Hvad stiller man op med to bind på over 900 sider med pornografi beregnet for heteroseksuelle mænd?

Bøgerne dukkede op for nogle uger siden. Jeg har bladret, kigget og grinet – og er blevet forundret. Men hvad gør man egentlig med sådan nogle billeder, som optræder i Dian Hansons The History of Men’s Magazines vol. 1 og 2 og udgivet af det tyske forlag Taschen, der er kendt for at publicere bøger med samlinger af nærmest en hvilken som helst slags billeder: kunsthistorie, kunstnere, nøgne kroppe, tatoveringer, symboler og meget andet.

Kunsthistorikeren som voyeur

En stor del af det, Taschen udgiver, er ældre pornografi i nye udgaver, ofte faksimile [nøjagtig gengivelse, red.]. Noget, jeg gætter på, er ganske sikre satsninger, hvad angår den økonomiske gevinst. Sådanne bøger er lokkende for mange af os og helt uimodståelige for kunsthistoriker: De viser et velegnet materiale, hvor man kan studere, hvordan blikket fungerer. For pornografi er voyeurens bedste ven, og netop det at skue er en central del af livet for voyeuren. Heri ligner han eller hun i højeste grad kunsthistorikeren, selv om genstanden for vores intensive stirren ofte er forskellige.

Samtidig kan det føles temmelig underligt at beskæftige sig med pornografi som billedmateriale. Pornografien falder inden for det obskønes rammer, og det obskøne er (som det engelske ord “obscene” udtrykker helt bogstaveligt) det, der er uden for scenen. Det, der ikke skal vises frem. I moderne tid (fra 1800 og frem) har pornografien altid haft denne tvivlsomme position, frembragt af begæret efter at se og ubehaget ved det, der vises. At den stadige kamp mellem pornografien og censuren præger billederne, ligesom hvordan de kan diskuteres, er uundgåeligt.

Nu er Benedikt Taschen eller Dian Hanson ikke helt almindelige pornografer. Taschen og hans forlag har spillet en helt fantastisk rolle i udbredelsen af velproducerede, billige billedbøger og gjort store mængder af materiale tilgængeligt verden over. Om det er obskønt eller finkulturelt synes at være det samme. For Hansons vedkommende har hun et veletableret ry som en entusiastisk udgiver af meget specialiserede pornografiske magasiner: Jugs ogLeg Show var de mest fremtrædende, indtil hun forlod den branche for i stedet at blive redaktør for de uanstændige bøger hos Taschen. 

At hun er en entusiastisk samler af mandeblade og har stor begejstring for billedmaterialet mærker man hele vejen gennem begge bind. Det er bøgernes styrke, men også et problem, som jeg vender tilbage til.
 

Mandebladene fortæller historie

Begge bøger kan læses på mindst to måder: Det er bøger om mandeblade med en ledsagende tekst (sideløbende på engelsk, fransk og tysk), men det er også billedsamlinger, der fortæller en historie uafhængigt af teksten.

Bind 1 behandler perioden mellem 1900 og slutningen af Anden Verdenskrig, og det gør den først og fremmest med en gennemgang af genrer i kombination med en geografisk inddeling. 

Bind 2 omhandler tiden fra Anden Verdenskrig frem til 1959, hovedsagelig ved at koncentrere sig om en række blade og deres udgivere.

Med nogle få undtagelser er hovedparten af teksterne skrevet af Hanson selv, og de fleste tekster er korte. Man kunne godt have ønsket, at hun var gået mere i dybden og havde skrevet mere om billederne, men det er ikke tilfældet.

Hanson er en entusiast med interesse for det sociale spil omkring pornografi, så med teksterne er det ikke svært at følge udviklingen i lovgivning og regler for distribution i først og fremmest Frankrig, Tyskland og USA. Og se hvad forandringerne betyder for dem, der skaber billederne. Men hun er ingen sociologisk forsker. Metode og større helheder er stort set fraværende i teksterne – der er snarere tale om en lang række impressionistiske nedslag i historien.

Fordelen ved fremgangsmåden er, at hun kan åbne læserens øjne for de utallige måder, man kan læse materialet, og at hun peger på en række muligheder for fordybelse. 

Spændvidden bliver ind imellem svimlende – fra amerikanske tvangstanker på højeste sted, om nødvendigheden af at holde hus med amerikanske mænds sædudtømninger, til betragtninger over Kemal Atatürks Tyrkiet som det eneste muslimske land, der har udgivet mandeblade. Man støder da også på besynderligheder, som i det første bind, hvor mandebladene kategoriseres efter en slags nationalkarakter som fx forsigtige og snerpede amerikanere, vellystige franskmænd, tysk racehygiejne. Men i det store og hele fungerer det dog som en måde til at skabe indgange for os beskuere til billedmaterialet.
 

