Første gang jeg stiftede bekendtskab med Trille var i min tidlige barndom, hvor vinyler med blandt andet Trille, Røde Mor og The Savage Rose bragede ud gennem højtalerne. Det skal ingen hemmelighed være, at kampråb som ‘RØD FRONT’ sikkert var ét af de første ord mit barndoms vokabularium indeholdt. Dernæst blev det udvidet med klassekamp, arbejderkamp og kvindekamp.
De bevægelser, kampe og samfundsforandringer foregik i de år, Trilles sangkarriere kørte på skinner, og hun tilskrives af mange stor betydning for den kvindebevægelse, der på daværende tidspunkt kæmpede bravt for øget ligestilling. Med sin første plade ‘Hej søster’ slog Trille for alvor igennem hos kvindebevægelsen. I bogen skriver hun:
“Fra da af blev jeg omfavnet (og omklamret) af rabiate kvindesagsforkæmpere af den ene og den anden slags. Det var jo skønt, at de satte pris og kunne bruge det, jeg kom med, og jeg har nydt at bidrage til den ene kvindefestival efter den anden.
Det var nu ikke kvindesagen, der stod øverst på min dagsorden. Det var livet.”
Selvom Trille ikke ønskede at blive indlemmet i den etablerede kvindebevægelse, tegner hendes erindringer et billede af, at hun gennem sit liv er blevet præget af stærke pige- og kvindebilleder, lige som hun selv har betydet en verden til forskel for mange piger og kvinder.

Hej søster, uden dig var det aldrig gået godt

På vej ned ad mindernes sti præsenterer Trille læseren for mange forskellige kvinder, som hun hver især direkte eller implicit tillægger betydning for hendes udvikling:
Pippi Langstrømpe, som Trille fik læst højt som godnatlæsning af sin far. Frk. Schneider, Trilles lærer, der med sin person og omsorg, fik Trille til at føle sig set og værdsat. Frk. Schneider, som Trille for få år siden igen tog kontakt til og fik fortalt, hvor stor betydning, hun havde haft for hende. Caroline Twesigye, en kvinde med en enorm ‘råstyrke’ og leder af et ugandanesisk børnehjem, som Trille besøgte i forbindelse med, hun skulle lave en ulandskalenderudsendelser for DRs B&U-afdeling. Caroline drev børnehjem, folkekøkken for fattige, hjalp kvinderne i området med at producere håndarbejde og tæpper og var i det hele taget et livstykke og en enorm menneskelig kapacitet, som gjorde dybt indtryk på Trille. Margit, som Trille, efter hun gik fra sin datters far, fandt et venskab og kvindefællesskab med, hvor erfaringer om samliv, mænd, det at være eneansvarlige for børnene og husholdningen blev delt med humor og selvironi.
Netop i kraft af de samtaler med Margit, som stod på i flere år, var der noget, der samlede sig i Trille og var med til at give hende et overblik, som hun ikke havde haft før. Disse oplevelser var startskuddet til, at hun satte sig ned og skrev sangene til sit første album, hvor ‘Hej søster’ var en hilsen til Margit:
tænk på søster,
når vi lænet mod hinanden
var kravlet så langt, at vi ku’ smile igen
sådan én der trøster én der selv har været ude ved randen
og grædt det samme snot
uden dig var det aldrig gået godt

(Hej Søster)
Mange kvinder, feminister og kvindesagsforkæmpere, uanset generationskel, vil sandsynligvis kunne genkende sig selv i sangteksten ‘Hej søster’.
Hvorvidt det er forstemmende eller skræmmende, at ordene i 2015 stadig vækker genklang hos mange kvinder, vil jeg lade det være op til læserne selv at bedømme. For mig er ‘Hej søster’ de kvinder, der udgør min for-, nu- og fremtid. Mine oldemødre, bedstemødre og mor, som har banet vejen for, elsket og hærdet mig. Som uden et kny har ladet mig begå mine egne fejltagelser, men vugget mig blidt, når livet har givet knubs, uden at drukne mig i bedrevidenhed. Mine sjælesøstre og blodsforbundne søster, som troligt og uden fordømmelse har kravlet gennem hjertesorger og timelange telefonsessioner, hvor hulk og tunge åndedrag var det eneste svar, de fik, danset på bordene under indflydelse af diverse; sammen har vi fejret succeser, og sammen har vi dykket langt ned i fiaskoernes dybder og pillet, hvis ikke kradset, i vores bundløse navler til huden rundt om dem hang i laser. Uden dem var det aldrig gået godt. Uden dem kommer det aldrig til at gå godt.

