– I 1973 arbejdede jeg i Storstrøms Amt som socialrådgiver på hospitalerne med adoptioner. Der var optimisme i luften, og kvinderne organiserede sig overalt i landet. Det inspirerede mig og to kolleger til at oprette Tværpolitisk Kvindegruppe for Storstrøms Amt. Vi annoncerede efter flere medlemmer i lokalpressen og fik en enorm respons fra hele Lolland-Falster. Der blev dannet 4 “storgrupper”, som mundede ud i basisgrupper, lokale koordineringsgrupper og fællesmøder. Grupperne arbejdede meget forskelligt.
– Vores gruppe fungerede i nogle år som basisgruppe. Men på et tidspunkt spurgte vi os selv: Hvorfor finder vi os i, at der af de 31 medlemmer af Storstrøms amtsråd kun er to kvinder? Lolland-Falster var på det tidspunkt et arbejderområde med skibsværft og sukkerproduktion, og socialdemokratiet var stort. De to kvinder i amtsrådet repræsenterede hhv. socialdemokraterne og de konservative.
– Derfor besluttede vi, at nu måtte vi handle. Det var i 1977, og året efter skulle der være amtsrådsvalg. Sådan fortæller Rosita Glenthøj om de år, hvor hun boede i XX på Lolland.

Barsel, genbrug og kollektiv trafik provokerede

– De to kvinder i amtsrådet var ikke vilde med os. De syntes, vi var uansvarlige. Det fremgår bl.a. af de læserbreve, som de skrev. Det provokerede dem, at vi var en ren kvindegruppe og interesserede os for emner som fx atomkraft, energibesparelse og genbrug, udbygning af den kollektive trafik og udvidet barselsorlov til kvinder og mænd. Dengang var den slags “bløde kvindetemaer” provokerende – i dag er det nærmest blevet fælleseje. Vi var bl.a. imod, at man ville anlægge et atomkraftværk på Lollands yderste spids, Hyldekrog. Og imod at landmændene var begyndt at sprøjte kemiske stoffer fra fly i lav højde hen over hovederne på os – på vores vasketøj og vores børn.
– Vi arbejdede på en anden måde end de politiske partier. Nogle af os, bl.a. jeg selv, der havde været aktiv i Det Radikale Venstre, var trætte af at arrangere bankospil og den slags. Man sloges jo om posterne, og det var svært for kvinder at få fat i de større opgaver. I kvindegrupperne gik vi ind for en flad struktur.
– Der var lokale kvindegrupper over hele amtet. Hver gruppe havde kontaktkvinder, der formidlede informationerne på de to årlige fællesmøder, hvor de overordnede beslutninger blev truffet.
I dag lyder det helt Christiania-agtigt …

Humor og herskerteknikker

– Underligt nok har man altid betragtet 70’ernes kvindepolitiske kvinder som nogle dødbidere, selvom vi gjorde meget ud af at være humoristiske, og internt havde vi det faktisk sjovt.
– Vi var heller ikke mandefjendske. Vi sang meget – både nye og kendte sange med nye tekster a la “Sov dukkelise, sov og bliv mor”. Men i dag kan jeg egentlig godt forstå, at mange kvinder følte, at vi nærmest gjorde nar af fx landbokvinderne, som kæmpede deres egen kampe. Hvis de ville skilles, kunne de jo ikke bare gå deres vej med halvdelen af gården, understreger Rosita Glenthøj, idet 70ernes og 80ernes Sydhavsøer stadig var meget domineret af landbrug.
– I vores egne kampe benyttede vi i stor stil den norske stortingskvinde og professor i socialpsykologi Berit Ås’ “hersker-teknikker”, der advarer kvindelige politikere mod de våben, der vil blive rettet imod os, såsom usynliggørelse, latterliggørelse og mistænkeliggørelse.
– “Hold ud”, siger Berit Ås, “og sig til dig selv: Nu bruger de bare teknik to eller tre …”. Og det gjorde vi.

Lokalaviserne Ny Dag og Folketidende vigtige talerør

– Vi var meget afhængige af lokalpressen og skrev tonsvis af læserbreve i Lolland og Falsters to aviser. Den socialdemokratiske Ny Dag holdt af princip med den ene kvinde i amtsrådet, der var valgt for partiet.
– Den liberale avis Folketidende var faktisk mere fremkommelig. På et tidspunkt havde Gunhild Bork, der dengang var chefredaktør, en kommentar om, at “kvinde er kvinde værst”. Jeg inviterede hende til et møde, og selvom hun afslog, skrev hun i sit svarbrev, at hun støtter vores aktiviteter, men kan bare ikke gøre det åbent på grund af sin position, og hun fortsætter: “Jeg er glad for, at De forstår, at jeg ønsker øget kvindelig indflydelse i det offentlige arbejde, hvor de specifikt kvindelige synspunkter jo i høj grad savnes.”


