Jeg vidste ikke, at det var så slemt.

Selvom jeg har levet
omgivet af kvinder i mere end 50 år, så havde jeg ingen anelse om, at
det var så slemt. Hvorfor har jeg ikke set noget som helst? Har jeg
sovet i timen, har jeg bare ladet som ingenting? Det er spørgsmål, som
der er mange svar på, og de hænger sammen. Jeg vil forsøge at give et
billede af hele problemstillingen, set fra min horisont.

I min
verden har kvinden altid været et objekt eller en vare. Lad så være, at
jeg i det daglige måske ikke har tænkt på den måde, men det har absolut
været et grundlæggende princip for mig. Det var en indstilling, jeg fik
med mig fra barndommen, og den er aldrig helt forsvundet. Jeg må hver
dag arbejde med den opfattelse, og det er ingen overdrivelse.

Jeg
er kommet med spøgefuldheder om sex, været ironisk og brølet med i
mandelatter – også når det ikke har været spor sjovt. Overset en
kvindelig kollega, når jeg skulle til frokost etc. I kender alle de
gamle numre. I al uskyldighed, har jeg tænkt og ment, men sådan
oplevede kvinderne omkring mig det ikke.

Vi kommer alle
dagligt i situationer, hvor ligestillingen er på spil, og hvor vi må
tage et standpunkt. Men det er svært at sadle om, når man har spillet
med i over 50 år. Spillet med – nej, jeg har ikke bare spillet med. Jeg
har været mig selv, i bund og grund en “sexist”, som bare troede, at
han var noget andet.

Jeg har tilbragt størstedelen af min
hidtidige tilværelse i erhvervslivet, og i dag ved jeg ikke, om jeg har
gjort mere skade end gavn. Jeg har i ansættelsessituationer mange gange
været med til at fravælge kvinder med den bedste kompetence. Jeg har
gjort det flere gange, end jeg egentlig bryder mig om at indrømme.

Jeg
har ignoreret kvinder, som har taget ordet på møder. I andre
situationer har jeg siddet og overvejet, om en given kvinde, hendes
alder taget i betragtning, mon ville have et barn, og ladet denne
vurdering indgå i bedømmelsen af hende. Jeg har ikke skænket det en
tanke, at man er to om at få et barn.

Ikke at lytte

Det
har aldrig slået mig, at der skulle ligge en undertrykkelse i ikke at
lytte til kvinder. Jeg har følt, at jeg som mand kunne få det sidste
ord, hvis jeg ville. Det har været en selvfølge. Og om ikke andet, så
har det gjort livet lettere at leve – for mig. Vist har jeg lyttet til
kvinder, men som regel af lutter høflighed. Jeg har lært at se ud, som
om jeg lytter, bare for at slippe for bøvl. Når jeg er blevet træt af
deres ævl, har jeg afbrudt dem og fortalt dem, hvordan tingene i
virkeligheden hænger sammen.

Det går lettere her i livet, hvis
kvinderne holder deres mund, og det går hurtigere, hvis mændene (det
vil sige jeg) bestemmer. Når kvinder skal være med til at bestemme,
tager alting længere tid, bliver mere kompliceret, og så skal der altid
tales om følelser. Sådan har jeg tænkt og reageret, men i dag kan jeg
se, hvor forkert det har været.

Det kræver altid mere tid,
hvis man vil diskutere følelser og få folk i en gruppe til at trives,
sådan er det bare. Vi mænd mener, at det på militærisk facon er bedre
at vise retningen med hånden. De, som ikke er med, er imod. Det er
imidlertid en dårlig strategi, som blot fører til magtkampe og
konflikter, det er en mandlig måde at tænke på, og den er grundlæggende
forkert.

Kvinder vælges fra

Kvinder
vælges ofte fra, blot fordi de er kvinder, ikke mindst, når det drejer
sig om chefstillinger. Jeg har konsekvent ansat en mand frem for en
kvinde, når jeg har haft valget. En mand kan ikke blive gravid, han får
ikke menstruation – en bemærkning, der nu og da dukker op – og mænd
behøver ikke tage sig af syge børn. I dag tør jeg ikke tænke på, hvor
mange kvinder jeg har været med til at blokere for i løbet af de
seneste 25 år.

