Den svenske forfatter Maria Sveland har tillagt sig hård hud på sjælen. Hun har vænnet sig til at blive latterliggjort, hadet, truet med voldtægt og død. Og alligevel ikke. Just, som hun tror, at hun kan holde det væk fra sig i strakt arm, smuldrer værnet.
Også derfor træner hun fysisk, til hendes muskler smerter af mælkesyre, og besvimelsen er nær. Den fysiske styrke gør det lettere for hende at acceptere sin svaghed, fortæller hun i sin nye bog om hadet, der rettes mod kvinder, “Hatet – En bok om antifeminism”.

Med uvenlig hilsen fra Breiviks fanclub

Bogen, der vil åbne en ladeport for nye angreb, udkommer i Sverige i dag, den 8. marts – på kvindernes internationale kampdag. Det er dagen, hvor de danske medier typisk bringer enkelte debatindlæg om behovet for en fortsat kamp. Men det er også dagen, hvor mange flere debatindlæg proklamerer, at sejren er vundet for længst, at “elitefeminister” blot vil rage endnu mere til sig.
Maria Sveland er ikke i tvivl. På overfladen er juraen på plads, og kønsbetingede lønforskelle for lige arbejde hidser knapt nogen op længere. Men nedenunder kæmpes hårdt for at få kvinderne skubbet tilbage. Motivet er vrede iblandet angst over, at kvinder æder sig ind på mændenes privilegier. Kampen føres især med trusler og latterliggørelse, og ikke blot fra mænds side.
Udslagsgivende for, at Maria Sveland skrev bogen “Hatet”, blev en mail, afsluttet således: “Med uvenlig hilsen fra Breiviks fanclub”.
“Jeg vil myrde dig, når du mindst venter det”, fortalte skribenten. Forinden var udpenslet, hvorledes Sveland ville få skåret halsen over og blive efterladt med en kniv kørt op i skeden. Ville hun slippe med livet i behold, var der kun én ting at gøre, nemlig holde op med at ytre sig offentligt. Nogensinde igen.
Maria Svelands brøde er, at hun har fokus på den voksende antifeminisme, og det har bragt hende på 1. pladsen på en liste på nettet over “Sveriges farligste kvinder 2013”. På listen ses især feminister og kvinder, der er kendt for at tale imod racisme. Antifeminisme og racisme går ofte hånd i hånd, skriver Maria Sveland. Historisk og nutidigt. Ikke mindst, når facistiske vinde blæser.

Haft god tid til at vænne sig til foragten og hadet

Forfatteren selv har haft god tid til at vænne sig til foragten og hadet. De første mails og forbandelser på nettet fik hun tilbage i 2005, hvor hun udgav romanen Bitterfittan (på dansk Bitterfissen). På omslaget blev stillet spørgsmålet, hvordan vi nogensinde kan leve i et ligestillet samfund, når vi ikke en gang klarer at leve ligestillet med den, vi elsker.
Romanens hovedperson, Sara, var gift, mor og skuffet – mest over, hvor meget af det nære, som blev hendes ansvar alene at håndtere. Drømmen om et voksenliv med frihed og glæde, som hun havde læst om hos Suzanne Brøgger og Erica Jong, var bristet. Tilbage var en bitterfisse.
Maria Sveland blev efterfølgende skældt ud for at være både mandehader og en ravnemor. Værre blev det, da hun udtrykker sig i antologien “Happy Happy – en skilsmissebog”. Den handler om, at nogle kvinder midt i al sorgen og skyldfølelsen over at blive skilt, også kan opleve en glæde og frihedsfølelse.

