Family Code + 10

Family Code + 10: Experiences and Ways Forward er titlen på KVINFOs konference d. 21. og 22. november i Rabat, som sætter fokus på familieloven 10 år efter dens vedtagelse. 
 

Det begyndte med en stillingskrig. Og det endte med en fløjlsrevolution. Reformen af den marokkanske familielov, i folkemunde kaldet Moudawana’en, var i 1999 og 2000 et brændende spørgsmål, der splittede det marokkanske samfund mellem modernister og traditionalister. Men da Marokkos kong Muhammed VI den 10. oktober 2003 gik på talerstolen ved åbningsdebatten i det marokkanske parlament i hovedstaden Rabat, præsenterede han en ny familielov, der imødekom de feministiske krav om ligestilling i familien, som islamisterne før havde bekæmpet.
Tre års debat i offentligheden og især i den særlige Kommission til reform af familieloven fik på næsten magisk vis vendt konflikten til konsensus.  Den 14. januar 2004 blev loven vedtaget af et enstemmigt parlament, efter at 100 ændringsforslag var blevet behandlet uden at ændre nævneværdigt ved kvindernes nye rettigheder.
I familieloven fra 2004 er manden ikke længere familiens eneste overhoved, men deler forældreansvaret med kvinden. Kvinder er ikke længere juridisk umyndige og underkastet en værge men kan selv indgå ægteskab. Skilsmisse, som indtil da udelukkende hvilede på islamiske forskrifter og traditioner og var et familieanliggende, bliver et juridisk anliggende, der afgøres af domstolene med adgang til skilsmisse for både mænd og kvinder, omend ikke på helt lige vilkår. Polygami forudsætter en domstolsafgørelse og bliver i vid udstrækning umuliggjort, omend ikke afskaffet. Og ægteskabsalderen for piger hæves til 18 år.
”Ændringen af Moudawanaen kan betragtes som den mest dybtgående reform af det marokkanske samfund siden selvstændigheden. Den har både politiske, økonomiske, sociale og kulturelle konsekvenser, og den har bidraget til en forandring af selve forholdet mellem mænd og kvinder”, siger den marokkanske advokat og feminist Zhour Al Horr.

Handlingsplan på Beijing-præmisser

Fakta om Zhour Al Horr

Zhour Al Horr blev født i Derb Soltane i Casablanca i 1947. Imod familiens traditioner insisterede hun som lille pige på at komme i skole. Efter en embedseksamen i jura i 1966 underviste hun først i arabisk i ti år, før hun blev advokat. I 1979 blev hun som den første kvinde udnævnt til dommer i El Jadida 100 km syd for Casablanca. Siden blev hun retspræsident ved social- og arbejdsretten i Casa-Anfa i Casablanca. Zhour Al Horr blev samtidig kendt for sit sociale engagement og sin kamp for kvinders rettigheder i Marokko. I 2003 blev hun et af de tre kvindelige medlemmer af Den Kongelige Konsultative Kommission til revision af Moudawanaen. Efter indførelsen af den nye lov blev hun retspræsident ved den nye familieret i Al Fida Derb i Casablanca. I december 2011 modtog hun den marokkanske Amnesty International-afdelings Ibn Zohr-prix for sin indsats for retsstaten i Marokko.

Zhour Al Horr er tidligere dommer og retspræsident ved familieretten i Casablanca, hvor hun har administreret den nye familielov. Og som advokat fortsætter hun i dag med at rådgive og forsvare marokkanske kvinder især i skilsmissesager, som er de familieretslige sager, der især ender ved domstolene.  Men hun var også en af de tre kvinder, som blev udpeget til den kommission, som lavede forarbejdet til den nye civilretslov.
Den Kongelige Konsultative Kommission til revision af Moudawanaen blev oprettet på ruinerne af den handlingsplan for de marokkanske kvinders økonomiske integration, som i marts 2000 havde splittet det marokkanske samfund med op mod 1 million islamister, der demonstrerede mod Handlingsplanen i Casablanca, mens kvinder og modernister forsvarede den i Rabat. Handlingsplanen var blevet udarbejdet på grundlag af den platform for ligestilling, som blev formuleret ved FN’s Kvindekonference i Beijing i 1995. Dele af planen omhandlede kvindernes civilstatus, og det var netop disse ændringer, der blev mødt med bastant modstand fra landets islamiske og konservative kræfter, herunder især det islamiske parti PJD [Partiet for retfærdighed og udvikling, red.] og Al Wadl al-Lhisane, en politisk-spirituel bevægelse under ledelse af sheik Yassine.
Begge partier hævdede, at reformerne af Moudawana’en var i modstrid både med islam og med den marokkanske tradition og identitet.  Handlingsplanen blev, især af PJD, beskrevet som et udslag af Vestens kulturimperialisme og et komplot mod islam, et tema, som har været udbredt blandt islamistiske organisationer i den arabiske verden.

