Med En dåres forsvarstale (1895) skrev August Strindberg én af
den moderne mandelitteraturs nøgletekster. Helten Axels overdrevne og
modsætningsfyldte fantasibilleder om sin elskede Maria – som madonna,
luder, lesbisk og vampyr – skulle bevise kvindens underlegenhed, men
viser snarere, hvor indespærret Axel er i det 19. århundredes
klaustrofobiske fantasi om en femme fatale-terminator, der er indstillet
til at udslette. Axels begær efter Marias små fødder og smudsige
støvletter er også påfaldende.

Fetischime, mener Freud, er et forsvar mod kastrationsangst. Den peger
mod fortrængt homoseksualitet, kvindehad og psykisk impotens. Det er
træk, der viser sig igen og igen i den mandelitterære tradition, og som
Stefanie von Schnurbein undersøger i sit værk Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890.

At Strindberg var besat af spørgsmålet om køn, som han mente handlede om
mandlighedens identitetskrise (og gav den nye kvindes frihedskamp
skylden) er næppe nogen nyhed. Men få har villet se, at han var en del
af en mægtig kulturretning, hvor en tilspidset mandlig kønskonstruktion
forenedes med en modernistisk skriftproblematik. Stefanie von Schnurbein
udreder denne sammenhæng ved at tillempe en international diskussion af
sammenhængen mellem køn og modernistisk æstetik på seks jeg-romaner
skrevet af tre generationer af mandlige forfattere mellem 1890 og 1995.

Fiktionen har en central plads i moderniteten, hvor identitet,
kønsrelationer og forholdet til en tabt patriarkalsk tid uophørligt
afprøves. Eftersøgning af en mandlig identitet sker gennem det at skrive
eller vice versa. Måske kan man sige, at det vi kalder modernisme er at
skrive sig fri fra moderen i kvinden, men også fra den voldsprægede
seksualitet, som i disse romaner bestemmer mandens bevægelse fra vugge
til grav.

Med udgangspunkt i Judith Butlers påstand om, at kønnet produceres
performativt, antager Schnurbein, at fremstillingen af køn i litterære
værker også kan afsløre under hvilke historiske vilkår kønidentiteten
konstrueres. Perioden er ud fra denne synsvinkel et godt udgangspunkt:
Realismen er trådt tilbage til fordel for den psykologiske roman, hvor
jeget ransager sig selv i lyset af tidens modevidenskaber, indstillet på
det ubevidste sjælelivs afvigelser. Det er i perversionernes,
narcissismens og kønsforvirringens store tid, drømmen om en ny mandlig
skrift fødes.

Schnurbein lader Strindberg indlede og afslutte studiet, fordi han så
eksemplarisk viser, hvordan køn, modernitet og skrift hører sammen. Ind
imellem nærlæser hun Knut Hamsuns Pan, Rainer Maira Rilkes Malte Laurids Brigge og Aksel Sandemoses En flygtning krydser sit spor.

Hun tager moderne tekster til hjælp, som åbner op for nye iagttagelser i
disse ganske udforskede klassikere. Så læser hun Hamsun og Rilke op mod
to nordiske romaner skrevet i kølvandet på 1970ernes kvindebevægelse:
Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen og Knut Faldbakkens Glahn.

De nyere romaner, der er skrevet i deres tids psykologiske
forestillinger om, at den kriseramte mandlighed kan bortforklares med
moderbinding, lykkes dystert nok ikke at være lige så kønsoverskridende
som forgængerne. Hvor Hamsun og Rilke søger udveje gennem en feminiseret
eller androgyn skriveposition, vælger Faldbakken, men også Nielsen, at
tage tilflugt i en “hypermaskulin” skrift, som skaber en fiktion om
mandlig overlegenhed og potens, en “paternal narrative” – dette kunne
også gælde for Ulf Lundell, Ernest Brunner eller Klas Östergren.

I et mandelitterært perspektiv føles denne løsning historisk gammeldags.
Allerede i 1910 lader Rilke sin proletariserede danske adelsmand,
Malte, konstatere, at det er for sent på jorden for den store beretning,
som uproblematisk kobler en gammel og ny mandlighed sammen. I stedet
skaber han en nostalgisk mandlig kanon (flanøren Baudelaire og
feministen Ibsen), samtidig med at han i nuet identificerer sig med de
elskende kvinder i historien, men også med de vilde nye kvinder, som
ligesom han selv, søger nye veje i metropolen Paris. En “maternal
narrative” er intet alternativ, det viser hentydningen til Osvalds død,
der er offer for den borgerlige families seksuelle dobbeltmoral i Ibsens
Gengangerne. Fædrene har svigtet, mødrene er magtesløse, det
eneste som står tilbage er melankoliens sorte sol, som er den forladte
søns eneste vej til kreativitet, så råt kunne man sammenfatte Maltes
fortvivlede bud på sin narcissistiske (mande)krise.