Rationalet er baseret på fordomme og til dels
på erfaring. Kvinder, som har børn, har jo altid dobbelt arbejde, og
derfor fravælger man ofte unge kvinder, når det drejer sig om
chefstillinger. Det koster meget at have en upålidelig chef, som måske
ikke dukker op hver dag. Hvis en kvinde under en ansættelsessamtale
fortæller, at hun og hendes mand deles om ansvaret for hjem og børn,
har jeg og den pågældende arbejdsgiver kikket på hinanden og efter
samtalen sagt noget i stil med:
“Det er da en værre tøffelhelt,
hun er gift med!” – eller: “Det er sgu hende, der har bukserne på.
Hende ville jeg nødigt være gift med!”

Sådan kan tonen være i
dagens erhvervsliv. Det er ikke noget, der kommer frem i det offentlige
rum, men det høres bag lukkede døre. Og desværre er det ikke
ualmindeligt. Det skal dog tilføjes, at der opstår modreaktioner; der
findes mænd, som siger fra, ligesom der findes kvinder, som reagerer og
anmelder de groveste tilfælde. Især i universitetsverdenen har man
oplevet mange anmeldelser af mandschauvinisme. Det er friske reaktioner
på et sygt samfund, og de lover godt for fremtiden. 

(…)

Eksempler fra hverdagen

For
nogen tid siden sad jeg i et møde med en direktør og en
informationschef, begge født i 1960’erne. Mændene var rørende enige om,
at der ikke fandtes nogen kvinder, der ville satse på karrieren.
“Der findes måske nok enkelte dygtige, men hvad bliver der egentlig af de bedste?”
“Der findes mange kompetente kvinder,” indvendte jeg og undgik bevidst ordet dygtige. Jeg fik et vist medhold.
“Jo måske, men de allerfleste ønsker ikke at blive chefer. Kvinder vil hellere blive hjemme eller arbejde på halv tid.”
 
For
nogle år siden ville jeg selv have sagt noget lignende eller bare
erklæret mig enig. Sådan er tonen ofte blandt mænd i alle aldre. I går,
i dag og højst sandsynligt også i morgen. Også jeg falder i fælden. Jeg
må konstant være bevidst om, hvad jeg siger, og være fokuseret på min
væremåde. Kommentarerne sidder i rygmarven.

For nylig fortalte jeg min kæreste om en direktør, der ikke kunne tage med på restaurant efter et bestyrelsesmøde.
“Han bliver sikkert holdt i stram snor derhjemme,” tilføjer jeg.
“Hvad snakker du om? Ved du overhovedet noget om den mand og hans familie?” spørger Greta – med rette.

Min
kommentar må være udsprunget af en formodning om, at den pågældende
direktør helst ville være fri for at tage hjem til konen og børnene og
i stedet være sammen med kollegerne på jobbet. At ville tage hjem til
familien må derfor være et tegn på en dominerende kone. “Holdt i stram
snor?” Hvad mente jeg egentlig med det? Kommentarerne sidder som sagt i
rygmarven.

En dag bliver jeg ringet op af en 32-årig kollega, som fortæller om et salgsmøde, han lige har afsluttet.
“Vidste
du, at de har en pige som direktør? Hun lignede Dolly Parton. Hun var
meget sød, men grimmere end Dolly, og så havde hun selvfølgelig mindre
bryster! Hun var kraftigt sminket og en smule ældre, men ret hyggelig.”

Hvad skal man sige det til den slags? “Kom der en forretning ud af det?”

På et bestyrelsesmøde brager det løs med bøsse- og kvindevittigheder. Jeg græmmes. For første gang i 50 år siger jeg fra.
“Hør, er vi ikke blevet lidt for gamle til den slags vitser?”
“Jo, det kan du måske have ret i,” er der en, der siger efter et øjebliks tavshed.
I den bestyrelse er der ikke siden blevet fortalt vitser om homoseksuelle eller kvinder.

Efter
mødet var jeg stolt af, at jeg havde taget stilling, selvom det
egentlig ikke burde være noget at prale med. Det burde tværtimod være
en selvfølge at sige fra, når nogen går over grænsen. Men dette
eksempel siger en del om, at vi mænd må agere og tage ansvar, for at
der skal ske noget konkret for ligestilling derude i virkeligheden.

