Mens donorsæd fra danske mænd er blevet en efterspurgt eksportvare, må mange danske par og enlige rejse til udlandet som fertilitetsturister for at købe donoræg. For i øjeblikket er ventetiden på donoræg i Danmark flere år.
I Danmark vælger få kvinder at donere æg. Ifølge Dansk Fertilitetsselskabs årsrapport donerede 118 kvinder æg i 2010, og det resulterede i 225 ægdonationsbehandlinger. Men med et behov for 500-600 ægdonationer årligt og flere års ventetid på donoræg må mange danskere i fertilitetsbehandling enten være tålmodige eller rejse til udlandet for at købe æg. Mange vælger at valfarte som fertilitetsturister til bl.a. Spanien, Finland, Letland, Grækenland og Tjekkiet for at købe donoræg.
Rigshospitalets fertilitetsklinik er også ramt af manglen på donoræg. I øjeblikket må fertilitetspatienter vente 1½ – 2 år på donoræg, fortæller Elisabeth C. Larsen, overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik. Hun forstår godt de par, som vælger at rejse udenlands for at købe æg:
– Vi har ikke noget samarbejde med udenlandske klinikker, men vi er villige til at hjælpe de kvinder, som har behov for at rejse til udlandet for at købe æg. Det er et stort antal danskere, som køber æg i udlandet, mellem 500-600 par rejser hvert år. Vi hjælper typisk med ultralydskanning forud for ægdonationen, fortæller Elisabeth C. Larsen.

Æg-shopping i Spanien

Mange danske par og enlige rejser bl.a. til Valencia i Spanien for at købe donoræg, hvor en fertilitetsbehandling typisk koster mellem 30.000 og 70.000 kr. Forløbet arrangeres i et samarbejde mellem en dansk og en spansk fertilitetsklinik.
I Spanien modtager ægdonorer op til 600 euro for at donere æg. Her er det heller ikke ualmindeligt, at budskabet om, at kvinder kan donere æg for betaling, spredes bredt bl.a. gennem annoncering i radioen eller som flyers hos frisøren.
Også i andre lande er betaling for ægdonation lovlig. I USA får kvinder helt op til 10.000 dollars for donere deres æg, især hvis ægdonoren er høj, blond og atletisk. Mange kvindelige universitetsstuderende donerer æg som hjælp til deres studier.
Men i kølvandet på den globale fertilitetsturisme følger en række etiske og sociale problemer. Flere kritikere påpeger, at den stigende trafik af fertilitetsturister medfører, at især velstillede vestlige par og enlige køber æg fra fattige kvinder, og dermed risikerer de at reducere ægdonoren til blot en “ægmaskine” uden rettigheder. Kritikerne frygter, at donorkvinderne sælger deres æg for pengenes skyld, og at de risikerer deres helbred ved at donere for mange æg.
I flere østeuropæiske lande har der bl.a. været sager, hvor kvinder er blevet overstimuleret med hormoner. I enkelte tilfælde har kvinderne produceret helt op til 40 æg på én gang – og det er fire gange flere end efter en normal hormonbehandling.
For ægdonation er ikke uden risici. Overstimulering gør, at æggestokkene producerer for mange æg, og de vokser sig for store. Det kan give væskeansamlinger i underlivet, og i værste tilfælde må kvinden indlægges på et hospital.

Hormonstimulering påvirker ægdonorens krop

En af grundene til at så få danske kvinder donerer æg er, at mange slet ikke er klar over, at de frivilligt kan donere. En anden grund er, at ægdonation er en kompliceret proces, som strækker sig over to uger. I den periode skal donorkvinden gennemgå samme hormonbehandling, som en kvinde i fertilitetsbehandling, for at hun modner flere æg end det ene månedlige ved menstruationen.
Under behandlingen, hvor hormoner injiceres i kroppen med en kanyle, modnes normalt mellem fem og ti æg, som derefter kan tages ud til donation. Når æggene er modnet, bliver de fjernet under lokalbedøvelse fra æggestokkene ved et lille kirurgisk indgreb. Æggene suges ud gennem en lang sugenål, som føres op gennem skeden og igennem skedevæggen op til æggestokken.  
På trods af ægdonationens hormonpåvirkning af donorkvindens krop, må en ægdonor kun modtage samme kompensation som en sæddonor, nemlig 500 kroner per donation. Kompensationen er sat lavt for at undgå kommercialisering og handel med kvinders æg, som det er tilfældet i lande som Spanien, Tjekkiet og USA. Det har skabt en debat, om det er rimeligt, at kvinder modtager samme kompensation som sæddonoren, når ægdonation medfører langt flere pinsler for ægdonoren:
– En sæddonor kan i bedste fald tjene 3-4.000 om måneden, da han må og kan donere seks til otte gange om måneden. For en studerende er det ikke et ubetydeligt beløb. Selvfølgelig er det meget nemmere for en mand at levere en sædprøve, og det er måske endda behageligt. Det er bestemt ikke behageligt for en kvinde, at hun skal stikke sig selv med hormonsprøjter i maven i 14 dage og så ligge på briksen og få en nål ind i skeden, som suger æggene ud, understreger Elisabeth C. Larsen:
– En ægdonor kan kun donere én gang på en måned, og derfor bliver hendes “månedsløn” også betydeligt lavere end sæddonorens.
Etisk Råd slår fast i deres overvejelser omkring ægdonation, at en uundgåelig forskel på æg- og sæddonation er, at mænd producerer sæd hele livet, mens kvinder kun har de æg, de fødes med. Men så firkantet er det ikke, mener Elisabeth C. Larsen:
– Nogle er bekymrede for, at kvinderne skal løbe tør for egne æg, så de ikke selv kan blive mødre. Men kvinder fødes med over en million æg. Så mon ikke de godt kan undvære mellem fem til ti af dem?