De andre partier kridtede kvindernes sko

– Til amtsrådsvalget i 1978 var jeg spidskandidat i den første kvindegruppe, der stillede op her, mens flere andre grupper stillede op til kommunalvalg.
– Vi fik 3000 stemmer i alt, ca. 800 for lidt til at komme ind. Men nok til at skabe røre i andedammen. Også ude i kommunerne, som havde valg samtidig. Vi var selvfølgelig skuffede, men vi besluttede at arbejde på, at det skulle gå bedre i 1982. Så vi holdt gryden i kog i forventning om en større kvinderepræsentation, og der var der også mange flere kvinder i partierne opstillet. Jeg tror, vi kan tage en del af æren for det, understreger Rosita Glenthøj.
– Vi kunne nok være kommet ind i 1982, hvis vi var gået i valgforbund med Centrumdemokraterne eller Kristeligt Folkeparti. De friede til os, men vi stillede som krav, at der skulle være opstillet tre kvindelige kandidater øverst på deres lister, og det ville de ikke, fortæller hun.

Rødstrømper og alliancemarmelade

– Vi bakkede generelt op om rødstrømperne og var bl.a. med i arbejdet for at etablere Dannerstiftelsen. Vi var også med i kvindecafeen i Gothersgade og støttede oprettelsen af kvinde-krisecentre i Storstrøms Amt.
– Men vi lavede også meget andet, fx demonstrerede vi sammen med kvinder fra hele landet foran Christiansborg imod atombærende raketter i Vesteuropa. Det var et af de store emner på den tid. Og vi blandede os sådan set i det, vi kunne blande os i. Nogle af os gik fx i fredsdemonstrationer eller var med til at arrangere Femølejr.
– Dengang havde vi kun overbærenhed tilovers for Dansk Kvindesamfund. For mit eget vedkommende stammede det bl.a. fra årene 1962-63 og 1969-70, hvor jeg arbejdede på Mødrehjælpen. Det var før retten til fri abort blev indført, hvor kvinder kom til Mødrehjælpen for at få tilladelse til at få en abort, men det var ikke altid, det kunne blive bevilget, og samtidig skete afgørelserne efter temmelig vilkårlige kriterier. Imidlertid fik alle de gravide kvinder tilbudt en stor bøtte såkaldt alliancemarmelade, som kvinderne i Dansk Kvindesamfund havde lavet. Og det virkede meget grotesk, fortæller Rosita Glenthøj.

Fik langtidsarbejdsløse på Kvindedaghøjskole

– I 1982 var der stor arbejdsløshed, ikke mindst blandt kvinder. Jeg var dengang vikar på specialarbejderskolen i Maribo, og inspireret af, hvad der skete andre steder, foreslog jeg, at der blev oprettet en kvindedaghøjskole i vores amt. Vi besluttede derfor at undersøge mulighederne for at etablere en.
– Maribo Kommune var ikke særlig interesseret, men det lykkedes at få midler til den første tid i 1983-84, og samtidig et løfte fra kommunen om, at hvis det blev en succes, ville de fortsætte med at give os midler.
– Det blev en tordnende succes. Alle de langtidsarbejdsløse kvinder, der havde siddet hver for sig med egne problemer og følelser, kunne nu opleve, at det var noget, de havde til fælles med hinanden. Og at de måske kunne gøre noget ved det, hvis vi i fællesskab fandt ud af, hvordan tingene hang sammen. Eller i det mindste få ny energi.

Kun tilflyttere tør åbne munden på Lolland og Falster

– Der gik kun to måneder, så forsøgte AOF at overtage projektet og gøre det kønsblandet. Men vi ville ikke have mænd med. Vi syntes, at de arbejdsløse kvinder på det tidspunkt trængte til et rum, hvor de kunne diskutere og tale i fred. Det sled os næsten op at skulle argumentere for, at det skulle være et sted kun for kvinder.
– Det kan lyde mærkeligt, at det var så svært, for der var på det tidspunkt masser af kvindedaghøjskoler i Danmark, men Lolland-Falster er nok noget for sig. Man plejer at sige, at der er så mange herregårde, at befolkningen gennem tiderne er blevet bange for ridefogeden. Så når der endelig er nogen, der siger noget i en forsamling, kan man være næsten sikker på, at det er en tilflytter, siger Rosita Glenthøj, der også selv er tilflytter med en fortid fra både Filippinerne, Grønland og København.
I dag eksisterer daghøjskolen stadig, dog som blandet skole.
Efter et par år som formand for bestyrelsen for kvindedaghøjskolen trængte Rosita Glenthøj dog til at komme lidt væk og blev i årene 1984-87 chef for et Røde Kors asylcenter i Kramnitze, der også ligger på Lolland, hvorefter hun vendte tilbage til socialforvaltningen og forlod det aktive kvindepolitiske liv.