Ingen ferieafløsere og mange sygemeldinger. Udsigten til årets sommer
var trist, da personalet i Ulfborg ældrepleje ved Holstebro i juni 2007
gik i gang med at planlægge den forestående sommerferieperiode.

I
forvejen var det lidt af et kunststykke at få vagtskemaet til at gå op
og finde de nødvendige afløsere til, at de vestjyske social- og
sundhedsmedarbejdere kunne holde deres planlagte fridage og ferier
igennem året. Det skyldtes ikke mindst, at nogle af medarbejderne var
hoppet fra jobbet i ældreplejen til et job i industrien. Årsagen var
enkel: De fik højere løn. På vinduesfabrikken Velfac kunne man tilbyde
godt 20 kroner mere i timen for ufaglært fabriksarbejde end de 116
kroner i timen, som Holstebro Kommune tilbød sine faglærte medarbejdere
i ældreplejen.

– Derfor begyndte folk at røre på sig: ‘Det her
kan ikke passe. Folk flygter jo herfra.’ Og så sagde jeg, at jeg gerne
ville tage kontakt til fællestillidsmanden for at høre, hvad vi kunne
gøre, fortæller Jens Ole Pedersen, social- og sundhedsassistent på
Ulfborg.

I dag, tre måneder senere, er Jens Ole Pedersen og
hans kolleger i Holstebro blevet landskendte. Dén gnist, der blev
antændt i Ulfborg en junimorgen under vagtplanlægningen, bredte sig i
løbet af få uger som en steppebrand til hele Danmark.

I
alle afkroge af landet kunne medarbejdere i ældreplejen nikke
genkendende til Holstebro-folkenes frustrationer over ringe løn og
manglende faglig anerkendelse. Derfor nedlagde de arbejdet med krav om
højere løn. Inden udgangen af juni måned var næsten 50 kommuner berørt
af strejken.

Som prikken over i’et rejste hundredvis
af SOSU-medarbejdere fra det ganske land til Christiansborgs slotsplads
i København for at råbe politikerne op i en kæmpe demonstration.
Billeder i aviser og tv af de vrede og hovedsageligt kvindelige
medarbejdere i hvide t-shirts med slogans og protestbannere gjorde
stort indtryk.

– Det er kommet fuldstændig bag på mig, hvordan
de bliver ved med at stå der dag efter dag med knejsende hoved og råbe
lige så højt som en havnearbejder, som SOSU-medarbejdernes formand,
Dennis Kristensen fra Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), sagde til
Jyllands-Posten et par uger efter demonstrationen på Christiansborg.


Dette her har jeg aldrig oplevet før – et lønopgør før
overenskomstforhandlingerne på et lavtlønnet kvindeområde, lød det fra
arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, i
Politiken.

En ny æra for ligelønskampen

Oprøret
i Holstebro kom bag på mange. Måske fordi forestillingen om den danske
hjemmehjælper i pressen ikke normalt bliver koblet til positive
billeder af kvinder med knejsende hoveder og høje røster. Som
medieforbruger sidder man tværtimod ofte tilbage med et billede af
nedslidte medarbejdere, der ikke har formået at løse deres opgave med
at tage vare på samfundets ældre, når en historie om ældreplejen ruller
over skærmen.

Men oprøret i Holstebro indvarslede også en helt
ny æra for ligelønskampen. Det konstaterede bl.a. kønsforsker Karen
Sjørup, Roskilde Universitetscenter (RUC), i Jyllands-Posten.


Man har ikke tidligere i Danmark set denne type kvinder stå så stærkt
frem som nu. Det kan meget vel være begyndelsen på et tredje
kvindeoprør herhjemme, sagde Karen Sjørup.

Også pressen
fik hurtigt øje på kvindevinklen i oprøret i Holstebro. I hvert fald
fik Jens Ole Pedersen sig hurtigt en med-talskvinde blandt sine
kolleger, Jannie Pedersen, efter at flere journalister havde efterlyst
en kvindelig talsperson.

Kvindefag ikke ‘rigtigt’ arbejde

At
de lavtlønnede kvinders protester bærer kimen til endnu et kvindeoprør
i sig, er man på ingen måde blinde for i fagbevægelsen.

– Det,
vi ser nu, er et oprør fra de typiske kvindefag, siger FOA’s
formand, Dennis Kristensen. Han har i sin tid i fagbevægelsen ikke
oplevet et lignende pres fra kvinderne som det, han oplever nu.