“Det er ikke mit barn, kun en genbeholder”

Et andet synspunkt i Etisk Råd er, at kvinder har et mere intimt forhold til deres æg, end mænd har til deres sæd, fordi æggene er en integreret del af kvindens krop. Derfor stiller det store krav til ægdonoren i forhold til sæddonoren. 
Elisabeth C. Larsen er enig:
– Jeg tror, kvinderne har lidt sværere ved at give deres æg fra sig, end mændene har med deres sæd. Jeg tænker ikke kun på proceduren. Der er jo en praktisk forskel på at donere æg i forhold til sæd. Men jeg tror også, der er en følelsesmæssig forskel – kvinder har lidt sværere ved at give æggene fra sig. De tænker mere over, at der kommer til at gå et lille barn rundt. Men mon ikke, der også er sæddonorer, som tænker sådan om deres sæd, spørger Elisabeth C. Larsen.
På grund af den danske lovgivning, som vil hindre handel og kommercialisering af æg, forventes det, at donorkvinderne giver æg af altruistiske grunde. Så hvem er de kvinder, som donerer æg?
– Ægdonorerne repræsenterer et bredt udsnit af samfundet. Vi har jo det krav til dem, at de maksimalt må være 35 år, og vi har heldigvis haft en del kvinder, som selv har børn. De ved, at de kan få børn og har derfor gode æg. Det er jeg glad for. Så ved de, hvad de giver bort, og de har bevist deres fertilitet, svarer Elisabeth C. Larsen og fortsætter:
– Der er en hel del af ægdonorerne, som er ansat i sundhedssektoren inden for alle faggrupper. Her hører de mere om muligheden for at donere. Mange er i forvejen bloddonorer og knoglemarvsdonorer, så de har en grundlæggende lyst til at hjælpe.
De kvinder, som vælger at donere, har en pragmatisk opfattelse af deres æg, forklarer Elisabeth C. Larsen:
– Mange af donorerne, især dem med børn, siger: “Jeg giver bare en ‘skal’ væk, så et andet par også kan få et barn. Det er ikke mit barn. Jeg giver bare forudsætningen – dna’et, byggestenene – væk. Det bliver aldrig mit barn”. Her mener jeg, at donorkvinden har den rigtige indstilling.
– Når ægdonoren forlader klinikken, ved hun, at der er en kvinde eller to klar til at modtage hendes æg direkte, frem for, at æggene bare går direkte til opbevaring i en bank, som donorsæd gør, forklarer hun.
I det hele taget mener Elisabeth C. Larsen ikke, at man bør være så bekymret for, at kvinder vælger at donere æg for pengenes skyld:
– Der er ikke noget økonomisk incitament for kvinder. En ægdonor donerer ikke for pengenes skyld. Hun skal tage fri for arbejde, når hun fire til seks gange skal besøge klinikken i sin arbejdstid bl.a. for at blive scannet. Hun skal også tage en fridag, den dag æggene skal tages ud, da hun skal ligge til observation bagefter, så vi kan se, om hun har det godt. Samtidig er der ud fra et kønspolitisk synspunkt en stor forskel på æg- og sæddonation, siger hun og afslutter:
– Det er jo dybt diskriminerende, at en kvinde skal lægge krop til hormonbehandling og ægudtagning for kun 500 kr. Derfor er der et reelt behov for at ligestille sæd- og ægdonorer bl.a. ved en økonomisk kompensation.