Til
gengæld skal man være forberedt på at møde modstand, når man gør det.
Også fra uventet hold. Ved et møde med bestyrelsen i en forening, som
arbejder med kvindespørgsmål, blev jeg kritiseret af to
bestyrelsesmedlemmer, fordi jeg havde interesseret mig for
ligestillingsproblematikken. Den ene kvinde er docent, den anden
professor. De kunne ikke forlige sig med, at en mand, helt på egen
hånd, skrev om og tænkte på kvinder og ligestilling.

Mærkeligt,
at spørgsmål om ligestilling skulle være noget, det var forbeholdt
kvinder at reflektere over. Men det viser, at det ikke bare er vi mænd,
som hænger fast i gamle tilvante mønstre og ubevidst kæmper for at
opretholde status quo. Jeg blev hårdt angrebet på det møde, og det var
ganske nyttigt for mandschauvinisten i mig.

Sengevejen til toppen

Hvor
mange historier har jeg ikke hørt om kvinder, som skal have taget
sengevejen for at få en udnævnelse. Jeg har ikke den mindste anelse, om
alle disse historier er sandfærdige, formentlig er det ikke tilfældet.
Fortæller jeg den slags videre? Ja, det har jeg gjort. Ikke som en
aktiv strategi, men som sladder, mest for sjov, en slags mandesnak. Men
måske har det alligevel været en strategi, en reaktion på, at jeg som
mand er kommet til kort, at disse kvinder har haft større succes end
jeg selv.

Flere af de kvinder, jeg har interviewet i
forbindelse med denne bog, ler genkendende af de rygter, der har
omgivet dem angående forbindelser med deres chefer. Der udbredes altid
rygter om kompetente kvinder, og hensigten er naturligvis at skade dem
og at forhindre flere i at kæmpe sig op gennem hierarkierne.
Du har sikkert også hørt den slags beretninger.

Herskerteknikker og kollektivt ansvar

For
nogen tid siden udførte jeg en række konsulentopgaver for et af vores
største forsikringsselskaber. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville se
nærmere på et tilfælde af sexchikane. Det viste sig, at en af cheferne
havde et team af yngre mænd under sig, og disse havde en taktik, der
gik ud på at chikanere en kvindelig kollega. De ignorerede hende under
frokosten, og de sendte hende pornobilleder via mails. Det virkede så
grotesk på mig, at voksne mænd sendte pornobilleder til en kollega, at
jeg havde svært ved at tro på, at historien var sand. Men det forholdt
sig faktisk sådan.

Efter at jeg var kommet til bunds i sagen,
blev min konklusion, at man måtte fyre den hovedansvarlige. Men så fik
jeg at vide, at det var alt for ømtåleligt. Denne mand var for stærkt
etableret i firmaet og havde været en af den tidligere koncernchefs
“drenge”. Koncernchefen var ganske vist gået af, men det spillede ingen
rolle. “Du forstår godt, Lars, at man ikke bare kan fyre sådan en
mand.”

Jeg forstod faktisk ikke, hvorfor man ikke kunne
afskedige nogen, som havde opført sig så katastrofalt i forhold til
organisationen, kollegerne og hele stemningen på arbejdspladsen. Min
opfordring løb ud i sandet, der skete intet som helst. Fagforeningen
måtte ikke indblandes, og på alle niveauer blev der jo begået fejl af
den ene eller den anden karakter. Det piner mig den dag i dag. Tanken
om det nager mig stadig, og jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg nok
gjorde for lidt ud af det. Jeg fik heldigvis ikke flere opgaver for det
pågældende forsikringsselskab.

“Tag nu kærligt fat om musen”

Fra
min periode i en af verdens førende it-virksomheder mindes jeg tydeligt
en pinagtig historie i forbindelse med en ansættelse. Økonomichefen tog
imod en kvindelig ansøger, som søgte en stilling på chefniveau i
koncernen. Jeg deltog i mødet, og vi hilste på hinanden i receptionen.
Økonomichefen, som ønskede at ansætte en mand i netop denne stilling,
bad kvinden om at føre sine data ind på den computer, som vi havde
stående i receptionen. Han tog musen i hånden, så kvinden lige i
øjnene, smilede og sagde:

“Annika, var det ikke Annika, du
hed? Se nu her. Tag kærligt fat om musen og kild den lidt med fingrene,
lige så stille. Føl rigtigt på den og tag det roligt, ingen hurtige
bevægelser. Så trækker du en finger langsomt op og klikker på den.”

