I 2012 skabte det debat, at ikke en eneste kvindelig instruktør havde fundet vej til hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes i maj sidste år. Om det vil være anderledes i år, vides endnu ikke. I efteråret 2012 viste en undersøgelse foretaget af dagbladet Politiken til gengæld, at fordelingen af kulturpriser også herhjemme har en kønsmæssig slagside; over halvdelen af modtagerne af Danmarks kulturpriser går til mænd.
Det var statistikker som disse, der fik Francine Raveney til at tænke, at der var brug for et netværk, der kunne støtte kvinder i den europæiske film- og tv-branche. Derfor har hun sammen med en gruppe primært spanske filmkvinder grundlagt netværket EWA, European Women’s Audiovisual network.
– Mangfoldighed gør en forskel. Vi skal pleje det talent, der er derude. Jeg kan ikke fordrage at se spild af ressourcer af nogen art. Det gør kun vores samfund fattigere, siger Francine Raveney fra Strasbourg, hvor hun som netværkets koordinator opholder sig halvdelen af tiden for at være i tæt kontakt med de EU-instanser (især Euroimages – den europæiske filmfond til støtte af inter europæiske co-produktioner), som netværket samarbejder med.
Den anden halvdel af tiden bruger Francine Ravenay i Barcelona, hvor hun samarbejder med de spanske filmkvinder fra det allerede eksisterende netværk CIMA.
Det var netop på et møde for kvinder i filmbranchen, som CIMA afholdt i Santiago de Compostella i 2010, at kimen til EWA blev lagt.

Kun hver 10. box office hit er instrueret af en kvinde

Francine Ravenay understreger, at der er brug for tiltag, der kan vende kønsstatistikken i europæisk film:
– Statistisk set er kun et ud af ti box office hits [de film, der sælger flest billetter i biografen, red.] i de 27 EU-lande instrueret af en kvinde. Ser man på de film, der er støttet af Euroimages, er kun én ud af seks film instrueret af en kvinde. Tallene er iøjnefaldende, for når man ser på kønsfordelingen på instruktørlinjerne på den europæiske filmskoler, er den ca. 50/50. Hvad sker der mellem studietiden og arbejdslivet? spørger hun, og forklarer samtidig, at EWA netop har søgt penge til et forskningssamarbejde med hhv. Birkbeck (University of London) og Skillset i London, der skal analysere præcis denne problematik i fire forskellige EU-lande.
– Vi lever i et meget visuelt samfund, hvor det er let og hurtigt at udbrede stereotype forestillinger om køn. Vi bliver hurtigt oversvømmet af et forenklet syn på mænd og kvinder. Derfor er det vigtigt, at kompleksiteten ledes tilbage i strømmen af billeder, så vi ikke ender med et forenklet samfundssyn. Mangfoldigheden af stemmer er vital, og derfor er det vigtigt, at den kvindelige stemme også høres, fortæller hun videre om bevæggrunden for at grundlægge EWA.

Netværk styrker muligheder for finansiering

Der er selvsagt store sociale og kulturelle forskelle EU-landene imellem; forskelle, der smitter af på forudsætningerne for kvinder i filmbrancherne i de enkelte lande. Francine Ravenay nævner Holland, Sverige og Norge som lande, hvor en relativ stor andel af kvinder får filmstøtte til deres film. Det samme har ikke gjort sig gældende i et land som Spanien. Til gengæld har de spanske kvinder i filmbranchen kæmpet så meget desto hårdere for deres rettigheder og ligestilling, at de nu er ved at overhale de nordiske lande indenom. Samtidig nævner Raveney mange af de nye EU-stater som Kroatien og Georgien, som lande, der bugner af kvindelige talenter med virkelyst og et stort engagement i forhold til at få det europæiske kvindenetværk op at køre.

