I foråret 2014 blussede debatten om familie- kontra arbejdsliv endnu engang op i de danske medier. Danske forældre med fuldtidsarbejde klagede sig. ‘Vi segner af stress’, skrev journalist Anne-Marie Løkkegaard i Politiken, og det åbnede for en lang række vidnesbyrd fra familier, der alle følte sig pressede og segnefærdige. De var fanget i det, man på norsk har gjort sig umage for at finde et særskilt ord for, nemlig ‘tidsklemmen’.
Lad være med at klynke, lød udmeldingen fra minister for ligestilling og sociale forhold, Manu Sareen. Hvis forældrene ikke kan få tiden til at gå op, må de droppe selvrealiseringsprojekter, som klidboller og yoga og tage sig sammen. Ikke nok med, at ministeren her reducerede alle borgere til at tilhøre en middelklasse, der har friheden til at vælge, ifølge den norske forfatter og sociolog Linn Stalsberg vendte han også den velkendte ’70-er-parole på hovedet – gjorde det politiske til en privat sag.
I sin nye bog Er jeg fri nu? vil Linn Stalsberg gøre det modsatte. Med et greb tilbage i netop ’70-ernes ideologiske tankegods kaster hun et samfunds-, køns- og kapitalismekritisk blik på debatten om norske familiers tidsklemme.
– Begrebet tidsklemme blev for mig symbolet på noget større. Vi hører ofte, at vi må prioritere og droppe standarden på rengøringen. Man kommer hurtigt til at føle sig doven og utilstrækkelig. Alle andre kan jo klare det. Men ser man på det i et større perspektiv, handler det ikke om følelser. Det lille liv, du lever derhjemme, hænger jo sammen med den store verden derude, og de krav den stiller. Hvor lang din arbejdsdag f.eks. er. Det er noget, de færreste har kontrol over, siger Linn Stalsberg.
Tidsklemmen bliver et symbol på, at mennesket ikke har kontrol over sin hverdag. Et menneske uden den kontrol, pointerer Linn Stalsberg i Er jeg fri nu?, er et ufrit menneske. For hvad er frihed i det moderne, markedsstyrede samfund? Frihed til at arbejde og tjene penge? Eller frihed til at leve det liv, du selv ønsker?

Ligestilling kontra kvindefrigørelse

– Norsk er et enkelt sprog. I det norske ord ‘fri’ ligger både det engelske ’emancipation’ og ‘liberation’. Da tidsklemme-debatten startede i Norge for lidt over 10 år siden, var der mange, der gav feministerne skylden. Feministerne havde jo sagt, at det var så let. Vi har kæmpet for den her model, men nu finder vi ud af, at vi ikke slår til. Er dette her kvindefrihed?’, spørger Linn Stalsberg retorisk som et ekko af den debat, der har kørt længe i hendes hjemland.
I et forsøg på at finde et svar på det spørgsmål, opdagede Linn Stalsberg, at hun, på trods af sine universitetsstudier i kvindehistorie, havde et hvidt område på sit historiske landkort.
I løbet af studietiden var ’70-ernes kvindefrigørelseshistorie blevet reduceret til 1 ½ side i en historiebog. Nu rakte hun tilbage til ’70-ernes glemte tekster om kvindefrigørelse og læste dem med nye øjne. Det gik op for hende, at datidens radikale tanker om et omstruktureret samfund var blevet omformet til en kamp for ligestilling, der betød, at kvinder nok kom ud på arbejdsmarkedet, fik egen indtægt og selvstændighed, men at de underliggende strukturer i samfundet forblev uændrede. Kampen for individets og kvindens frihed blev væk. I stedet blev kvindens arbejdskraft indlemmet på det markedsstyrede arbejdsmarked, der var skåret over en maskulin model.
– Jeg fandt det gode, gamle ord ‘kvindefrigørelse’ og alt det, der lå i det ord. Det var en meget større frihedskamp end ligestillingskampen, som kom bagefter, men vi gik via statsfeminismen lige ind i en ligestillingslogik. Der er intet galt med ligestilling. Jeg er 100 % for ligestilling, men ligestillingskampen er sådan skruet sammen, at hvis mænd gør mere derhjemme, og kvinder gør mere på jobbet, er vi i mål.
– Kvindefrigørelsen på sin side rummede også en kapitalisme- og samfundskritik. Der lå f.eks. den radikale idé om 6-timers arbejdsdagen, deltid for begge eller kampen for et helt andet arbejdsliv, der tog hensyn til familielivet. Vi vandt på en måde kampen om retten til at arbejde, men vi tabte alt det andet. Ligestillingskampen handler primært om karriere og om at komme foran, men det er kun et fåtal af kvinder, der har en karriere. De fleste har jo bare et job, og det er mere end nok, forklarer Linn Stalsberg.
Kvinders ret til arbejde er en mere kompleks størrelse, end den ofte udlægges som, for den store majoritet af kvinder har altid arbejdet.
I Er jeg fri nu? citerer Linn Stalsberg en statistik fra Statistisk Sentralbyrå i Norge i ’70-erne, der viser, at kvinder arbejdede langt flere timer om dagen end mænd på trods af, at kun få kvinder havde et fuldtidsarbejde. Forskellen var blot, at deres arbejdstimer helt eller delvist var ubetalte, fordi de lå i hjemmet eller var centreret omkring omsorgsarbejde.
Hverdagslivet indeholder altså langt flere arbejdstimer end den afgrænsede tid, der lægges på arbejdspladsen.
På samme måde eksisterer der en stor gruppe kvinder, som ikke har behøvet at kæmpe for friheden til at arbejde. De har altid været på arbejdsmarkedet. Det er arbejderkvinder i ofte fysisk slidsomme lavtlønsjobs, for hvem kampen har stået om at forbedre deres eksisterende arbejdsvilkår. Og for hvem spørgsmålet om frihed ikke er et spørgsmål om friheden til at arbejde mere, men et spørgsmål om friheden til at arbejde mindre.

