“Resultatet er enestaaende i danske Kvinders Historie, det lyder som et Eventyr”. Sådan indledte formanden for Kvindelig Læseforening Sofie Alberti sin tale ved indvielsen af foreningens nye hus i 1910 i Gl. Mønt i det indre København, det nuværende Berlingske Hus.

Kvindelig Læseforening blev stiftet i 1872 som et svar på de mange mandlige klubber og privatbiblioteker, hvor kvinder var forment adgang. Foreningen udviklede sig gennem en 90-årig periode til et omfangsrigt foretagende med et stort bibliotek, tearoom og hotelvirksomhed og til et mødested for især borgerskabets kundskabstørstende kvinder. Ligesom foreningen var centrum for storslåede fester, oplysende foredrag og besøg af udenlandske notabiliteter som fx Selma Lagerlöf og Bertha von Suttner.

Med bogen Et andet hjem: Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962, skrevet af bibliotekar Helle Hvenegård-Lassen, foreligger nu for første gang en samlet fremstilling af foreningens virke fra stiftelsen i 1872 til nedlæggelsen i 1962. Bogens fokus er på perioden fra 1872-1929, hvor foreningen voksede sig stadigt større og især på årene fra 1891-1929, hvor Sophie Alberti var foreningens karismatiske og energiske formand.

Med strudsefjer og lilla crepe de chine

Idékvinden bag Kvindelig Læseforening var den unge Sophie Petersen, som inspireret af den svenske Läsesalong for Damer i Stockholm tog kontakt til medlemmer af den nystiftede kvindeorganisation Dansk Kvindesamfund. Ideen blev velvilligt modtaget, en pengeindsamling sat i gang og trods en vis modvilje fra borgerskabets mænd, lykkedes det at skaffe både et økonomisk grundlag og lokaler.

Modviljen havde sin rod i datidens kønsarbejdsdeling og kønsopdelte samfund. Kvinders plads var i intimsfæren, dvs. det borgerlige hjem, mænds i den offentlige sfære som forsørgere og aktører i det offentlige rum. Og tanken om, at kvinderne nu skulle overskride denne grænse mellem det private og offentlige, udfordrede de vante forestillinger om kvindens opgave som primært hustru og moder.

Når det derfor i de følgende år lykkedes for Kvindelig Læseforeningat vokse sig stadig større, skyldtes det i høj grad foreningens evne til at balancere på en knivsæg, så læseforeningen på en og samme tid både blev en udvidelse og forlængelse af det borgerlige hjem, samtidig med at den gav medlemmerne adgang til et omfattende kvindenetværk og et stort bibliotek.

Sopfie Alberti formulerede foreningens formål på denne måde i 1910:

“Vi vil højne danske Kvinders Stilling ad 2 Veje: ved at meddele Kundskaber gennem Bøger og Blade og ved Skønhed i det daglige Liv … Kundskab og Skønhed, det er den ædle Vin, Foreningen vil skænke sine Medlemmer, for derigennem at højne vort Land og vort Folk.”

Kundskaben og skønheden blev i foreningen vævet sammen til en højere enhed både i det høje æstetiske niveau, indretningen af lokalerne var udtryk for, de smukt pyntede borde ved afholdelse af arrangementer og fester og ikke mindst formandens egen fremtoning. I kildematerialet som Helle Hvenegård-Lassens bog bygger på, vrimler det med detaljerede beskrivelser af læseforeningens æstestik, som blev inkarneret i Sophie Alberti’s personlige fremtoning. 

Helle Hvenegård-Lassen skriver fx:

“Så trådte Sophie Alberti frem iført en lilla crepe de chine kjole med hvide kniplinger, hvid kniplingshat med strudsefjer og et ur foran på brystet. I hånden havde hun hvide nelliker.” (s. 259)

Mødested for unge kvindelige studerende

Læseforeningens balancering mellem det private og det offentlige rum blev også understreget af reglerne for medlemskab. For at blive medlem skulle man nemlig anbefales af to andre medlemmer. På den måde fik man signaleret at læseforeningen ikke var en offentlig forening, samtidig med at man sikrede sig mod at mere anløbne kvinder med anden klassebaggrund meldte sig ind. 

Selv om Kvindelig Læseforening således langt fra signalerede moderne kvindesag udadtil, blev foreningen både et mødested for samtidens kvindesagsforkæmpere og et sted, hvor de unge kvindelige studerende kunne læse og fordybe sig i fred og ro i de smukke læsesale.

Fra 1872 og frem blev lovgivningen om kvinders adgang til uddannelsessektoren gradvist lempet og flere og flere unge kvinder fra borgerskabet søgte ind i uddannelsessystemet.Kvindelig Læseforenings bestyrelse understøttede de kvindelige studerende ved at tildele dem gratis medlemskab af foreningen og i øvrigt være imødekommende overfor deres ønsker til bogkøb mv. De studerende blev i de første mange år en slags trofæer for foreningen, beviset for dens eksistensberettigelse.