Hatet tager afsæt i to tv-udsendelser

Den nye bog “Hatet – En bok om antifeminism” tager afsæt i to udsendelser i SVT (Sveriges Television) fra 2005 med titlen “Kønskrigen”. De blev startskuddet for en giftigere debat, end der har hersket tidligere.
Udsendelserne, der handlede om kvindecentre og forskning i vold, blev ifølge bogen skåret såre tendentiøst til. Umiddelbart får man indtryk af, at der ville være mere end rigeligt til en DR Detektor-historie i serien “Hængt ud på forsiden”.
Journalisten Evin Rubar foretog timevis af interviews med de involverede og modtog bunker af dokumentation. Til slut blev der skamklippet, så udtalelser, der hørte andre spørgsmål til og meget gamle tv-programmer til, blev stykket sammen. Facit blev, hvad journalisten længere henne i researchfasen var kommet til at afsløre, som det ønskede.
Journalisten fordrejede fakta og nøjedes med en dramatisk en-kildehistorie, det tjente hendes formål. Det hele blev ledsaget af en kulørt billedside, der skulle sandsynliggøre, at en paraplyorganisation for kvindecentre (Roks) blev drevet og støttet af “fundamentalister”, der hadede mænd, og som anklagede mænd for at være i et “pædofilt netværk af satanister”, der myrder børn i skoven.
Påstanden blev ædt råt i tabloidavisen Expressen og på de sociale medier, og lidt efter lidt spredte det sig yderligere. Det nyttede ikke, at det svenske pressenævn senere vendte tomlen ned, hvad angår den journalistiske standard på flere punkter.
Formanden for kvindecenterorganisationen valgte til sidst at trække sig i ren afmagt, og en professor i voldsforskning fik ødelagt sin karriere. Hendes universitet leflede for lynchstemningen, og der var ingen officiel oprejsning, da en granskning for uredelig forskning viste, at der ikke kunne sættes en finger på forskningens lødighed.

Markante hændelser, der giver næring til anti-feminismen

I bogen beskrives en lang række andre markante hændelser, der gav ekstra næring til antifeminismen. Lige fra stiftelsen af det politiske parti Feministisk Initiativ i 2005, til opførelsen af et teaterstykke baseret på bogen SCUM Manifest, skrevet af Valerie Solanas.
Men også reaktionerne på voldtægtsanklagerne fra to svenske kvinder mod Wikileaks-helten Julian Assange dækkes, og det kan anbefales at få læst, hvad der gik forud. Politiet måtte efterfølgende gå meget langt for at få beskyttet de to kvinder, ikke mindst efter der var udlovet dusør for at få en af dem dræbt.
Bogen belyser desuden den aktive rolle, som enkelte af Sveriges mandeorganisationer spiller for antifeminismen. Der fortælles for eksempel om mænd, for hvem tabet af forældreret bliver så ubærligt, at hele kvindekønnet bliver fjenden.
Mest tyngende er imidlertid Maria Svelands besøg hos den norske journalist, Marte Michelet, der ofte skriver om antifeminisme og racisme.
Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Hun havde på Utøya holdt et indlæg om islamofobi, og hendes navn dukkede op flere gange i løbet af forhøret af Breivik og retssagen.
Marte Michelets navn stod på hans dødsliste. Han ville halshugge hende og en anden navngivet person, og det skulle filmes og lægges ud på YouTube. Men han var ikke blevet færdig med sin bombe, der skulle ødelægge regeringskvarteret. Derfor kom han til Utøya med to dages forsinkelse.
Marte Michelets forbrydelse handlede især om, at hun var gravid med sin kæreste, Ali Esbati, der er anden generations indvandrer fra Iran.
“I Breiviks verden så indebar det, at jeg ventede barn med Ali, at jeg hadede mit eget folk så meget, at han valgte at fremhæve mit “livmodersvigt” fremfor at angribe mig på det, jeg har skrevet gennem årene”.

Mediedækningen af Breivik fokuserede kun på fremmedhad, ikke feministhad

I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark.
“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.
Men kan et så ondsindet menneske som denne massemorder overhovedet passere som et af beviserne for en voldsomt kvindefjendtlig nutidig bevægelse? Selv om han helteforklares på visse af nettets debatfora? Selv om hans kvindehadske skriverier ofte fremdrages?