Dagens arbejdsmodel kvindeundertrykkende?

Noget af det, der gik tabt, da ordet ‘kvindefrigørelse’ forsvandt fra dagsordenen, var dets link til klassekampen. Linn Stalsberg argumenterer for, at med fokusskiftet til ligestillingskampen i ’80-ernes konkurrencesamfund, skete også et fokusskifte til den veluddannede middelklassekvinde, der oplever en grad af selvrealisering og identitetsforankring gennem sit arbejde.
I dag er normen, at begge voksne parter i en familie arbejder på fuld tid. Det betyder i praksis, at vi aldrig i menneskehedens historie har arbejdet så meget som nu. Statistikker viser, at det stadig i langt de fleste familier er kvinderne, der varetager broderparten af hus- og omsorgsarbejdet.
Vidnesbyrd viser, at mange ikke kan klare byrden. I Norge arbejder 40 % af kvinder reelt på deltid for at få det til at hænge sammen. Et af de statistiske fakta, der får Linn Stalsberg til at kalde norsk ligestilling for ligestilling light.
To forskningsrapporter fra Karolinska Instituttet i Stockholm fra 2009 viser, at kvinders dobbeltrolle ofte leder til forringet helbred. En undersøgelse blandt langtidssygemeldte i Oppland i Norge fra 2011 fastslog, at når mænd bliver syge, bliver de syge af jobbet, mens kvinder bliver syge af privatlivet.
Det får Linn Stalsberg til at stille det provokerende spørgsmål i sin bog, om dagens arbejdsmodel ikke kun er samfundsmæssigt uhensigtsmæssig, men også kvindeundertrykkende?

Seks timers arbejdsdag

Linn Stalsbergs svar på, hvordan det moderne menneske skal blive frit, ligger i ideen om en seks-timers-arbejdsdag. Da hendes bog udkom i Norge, udløste den en del debat. Det blev fremført, at ideen om en seks-timers-arbejdsdag var utopisk. Det var en omgang hippiesnak uden hold i den faktiske virkelighed, der fordrer en evig økonomisk vækst. I april 2014 bragte den norske TV-kanal NRK et dokumentarprogram, Kampen om tiden, der tog afsæt i Er jeg fri nu?. Udregninger foretaget af Statistisk Sentralbyrå i anledning af udsendelsen viste, at en seks-timers-arbejdsdag ikke kun er en hypotetisk løsning. Den kan omsættes til en realitet uden et økonomisk kollaps til følge.
– En omlægning til en seks-timers-arbejdsdag kræver, at vi nøjes med at fordoble vores forbrug frem for at tredoble det, som der er lagt op til. Og som i øvrigt er galskab set i et miljøperspektiv. Statistisk Sentralbyrås udregning ændrede fundamentalt præmisserne for debatten, for nu kan vi begynde at diskutere en seks-timers-dag ideologisk. Ideen kan ikke længere affejes som utopisk og naiv. Et parti som SV (Socialistisk Venstreparti, red.), som tidligere ikke ville røre begrebet med en ildtang, løfter nu en seks-timers-arbejdsdag frem som et af hovedtemaerne i efterårets valgkamp, fortæller Linn Stalsberg.
Ideen om seks-timers-dagen har særligt fået vind i sejlene efter, den er blevet bakket op af både miljøorganisationer- og partier og fagbevægelsen i Norge. Begge parter ser en løsning for et bæredygtig miljø og et bæredygtigt arbejdsliv i ideen.

Retten til et individuelt valg

– Hvis vi er så frie, hvorfor vælger vi så altid så ens?, spørger Linn Stalsberg. Hun henviser til det faktum, at vi lever med en idé om, at det nyliberale work-fare-samfund er lig med retten til personlig frihed, men at vi praktisk set alle lever identiske liv indenfor den ramme.
95 % af alle norske børn går i børnehave. Stort set alle voksne mennesker følger en arbejdslivsmodel, der er skåret over samme læst. F.eks. vælger kun under 2 % af norske kvinder at være hjemmegående, mens børnene er små, og selvom Linn Stalsberg ikke er tilhænger af den løsning i et ideologisk perspektiv, fortæller den lave statistik hende alligevel noget om de parametre, der styrer vores livsvalg.
– Her møder jeg mig selv lidt i døren, for et af problemerne i vores samfund i dag er, at vi lever så ens. Men vi er jo ikke ens. Noget af det, jeg gerne vil med seks-timers-dagen, er at give folk muligheden for at leve liv, der ikke er så ens.
Seks-timers-dagen giver mennesket mulighed for at have mere tid udenfor arbejdspladsen, og den tid kan bruges til at få hverdagen til at hænge sammen. Men på et større ideologisk niveau, mener Linn Stalsberg, at den kan bringe både reel ligestilling og større individuel frihed.
– Jeg håber, at seks-timers-dagen kan ligestille kønnene. Begge får mere tid hjemme, og behovet for deltidsarbejde til kvinder vil falde. Det er jo ikke fordi, vi så vil sidde på café hele tiden eller gå til yoga. Vi vil bare få det hele til at hænge sammen. Vores samfund er lagt meget an på arbejde. Det er meget identitetsskabende. Det er i høj grad arbejdslivet, der i dag definerer, hvem vi er. Det er det, vi måler vores succes på. Selvfølgelig kan det være sjovt at arbejde og tjene penge, men der er også en side til arbejdslivet, der er udbyttende.