Det handler om de kvindefag, som opstod, da vi sidst i 1960’erne stod i
en situation, hvor vi ligesom i dag havde en gevaldig mangel på
arbejdskraft. Dengang betød manglen på arbejdskraft, at kvinderne kom
væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet. Det offentlige overtog i
stedet nogle af kvindernes traditionelle funktioner, og vi fik nogle
nye, store fag inden for sundhed, sygepleje og barnepleje. Men det var
samtidig fag, som ikke blev betragtet som ‘rigtigt’ arbejde. De blev
nærmere betragtet som et supplement til den typiske
familiekonstruktion, hvor manden var forsørger.

– De nye fag
var en blot en forlængelse af husmoderfunktionen. Det er det, vi
historisk har med os i bagagen. Og det er det, der gør, at vi i dag
objektivt kan konstatere, at der findes en markant lønforskel på de
lavtlønnede kvindefag og mandefag både i det private og det offentlige,
forklarer Dennis Kristensen.

Andre faggrupper, der er domineret af kvinder, var også hurtige til at samle tråden op.


Det er et oprør mod den kønsmæssige skævhed på arbejdspladsen, sagde
Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd, hvis medlemmer tæller
97 procent kvinder, til Jyllands-Posten.

Også
socialrådgivernes frontfigur, Henning Breinholt, hvis organisation har
en kvindeprocent på 80, peger på kønnet som hovedforklaring på
lønforskelle mellem hans medlemmer og f.eks. lærere. Synderen er
tjenestemandsreformen fra 1969, hvor især kvindefagene fik en dårlig
indplacering. Dengang var socialrådgiverfaget et udpræget kvindefag,
mens lærerfaget var et mandefag. Og det forklarer lønforskellen mellem
de to grupper, mener Breinholt.

– Det skyldtes formodentlig
prestige. Der var mere prestige i mandefag end i kvindefag. Og lærerne
havde en stor rolle at spille i samfundet dengang. Nu må vi gøre op med
lønforskellene mellem kvindefag og mandefag, siger han.

Omsorgsarbejde sat i skema

Men
løn er langt fra det eneste problem, de lavtlønnede kvindefag kæmper
med. Lige så vigtigt er manglen på anerkendelse for værdien af deres
arbejde.

Politolog Hanne Marlene Dahl, Institut for
Samfundsvidenskab, RUC, har analyseret de politiske administrative
diskurser om hjemmehjælpsarbejde i perioden 1943-95. Analysen viser, at
hjemmehjælpsarbejde er gået fra at være et fag, der begyndte med
‘husmoderafløseren’ til at være et fag, som med ‘social- og
sundhedshjælperen’ har oplevet en stigende italesættelse og
anerkendelse. Men det var i 1995.

I dag ser billedet
anderledes ud. Den professionelle social- og sundhedshjælper er nemlig
siden blevet udsat for et gedigent skud New Public Management – et
markedsinspireret styrings- og kontrolredskab baseret på mål- og
rammestyring.

På grund af de nye styringsformer, hvor
arbejdstiden bliver reguleret, og arbejdet bliver
standardiseret, bliver jobbet som SOSU-medarbejder nogle steder
opfattet som et næsten udelukkende manuelt arbejde, fortæller Hanne
Marlene Dahl, der lige nu sidder med et forskningsprojekt om styring,
omsorg og identitet på hjemmehjælperfeltet.

– Det kvindelige
arbejde forstået som et arbejde baseret på menneskelig kundskab bliver
omskrevet til et mandligt industriarbejderideal, siger hun.

Når
en SOSU-medarbejder bliver gjort til en slags industriarbejder, betyder
det konkret, at man reducerer et komplekst arbejdsfelt til et
forsimplet spørgsmål om genkendelige og rent praktiske
arbejdsfunktioner, der kan beskrives og planlægges minutiøst på
forhånd.

Men når en SOSU-medarbejder gør rent hos en ældre,
består arbejdet langt fra kun af at støvsuge eller vaske gulv. For
medarbejderen iagttager samtidig, om der fx er urin på vasketøjet eller
gulvet, hvilket kan være tegn på sukkersyge eller inkontinens. Den del
af omsorgsarbejdet bliver bare ikke italesat.

For mange nyudklækkede SOSU-medarbejdere betyder det, at de får et chok, når de kommer fra skolebænken og ud i virkeligheden.


På skolerne møder de teori og får viden. Men når de kommer ud, oplever
de i nogle kommuner, at arbejdet blot bliver nedskrevet til praktiske
opgaver som at tørre støv af eller støvsuge. Arbejdet er fastlagt på
forhånd, dvs. at der hverken er fleksibilitet i forhold til brugerens
egne artikulerede behov eller fleksibilitet i forhold til social- og
sundhedshjælperens vurdering af brugerens situation og behov.


