Det er en mærkelig historie, litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström har at berette i sin seneste forskningsbedrift af en bog, Dekadensens kön. En trist og fascinerende historie. Det er historien om forfatterparret Ola Hansson (1860- 1925) og Laura Marholm (1854-1928), som møder hinanden i 1888 hos Georg Brandes. 

Han er skånsk bondesøn og dekadenceforfatter, hun er baltisk dramatiker rundet af Rigas borgerskab – og som oversætter og kritiker en vigtig formidler af skandinavisk litteratur til det tyske læsepublikum.

Forfatter, skaffedyr og husmor 

Mellem disse to opstår en pagt, der kan synes at være en ideel ægteskabelig blanding af seksuel passion og kreativt, intellektuelt samarbejde, men som udvikler sig til en slags symbiotisk, paranoid fællespsykose, og som trods et ikke helt konventionelt kønsforhold også er historien om en litterært begavet kvinde, der står mere bag sin mand end frem for sig selv. De lever sammen (i tysk eksil), arbejder sammen, diskuterer og oversætter hinandens (dog mest hans…) tekster, får en søn sammen og har en inderlig, fælles interesse i kønsforholdet, som de betragter som vitalt for begge køns udfoldelse. 

I Brattströms beskrivelser af deres første tid ved kakkelovnen i Holte med et inderligt litterært, seksuelt og intellektuelt samliv kan man blive helt misundelig – men når man når frem til München 1905, hvor parret føler sig forfulgt af alle og offentligt anklager prominente personer for at konspirere mod dem, kommer det tætte samliv til at stå i et helt andet lys. Den patologiske “folie à deux”, som Brattström ironisk kalder det fælles vanvid, kulminerer da Laura i en kortere periode indlægges på sindssygeanstalt med diagnosen “paranoid psykose”, og lægerne mener, at det er lykkedes hende at gøre også Ola sindssyg. 

Men mellem disse punkter har parret deres storhedstid i 1890erne, hvor Hansson er produktiv og anerkendt som skønlitterær forfatter, mens Marholm er en uhyre virksom oversætter, kritiker, forfatter, debattør (og desuden, naturligvis, skaffedyr, værtinde og husmor…).

Seksualdrift og den ny tids kvinde 

Hansson skriver romaner og noveller med fokus på kønsdriften og de konsekvenser, det får, når den ikke får lov til at udfolde sig naturligt: mandlige nervevrag og kvinder spaltet i intellekt og seksualdrift. Alt sammen i dekadencens affekttunge, udpenslende sprog, som ikke viger tilbage for skildring og benævnelse af kønslivets intime detaljer. 

Marholm skriver, både skønlitterært og litteraturkritisk debatterende, om “den ny tids kvinde” som en kvinde, der i stolthed tager sit køn på sig og mødes med manden i ligeværdig udveksling baseret på deres forskel. Det er den pæne version af forfatterskabernes tematikker, som i høj grad er Brattströms fortjeneste at redde ud af forfatterskaberne, uden at hun på nogen måde skjuler, at de også er prægede af en biologisme og essentialisme, som har udtrykte fascistiske, antisemitiske og sexistiske implikationer.

Det litterære banditpar 

Brattströms dobbeltbiografi om forfatterparret er afgjort ingen helteroman, men snarere en antihelteroman, og den engagerer sin læser i personerne på samme inciterende ambivalente måde, som litterære skildringer af antihelte gør. Antihelte er jo netop ikke skurke, men eksistenser, som læseren bringes til at leve med, selvom de repræsenterer holdninger og positioner, som hun må tage afstand fra. 

Brattström understreger fra starten, at hun som forsker har til opgave ikke at være moraliserende, men hendes perspektiv på de to litterære banditter (sådan kaldte Brandes dem: det litterære banditpar) forekommer mig snarere at være et litterært greb end et forskergreb. Brattström har i sin tone en egen ironi, der kan blive decideret grov (og faktisk temmelig moraliserende), når den rettes mod Freuds og Ola Hanssons kvindesyn, men som spiller fint i kløften mellem en empatisk og en distanceret vinkel, når den rettes mod Laura.