Finansiering og arbejds- og familielivs balance

På trods af de regionale forskelle løber mange af de kvindelige filminstruktører rundt omkring i Europa dog ofte ind i de samme problemstillinger. Under Filmfestivalen i Berlin i februar i år afholdt EWA sin først paneldebat. Her blev kvinders udfordringer med at finde en balance mellem arbejds- og familieliv bragt op som en af de store problemstillinger. Den anden – og største – udfordring var: finansiering.
– Mange kvindelige instruktører arbejder af en eller anden grund hovedsageligt med lavbudgetproduktioner. De går ofte ikke efter de store budgetter. De giver udtryk for, at de synes, det er svært at få finansiering. Træning i fundraising er derfor vigtig, og en af de ting EWA vil arbejde for. Det kan f.eks. betyde, at man går ind på filmskoleniveau og sørger for, at der ikke kun undervises i de kunstneriske discipliner, men at hele forretningsdelen styrkes, så de unge instruktører lærer, hvordan de kan få deres film finansieret, og hvad der skal til, for at de tjener penge på dem efterfølgende, fortæller Ravenay.
Et af de vigtige aspekter ved et pan-europæisk samarbejde er, at det gør det muligt at rejse penge sammen inden for EU. Så hvis en kvindelig, europæisk instruktør finder sammen med en europæisk producer og crew og går efter at lave en europæisk co-produktion, kan man søge om adgang til europæiske støttemidler, eksempelvis gennem Euroimages, forklarer Francine Ravenay.
Samtidig vil netværket kunne bruges til at matche instruktører med producenter og omvendt og skabe kontakt mellem co-produktionsselskaberne. En stor del af netværksideen handler også om at udveksle knowhow til gensidig inspiration.
– I øjeblikket sker der virkelig spændende tiltag i Norge og Sverige. Og Spanien er begyndt at rykke. Men der er ikke nødvendigvis en viden om disse tiltag i andre lande. Jeg kunne godt tænke mig, at netværket kunne fungere som en platform, hvor vi kan dele vores viden med kvinder i f.eks. Albanien, Kroatien og Georgien. Gennem vidensdeling kan vi gøre en forskel og skabe ændringer, siger Francine Ravenay.

Ingen positiv særbehandling

Både Sverige og Norge har valgt at indføre kønskvoter for både optaget på deres nationale filmskoler såvel som for deres finansielle støtteordninger. Begge lande har set positive resultater med henblik på en mere ligelig kønsfordeling. Francine Raveney mener dog ikke, at det vil være realistisk at indføre den svensk/norske model på europæisk plan. Her er der i mange lande for stor modstand mod et kvotesystem, og Ravenay forudser allerede modargumenterne:
– Jeg er et meget pragmatisk menneske. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne gennemføres i samtlige EU-lande. Der vil være for mange skeptikere, f.eks. i Storbritannien, hvor argumentet ofte er, at kvalitet altid skal være første prioritet, ikke køn – og at kvaliteten ikke kan sikres, hvis støttekronerne bliver fordelt ud fra et kvotesystem i stedet, forklarer hun.
I Danmark er en kvoteordning pt. også skudt ned med de samme argumenter. Til gengæld har Det Danske Filminstitut fra i år vedtaget at sætte fokus på kønsfordelingen i den danske filmbranche i bl.a. deres årsrapporter. Ideen er at skabe synlighed omkring fordeling af støttekronerne.
Et lignende tiltag har den europæiske filmfond Euroimages for nyligt besluttet som en direkte effekt af samarbejdet med EWA. Her vil de i deres fremtidige arbejde tage kønsbrillerne på, når de vurderer ansøgninger til fondens midler.

Samarbejde mellem netværk

Ideen med et netværk af kvinder i filmindustrien er ikke ny i sig selv. Kvindenetværket Women in Film and Television (WIFT) blev allerede grundlagt i Los Angeles i 1973. I dag har WIFT afdelinger i mere end 45 lande verden over, inklusive Danmark. Alligevel ser Francine Ravenay ikke noget problem i at skabe et nyt netværk, der begrænser sig til Europa.
For Ravenay er EWA ikke en konkurrent til WIFT, CIMA og de andre eksisterende netværk, men en medspiller. EWA har allerede startet et samarbejde med WIFT, der bl.a. betyder, at de hjælper med at sprede viden, forskningsresultater og knowhow gennem deres respektive kommunikationskanaler.
Første skridt for EWA er dog at få alle de formelle rammer på plads inden Cannes 2013 i maj. Det første provisoriske website skal skiftes ud med et nyt. Medlemsregistreringen skal op og køre, og netværket skal have organiseret en festivalstand. Det vil være ét skridt på vejen til en mere ligelig kønsfordeling på verdens ældste filmfestival.