Man tager autonomien og kompetencen fra SOSU-medarbejderne og gør dem
til manuelle arbejdere. Det betyder noget for deres selvrespekt og
skaber dårlige arbejdsvilkår, forklarer Hanne Marlene Dahl.

Omverdenens forståelse af faget hjælper ikke på selvrespekten.

At arbejde som SOSU-medarbejder kræver både en professionel uddannelse,
overblik og personlig dømmekraft. Fx til at vurdere, om en ældre er ved
at blive dårligere og derfor skal have mere hjælp. Men mange har stadig
en forenklet opfattelse af omsorg, siger Dahl.

Det kan Jens
Ole Pedersen fra Ulfborg skrive under på. Han og hans kolleger har ofte
drøftet, hvordan man kan rykke ved billedet af SOSU-medarbejderne som
nogle, der bare drikker kaffe med de ældre. Men det værste, de ved, er,
når omsorgssvigt i ældreplejen rammer mediernes dagsorden. Ældre
borgere, der ikke får, hvad de har krav på, eller som bliver vanrøgtet
af et ligegyldigt plejehjemspersonale, hører til nogle af de klassiske
tophistorier, pressen elsker at servere for et sensationshungrende
publikum.

– Man bliver gjort til noget lavstatus. Alle bliver
sat i samme bås. Derfor var noget af det positive ved strejken også, at
der ikke var nogen snak om omsorgssvigt. Nu var det os, der råbte op,
siger han.

Lave lønninger er en katastrofekurs

Alligevel
betyder lønnen meget. Faktisk betyder den ringe løn i hele
sundhedssektoren så meget, at flere og flere medarbejdere vælger at
supplere deres normale job med et ekstrajob for fx vikarbureauer. På
blot et enkelt år er omsætningen af vikartimer for sygeplejersker via
vikarbureauer steget en tredjedel, skriver magasinet Resonans, som
udgives af FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat
ansatte.

Ringe løn er også årsag til, at mange offentligt
ansatte overvejer helt at forlade deres job. Det viste en undersøgelse
fra foråret 2007, som blev foretaget blandt 3.700 FTF’ere ansat i den
offentlige sektor. Her sagde hver femte, at de har planer om eller
kraftigt har overvejet at forlade deres fag. 41 procent af dem angav en
for lav løn som årsag. 46 procent sagde, de var utilfredse med de
muligheder, der er for at gøre arbejdet tilfredsstillende.

I
ældreplejen kan den udvikling blive katastrofal. Inden for de kommende
ti år vil hver tredje ansat i ældreplejen gå af. De skal erstattes af
nye medarbejdere, og dertil kommer så behovet for endnu flere
medarbejdere, fordi der bliver flere og flere ældre i Danmark og færre
og færre unge til at tage hånd om dem. I tal er det 27.000
medarbejdere, der skal skaffes inden år 2015. Og skal niveauet i
ældreplejen fremover ligge samme sted som i dag, kræver det derudover
ekstra 10.000 folk, viser tal fra FOA.

– Hvis ikke vi
skubber på udviklingen med, at arbejdet i ældreomsorgen bliver værdsat,
så får vi ikke de unge ind, og vi kan heller ikke fastholde dem, der er
der nu. Så vi er på katastrofekurs.


– Vi kan ikke
bare læne os tilbage og vente på, at vores curlingbørn vil feje isen
foran deres forældre, siger Dennis Kristensen.

Kvinder underbetalt pga. køn

Et
arbejdsmarked, der skriger på flere ansatte i de lavtlønnede kvindefag,
kan kun være en løftestang for ligestillingen. Sådan lyder logikken fra
flere sider – ikke mindst efter Holstebro-oprøret. Sygeplejerskernes
formand, Connie Kruckow, udtalte således til Jyllands-Posten: 
 

Vi har fået en bevidsthed om, hvor efterspurgte vi er, hvor
veluddannede vi er, og hvor dårligt lønnede vi er i sammenligning med
mænd, der er ansat i det private, og som ikke har længere uddannelse
end os. Det er dem, vi nu sammenligner os med. Vi vil have samme løn
som dem. 

Men linket mellem udbud og efterspørgsel, når det
gælder kvindernes arbejde, er ikke så ligetil endda. Dels fordi de
lavtlønnede kvinder langt fra er alene om at ville gøre et solidt
indhug i det offentliges lønningspose. Dels fordi den ulige løn i bund
og grund hverken handler om fag, sektorer, jobfunktioner eller andre af
de parametre, der normalt bruges til at sammenligne og måle kønsbestemt
ulighed med.

