En ung kvinde går rask ned ad gaden i Marokkos største by, Casablanca. Bag hende småløber en midaldrende mand i jakkesæt til han når op på siden af hende – og giver hende et klap i røven. Bagefter undskylder han som var det et uheld.
Det er blot en af de 300 berøringer, tilråb eller andre former for seksuel chikane, som den unge pige oplevede i løbet af 10 timer rundt i byen. Det hele blev filmet af et nyhedswebsite, og videoen blev en del af den debat, der nu munder ud i en ny lov mod sexchikane i det offentlige rum.
For fremtiden risikerer mænd, der optræder som dem i videoen, fængsel mellem et og seks måneder eller en bøde på op til 10.000 Dirham (7.000 kr).
I flere arabiske lande har kvindebevægelsen sat problemet med seksuel chikane mod kvinder i det offentlige rum på dagsordenen. Det gælder ikke mindst i Egypten, hvor det er lykkedes at bringe det tidligere tabuemne på den offentlige dagsorden. Også i Marokko har debatten kørt i flere år og nu har det altså resulteret i et lovforslag.
Loven mod sexchikane er blot den seneste af en række større og mindre sejre for den marokkanske kvindebevægelse. Siden årtusindskiftet har landet fået ny og meget mere ligestillet familielov, der blandt andet fastslår kvinders ret til skilsmisse. Marokko har har fjernet sine reservationer mod CEDAW-konventionen, der beskytter kvinder mod diskrimination. Paragraffen, der lader en voldtægtsmand slippe for straf, hvis han gifter sig med ofret, er også blevet fjernet, og sidste år blev landets meget stramme abortlov forsigtigt liberaliseret.
Parlamentet ventes at vedtage loven en af de nærmeste dage.

Se videoen med chikanen og Moroccan Times’ omtale af loven.
Læs om kampen mod sexchikane i Egypten i KVINFOs Webmagasin.
Læs om debatten om ændringen af den marokkanske abortlov i KVINFOs Webmagasin.
Artikelbilledet stammer fra videoen, der er omtalt i artiklen.