Ikke magt men kærlighed 

Dekadensens kön falder i tre dele: en indledende skildring af parret (“Det litterära banditparet”) samt to store dele om hver af parterne: “Ola Hansson og dekadensens estetik” og “Laura Marholm och den nya kvinnan”. Der er altså tale om en parallellæsning af de to forfatterskaber, inspireret af begrebet “bi-tekstualitet”, som er blevet lanceret af en gruppe tyske litteraturforskere med henblik på fænomenet “skrivende par” à la Sartre og de Beauvoir. 

Med klædelig selvironi minder Brattström os om, at hun selv er del af et sådant skrivende par, ved på bogens flapfoto at posere foran en reol, hvor man skimter et cover-foto af hende og magen Horace Engdahl. 

Pointen med bitekstualitets-begrebet er den, at skrivende pars forfatterskaber kan kaste interessant lys over hinanden, og det virker særlig oplagt i Marholm/Hanssons tilfælde, hvor kønsforholdet ikke bare er noget, parterne lever i, men også en eksplicit tematik i deres respektive forfatterskaber. 

I modsætning til både kvindehadere (Strindberg) og kvindesagskvinder i samtiden har Marholm og Hansson fokus på kønsforholdet ikke som et magtforhold, men som et kærlighedsforhold. 

Brattström viser fint, hvordan Marholm i sit forhold til Strindberg anerkender hans skildring af kønsforholdet, men samtidig efterlyser, at han kunne sætte kærligheden i stedet for magten mellem kønnene. Citaterne og parafraserne af Marholms anmeldelse af Strindbergs Fadren viser hende som en fremragende litteraturkritiker, hvilket også Strindberg indså. 

Efter først at være blevet rasende over anmeldelsen brugte han den som pr-tekst og indledte et venskab med forfatterparret, som dog gik i spåner, da han indlogerede sig hos dem i Berlin, som en infantilt krævende gæst og herefter skrev om “Fru Mara”, at hun burde flås levende fra fodsålerne til ørerne og derefter dø kvælningsdøden ved at få sin egen hud stoppet i halsen…

Bondesøn far til psykoanalysen? 

To ting støder mig ved Brattströms bog. Dels den historiserende reduktion af Freud og psykoanalysen til et “dekadence-fænomen”. Dels den mærkværdige tendens til at ville gøre de to behandlede forfatterskaber til oprindelsessteder. 

I behandlingen af Ola Hanssons forfatterskab løber de to ting sammen: Med en mærkværdig energi insisterer Brattström på den hypotese, at Freud skulle have læst Hansson, således at denne bondesøn fra Hönsinge skulle være en slags far til psykoanalysen. 

Der gøres ingen forsøg på at bevise hypotesen, men alligevel fastholdes den stædigt og kulminerer i en vild fantasi om den Hansson-læsende Freud: “Här tror jag att Freud stannade upp, torkade kallsvetten ur pannan och klamrade sig fast vid det sistlästa som en drunknande i sjönöd”, skriver Brattström (!) 

Den Hansson-tekst hun forestiller sig har fremkaldt koldsved og åndenød hos Freud, er novellen “Gallblomma”, som har titel efter botanikkens betegnelse for en kønsløs blomst og handler om en intellektuel kvindes undertrykte og derfor perverterede kønsdrift. 

I Brattströms groft reduktionistiske fremstilling er Freuds hysteriteori en lignende, Otto Weininger-agtig patologisering af kvinden som underkastet sin seksualitet. Brattströms fantasier om Freud bygger fortrinsvis på parafrase af den klassiske, feministiske Freud-kritik samt på en moraliserende omgang med de mandlige fantasier om kvindekønnet (kastration, penismisundelse, etc.), som Freud ikke stipulerer som sandheder om kvindekønnet, men som sandheder om mandens fantasier. 