Motivet er kvinder, kvinder og kvinder

Alle disse billeder efterlader en uden ord. Ikke af afsky, indignation eller rystelse – men af forundring. Det er et meget mærkeligt billedmateriale, og det er mærkeligt på så utroligt mange forskellige måder. 

Det er forholdsvis let at kategorisere det: Det består af billeder fra mandeblade. Motivet er kvinder, kvinder og kvinder. De er næsten uden undtagelse softcore, ofte ret påklædte, og der er tale om lige så mange tegninger som fotografier. Man skal i øvrigt ikke overvurdere forskellen mellem tegninger og fotografier her, eftersom fotografierne typisk er så stærkt retoucherede, at de ligner tegninger.

Mange af billederne er collager, men kan læses som sammenhængende billeder; manipulationen af fotografierne er godt nok grov og let at gennemskue med nutidens øjne, men er mindst lige så hyppigt brugt. Således kan en kvinde i badedragt (fotograferet) uden videre posere i selskab med en flok tegnede ænder (sorte, stiliserede silhuetter, der repræsenterer en helt anden virkelighedsgrad end fotografiet).
 

Liderlighedens tegn 

Der er mange ben og mange bryster (begge dele dog ofte hyllet ind i et eller andet). Altså ikke billeder, som i dag ville kunne sælges som pornografi. Alligevel ser billederne pornografiske ud – de taler et pornografisk sprog.

Jo mere jeg ser på dem, desto sværere bliver det at sætte fingeren på dette sprog, disse liderlighedens tegn, som det er muligt at afkode, også selvom jeg ikke kan registrere nogen lystreaktion. Jeg har længe ment, at jeg “forstår” pornografiens billedsprog: blikket som magtinstrument, fragmenteringen af (kvinde)kroppen, fokuseringen på afbildningen af køn, og alle de problemer det medfører, når kønnet ikke vil lade sig fange ind på billedet (hvor kvindekønnet aldrig kan gøres synligt nok, og mandekønnet altid bliver mindre end den fallos, det skal repræsentere).
 

Ingen skræk for kropsvolumen her

Efter to uger med billeder fra SnappyParis MagazineReal Screen FunChicks and ChucklesTrue Cases of Women in CrimeGay Book(der ikke handlede om hverken mandlig eller kvindelig homoseksualitet, hvis nogen nu skulle have troet det) og Modern Sunbathing and Hygiene, må jeg imidlertid konstatere, at jeg ikke ved noget som helst.

Ingen af mine forudfattede ideer om, hvordan de her billeder skulle se ud, passer her – indimellem er der noget, der ligner, men det er yderst sjældent. 

I stedet finder jeg billeder, hvis indhold og variation ikke lader sig sammenfatte, i hvert fald ikke uden en grundig gennemgang.

Kropsformerne varierer kraftigt i billedmaterialet, fra parodisk tynde, tegnede kvinder til rigtig solide damer. Der er i hvert fald ingen skræk for kropsvolumen her. 

Aldersspredningen er dog ikke ret stor – næsten alle de afbildede kvinder er (eller synes at være – vi kan jo kan beskæftige os med det synlige her) et ikke nærmere bestemt sted i 30’erne. Kvindekroppen på billederne er sjældent beskåret eller delt, i stedet vises hun i sin helhed fra top (med håropsætning) til tå (oftest i fantasifulde pumps), uden at noget udelades af billedet.
 

Tegn fra en forgangen billedverden

Måske bør det fremhæves, at her er tale om en usædvanlig billedkonvention, sammenlignet med reklamebilleder eller andre nutidige massedistribuerede billeder, hvor kropsfragmentet dominerer helt. Lige så bemærkelsesværdigt er det faktum, at alle disse kvinder står (om end på tårnhøje hæle) og holder fast i ting i den fysiske verden. Deres kroppe er godt forankrede i omgivelserne, og de kan tage fat i den. Heller ikke dette hører til det sædvanlige i samtidens massebilleder: Man behøver blot kaste et hurtigt blik på kvindehænder i reklamer for at se, at meget få af dem holder om de ting, de reklamerer for – i stedet er tingene anbragt på deres hænder i positioner, hvor kvinden umuligt selv kan have stillet dem. 

De her ting skaber en aura af noget gammeldags, muligvis også uskyldigt, omkring billederne, som de formodentlig aldrig havde i deres samtid.