Også hos 1890ernes Hamsun finder Schnurbein en mindre stivbenet
kønsopfattelse og æstetisk mere kompleks stil end hos 1980ernes
Faldbakken. Når Hamsun lader sin eksløjtnant opleve et slag raffineret
“gender trouble”, hvor usikkerheden over, hvad moderne mandlighed er,
ligger åben, gør Faldbakken sin Glahn (romanen er en remake af Pan) til
en impotent, voldsivrig, narcissistisk forstyrret homofob med et
idealiseret homoerotisk begær. Samme greb bruger Hamsun til at skildre
en plagsom længsel eller feminisering hos sin Glahn – hvilket bør læses
som en programerklæring fra Hamsuns side: “Jeg er en moderne forfatter”.
Pan bliver i Schnurbeins interessante tolkning en queer-bog. Hun viser,
hvordan Faldbakken patologiserer homoseksualiteten, mens Hamsun
iscenesætter Glahns død som en homoerotisk farvet akt, maskeret som
rivalisering om en kvinde. For de slidte helte i disse romaner gælder
ofte Eve Kosofsky Sedgwicks tese om, at den ødipale begærstrekant (mand
begærer kvinder, som elskes af en anden mand) egentlig handler om mænd,
der begærer hinanden gennem en uvæsentlig tredje, en kvinde, der tjener
som idealiserede projektion, et cover, for forbudte homoerotiske
tilbøjeligheder. Problemet med denne skematiske model er dog, at den
formindsker kvindegestalternes rolle og derigennem ser bort fra mere
komplekse begærstrukturer i teksten.

Det mimetiske, begærets trekant, er også på spil hos Aksel Sandemose
(“vi elsker far, fordi mor elsker ham og omvendt. Det er trekantens
bitre historie”). Men at hans Espen Arnakke sidder fast i en ødipal
tvangsadfærd, er et vildspor, mener Schnurbein. Det er relationen mellem
yngre og ældre brødre, som er hovedsagen i Jante, et klassesamfund i
miniature, som styres af jantelovens første bud: “Du skal ikke tro, at
du er noget”. Sandemose er Stefanie von Schnurbeins virkelig helt med
sin skånselsløse rapport inde fra jantelovens broderdiktatur og En flygtning, der krydser sit spor
viser sig at indeholde samtidskritik på højt niveau, leveret i 1933,
men stadig relevant i dag. Espen Arnakke afslører gennem sin
jeg-fortælling, udformet som en freudiansk selvanalyse, hvordan
jantestrukturen i et moderne samfund bygger på mandlig, seksualiseret
vold – ikke blot rettet mod kvinder, men frem for alt mod mænd – og
børn. Og da bliver det spændende og grumt, som i en gyser, at morderen
viser sig at være offeret (Sandemoses underrubrik er meget rig – en
beretning om en morders barndom).

Kapitlet hedder Mandlighed som traume og rekonstruerer, hvordan
den psykoanalytiske belæste Sandemose anvender Freuds analyse af
broderskabets diktatur for at vise, hvordan det kønsstereotype
mandlighedsideal og undertrykkende samfundsmekanismer slår igennem i den
mandlige psyke. Underteksten er Freuds berømte Videnskabelige myter i Totem og tabu
(1912) om sønnerne i det primitive samfund, som myrder urfaderen (for
at få adgang til hans kvinder). Ud af denne dåd fødes en kollektiv
skyldfølelse, som er grundlaget for alle civilisationer, med forbudet
mod at dræbe og at begå incest (med moderen og søstrene) som følge.
Disse to tabuer bryder Esben (“jeg vil have alle kvinder og dræbe alle
mænd”) i sit frugtesløse forsøg på at flygte fra Jante, men Jante viser
sig at være et traume, som med gentagelsestvangens logik hjemsøger den
ramte med skyldfølelser og ambivalente følelser overfor voldsmanden, og
til slut gør offeret sig til voldsmand, morder – ifølge logikken at
pædofile ofte har været udsatte for pædofili.

Sandemoses skrivestrategi er den traumatiserede offers, han bliver
flygtningen som bestandigt krydser sine spor. Espen er den yngste
broder, som forråder storbrødrene ved at ville befri sig fra en
hemmelighed, der er for tung at bære. “Nu vil jeg berette alt” er
romanens første ord. Denne bekendelse kræver et andet “du” end
adressaten i romanen (en storbror-analytiker, som vil have at lillebror
“kastranalyseres” og holder op med at huske, som Sandemose selv
udtrykker sagen). Det kræver en medfølende læser, en nutidig feminist
som Schnurbein. Og dog formår hun ikke at tage imod hele bekendelsen,
som vi skal se.