Interessant fokus på vrede mænd, høj som lav

Ifølge Maria Sveland kommer angrebene imidlertid fra endnu flere kanter end det ekstreme højre. Også frustrerede unge mænd med et sort syn på egen fremtid slår til bag skærmen. Men mest interessant i mine øjne er bogens fokus på ganske almindelige vrede mænd, høj som lav.
Det er dem, der bliver stiktossede, når der skrives om omfanget af vold i hjemmet, om omfanget af voldtægter. Stiktossede, fordi det jo er “individer”, der forbryder sig – undtagelser.
De er krænkede, fordi de føler deres køn stemplet, og dermed sig selv. De, som aldrig ville løfte en hånd, endsige nægte at respektere et nej!
De voldelige? Den slags afskum har de kun foragt for, men det er jo ikke almindelige mænd. Selvom statistikker giver et mere nuanceret billede.
Frustrationen kommer dog også fra et andet forhold, nemlig frygten for, at skaren af veluddannede kvinder nupper stillingerne. Frygt for, at den kønsbetingede medvind i mangt og meget forsvinder. Men også finanskrisens trangere tider spiller ind for den øgede angst.
Alle disse “krænkede hvide mænd” benytter to taktikker for at beholde magten, skriver forfatteren.
Den ene er, at erkende, at mænd har fordele, ledsaget af argumenter for, hvorfor netop mænd fortjener retten til magten.
Den anden er at benægte. At påpege, at der er lige ret for loven, at kvinder bare er gået for langt i deres krav, og at det er drengene og mændene, der undertrykkes nu om dage. Kvinder blandt antifeministerne ligger mest på denne linje.

Etablerede skribenter blev døråbnere for antifemistiske mænd på nettet

Den nuværende stærke bølge af antifeminisme i Sverige blev anført af et par bloggere, der brugte tastaturet flittigt. Aktuelle hændelser blev brugt til at illustrere “truslen fra statsfeminismen”. Var der ikke nok hændelser, blev små elementer taget ud af en kontekst, fordrejet og præsenteret som yderligere et bevis for, hvad feministerne pønsede på. Der blev skrevet om “hæren af feminister”, der hader mænd, og som ikke vil helme, før de selv har overtaget magten. Indlæggene blev hyldet på nettet, delt og påstande gentaget og gentaget i fælles bestræbelser på at gøre det til sandheden.
Fra de svenske blogs gled holdningerne så småt over i de etablerede medier og ikke blot på opinionssiderne, men også på lederplads. Etablerede skribenter blev med Svelands ord til “døråbnere” for antifeminismens mænd på nettet.
For 20 år siden ville de være betragtet som værende “far out”. Nu interviewes de og inviteres ind i debatstudiernes sofaer og projektørlys. De tildeles dermed status. De ses som et opgør med den politiske korrekthed.
Blandt dem, der også puster til ilden er ifølge forfatteren en liberal tænketank ved navn Timbro. Hun nævner desuden det borgerlige kulturtidsskrift Axess Magasin og chefredaktørens blog som aktive aktører.
Dette er svært at vurdere fra Danmark, men et tjek via nettet viser, at Timbro for nogle år siden havde en del om venstresnoet “radikalfeminisme”, og den netop tilbagetrådte chefredaktør for Axess, litteraturforskeren Johan Lundberg, ytrer sig på linje med antifeministerne.