Der er masser af sådanne tegn fra en nu forgangen billedverden, som der er brug for at afkode og fortolke. Hudfarverne er besynderlige, formentlig på grund af en ganske primitiv trykketeknik. De fleste af kvinderne er enten blegrosa eller klar orange. Airbrushen, som har været i sving på de fleste billeder, skaber stærke highlights, så det meste af huden ser blank og let plastikagtig ud. Ikke alle tegnerne har helt styr på anatomi, så bryster er sat fast på kvindekroppene på de mest mystiske måder (en mærkværdighed de i øvrigt har til fælles med Michelangelos kvindebilleder). Ansigter ser ud, som om de er tegnet for sig selv, i et andet perspektiv og en anden stil end resten, og benenes forbindelse med kroppen udgør tilsyneladende det allerstørste mysterium – oftest ser de ud til ligesom at ligge lidt løst og sjusket, stukket ind under kroppen i ret så tvivlsomme vinkler, nådigt dækket af noget glat, der skal forestille en kjole.

På samme måde har normerne ændret sig så meget, at billederne kræver en aktiv læsning. Det er fx ikke helt let at fange det morsomme i, at en kvinde (i uniform) får et hjerte tatoveret på overarmen med navnene Joe & Marge, før man kommer i tanker om, at kvinder ikke forventedes at lade sig tatovere i 1943.
 

Hvert land sin lov – og sit mandeblad

Det er naturligvis uhyre let at more sig over disse billeder og deres indhold. Hvordan kan en kvinde iført hel badedragt og pumps, der rider på en smilende søhest, have fungeret som erotika? Hvordan skal man egentlig læse det billede? Og så er der alle håndbøgerne (som synes at have eksisteret i stort antal) for unge kunstnere uden adgang til levende nøgenmodeller, som hver måned var nødt til at finde nye nøgne modeller. Hvorfor indeholder disse bøger så mange billeder af nøgne kvinder (i baskerhue og høje hæle), som står og maler billeder? Den slags meta-motiver (modellen som kunstner, afbildet af en anden kunstner) ser man ikke så tit i kunsten.

Den sidste gåde er næppe så vanskelig at opklare: “modelbladene” udgjorde jo et hjælpemiddel for andre kunster end lige billedkunsten. Men hvad så med det første spørgsmål? Hvor kommer de her mærkværdige tegninger og bizarre positurer fra? Hvordan skal vi læse dem? Dian Hanson synes at mene, at de hører sammen med erotikaens forskellige genrer, og at disse genrer udgør måder at komme udenom censurlovene.

Hvert land har sine love, og dermed sine typer mandeblade. Heraf kommer forskellige genrer som filmmagasinet (der udelukkende viser den unge, kommende kvindelige filmstjerne), de ovenfor beskrevne modelblade for fattige kunststuderende, nudistbladet (med en kraftig og stedvis ubehagelig vægt på hygiejne, sundhed og racebiologi), “true crime” (hvor unge kvinder udsættes for eller begår sadistiske forbrydelser) og endelig den eneste slags hardcore erotika, der interesserer Hanson: Tijuana-bibelen (korte, pornografiske tegneserier af amatører med aktuelle personer i hovedrollerne). 

Censurens regler skaber også grænser, så den fungerer på samme tid lige så begrænsende som en lokkende ramme at arbejde sig op imod.
 

Modelstudierne ligger tæt op ad den eksperimenterende kunst

Hver eneste af disse under-genrer kan naturligvis holdes op imod sin ikke-erotiske pendant for at gøres tydeligere. Den genre, jeg har bedst kendskab til, er kunstbilledet, og kunst- eller model-bladet har unægtelig et meget besynderligt forhold til billedkunsten. Hvis man bladrer gennem billederne i disse to bøger, vil man meget hurtigt finde modelstudier, som ligger tæt op ad fx Man Rays eller Lazar El Lissitskys eksperimenter inden for fotografi, inklusive meget specielle lyssætninger, underlige billedvinkler, fotogramteknik, avancerede beskæringer og collager.

Men de optræder ikke i de tidsskrifter, som betegner sig som kunsttidsskrifter – for i dem finder man ikke afbildninger af samtidskunsten (dvs. det tidlige 1900-tals fotografi), men derimod noget andet. Her viser man – i mangel på en bedre betegnelse – først og fremmest det, der er underligt: mærkelige poseringer og besynderlige accessoires mere end noget andet. Og så de ovenfor nævnte billeder af nøgne, kvindelige kunstnere. “Billedkunsten” er et motiv, og det gestaltes ud fra populære forestillinger om, hvordan kunstnere er, forestillinger, der mest af alt forekommer at være hentet fra filmens komedier. De billeder, der nærmer sig det kunstneriske i deres udtryksform, finder vi i stedet fordelt mellem de øvrige under-genrer.
 

