– Jeg så det her enorme hul, et hul på størrelse med en enorm, gabende vagina, hvor der skulle have været noget feminisme. Vi var simpelthen kommet til et punkt i England, hvor der var så lidt feminisme i omløb, at jeg følte, at selv jeg kunne bidrage. Mig! En tv-kritiker fra The Times! Ingen andre ville røre feminismen med en ildtang!
Sådan lægger Caitlin Moran ud, da KVINFO en silende regnvåd morgen i København spørger hende, hvordan hun egentlig kom på at skrive den feministiske manifestbog Kunsten at være kvinde. En bog, der med udgangspunkt i Morans eget liv fra hun var 13 år og frem til nu, smider alle de kvindelige tabuer så som kønsbehåring, kropsvægt, hverdagssexisme og uligeløn gennem den feministiske kødhakker.
Som tidligere autodidakt rockjournalist og nuværende klummeskribent for The Times var hun med egne ord ikke den oplagte kandidat. Hendes feministiske uddannelse bestod i, at hun som 13-årig faldt over Germaine Greers The Female Eunuch på det offentlige bibliotek, hvor hun, den ældste af otte børn var stuvet sammen i en treværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri, søgte et frirum – og saftig sexlitteratur.
Men Moran var kvinde. Hun var indigneret, og hun havde som offentlig debattør og Twitter-celebrity (Moran har over 500.000 followers på Twitter) allerede et publikum. Og så er Moran sjov. Faktisk er hun så hylende morsom, at der af og til er fare for, at hendes punchlines overskygger hendes pointer. Til gengæld når hun derud, hvor den akademiske feminisme sjældent når ud: til de almindelige kvinder, hvis liv handler om botox, brazilians og dyre designertasker.
Faktisk mener hun, at feminismen er alt for vigtig en sag til at blive overladt til akademia.
– Der er dele af det feministiske miljø, der helst vil holde feminismen for sig selv. De ser sig selv som feminismens vogtere. De skaber sproget og sætter dagsordenen. Men pointen med feminismen er jo netop, at den er noget alle kvinder har brug for. Den eneste måde feminismen kan fungere på, er, hvis vi er generøse med den. Hele ideen om, at feminismen er et hemmeligt selskab eller en undergrundsklub, er bizar. Jeg kan godt lide store ting. Jeg kan lide The Beatles. Det er den slags feminisme, jeg vil have; en eksperimenterende, populistisk, fantastisk og konstant-i-bevægelse massefeminisme, siger hun og opsummerer selv sin tilgang som lige dele snusfornuft og dialektisk marxisme. En -isme, der ikke ellers ofte florerer rundt i den offentlige debat anno 2013.

En højtråbende og favnende feminisme

Morans feminisme er populistisk og inkluderende. Alle kvinder burde være feminister, og der burde være plads til alle kvinder i feminismen, mener Moran.
– Vi er jo tydeligvis ikke lige i vores samfund. Jeg vil vædde på, at hvis du spørger en hvilken som helst kvinde: Hvad er den der sære fornemmelse, du går rundt med i maven, og som hver eneste dag får dig til at føle dig bare en lille smule usikker og vred? Altså, det er jo følelsen af ulighed, forklarer Moran.
– De fleste kvinder forveksler komfort med lighed. De tror, at de ikke har brug for feminismen, så længe de har komfort. Men hele pointen med feminismen er jo, at den gør kvinders liv bedre og sjovere. At du får bedre sex, føler dig bedre tilpas i din krop, at du har en karriere, du brænder for; alt det gode. Feminismen er den ting, der kan give dig dit drømmeliv. Når du læser om dit drømmeliv i damebladene, handler det om at bruge penge. Du skal købe dig til det hele. Men der er ingen chance for, at du nogensinde kommer til at have så mange penge. Til gengæld kan feminismen give dig alt det. Socialismen – når den fungerer – kan give dig alt det. Lighed kan give dig alt det, slår hun fast.

Kvinden er taber i forbrugersamfundet

Kvinder bruger mere tid og flere penge på at være kvinder, end mænd bruger på at være mænd. Det er en af Caitlin Morans hovedpointer, og da de fleste kvinder starter ud med en mindre kapital, ender de også i bunden af forbrugssamfundet.
– Forbrugssamfundet tager også røven på mænd, men hvis du som udgangspunkt er uligestillet i samfundet og så møder forbrugssamfundet, der fortæller dig, at du kun har magt qua dit forbrug, er du endnu mere uligestillet som kvinde, for vi tjener ikke lige så meget som mænd. Vi er i forvejen politisk og socialt uligestillede. Så når systemet siger, at vores eneste vej til indflydelse er gennem forbrug, så tager samfundet røven på os dobbelt op. Det er derfor den marxistiske del af feminismen er så vigtig, forklarer hun.
Morans råd til den moderne kvinde er enkel: Lad være med at købe den designertaske til 6000,- kr. Den kommer ikke til at gøre dig lykkelig, og du har ikke råd til den. Sæt pengene i banken eller ind på din pensionskonto i stedet. Drop ideen om, at du skal være perfekt. Det er alligevel en spiral, der aldrig ender.
– Der er så mange selvhjælpsbøger derude, at det knuser mit hjerte. De fortæller jo grundlæggende kvinder, at de er et projekt, der konstant har brug for forbedring. Jeg ville i stedet lave en slags selvhjælpsbog, der adresserer alle de samme ting, men i stedet for at slutte hvert kapitel med et råd á la: Og nu skal du tage på to ugers retreat i et kloster, få en tarmskylning eller smide alt dit tøj ud og starte din garderobe forfra – er mit råd: lad være med at tage dig af alt det lort. Drop det hele, griner Moran.

