Jo tættere EU kommer på optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, jo større
bliver modstanden. Og kvinderne er ofte de mest skeptiske. Ifølge en
meningsmåling foretaget af Institut for Konjunkturanalyse for
Søndagsavisen i oktober, siger 22 % procent af danske kvinder ja til at
invitere Tyrkiet inden for i EU mod 23,7 % af mændene. Og andelen af
ja-sigende kvinder er faldet markant siden april, hvor 36 % af kvinderne
var tilhængere af Tyrkiets indtræden ifølge en Gallup-undersøgelse for
Ugebrevet A4.

Nilufer Göle har svært ved at forstå hvorfor. Den 50-årige sociolog har
tidligere undervist ved Bogasici-universitetet i Istanbul og ved
Wissenschaftskollegium i Berlin. I dag er hun forskningsdirektør ved
Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales, EHESS (Institut for
Socialvidenskab), i Paris. Og den europæiske debat om Tyrkiet er ved at
gå hende grundigt på nerverne.

– I stiller en masse kritiske spørgsmål til os om ligestilling og
kvinders rettigheder. Men I tror altid, at I har alle svarene på
forhånd. I taler så skråsikkert om os. Men hvor har I egentlig jeres
skråsikkerhed fra, spørger Nilufer Göle. Den fremtrædende sociolog har
blandt andet arbejdet med islams forhold til moderniteten, ikke mindst i
bogen Forbidden Modern: Civilization and Veiling fra 1996, der
er udkommet på fem sprog. Nilufer Göle mener, at den europæiske
kvindebevægelse svigter sine historiske idealer, hvis den vender de
tyrkiske kvinder ryggen.

– 1970’ernes kvindebevægelse var en universalistisk bevægelse. Den
analyserede undertrykkelsen som et fænomen, der omfatter alle kvinder,
uanset baggrund og social klasse. Denne universelle feminisme bygger på
idealet om et feministisk budskab, der henvender sig til alle kvinder.
Og dette ideal er I ved at vende ryggen. Den europæiske feminisme er
blevet eurocentreret og kulturalistisk, altså kulturbestemt. Det svækker
feminismen.

Tyrkiet har tradition for en stærk feministisk bevægelse

– Ideerne om ligestilling mellem kønnene betragtes traditionelt som et
vestligt fænomen. Men man behøver ikke tilhøre den vestlige kultur og
vende ryggen til sin egen for at tilegne sig ideerne om ligestilling. Se
bare på iranske Sherin Ebadi [som vandt Nobels Fredspris i 2003, red].
Eller se på Tyrkiet. Muslimske samfund kan faktisk godt optage ideerne
om ligestilling og frigørelse. Jeg tror, at kvindebevægelsen ville være
langt stærkere, hvis den fandt tilbage til sine univeralistiske rødder,
mener Nilufer Göle.

Hun minder om, at Tyrkiet har haft en stærk feministisk bevægelse, især
knyttet til den tyrkiske venstrefløj. Og det moderne Tyrkiets
grundlægger, Atatürk, gjorde i 1920’erne kvindernes rettigheder til ét
af omdrejningspunkterne i forsøget på at gøre Tyrkiet til et moderne
land i vestlig, europæisk betydning.

– Spørgsmålet om kvindernes stilling stod centralt i definitionen af den
tyrkiske modernitet og opgøret med den religiøse lovgivning. Kvinderne
fik stemmeret [i 1930, red] længe før kvinderne i europæiske lande som
Frankrig [1944, red.] og Belgien [1948, red.]. Der blev stillet
spørgsmålstegn ved tvangsægteskaber og polygami, og Tyrkiet valgte den
franske udgave af verdsligheden med forbud mod at bære det islamiske
tørklæde, hijab, i offentlige institutioner som skoler og universiteter.
Kvindernes indtræden i det offentlige rum var én af de bærende
grundpiller i den unge republik.

– Faktisk mangler Tyrkiet forholdsvis få lovgivningsmæssige fremskridt
for at leve op til EUs standarder på ligestillingsområdet. Og i Tyrkiet
træder kvinderne ind på typiske mandlige arbejdsområder – og overtager
dem. Fx er hovedparten af universitetslærerne kvinder.
Forsikringsbranchen er en anden sektor, hvor kvinderne indtager
hovedparten af stillingerne. Vi har haft en kvindelig premierminister,
Tansu Ciller [fra 1993-1995, red.], hun var hverken en tilfældighed
eller et historisk uheld. Hun var derimod et udtryk for en tendens i det
tyrkiske samfund, pointerer Nilufer Göle.

Moralsk konservatisme

Men er dette ikke kun den pæne, højglanspolerede side af det tyrkiske
samfund? Er virkeligheden uden for en lille, privilegeret klasse ikke
ganske anderledes barsk og langt fra ethvert ideal om kvindefrigørelse?

En rapport fra Amnesty International tidligere på året viste et Tyrkiet,
hvor halvdelen af kvinderne i en række landdistrikter er ofre for
tvangsægteskab, et Tyrkiet, hvor volden mod kvinderne i familierne er
udbredt, og hvor æresdrab langt fra hører til undtagelserne.

Nilufer Göle forsøger ikke at sminke denne virkelighed. Men hun nuancerer den:
– Der kan være et stykke vej fra lovgivningen og til ændringen af
mentaliteten i befolkningen. Æresdrabene er ét af de områder, hvor vi
virkelig skal gøre noget. Og det gør vi også. Den tyrkiske
kvindebevægelse forsøger at skabe opmærksomhed på problemet og bearbejde
holdningerne. Vel er der stor forskel på virkeligheden blandt
middelklassens kvinder og kvinderne ude i landsbyerne. Men det er
middelklassekvinderne, der står i spidsen for en dynamik. Det er dem,
der præger udviklingen i Tyrkiet, ikke kvindemodellen i landsbyerne,
understreger sociologen.