Sådan
fortsatte han et stykke tid, mens han smågrinede. Hverken kvinden eller
jeg anede, hvordan vi skulle reagere. Jeg husker ikke, om jeg grinede
med, men jeg håber ved Gud, at jeg ikke var så fej. Kvinden fik jobbet
og var nøjagtigt lige så dygtig, som hun havde påstået. Hun var stærk.
Mange ville have opgivet ævred efter den begyndelse.

På et af
it-virksomhedens kontorer i USA var der en gruppe ansatte, som kæmpede
imod sexchikane. Sådan en gruppe havde vi ikke på det europæiske
hovedkontor, for vi mente ikke, at vi havde den slags problemer. Men i
den europæiske styringsgruppe havde vi en kollega, som havde for vane
at bedømme kvinders udseende efter, hvor meget sprut han behøvede at
hælde i sig for at give sig i lag med dem.

Da vi fik en
kvindelig informationschef i selskabet, var modstanden fra flere sider
massiv. Nogle lavede grin med det, ironiserede og aflyste møder med
hende, umiddelbart inden de skulle finde sted. Vi andre, heriblandt jeg
selv, lo sammen med de værste, uanset om vi forstod deres vitser eller
ej. Ingen støttede hende, og ganske rigtigt varede det ikke længe, før
hun sagde op. Det var nøjagtigt, hvad vi mænd havde kæmpet for, og vi
havde altså held med det.

Eskortservice og forretningsmøder

I
de år, jeg boede i Paris og London, lærte jeg, hvor almindeligt det er
at købe kvinder gennem den såkaldte eskortservice. Overalt, hvor
virksomheder holder konferencer, blomstrer denne særlige branche. Jeg
kunne ikke se, at der var noget mærkeligt i, at selskabscheferne købte
kvinder til sex. Det var fuldt ud accepteret, og mange gjorde det. Jeg
kan huske, hvordan vi på en konference i det sydlige Frankrig morede
os, når en af herrerne ville have to kvinder ad gangen. Jeg lo også,
sandsynligvis fordi jeg fornemmede, at jeg alligevel ikke kunne gøre
noget ved situationen. Den var dybt forankret i virksomhedskulturen og
dens spilleregler.

I dag kan jeg godt se, at jeg burde have
sagt, hvad jeg mente. Jeg skulle have sagt, at det her vil jeg ikke
være med til. Jeg kunne være taget hjem – det gjorde jeg ved andre
lejligheder, hvor det drejede sig om betydeligt mere banale
foreteelser, som når jeg for eksempel var udsat for elendig
kursusledelse.

Svenske virksomheder

Men
er eskortservice også et problem i svenske virksomheder? Det er svært
at sige. Det er ikke så udbredt i Sverige, men fænomenet forekommer,
når mændene er ude at rejse for deres firmaer. Et af Sveriges største
investeringsselskaber havde, hed det sig, i 1980’erne og 1990’erne den
praksis altid at invitere nyansatte fyre på bordel eller tilbyde dem
eskortservice. Det var en måde at gøre dem loyale på.

Sveriges
Television har haft sine skandaler, og i et opgør mellem en kendt
studievært og en sexchikaneret kvinde var det kvinden, der måtte kvitte
jobbet. Studieværten blev derimod forfremmet.

Det virker, som
om mændene altid er uskyldige. De får lov til at blive eller får
udleveret faldskærme, så de i hvert fald kan klare sig nogle år.
Mændene påstår altid, at det hele var en misforståelse. Og kvinderne
fremstilles som labile følelsesmennesker.

Mænd har et
kollektivt ansvar, når det drejer sig om mandschauvinisme (sexisme),
chikanerier, prostitution og voldtægt. Alle grupper med magt har et
fælles ansvar, sådan forholder det sig altid. Vi har jo også et fælles
ansvar for børn, fattigdom, sult og miljø. Spørgsmålet om ligestilling
er ingen undtagelse. Enhver kamp for at opretholde menneskerettigheder
må være rigtig at udkæmpe.