Biblioteket fik amerikansk klassifikationssystem

Kerneaktiviteten i foreningen var biblioteket, som i løbet af en årrække udviklede sig til en stor og meget bredt favnende samling, der både omfattede skøn- og faglitteratur.

Biblioteksfagligt kom foreningen for alvor i front, da Sophie Alberti fik udvirket at Læseforeningen, som det første bibliotek i Danmark indførte det amerikanske klassifikationssystem Dewey. Et system, som i øvrigt senere blev indført i de danske forskningsbiblioteker og i forenklet version i folkebibliotekerne.

Biblioteket havde stor tilstrømning af lånere – så stor, at de ansatte funktionærer havde svært ved at følge med. I 1917-18 kulminerede udlånet med 240.000 bøger fordelt på 4.500 medlemmer. Det svarer til, at alle medlemmer i gennemsnit lånte en bog om ugen.

Albertis vision om eget hus kolliderede med kvindebevægelsens drøm om Kvindernes Bygning

Kvindelig Læseforenings succes varede dog ikke ved. I de første år efter at foreningen i 1910 havde fået eget hus med bibliotek, læsesale, foredragssal, tearoom og hotel, steg både aktivitetsniveauet, udlånstallet og antallet af medlemmer. Men i begyndelsen af 1920’erne blev fremgangen vendt til tilbagegang. 

Årsagerne var mange og både udefrakommende og interne forhold truede foreningens eksistens. Udefra først og fremmest med vedtagelsen af folkebiblioteksloven i 1920, der betød oprettelse af et gratis landsdækkende folkebiblioteksvæsen for alle. Derudover svigtede især de unge kvinder foreningen, som de nu i de brølende 20’ere oplevede som gammeldags og ude af trit med de nye og mere emanciperede kvindeidealer. De havde ikke længere brug for et udvidet borgerligt hjem som fristed – nu indtog de, efter de mange ligestillingsreformer, det offentlige rum med en egen selvfølgelighed.

Indadtil havde Sophie Albertis selvrådende ledelse af Kvindelig Læseforening været en anstødssten for mange. De interne stridigheder startede i forbindelse med opførelsen af læseforeningens bygning i 1910, hvor et stort mindretal ønskede at fortsætte med at leje lokaler i stedet for at bygge eget hus. Modstanden gik både på økonomien i forehavendet og på at Albertis vision om et eget hus kolliderede med kvindebevægelsens egne drømme om en Kvindernes Bygning, som gik tilbage til 1895. Albertis modtræk mod den interne opposition var at true med at gå af som formand sammen med hele bestyrelsen – et træk, hun foretog mange gange – og som hver gang resulterede i at oppositionen stak piben ind. Efter indvielsen af den nye bygning stilnede kritikken noget af, men blev næret igen af de demokratiske vinde, som blæste efter krigen. Nu var kritikken bl.a. rettet mod den udemokratiske forvaltning af foreningen, som ikke tillod mindretallet plads i bestyrelsen og mod de ansattes løn- og ansættelsesvilkår.

Da Sophie Alberti i 1929, 83 år gammel, valgte at trække sig som formand, var Kvindelig Læseforenings storhedstid forbi. Trods et opsving under Anden Verdenskrig, faldt medlemstallet konstant, og foreningen måtte i 1958 afhænde huset og flytte til mindre lokaler for endelig i 1962 at nedlægge foreningen helt.

Der skulle dog kun gå to år før kimen til et nyt kvindebibliotek blev sået. Det skete i 1964, hvor Nynne Koch af egen drift påbegyndte opbygningen af en registrant over kønsforskningslitteratur i Det Kongelige Biblioteks regi. Arbejdet resulterede i oprettelsen af et nyt kvindebibliotek, KVINFO, hvis opgave blev at formidle den nye viden, som 1960’ernes og 70’ernes kvinde- og kønsforskning producerede.

Helle Hvenegård-Lassens bog om Kvindelig Læseforening er fortællingen om en af den tidlige danske kvindebevægelses største og mest vellykkede bedrift. Forfatterens hovedærinde er, på et gennemresearchet grundlag, at give en historisk fremstilling af foreningens interne liv fra start til slut. Og hun beskæftiger sig derfor kun i meget begrænset omfang med de kvindepolitiske og samfundsmæssige strømninger i perioden. Den viden må man skaffe sig ad anden vej. 

Bogens detaljerigdom og minutiøse kronologiske gennemgang vil muligvis for nogle læsere opleves som en anelse langtrukken. For denne læser har det hele vejen igennem været en fornøjelse at dvæle ved de mange detaljer om udsmykning, interne kævlerier, udlånsstatistikker og resuméer af de mest populære romaner.