Hun bliver decideret vred, når man foreholder hende, at de vestlige
kvinder frygter, at de med Tyrkiet lukker ræven ind i hønsehuset og
importerer en stærk konservativ kultur, som vil sætte alle sejl til for
at underminere de rettigheder, de selv har tilkæmpet sig. Se nu bare på
lovforslaget om at kriminalisere utroskab. Er det ikke beviset på, at
Tyrkiet, trods alle smukke hensigtserklæringer, er præget af islamisk
tankegang inkarneret i et islamisk regeringsparti. Og dermed er håbløst
kvindefjendsk?

– De europæiske kvinders frygt for Tyrkiet viser, at I tvivler på jeres
egne værdier. Og at I ved meget lidt om Tyrkiet. De tyrkiske kvinder og
kvindebevægelsen var faktisk de første til at protestere højlydt mod
kriminaliseringen af utroskab. Men når det er sagt, så var det ikke en
sexistisk lov, for den ville have ramt både mænd og kvinder. Det var
heller ikke en islamisk inspireret lov. Friheds- og udviklingspartiet,
AKP, er nok et ex-islamisk parti, men det er i dag først og fremmest et
moralsk konservativt parti. Og utroskabsloven var et udtryk for en
konservativ familiepolitik, der så utroskab som en trussel mod den
traditionelle familie. Her er Tyrkiet ikke anderledes end Vesten.
Demokratiet er altid et spil mellem konservative og liberale kræfter,
siger Nilufer Göle.

Vesten har ikke monopol på moderniteten

Selv om hun kalder Tyrkiet for “det mest vestliggjorte land i den
muslimske verden”, så er Tyrkiet lige så indlysende “det mest muslimske
kandidatland til optagelse i EU”.

– Det skaber en spænding, som går ud på at skulle forlige islam med de
europæiske principper om verdslighed og ligestilling, siger Göle, og det
er en proces, som i sidste ende handler om et kompromis.

– På den ene side skal Europa lære at acceptere tilstedeværelsen af
islam, hvilket forudsætter respekten for den individuelle frihed, også
til at være religiøs. Og på den anden side skal islam respektere
verdsligheden. De islamiske grupper skal respektere demokratiet, på
samme måde som de revolutionære partier, herunder kommunistpartierne,
har måttet acceptere parlamentarismen, påpeger hun og tilføjer, at
Vesten ikke har monopol på moderniteten.

– Moderniteten er et fænomen, som rejser i tid og sted, og som tager
farve af de lande, den slår sig ned i. Lande som Kina og Indien er i
mange henseender ved at være moderne lande, og alligevel er de meget
forskellige fra Vesten. Fra oplysningstidens projekt og til den konkrete
gennemførelse i dag, er der en vis forskel i de forskellige lande. Og
man kan ikke forstå de forskellige former for modernitet, hvis man ikke
accepterer, at modernitet ikke kun begrænser sig til Vestens udgave.

– Jeres egen modernitet er heller ikke fri for selvmodsigelser eller
spændinger. Den nordeuropæiske liberalisme står i modsætning til den
sydeuropæiske, herunder den franske form for verdslighed, der forbyder
tørklæder i skolerne. Og siden krigen i Irak ser den vestlige modernitet
også ud til at være splittet mellem en amerikansk og en europæisk
version.

Nilufer Göle peger på, at modstanden mod Tyrkiet i virkeligheden handler mindre om Tyrkiet end om Europa selv.

– EU funderer over sin egen identitet, og det er da legitimt. Der er
heller ikke noget ondt i, at I ender med at finde ud af, at I er et
kristent fællesskab. Men det viser, at Europa har meget svært ved at
forholde sig til Den Anden, den anderledes, i dette tilfælde
muslimerne. Det er overraskende, at især kvinderne har problemer med
Tyrkiet som den anderledes, for kvinderne er de allerførste på mændenes
liste over “de anderledes”. Kvinden har altid udkrystalliseret
spørgsmålet om Den Anden, det som adskiller sig fra den mandlige
norm. Og nu overtager de europæiske kvinder uden videre mændenes
fantasmebefængte forestillinger om “den muslimske kvinde”, den
undertrykte haremskvinde.

– Jeg er ikke skuffet over den europæiske kvindebevægelse. Jeg
observerer den bare. Og jeg konstaterer, at den er ude af stand til at
anlægge et objektivt syn på Tyrkiet. I har en masse forudfattede
forestillinger om os, og I er ikke interesseret i at høre andet, end det
der bekræfter jeres holdninger, siger Nilufer Göler og sender en sidste
salut mod sine europæiske medsøstre:

– Tyrkiets europæiske projekt har altid været et feministisk projekt. At
afvise os på baggrund af fordomme er at forråde feminismen. Det er at
fjerne sig fra feminismens ideal om at henvende sig til alle kvinder.
Idealet om kvindesolidaritet, slutter Nilufer Göler.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Lån bogen The Position of WOmen in Turkey and in the European Union: Achievements, Problems, Propects
(2004) af Fatmagul Berktay, Inci Özkan Kerestecioglu, Sevgi Ucan
Cubukcu, Özlem Terzi og >eynep Kivilcim Forsman på KVINFOs bilbiotek.