krig i verdenshistorien er så dokumenteret på film som den krig. Faktisk i en sådan grad, at film fra perioden efterhånden udgør en helt lille undergenre for sig.

Især Holocaust har været og er stadig omdrejningspunktet for de fleste film om perioden. De helt uforståelige grusomheder, der blev begået mod det jødiske folk i kz-lejrene, har tvunget mange instruktører med især jødisk baggrund (med undtagelse af Woody Allan som har svoret aldrig at lave en Holocaust-film) til at forsøge sig med deres egen personlige udlægning, hvor de mest kendte er film som Spielbergs Schindler’s Liste og Polanskis Pianisten.

Alligevel formår En kvinde i Berlin at fortælle en historie fra Anden Verdenskrig, som ikke er hørt eller set før, nemlig den om de tyske kvinders skæbne, og det er i og for sig også filmens vægtigste kvalitet.

Sex for overlevelse

En kvinde i Berlin åbner på klassisk vis med et billede af Berlin før sammenbruddet som en glamourøs virkelighedsfjern boble, beboet af smukke, blonde kvinder, der ryger cigaretter af cigaretrør, glimter diskret af diamanter, går i elegante kjoler, tror på en ophøjet form for fascisme og er overbeviste om, at Tyskland om et ganske kort øjeblik vinder krigen – for hvordan skulle andet være muligt med en leder som Hitler? 

I bagklogskabens lys virker den tilbagelænede overklasse-uskyld næsten absurd, men den har sikkert været tæt på virkeligheden. Kun de færreste tror på the worst case scenario, før det vælter ned om ørene på os.

Derfor er chokket også så stort, da Anonyma [Nina Hoss, bl.a. kendt fra filmen Den Hvide Masaï, red.] vågner op i en by, der ikke længere er en by, men en rygende ruinhob. 

De overlevende søger tilflugt i kældrene – en mørk, underjordisk verden stort set uden mænd, hvor angsten og usikkerheden driver ned af væggene. Ingen ved, hvad der nu skal ske, men den dybe rumlen fra de russiske tanks, der ruller ind og indtager Berlin virker foruroligende på dem alle.

I dagene efter starter overgrebene. Ingen kvinder går fri, hverken unge eller gamle. De tyske kvinder er ikke individer for de russiske soldater, men nærmere en form for levende krigsbytte. Voldtægterne tager hurtigt til i omfang og brutalitet.

Det er umuligt at undgå dem, men Anonyma beslutter efter kort tid, at hun i det mindste selv vil bestemme, hvem der får adgang til hendes krop. Og kun et forhold til en højt rangerende officer kan give hende den slags beskyttelse.

Den første bliver den smukke, hjertesmeltende Anatole, den næste – og langt mere beskyttelseseffektive – bliver den sørgmodige major Andreij Rybkin (spillet af den habile russiske skuespiller Yevgeni Sidikhin, der må være det oplagte hovedrollevalg, den dag filmen om Vladimir Putin skal laves).

Et romantiseret Stockholmsyndrom

Anonymas strategi bliver at prostituere sig for overlevelse, og det viser sig at være en holdbar strategi, der ikke kun beskytter hende mod de tilfældige, brutale overgreb, men også har den fordel, at officererne bringer mad og andre fornødenheder med til den lejlighed, hvor hun efterhånden får installeret sig sammen med en del andre kvinder.

Vidnesbyrd fra efterkrigstiden har vist, at rigtig mange kvinder – med større eller mindre held – benyttede sig af samme strategi. Ved at stå til rådighed for én mand undslap de overgrebene fra de mange og øgede dermed deres egne chancer for at overleve. En kvinde i Berlin viser dog Anonyma som en ener, en særlig determineret overlever, der bruger både sine sproglige evner og sin skønhed til at redde sig selv – og engang imellem også andre.