Religiøse ligestillingsargumenter

Demonstrationerne den 12. marts 2000 satte punktum for Handlingsplanen og forsøgene på at reformere moudawanaen. I hvert fald på den hidtidige måde, med en debat organiseret af kvindeorganisationerne på den ene side og de islamiske kræfter på den anden. I stedet tog den unge kong Muhammed VI hånd om projektet. Han så en forbedring af kvindernes stilling som en forudsætning for en modernisering af landet. Og han nedsatte en Konsultativ Kommission til revision af Moudawanaen under ledelse af Mohamed Bucetta, tidligere leder af Marokkos ældste parti, Istiqlal, Uafhængighedspartiet. 20 medlemmer blev udpeget, heraf tre kvinder. 16 af kommissionens medlemmer kunne karakteriseres som konservative.   
Kommissionen talte islamiske retslærde, men også repræsentanter fra den akademiske verden og civilsamfundet. Det var første gang, Moudawanaen blev lagt i hænderne på et råd, der ikke udelukkende var sammensat af religiøse personligheder.
”Kommissionen var et svar på krav fra civilsamfundet og kvindeorganisationerne. Det var første gang, en kommission blev nedsat med både mandlige og kvindelige medlemmer fra mange forskellige horisonter. Medlemmerne repræsenterede alle komponenter i det marokkanske samfund. Og selv om vi kun var tre kvinder, og modernisterne som udgangspunkt var i mindretal i kommissionen, lykkedes det os at få afgørende indflydelse på det endelige forslag”, siger Zhour Al Horr.
”I begyndelsen var der et meget anspændt forhold mellem modernister og traditionalister på grund af den polemik, spørgsmålet havde været genstand for. Modernisterne var i mindretal, og i første omgang lod vi i vid udstrækning traditionalisterne fremføre deres argumenter, der var baseret på en forældet religiøs fortolkning.  Vores strategi gik ud på at svare igen med argumenter, der var baseret på de religiøse tekster, men ud fra en modernistisk fortolkning, der var tilpasset det moderne samfund.”

Stridspunkterne: ægteskabsalder, polygami og umyndighed

De vigtigste ændringer i familieloven af 2004

  • Kvinder skal ikke repræsenteres af en værge for at indgå ægteskab
  • Både mænd og kvinder kan søge skilsmisse ved domstolene. Den traditionelle ret til forstødelse af hustruen uden retsafgørelse afskaffes
  • Ægteskabsalderen for kvinder hæves fra 15 til 18 år
  • Polygami er kun muligt med rettens billigelse under stramme vilkår
     
  • Læs også om KVINFOs engagementer vedr. familieloven
 

Denne strategi, som gik ud på at angribe islamisterne på deres egen, religiøse banehalvdel, var blevet sat i værk af de marokkanske kvindeorganisationer allerede i kølvandet på demonstrationerne i marts. Både sekulære kvindeorganisationer og troende feminister så denne strategi som mere effektiv end henvisningen til rent verdslige argumenter for ligestilling, der kunne afvises af traditionalisterne som vestlige værdier, der var fremmede for marokkansk kultur og identitet. Det er den muslimske feminisme, som den marokkanske kvindebevægelse lige siden har benyttet som murbrækker mod konservatismen i det marokkanske samfund. 
”Vi kunne støtte os til et akademisk, teologisk arbejde der sigter mod at udvikle en moderne læsning af Koranen og de religiøse tekster. Det lykkedes os via debatten i Kommissionen at arbejde os hen imod en konsensus”, siger Zhour Al Horr.
 ”De største slag blev udkæmpet omkring de spørgsmål, der havde været knasterne i Handlingsplanen, nemlig spørgsmålet om kvindernes juridiske umyndighed og retten til at indgå ægteskab uden en værge. Juridisk skilsmisse for både mænd og kvinder i stedet for sædvanerettens forstødelse og polygami var andre stridspunkter, der tog lang tid i Kommissionen. Den offentlige debat i medierne afspejlede de spændinger, vi også oplevede i Kommissionen. Men medierne og den offentlige debat var også med til at fremme vores synspunkter. Og så var det afgørende, at der var en klar politisk vilje til at modernisere familielovgivningen,” påpeger Zhour Al Horr.
Det var især kongens position, som var afgørende. Det marokkanske statsoverhoved har status som ”De troendes kommandør” i Marokko. Han er landets religiøse leder, og hans opbakning bag reformen af Moudawanaen spillede en afgørende rolle for accepten af den. Kommissionen havde kun rådgivende status, og da den afleverede sin rapport i september 2003 efter to års arbejde, var det op til kongen at fremsætte det egentlige lovforslag. Som i alt væsentligt gennemførte kvindeorganisationernes krav.