Mors lange cykeltur

Forholdet mellem mødre og døtre har nærmest mytisk karakter, som et af de mest komplicerede, der findes. En relation som kan indeholde alt fra gensidig forståelse til stor smerte, sorg og længsel efter den mor, som ikke opfyldte éns behov for nærhed og intimitet. I erindringerne skildres Trilles eget ambivalente forhold til sin mor. Fra skuffelsen og længslen over ikke at have haft den mor, hun ønskede, til den alligevel dybe kærlighed, hun føler for sin mor.
For at forstå karakteren af forholdet mellem Trille og hendes mor, er det ikke uvæsentligt, hvordan Trille beskriver forholdet til sin far, som døde da hun var syv år. Faren skildres som en ufejlbarlig, kærlig og omsorgsfuld mand, som blev revet bort for tidligt. En far, hvis lystfiskerklub bestående af ‘mandfolk’ Trille hemmeligt drømmer om at blive medlem af, som af Trille fremstilles som værende “[…] min sjæls forbundne, og han vakte vældig genklang i mit lillebitte pigeliv.”
Hvor Trille fremhæver sit tætte bånd til faren, beundringen for, og hvor kærligheden til ham skinner udtalt igennem, tegner erindringsnedslagene om Trilles mor et andet og langt fra så endimensionalt billede. En mor, som Trille ikke omtaler med samme (barnlige?) beundring og kærlighed, som hun beskriver faren med, og som omtales i et langt mere deskriptivt sprog uden samme omfang af superlativer. Morens strabadser for at forsørge sig selv og tre børn, som enlig mor, efter farens død, og uden pension efter faren, bliver fortalt i næsten nøgternt sprog, dog med en sidekommentar om, at det må “have været nedslidning og udmattelse i en uudholdelig strøm for hende.”
Senere erindringsnedslag om moren giver dog et mere nuanceret billede, hvor læseren får fortalt, at moren er gjort af et ‘stærkt stof’ og må have brugt ‘usigelige kræfter’ for at holde sammen på familie og hjem efter farens død. Alligevel bliver skuffelsen og sorgen over ikke at have haft den mor, som Trille måske drømte om, tydelig i netop beskrivelsen af forholdet til frk. Schneider, som af Trille beskrives som værende alt det, hendes egen mor ikke var. Nemlig i stand til at favne og sætte pris på Trille, og det i en sådan grad, at Trille følte, hun havde fået en ny mor.
Den direkte værdsættelse af – og kærlighed til sin mor fremstår først tydeligt, da Trille gengiver sin datters, Silles, ord om sin mormor ‘den dejlige, dejlige frue’, og Trille derefter repeterer: “Hun var en dejlig frue, min lille mor.”
jeg kan se dig komme kørende om og om igen
du er en langsom skygge
med ryggen mod solen
som i en film der stadig starter forfra

(Mors lange cykeltur)
Samtaler om mor-datter-forhold vækker nervøse tics hos selv de meste hærdede kvinder i min omgangskreds, som med hånden på hjertet sværger, at de ALDRG kommer til at gentage mødrenes fejltagelser. Uanset hvor højt de elsker selvsamme mor. Skamfuldheden over at føle sig frastødt af – og grænseløst irriteret over sin mors tilstedeværelse, er massiv og kaster skygger ind over evnen til at se kvinden og mennesket bag MOR.
Den kvinde, som finder uanede kræfter frem for at sikre sine børns overlevelse og fremtid. Som står som et ensomt fyrtårn i sin datters slørede øjne. Det slør, der er så tætvævet, og falder måske aldrig fra øjnene, og får os til at se MOR-mennesket, mens tid er. Måske er vi determineret i vores mor-datter-roller og -forhold, som er sat på repeat generation efter generation. Lige som Trille er det i forhold til sin mor. Lige som min mor er det i forhold til min mormor, og jeg i forhold min mor, det dejlige kvindemenneske.

Min lille sol, mit eget lille anker

kom min egen sol og varm mig indeni,
lille kraftværk fuld af gratis energi.
Jeg har bagt dig i min mave.
Tænk engang at man kan lave
sit eget lille anker,
sit eget lille timeglas,
sin egen lille sol der stråler.

(Min lille sol)
Den altoverskyggende kærlighed til sin datter Sille, og de overvejelser, som sangteksten til ‘Min lille sol’ viser, Trille gør sig om moderskabet, er svære at finde i bogens erindringsnedslag. Manglen på refleksioner om, hvorfor hendes liv, set i et retrospektivt lys, formede sig, som det gjorde, er symptomatisk for min personlige længsel efter noget mere af – og fra Trille, og for min samlede oplevelse efter læsningen af Trilles erindringer.
Trille har været min sol, hendes sangtekster et anker i mit liv, der tid til anden har været i et oprørt hav, og som følge heraf var mine forventninger til læsningen af Trilles erindringer på forhånd farvede. Den udtalte længsel efter noget mere får jeg i nogen grad stillet, når jeg skiller Trilles erindringer fra de sangtekster, som er gengivet i bogen “Altid har jeg længsel”. Det er i Trilles lyrik, jeg møder den Trille som berører mig dybt. Som vækker resonans. Som gør, jeg føler mig mødt og omfavnet som kvinde, mor og datter.
Som anmelder har jeg været i tvivl om, hvordan jeg skulle formidle Trilles erindringer, samt hvad de vækker i mig. Formidle det, at en kvinde, som for mig har været ophøjet, vækker så megen ambivalens med de udvalgte erindringer, hun deler.
Hvis livet forstås baglæns, men må leves forlæns, som Kierkegaard hævder, er jeg, om ikke andet, sikker på, at Trille i den grad har levet forlæns.