KVINFO inviterer til Wakeup Call med sociolog og forfatter Aydin Soei – en time med oplæg, spørgsmål og debat at starte dagen på.

Aydin Soei er aktuel med bogen ”Omar – og de andre” om unge mænd og modborgerskab i etniske minoritetsmiljøer.

På Wakeup Call’et fortæller han om de maskulinitetsidealer, som han møder i sit arbejde med unge minoritetsmænd, der er i et modsætningsforhold til samfundet.

Hvordan spiller køn sammen med det modborgerskab de udtrykker? Og hvordan spiller det sammen med og mod de gængse manderoller både i samfundet som helhed og i de etniske minoritetsmiljøer? Også forældreroller og samspillet mellem køn, uddannelse og social kontrol kommer han ind på.

Der er morgenkaffe til alle og croissanter til de første 50 morgenfriske.