Småt med mænd

Mandeblade er en eksklusivt mandlig genre, det står helt klart efter læsning af disse bøger, selv om en nutidig lesbisk læser måske nok vil kunne finde en del af interesse. At billederne tegner et billede af betragterens begær end af en faktisk virkelighed, er meget tydeligt. “Virkelighed” er noget, der stort set konsekvent undgås i denne billedverden. Genstanden for begær er gennemgående kvinder – her er ikke antydningen af flydende præferencer. Faktum er, at det er overordentlig småt med mænd på billederne i det hele taget. 

Jeg har ikke optalt kønsfordelingen i billederne, men der er tale om en mand i måske ét ud af hundrede billeder. Og hvilken mand. Han er konsekvent grotesk, ofte en karikatur. Det indtryk, man efterlades, er en mand med korte ben, lang overkrop med en veludviklet mave – tegnet som en parodi på en midaldrende mand. Selv når der er tale om fotografier, er det lykkedes at finde mænd med et sådant udseende. Derudover er han ikke særlig høj, altid mindre end kvinden på billedet, nogle gange kun halvt så høj som hende. Her bør det måske understreges, at også dette er en anomali: Ifølge konventionelle måder at afbilde kvinder på, skal en kvindes højde være to tredjedele af mandens. Hanson antyder, at her sejrer begæret over konventionen: Lange ben kræver høje kvinder.
 

Problematisk at produktionsforholdene er udeladt

Naturligvis er der også visse problemer ved en samling som denne, hvor underholdende og afslørende den end måtte være. Her er ikke meget at hente om billedernes produktion og ophav, næsten intet bliver sagt om modellerne og deres vilkår. Det er forståeligt, eftersom de, der fabrikerede disse billeder, formentlig ikke bogførte noget som helst, og med tanke på, at de medvirkende næppe direkte har villet skilte med det. Hele branchen befandt sig uden for det almindelige samfunds synsvidde. 

Alligevel er det en mangel, for det er ikke nok at dokumentere udbredelse og reception, hvis man skal forstå denne billedverden.

Det fremgår tydeligt, at unge kvinder, der ville ind i filmbranchen, forventedes at posere for disse mandeblade. Men hvad betød det at optræde iført badedragt og maracas i et ikke helt troværdigt filmtidsskrift som Film Fun? Hvem var alle disse nudister, som kun tilsyneladende spillede volleyball for hygiejnens og solbrændthedens skyld? Hvad betyder den udtalte og tydelige racisme, som dukker op her og der i materialet? 

Når produktionsforholdene udelades, forbliver disse spørgsmål ubesvarede. Denne mangel skal naturligvis ses i lyset af bøgernes store kvaliteter, hvoraf den væsentligste i mine øjne er, at de viser og belyser – også gennem tekst – den utrolige rigdom i ideer og udtryk, som materialet indeholder. Og alle de ubesvarede spørgsmål, der opstår hos mig som læser, er samtidig også en af de store gevinster ved bøgerne.

Til slut en sidste tanke, som rumsterer i mit hoved under læsningen: I hvor høj grad afspejler dette materiale de pågældende mandeblade i deres helhed, og hvor meget afspejler det Dian Hansons læsninger af dem? Som kildemateriale virker udvalget noget problematisk; materialet forekommer lige lovlig homogent, men det er på den anden side helt muligt, at denne homogenitet faktisk eksisterede. 

Og det stopper da heller ikke her: Yderligere fire bind i serien planlægges udgivet i 2005. Bind 3 og 4 udkommer ifølge foromtalen (i nærværende bøger) i løbet af sommeren og omhandler dels 1950-60’erne, dels “special interest” fra samme periode (hvad det end vil sige). Bind 4 og 5 kommer til jul og indeholder materiale fra 1970’erne. 

Jeg har en hel del forudfattede meninger om, hvordan det kommer til at se ud, og jeg ser frem til at få dem gjort til skamme.

Björn Fritz er kunsthistoriker ved Lunds Universitet.

Artiklen er oversat fra svensk af Julie Breinegaard, der er bosiddende i Sverige.

Dian Hanson’s The History of Men’s Magazines Vol. 1 (from 1900 to Post-WW II) og Vol. 2 (from Post-War to 1959), Köln 2004, Taschen Verlag