Fra stillingskrig til konsensus

” Der var en rig og også temmelig anspændt offentlig debat, mens lovteksterne blev udarbejdet. Men da først lovforslaget blev fremsat i parlamentet i oktober 2003, blev reformen vedtaget med meget få ændringer. Der var bred konsensus omkring den nye Moudawana”, fastslår Zhour Al Horr.
Det nye lovforslag blev vedtaget uden nævneværdig modstand af de samme islamiske partier, som tre år før havde bekæmpet stort set identiske forslag. Konflikten blev på næsten mirakuløs vis til konsensus. Som kongen sagde, da han præsenterede lovforslaget den 10. oktober 2003: ”Disse reformer må ikke opfattes som én lejrs sejr over en anden, men som fremskridt, der er til alle marokkaneres fordel.” Den nye Moudawana, sagde kongen, ”er en moderne familielovgivning i fuld overensstemmelse med ånden i vores tolerante religion.”
Samtidig blev loven vedtaget i en særlig politisk kontekst.  Den 16. marts 2003 havde Al Qaeda ramt Marokko med et en række selvmordsattentater i Casablanca, der kostede 33 menneskeliv. De islamiske partier, herunder PJD, måtte herefter dæmpe sig med deres hårde linje.
Men nogle iagttagere har peget på, at de islamiske partier faktisk fik en hel del ud af kommissionsarbejdet. Den religiøse argumentation i Kommissionen slår fast, at civilstatus, ligestilling og familie i Marokko er underordnet religiøse fortolkninger. Kvindebevægelserne fik deres paragraffer, islamisterne deres bekræftelse på religionens forrang.¨

Forholdet mellem mænd og kvinder er forandret 

”Ja, men hvilken religion,” spørger Zhour Al Horr.
”En religion, der fortolkes ud fra moderne principper. Ja, Moudawanaen hviler på sharia, for vi kan ikke gå imod de religiøse tekster. Men vi kan læse dem i overensstemmelse med det moderne samfunds behov. Men de islamiske partiers accept skyldes ikke kun, at de føler, de vandt slaget. De har indset, at det ikke er muligt at styre samfundet efter fortidens mønster. Det virker ikke længere,” siger Zhour Al Horr.
Ti år senere har den reviderede familieretslov ført til markant ændrede kønsforhold i familierne, mener advokaten.
”Kvinderne er ikke længere juridisk forpligtet til lydighed mod deres mand. De kunne ikke engang selv indgå ægteskab. De nye rettigheder anerkender kvinderne som fuldgyldige borgere, og det har skabt større respekt for kvinder, som nu har lovens ord for, at de er medbestemmende om familiens forhold, hvor mændene før havde lovens ord for, at de kunne bestemme selv. Og denne nye status understøttes af retten til skilsmisse. Lighed for loven i skilsmissesager sætter magt bag kvindernes rettigheder.  Det er en løftestang for ligestilling i familien.”
”Bagsiden af medaljen er, at mange uoverensstemmelser derfor ender ved domstolene. Skilsmisse bliver brugt til at løse familiekonflikter, fordi der ikke er tradition for og tilstrækkeligt mange tilbud om mægling og rådgivning,” påpeger Zhour Al Horr, der selv har oprettet Marokkansk Forening for Familierådgivning, Association Marocaine de Soutien à la Famille.