Hvad er så den uudsigelige hændelse i midten af Espens psyke og
beretning, den koblingscentral, der hvor alle flygtningens spor leder
hen for derefter at blive spredt ud? I Jante er seksualiteten
hovedskueplads for den brutale magtkamp mellem mænd. En flygtning der krydser sit spor
kritiserer udpræget det homosociale fascistiske mandsforbund, der var
på stærk fremmarch i 1933. Føreren er en jantemand, broderhobens
oppustede overjeg, som lader til at have taget den autoritære faders
plads, men som egentlig styres af det Alfred Adler kaldte “den maskuline
protest” (en kompensatorisk stræben efter total overlegenhed som svar
på mindreværdsfølelser). Det storbrorsdiktatur, som reproducerer
undertrykkende samfundsstrukturer gennem stereotype mandlighedsidealer,
har overlevet i mindre ekstrem grad og gået over i det brodersamfund, vi
lever i. Schnurbein citerer Juliet MacCanell, som i The Regime of the Brother. After Patriarchy
mener, at det moderne samfundet er et universelt homosocialt broderskab
med en mandlig (homo)seksuel (homofobisk) struktur, som teknisk set er
analsadistisk (det forklarer måske pornoindustriens fiksering på det
anale såkaldte heteroseksuelle samleje). Det er et system, som giver
storebror ret til at holde ikke bare småbrødrene nede, men også
søstrene, som modelleres efter brødrenes enkønnede model. Den
mandlighed, der produceres i et sådant system, bliver ikke bare
patologisk men grundlæggende traumatisk. Og det er ifølge Schnurbein
Sandemoses egentlig budskab. Mordet på den ældre kammerat i Misery
Harbour, som Espen begik som ung, kan ses som en fantasi om at ønske død
over brodersamfundets seksuelt farvede sadisme.

Nøglen til Esbens velbevarede hemmelighed, som skal forklare, hvorfor
han blev en morder, ligger i svaret på spørgsmålet om, hvilken handling
som blev begået mod ham i Misery Harbour, eller snarere optrævles, for
sporet bagud til et uudsigelig seksuelt traume i Espens barndom, som
vækkes til live gennem kammeratens homoseksuelle tilnærmelse.
Schnurbeins læsning af associationskæder, som leder til det oprindelige
traume (Espens rædsel for at blive opdaget, hans incestuøse begær, hans
opmærksomhed på seksuel vold mod børn), står ikke Freuds yndlingslektor
Sherlock Holmes efter. Det seksuelle overgreb er fortællingens gåde og
motor, en metafor for Jantesamfundets seksualiserede broderdiktatur.
Lillebror Espen hader og frygter sine storbrødre og svarer på det orale
sexovergreb, som kan være fundet sted, med væmmelse, panik og fobi –
frem for at spise risengrød. Risengrødens konsistens og farve associerer
til sperm, fastslår Schnurbein. I et nøglecitat giver Sandemose et
fortvivlelsens billede på, hvordan det seksuelt voldførte barn,
overgivet med sin angst, protesterer med sin krop:

“Når jeg blev tvunget til at spise den, kastede jeg op, og tårerne løb
ud af mine øjne. Alt i min mund gjorde oprør, tungen, læberne, tænderne,
maden blev liggende som en klump på tungen, jeg rystede over hele
kroppen, og jeg frøs. (…) Jeg blev siddende med åben mund, med spyttet
løbende ned over hagen, og øjne, der var vilde af rædsel, når jeg følte
sådan et gryn på tungen, og til sidst løb det hele ned over mit
tøj.”(Det danske citat stammer fra romanen udgivet på Schønberg, 7.
udgave, 2. oplag, 2000, side 175.)

Så langt så godt. Men Schnurbein overser, at grøden, der var lavet af
moderen dagen før en vaskedag, da hun lader hjemmet gå for lud og koldt
vand, og gør barnet syg af hjemløshed, gennem sin søde smag og farve
selv minder om modersmælk. Espens spiseforstyrrelser og orale fiksering
kan dermed også ses som symptom på det Julia Kristeva kalder
abjektionen, spædbarnets kamp for at skille sig fra moderkroppen. På
handlingens niveau udpeges altså to mulige forbrydere: Faderen
(risengrød er hans yndlingsret) og moderen, som er medskyldig ved ikke
at beskytte sit barn. Tværtimod, er hun den, som påtvinger ham den
afskyelige føde, gang på gang. Ved at fremholde moderens delagtighed i
den sadistiske disciplinering af barnet, tilfører Sandemose yderligere
en dimension til analysen af brodersamfundet.

Stefanie von Schnurbeins Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890
er banebrydende, og hendes litteraturliste med værk på seks sprog en
guldgrube. Ingen har tidligere forsøgt at give et overblik over et
århundredes skandinavisk mandelitteratur. Det er imponerende. Men hun
læser den moderne mandlighed i lyset af Frankfurterskolens tese om, at
det ødipale individ erstattes af et narcissistisk ego. Da bliver det
uundgåeligt at se moderniteten som en sag mellem mænd, mens
kvindeligheden bliver det andet: massen, naturen, etc. Men moderniteten
er trods alt mere broget, den rummer ikke bare mandlighedens krise. Det
er også kvindernes chance for at skabe en dialog med manden, at tale om
forskelle i termer af ligestilling.

Der findes et søstersvar på broderlitteraturen. Forskningen går videre.

Ebba Witt-Brattström er professor i litteraturvidenskab ved Södertörns högskola i Sverige.

Artiklen er oversat fra Dagens Nyheter af Annette Nielsen og Anita Frank Goth.

Bogen Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890 af Stefanie von Schnurbein kan lånes på KVINFOs bibliotek.