Hadet blussede tidligere op i Sverige end i Danmark

“Hatet – en bog om antifeminim” blev for mig endnu en spand koldt vandt i hovedet inden for kort tid. Først var det SVT’s kulegravende program Uppdrag Granskning, der sendte programmet “Män som näthatar kvinnor”. En skræmmende pakke af viden om de trusler, som via nettet rammer kvindelige tv-værter og andre kvinder i Sverige.
Som mangeårig blogger, der ind imellem tager et livtag med den voksende antifeminisme, kender jeg selv til trusler og foragt, men jeg gik med en illusion om, at i et land som Sverige, hvor selv den tidligere statsminister Göran Persson kaldte sig feminist, var der højere til loftet.
Hvor tog jeg fejl. Hadet blussede tidligere op i Sverige. Debatten er giftigere, truslerne værre, og det er derfor oftere nødvendigt med politibeskyttelse.
Nok vidste jeg, at den ekstreme højrefløj har overlevet langt bedre i Sverige siden 1945 end i Danmark og stadig frister mange nye, men jeg havde ikke tænkt langt nok.
Ifølge bogen er der dog tale om et backlash verden over som følge af den politiske drejning over mod højre i diverse forklædninger. Udviklingshjælp, som gælder prævention skæres drastisk ned. Ret til abort er under angreb. Volden mod kvinder neddysses, trafficking til prostitution øges. Der argumenteres også for at gøre det vanskeligere at få skilsmisser (oftest begæret af kvinder), mens kernefamilien og gamle kønsroller idylliseres yderligere.
Bogen virker veldokumenteret med et kilderegister, der gør det muligt selv at gå videre. Den rummer både forskning og interviews, ligesom emnet belyses i historisk sammenhæng.
Man får desuden stump for stump forfatterens egen historie, der svinger mellem trods over for hadet og sårbarhed. Overfaldsalarmen hun får fra politiet gør hende tryggere. Hendes knægts varsomme kig ud gennem det lille “øje” i entredøren, inden de forlader lejligheden, fylder hende med sorg.
Jeg kan så synes, at Maria Sveland i enkelte tilfælde drager konklusioner, som er tvivlsomme. Hun skriver f.eks., at Julian Assange ikke havde været i fare for at blive dømt for voldtægt i Sverige, fordi andelen af de voldtægtsanklagede, der frifindes i Sverige, er stigende. Her glemmer hun at holde skæg for sig og snot for sig.
Svelands bog bliver imidlertid vanskeligere at skyde ned for antifeministerne, end den danske bog, der udkom sidste år på kvindernes kampdag med samme fokus. Bogen havde titlen med titlen “Patteprinsen og de skinhellige drager”.
Her valgte forfatteren, mag.art. Jette Hansen at kigge tilbage på, hvad der var sket siden rødstrømpedagene i 70’erne og frem til dag. Ud fra udsagn, der kom fra en så forskellig kreds som fra de liberale og andre blå antifeminister til reality shows, analyserede hun og kommenterede. Trods det, at det var en relativt hurtigt skrevet bog, blev der tegnet visse mønstre, jeg ikke selv havde set, men som var indlysende, når én gang påpeget.
Bogen fik hug fra de fleste anmeldere, og ikke mindst personen Jette Hansen fik hug, men så sænkede tavsheden sig lynhurtigt. Lidt sært at opleve i en medieverden, hvor hver ny bog, der bringer budskab om kvinders påståede skadelige virke tildeles masser af ukritisk spalteplads og tv-tid. Som mønstret i øvrigt også er i Sverige.
Den svenske bog er også et partsindlæg, men skrevet i en mere journalistisk, dybdegående stil. Sproget er letlæst, dog må jeg nævne, at jeg selv har sproget i øret, da jeg er gift med en svensker. Maria Svelands tidligere bøger er oversat til dansk, men forlaget oplyser, at der ikke foreligger nogen aftale vedrørende “Hatet”.

Sveland bekymret for sine sønner

På nettet og i medier ses Maria Sveland selv betegnet som en “hader”. Der skrives også, at hun er fyldt med løgn og ser konspirationer, hvor ingen er. Forsøget på at underminere hendes troværdighed således er blot business as usual fra antifeministernes side.
Forfatteren er selv bekymret over den verden, som hendes sønner skal vokse op i. Jeg er mere bekymret for døtre, altså de døtre, der ikke er overbeviste om, at den reelle ligestilling for længst er på plads og sikret for evigt. Lige så er jeg bekymret for de unge kvinder, der pludselig snubler over en parallelverden, langt væk fra den trygge, hvor foragten ikke kendes. En verden, som mange knapt aner eksisterer.
Det miljø, som unge feminister i dag skal gebærde sig i er langt hårdere, end hvad der mødte rødstrømperne, der havde de politiske strømninger på deres side – den antiautoritære bølge. Nutidens unge feminister har de politiske strømninger imod sig, og den feminisme, der tidligere fandtes også blandt borgerlige politikere, synes elimineret.
Beskeden til dagens unge kvinde er: Du har jo frit valg. Er du ikke ligestillet, har du kun dig selv at takke for det. Men glem ikke biologien, for den er afgørende for, hvad du ønsker og kan. Blåstrømperne, der kæmpede for hundrede år siden, ville kunne nikke genkendende.