Desværre falder de tyske kvinders kollektive skæbne i baggrunden, og de få andre kvinder hun deler skæbne med i filmens fortælling er skitseret med løs hånd. Kun en enkelt scene viser kvinderne sidde og tale frit og med en næsten absurd galgenhumoristisk munterhed om deres fælles skæbne, om voldtægterne og om symptomerne på syfilis, mens de drikker te og spiser æbletærte og forsøger at holde fast i en bare en lille flig af hverdagsalmindelighed.

Nogle af filmens mest gribende øjeblikke er de scener, hvor det går op for de tidligere så beskyttede berlinere, at deres egne soldater har begået forfærdelige og umenneskelige krigshandlinger på deres vej gennem Rusland. At de har brændt landsbyer ned og mutileret og dræbt kvinder og børn. Historierne giver de russiske soldater et ansigt og en historie, og det forklarer også deres had til Tyskland og det tyske folk. Der opstår en form for fraternisering mellem de russiske soldater og deres underordnede ofre gennem disse fortællinger. For alle er ofre i en krig og alle har deres egne bevæggrunde til at være, hvor de er.

Det er en fin intention fra instruktøren Max Färberböcks side [også instruktør til filmen Aimee & Jaguar, der blev vist på Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival i 2005, red], at han forsøger at undgå at fremstille en verden i sort og hvid. I stedet forsøger han, at udviske skellet mellem de gode og de onde, ofre og bødler. Desværre får han også visket nogle andre nuancer ud med den samme bevægelse. For jo tættere overmagten kommer på sine ofre, desto mere åbner Anonyma og hendes beskytter sig for hinanden. Det er ikke meget, men nok til at der opstår en form for følelser imellem dem. Den pæne udlægning er, at de er to krakelerede mennesker, der genkender smerten i hinanden. Men mest af alt virker deres forhold dog som en slags romantiseret Stockholmsyndrom. 

Og værst af alt fjerner deres gryende forhold fokus fra det smertelige i Anonymas egentlige historie (dagbogen skildrer forholdet til den russiske major langt mere pragmatisk og følelsesløst). Romancen legitimerer i sagens natur det seksuelle forhold; kærligheden (og dens afarter) er ikke en forbrydelse.

Massevoldtægter i et formildende skær

Der findes så vidt vides intet historisk belæg for, at Stalin gav ordre til systematiske massevoldtægter af tyske kvinder. Men med den viden som verdenssamfundet har opnået gennem de sidste mange års forskning i krigsforbrydelser, bl.a. fra Balkan og Rwanda, peger alt på, at voldtægt og massevoldtægt af kvinder er en del af strategisk krigsførelse og at det også var tilfældet under Anden Verdenskrig.

Der findes heller ingen dokumentation for, hvor mange kvinder, der blev voldtaget af den Røde Hær under dens fremmarch gennem Tyskland i foråret 1945, men det estimerede tal er 2 millioner. Mange af disse ofre blev voldtaget flere gange og det estimeres, at over halvdelen af disse voldtægter var massevoldtægter.

Alligevel er filmens tilgang til voldtægterne mærkelig berøringsangst. Det er som om den forsøger at finde en balancegang, som den aldrig helt finder. Stemningen blandt de russiske soldater er muntert lysten og løssluppen, som er de mest af alt nogle frække drenge på udflugt. Krigens mekanismer af nationalhad, magt og systematisk voldsanvendelse er sært udviskede og pakket lidt for effektivt ind i klassiske klicheer – den russiske officer er selvfølgelig en fortrinlig klassisk pianist, og hans mongolske væbner er lige så godmodig, som han er langsom i optrækket.

Selvom En kvinde i Berlin gør et rigtig nobelt forsøg på at sætte billeder på et fortiet kapitel i Anden Verdenskrigs historie, sidder man alligevel tilbage med mærkelig kynisk fornemmelse af, at virkeligheden sikkert var meget, meget værre.

Og slet ikke nær så romantisk.