Det feministiske smil

Til International Forfatterscene i Den Sorte Diamant d. 17.09. 2013 i København gik Caitlin Moran også planken ud, da hun stillede sig helt hen på kanten af scenen, for at vise, hvilket close-up hun prøvede at få på omslaget til sin bestseller. Her trak hun op i t-shirten, rullede strømpebukserne ned, så hendes bløde efterfødselsmave kunne rulle ud i fri dressur. Foran det samlede danske feministmiljø hankede hun op i sine to mavedeller, så de formede sig til to bløde læber og viste: The Feminist Smile.
Hendes forlægger valgte dog en lidt mere konservativ løsning og satte et portræt af en lettere skeptisk Caitlin Moran, der løfter det ene øjenbryn, på forsiden.
Modigt, skrev flere kvinder på Facebook og Twitter dagen efter om Morans nøgne mave-stunt i Den Sorte Diamant. For hvilken anden kvinde ville turde blotlægge sin kropslige uperfekthed foran en sal fuld af fremmede mennesker?
Morans pointe er den samme som den Leonora Christina Skov for nylig fremsatte i Politiken (se boks): Mænds og kvinders kroppe nyder ikke samme grad af frihed i det offentlige rum. Der er noget skamfuldt ved kvindens krop, der ikke behæftes på den mandlige uanset dens form og størrelse. Med andre ord er kvindens krop underlagt et niveau af kontrol, som Moran finder latterlig.
– Du er nødt til at lave sjov med det faktum, at så mange kvinder regelmæssigt drypper brændende voks udover deres vagina, og river det af i stor smerte, bare for at kunne have sex med en mand, siger hun.

Vrede, hvide mænd

I Danmark sker det af og til, at en kvindelig debattør trækker stikket til kønsdebatten, fordi tonen bliver for rå. Mængden af vrede i æteren bliver øredøvende og drukner den saglige debat. Moran genkender modstanden og vreden. Det er den, der gør, at hun har truffet en beslutning om aldrig at optræde på tv som feminist.
– Kvinder har en tendens til at blive revet i småstykker på tv. På tv kommer du uinviteret ind i folks hjem, og TV er et boy’s game. Jeg nægter at spille et boy’s game. Jeg bliver tit inviteret til paneldebatter, men jeg takker altid nej, for de er designet til at få mænd til at tage sig godt ud. Den metafor, jeg altid bruger til sammenligning, er, at det svarer til, at du går ud på toilettet og forsøger at tisse i mændenes urinal. Du vil sikkert få tisset, men du bliver latterliggjort imens. Du vil med sikkerhed komme til at tisse ned ad dine ben, og folk kommer til at grine af dig, fortæller Caitlin Moran.
Når hun tweeter eller deltager i den offentlige debat, skubber hun altid humoren foran sig som et bolværk. Der kan sagtens være indignation bag hendes humor, men erfaringen fortæller hende, at vrede kun avler mere vrede.
– Jeg har observeret de reaktioner, som folk får på deres forskellige debatteknikker, og ud fra det, er jeg meget bevidst styret uden om vreden. Det betyder ikke, at verden ikke har brug for vrede feminister. Jeg har bare valgt at kommunikere på en anden måde, og der findes en anden måde, hvor man stadig kan tale om vigtige emner og hive nogle virkelig stærke pointer hjem, uden at blive vred eller angrebslysten, forklarer Moran.
– Når mænd konfronteres med vrede, er vreden alt, hvad de ser. Og de kan sagtens spille det spil. Vrede er mændenes spil, for de kan bakke deres trusler op med fysisk styrke på en måde, som en kvinde aldrig vil kunne gøre. De vil altid vinde det spil, konkluderer hun.

Feminismen er et solidarisk projekt

Hvis du vil vide, om du er feminist, skal du ifølge Moran bare stikke hånden ned i trusserne. Hvis du der finder en vagina, og du gerne selv vil bestemme over den, ja, så er du feminist.
Det er den slags hurtige replikker, der solgte millioner af eksemplarer af Kunsten at være kvinde. Men går det nogen gange for hurtigt? For kan en mand ikke være feminist?
Jo, mener Moran. Hvis feminismen allierer sig med en minoritets- og klassekamp.
– Et af de steder, hvor feminismen ofte tager fejl, er når den antager, at alle mænd er privilegerede. Der er masser af hvide arbejderklassemænd, der opfattes som det rene skidt. De burde slå sig sammen med kvinderne og sige: Vi er de undertrykte! Vi er dem, der bliver røvrendt af systemet!
– Teknisk set – i forhold til repræsentation – er kvinder en minoritet. Det samme gælder brune mennesker og homo- og transseksuelle. Men hvis vi slår os sammen, er de hvide, heteroseksuelle mænd pludselig en minoritet. Det ved de godt, og det er derfor vi i øjeblikket har en situation, hvor de klamrer sig så arrigt til magten, siger Moran.
Det logiske skridt for hende selv efter Kunsten at være kvinde er derfor at ændre den feministiske diskurs til en humanistisk diskurs.
– Jeg er netop blevet enig med mine højtråbende feministveninder om, at vi aldrig mere vil referere til et problem som et ‘feministisk’ problem. Når vi for fremtiden skriver om emner, der grundlæggende er feministiske, vil vi i stedet formulere dem som ‘humanistiske’ problemstillinger. Det er alt for let at ryge ind i en defensiv diskurs og en offerrolle – og derfor møde modstand – , når vi taler om feminisme. Det skal vi ud over, slutter Moran.

http://www.youtube.com/watch?v=O3vubgSfl8c