Kort (og groft) sagt: hvis Brattström her anerkendte fantasiens realitet i den psykiske virkelighed frem for selv at fantasere frit om Freud, ville vi være bedre hjulpne. Med sin komplekse forståelse af forholdet mellem sprog, krop og seksualitet leverer den freudianske psykoanalyse ydermere et alternativ til den psykofysiologiske-biologisme, man finder hos Hansson.

Formoder til Luce Irigaray? 

Jeg forstår simpelthen ikke behovet for den historiserende reduktion af Freud. Måske er dens drivkraft primært dette med at gøre sin egen hovedperson til oprindelsens sted, således at Freud skulle have sin oprindelse i Hansson. I så fald må Brattström siges på mærkværdig vis at påtage sig Hanssons storhedsvanvid. Her skulle Brattström hellere have gjort Marholm til sit forbillede og læst Freud som Marholm læser Strindberg: På en måde, hvor det kønskritiske perspektiv ikke annullerer, men anerkender og supplerer den indgående kortlægning af de patriarkalske fantasier. Noget lignende gør sig gældende i Brattströms favorisering af Marholms (litteratur)analytiske frem for Hanssons “fabulerende” tilgang til kønnet: En underkendelse af, at vejen til at ændre vores stereotype kønsforestillinger går gennem at “fabulere” sig langt ind i dem frem for at vige tilbage for deres fantasmatiske niveau. 

I behandlingen af Laura Marholms forfatterskab er det heller ikke småting, der siges at have sin oprindelse her. Ikke alene har Marholm ifølge Brattström skabt Strindberg (jf underrubrikken “Hur man skaper en Strindberg”), hun fremskrives også som formoder til så forskellige feminister som Luce Irigaray, Hélène Cixous, Elaine Showalter samt hele maskulinitetsforskningen. Analysen af Marholms forhold til Strindberg er skarpsindig og spændende, ligesom det er en virkelig tankevækkende og perspektivrig redning af Marholms tilsyneladende kønskonserverende essentialisme at påpege dens indslag af forskelsetik, gynokritik og kønsdialog. Problemet er bare, at Brattström ikke kan behandle disse forhold og forbindelser uden at insistere på en, om end nok så hypotetisk, virkningshistorisk sammenhæng. Hvorfor dette behov for at gøre sine hovedpersoner til oprindelsessteder?

Glemte dokumenter fra kønnets litteraturhistorie 

Uagtet denne bizarre historieforståelse er det som velskrivende historiker og ikke analytiker eller teoretiker, Brattström brillerer med denne bog. Dens store og prisværdige forskningsindsats ligger i fremgravelsen af glemte dokumenter og oversete sammenhænge fra kønnets nyere litteraturhistorie. 

Man slås af forbløffelse over, at en så fascinerende historie kan gå i historiens gemmer; at der er så meget stof til eftertanke at redde fra en nylig, men allerede glemt fortid. Også selv om man ikke køber pointen om, at store dele af vor tids kønsteori har sin oprindelse i Laura Marholm, er det bemærkelsesværdigt, at hun for hundrede år siden kæmpede med og skrev originalt om de kønsmæssige problemstillinger, som det virker som om det siden har været enhver kvindegenerations opgave at tænke helt forfra. Og at hendes mand på sin vis tænkte med, selv om man skal anstrenge sig endnu mere for at redde en emancipatorisk kønsvision ud af hans forfatterskab end hendes. 

Dér hvor der ligger en utopisk vision, som det lykkes Witt-Brattström at redde ud af banditparrets på mange måder anløbne tankeverden, er i forestillingen om et forhold, der lader mand og kvinde såvel som krop og intellekt indgå i et dialogisk frem for hierarkisk forhold. Det ligner i høj grad den vision om et forhold mellem kønnene, som jeg selv har fremskrevet i Kønnets katekismus, og det er med en blanding af skræk og fryd, skepsis og henrykkelse, jeg finder den udgravet af dekadencens dubiøse sump. Men jeg tror, der er meget at vinde ved at lade Freud grave med, frem for at forsøge at gøre ham til et levn i denne sump.