Dommerne forvalter loven forskelligt

Men ét er lovens bogstav, noget andet er domstolenes administration af lovgivningen. Og her er Marokko langt fra i mål, understreger den tidligere dommer, som stadig følger domstolenes retspraksis på nært hold som advokat.
”Loven blev ikke ledsaget af en oplysningskampagne, og det betyder, sammen med et meget lavt uddannelsesniveau i mange samfundslag, at der mange gange kan være et svælg mellem lovens bogstav og den ånd, nogle dommere forvalter den i. Et eksempel er ægteskabsalderen, som loven sætter til 18 år, men med mulighed for dispensation fra domstolene. Her er nogle dommere alt for villige til at acceptere ægteskab helt ned til 14 eller 15 år,” beklager hun.
Et lovforslag fremsat af PJD, som nu har en dominerende position i regeringskoalitionen, sigter mod at sætte ægteskabsalderen ned til 16 år, uden mulighed for dispensation. Et forslag, som nogle marokkanske feminister betragter som et tilbageskridt. Zhour Al Horr er ikke enig.
”Jeg har selv som dommer stået over for unge piger på 17-18 år, der er gravide og søger dispensation for at kunne gifte sig med deres barns far, som de oprigtigt ønsker at leve sammen med. Hvad gør man i den situation? I Europa kan unge piger på 17 år måske have et sexliv uden at være gift. Det er ikke muligt i Marokko, hvor de unge gravide piger uden dispensation til ægteskab vil blive forkastet af samfundet og deres familie. Derfor kan det være en løsning at sætte ægteskabsalderen ned til 16 år,” mener Zhour Al Horr.

Konsensus med indre selvmodsigelser

Ægteskabsalderen, hvor loven sætter en klar regel, men tillader dispensation, er et eksempel på den særlige marokkanske strategi, der skaber konsensus ved at tilfredsstille både modernister og traditionalister. Med risiko for indre selvmodsigelser, hvor enhver fortolker loven efter egne ideologiske principper
Et andet eksempel er polygami, som heller ikke er forbudt men kræver dommerens godkendelse. Her har antallet af tilladelser til at gifte sig med hustru nummer to været i konstant tilbagegang siden 2004 og repræsenterede i 2010 0,27 procent af ægteskaberne, eller omkring 1.000 tilfælde om året. Men tal fra Justitsministeriet, citeret af det marokkanske dagblad Le Matin, tyder på, at antallet af tilladelser til polygami er i vækst, og at der i 2012 blev givet 1890 dispensationer.
”Polygami er et marginalt fænomen i Marokko. Samfundet har ændret sig for meget til, at det kan praktiseres i stor stil. Men der er punkter, hvor loven ikke fungerer optimalt på grund af fortolkninger i strid med lovens ånd. Og der er områder, hvor vi ikke nåede til vejs ende i 2003. Efter ti år med den nye Moudawana er tiden nu inde til, at vi arbejder for en ny revision af loven. Det gælder for eksempel spørgsmålet om forældremyndigheden over børn, der er født uden for ægteskab, herunder efter voldtægt, og som har status som faderløse, en pariastatus i Marokko. Et andet spørgsmål er 2003-lovens oprettelse af én skilsmisseprocedure for mænd og en anden for kvinder, hvor begge køn bør følge samme procedure. Og også spørgsmålet om fraskilte kvinders ret til at gifte sig igen uden at miste forældremyndigheden over deres børn over 7 år bør tages op igen”, mener Zhour Al Horr.

Ny revision af familieloven er nødvendig

Hun frygter ikke, at en revision af Moudawanaen skal føre til en ny stillingskrig mellem feminister og traditionalister. Heller ikke selv om PJD, som var konservativ spydspids i 2000, i dag sidder i regeringen.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

”Situationen er en helt anden i dag end i 2000. I mellemtiden har vi fået en ny forfatning (i 2011, efter kravene om demokratisering i kølvandet på De arabiske revolutioner, red.), hvis paragraf 19 fastslår princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Og vi har et civilsamfund med større vægt og indflydelse end i 2000. Og vi har ikke oplevet en bastant modstand mod at føre den nye familielov ud i livet, som man kunne have frygtet.”
”Tværtimod har Moudawana’en være en løftestang for ligestilling i det marokkanske samfund, også uden for familien, hvor kvinder i stigende grad har adgang til arbejdsmarkedet og til økonomisk selvstændighed. Også kvindernes politiske deltagelse er voksende, ikke mindst takket være den kvote på 12 procent af de opstillede kandidater ved kommunevalgene, som blev indført i 2008. Det betyder ikke, at vi ikke behøver at kæmpe for vores rettigheder. Men udgangspunktet er langt bedre end i 2000,” konkluderer Zhour Al Horr.