”Synes du, at jeg skal flytte til Nørrebro?” Det er dét spørgsmål, den egyptiske kunstner Huda Lutfi stiller alle dem, hun møder i Københavnerbydelen i sin videoinstallation fra sommeren 2010.
Huda Lutfi var inviteret til Danmark i forbindelse med verdenskulturfestivalen ’My World IMAGES’ og boede i den forbindelse tre måneder på Nørrebro i København – en bydel kendt for sin store andel af indvandrere og integrationsdilemmaer.
Svarene, hun fik var lige så forskellige som de mennesker, hun mødte: Venstrefløjsaktivisten, husmoren, det nygifte muslimske par, den hjemløse Hus Forbi-sælger og den unge studerende – men det billede, der tegnede sig af Nørrebro i videoen, er et billede af en bydel med stor rummelighed, tolerance og diversitet.
Huda Lutfi er da heller ikke i tvivl om, hvad hendes eget svar ville være:
”Ja! Helt bestemt”, svarer hun fra Cairo.
”Der er så mange forskellige kulturer, der bor sammen, og det var sjovt at se, både hvordan de tilpasser sig og samtidig bidrager til den danske kultur. Som egypter følte jeg mig på intet tidspunkt fremmed. De etniske danskere, der bor på Nørrebro, er også meget åbne over for den kulturelle diversitet i bydelen”.

Forventning om en anden virkelighed

Det var ellers ikke rummelighed og tolerance, Huda Lutfi havde regnet med at finde på Nørrebro. Inden hun kom, havde hun kun hørt om bandekrige, voldelige optøjer og etniske spændinger. Men, som hun slår fast i retrospekt: Det er mediernes historie.
”Jeg stoler aldrig på medierne. Medierne har en tendens til at fokusere på det sensationelle og overdrevne. En stor del af den mediedækning, man ser af samfundsproblemer i den vestlige verden, tegner et negativt billede af indvandrere, især dem med arabisk og muslimsk baggrund. Det er en del af hele den islamofobiske tendens. Men det afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden. Det er det, jeg gerne ville afsløre med min video. I videoen vil jeg vise, hvordan de medvirkende modsiger det generelle mediebillede og dermed tager politisk stilling. Det, de siger, afslører mediernes ensidighed”, forklarer hun og er ikke sen til at trække en parallel til den medfart Danmark fik i de arabiske medier efter Muhammedkrisen.
”Jeg synes, at de (de arabiske medier) gjorde et stort ståhej ud af en meget lille hændelse,” siger hun.

Kunsten som positiv dialog

Huda Lutfi har sin baggrund i den akademiske verden, hvor hun har en PhD i islamisk kultur og historie. Hun har senere kastet sig over billedkunsten og arbejder i dag som en af Egyptens mest fremtrædende moderne kunstnere med de samme problemstillinger, som også er grundstenen i hendes forskning: Køn, kultur og identitet.
Med en kulturkritisk underfundighed finder hun i sine værker vej ind gennem sprækkerne i de kulturelle stereotyper, der omgiver os, og stiller de spørgsmål, der kan åbne for en dialog mellem de to kulturer.
Som i Nørrebro-videoen, hvor hun med et enkelt spørgsmål viser, at afstanden mellem to mennesker aldrig er længere, end vi selv gør den til.
”I min optik er der altid flere ligheder end forskelle mellem mennesker. Hvis man vælger at lægge fokus på forskellene, er det politisk motiveret. Grundlæggende har alle mennesker i verden de samme tanker og bekymringer; de kulturelle forskelle er underordnede. Jeg vil gerne understrege lighederne mellem mennesker i mit arbejde, ikke forskellene.”

Kvindebilleder

Og Huda Lutfi kaster det samme, kritiske blik på mediernes billeder af den muslimske kvinde i sit nyeste værk. I de sidste to år har hun gået rundt med et kamera i sin hjemby, Cairo, og taget billeder af kvinder, der lever deres helt almindelige hverdagsliv.
Her er det selve fotoet, der stiller spørgsmål til, hvad vi som publikum forventer at se.
Huda Lutfi er træt af at blive konfronteret med billedet af arabiske og muslimske kvinder som undertrykte. Et billede, hun føler, at vestlige medier er hurtige til at reproducere.
”Jeg mener ikke, at det kommer muslimske kvinder til gode at blive defineret som ofre. Der er selvfølgelig kvinder, der er ofre i specifikke situationer – for eksempel hvis de er udsat for vold i hjemmet. Men kvinder bliver udsat for vold i hele verden, det er ikke et specifikt problem for den arabisk-muslimske eller mellemøstlige kultur. Man kan ikke trække et enkeltstående problem frem via én enkeltstående kvinde, og sige: Se, sådan er det for alle kvinder i den muslimske kultur. Det er rigtig dårlig mediedækning og kan bruges som politisk våben”.
I stedet viser Huda Lutfi fotos af muslimske kvinder, der er ligesom hende selv: Veluddannet og økonomisk uafhængig og del af det aktive hverdagsliv. Kvinder, der er repræsenteret i det offentlige rum på lige fod med mænd. Som hun siger om sig selv:
”Jeg har aldrig set det, at jeg er en kvinde, som en forhindring for at blive kunstner eller få en universitetskarriere”.

Kvinderne ud af offerrollen

Ikke alle egyptiske kvinder har adgang til den samme privilegerede status som den moderne storbykvinde. Det er et faktum, Huda Lutfi selv gør opmærksom på.
Egyptiske kvinder fra arbejderklassen og fra landområderne står over for helt andre udfordringer. Alligevel er det vigtigt for kunstneren, at disse kvinder ikke bliver sat i bås i offerrollen. Hun ser dem som ressourcestærke kvinder, der er dygtige til at finde deres egne måder at gøre tingene på, hvilket giver dem indflydelse i det daglige liv.
”I landområderne er familien som enhed utrolig vigtig, og her spiller kvinderne en meget stor rolle. Selvom de kun har begrænset bevægelsesfrihed i det offentlige rum, har de stadig meget magt i forhold til husholdningen og familiens økonomi. De er meget dygtige til at omgå den maskuline magtdiskurs, hvilket er et langt mere interessant billede end det stereotype billede af disse kvinder som ofre”.
Huda Lutfi tilføjer:
”Patriarkatet er jo heller ikke et særligt kendetegn ved islam. Alle religioner er patriarkalske. Også kristendommen”.

Magt versus politik

Huda Lutfi regner med at have færdiggjort sit fotoprojekt, så det vil være klar til at blive udstillet i Cairo i efteråret 2011. Hun håber, at udstillingen vil skabe en modvægt til det tiltagende negative billede af islam og arabisk kultur i den vestlige verden.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

”Det vigtigste mål lige nu er at afsløre den politik, der ligger til baggrund for den voksende islamofobi. Man er nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor bliver islam og muslimer lige nu brugt til at dæmonisere bestemte kulturer, religioner og folkeslag? Hvem er det, der får noget ud af det?”
Selv er Huda Lutfi ikke i tvivl om, at motivationen bag i langt højere grad handler om magt end om politik.
”Tidligere var det kommunismen, der var fjendebilledet. Nu er det muslimer. Det handler om frygt, og det handler om, at magthaverne styrer befolkningen gennem frygt. De skaber en fælles angst i samfundet over for islam, og så lover de, at lige netop de vil og kan beskytte dig mod islam, hvis du stemmer på dem. Spørgsmålet om, hvad de får ud af det, bliver slet ikke stillet ofte nok. Dét, de får er magt”.