Kvinder er nemlig ikke underbetalte i
forhold til mændene i kraft af, at de arbejder i bestemte fag. De er
underbetalte i kraft af, at de tilhører et bestemt køn.

Det viser
de foreløbige resultater fra et igangværende forskningsprojekt, der
analyserer ligestillingslovgivningen i Danmark fra grundloven og til i
dag.

– Grundlæggende er strukturen sådan, at kvinder altid har
været billigere arbejdskraft end mænd. Kvinder har igennem historien
været en discountvare, siger Jytte Larsen, der er historiker og står
bag projektet.

Hun afviser teorien om, at de traditionelle
kvindekvalifikationer inden for husarbejde og omsorg er blevet dårligt
betalt, fordi man opfattede dem som en forlængelse af det i forvejen
ubetalte husmoderarbejde.

Historien viser nemlig, at de første
fag, der blev anset for kvindefag, enten var fag, hvor kvinderne skulle
kæmpe mod mænd i samme fag for overhovedet at få job og gøre sig
gældende – det var fx sygeplejerskerne og lærerinderne. Eller også var
det fag, der ikke umiddelbart havde meget med såkaldt ‘naturlige’
kvindekvalifikationer at gøre – såsom job som telefonistinde eller
telegrafistinde.

– Allerede i 1867, hvor man får de første
kvindelige tjenestemænd, lærerinderne, sidder man i Folketinget og
forhandler sig frem til, at kvinderne skal have mellem 2/3 og halvdelen
af mændenes løn. Årsagen er, at kun ugifte kvinder har ret til at
arbejde, og en ugift kvinde har ikke samme økonomiske behov som en
mand, der skal forsørge en familie og derfor bør have højere løn.


Mænd var samfundets elite. De var familieoverhoveder og de politiske
magthavere. Men man havde også et behov for at forsørge de ugifte
kvinder, og man havde et arbejdsmarked, der efterspurgte billig, men
kvalificeret arbejdskraft. Dermed blev uligelønnen institutionaliseret,
fortæller Jytte Larsen.

Efterslæbet fra Florence Nightingale

Sygeplejerskerne,
derimod, blev spist af, og spiste sig selv af, med filantropi. De
tilhørte middelklassens døtre, som i sygeplejegerningen så en mulighed
for at komme væk hjemmefra og realisere sig selv. De levede en
klostertilværelse, hvor kravet var, at de skulle bo og spise på
hospitalet og ikke måtte være gift.

Hurtigt blev
sygeplejerskegerningen derfor et selvudviklingsprojekt, hvor arbejdet
bar lønnen i sig selv, og hvor ikonet for enhver vaskeægte
sygeplejerskeaspirant var den gudstro britiske sygeplejerske Florence
Nightingale, der under krigen på Krimhalvøen i slutningen af
1800-tallet vandrede mytisk, mild og moderlig rundt blandt sårede
britiske soldater med en lampe i hånden.

– Det er efterslæbet
fra sygeplejerskerne, som SOSU-medarbejdere kæmper med i dag. For
efterhånden som sygeplejerskerne fik etableret en magtposition i
sundhedssystemet, lavede man den samme manøvre igen: Man havde brug for
billig arbejdskraft. Derfor kom sygehjælperne og hjemmehjælperne
til. De var næsten alle ufaglærte kvinder, som tog de mest
ukvalificerede arbejdsopgaver fra sygeplejerskerne, så sygeplejerskerne
selv kunne gøre et endnu større indhug i lægernes arbejde. Dermed trak
man så nye lavtlønnede kvindegrupper ind i systemet, siger Jytte
Larsen.

Hun ser den samme tendens i den danske sundheds- og
omsorgsbranche nu, hvor rygterne om at importere udenlandsk
arbejdskraft til erstatning for de manglende SOSU-medarbejdere allerede
svirrer. I et af mændenes traditionelle fag, byggebranchen, har netop
import af udenlandsk og billig arbejdskraft holdt lønniveauet nede.


Lidt provokerende kan man sige, at det er en god idé at lære tyrkisk
nu, så vi bliver i stand til at tale med vores hjemmehjælpere, når vi
bliver gamle, lød derfor en besk kommentar fra fremtidsforsker Jesper
Bo Jensen i sommer til Ekstra Bladet.

SOSU-oprøret lagde pres på hele arbejdsmarkedet 

Men
udenlandsk ufaglært arbejdskraft er ikke den største udfordring for
kampen for ligeløn lige nu. Det er derimod nærmere den indbyrdes kamp i
fagforbundene, som alle har fået blod på tanden efter oprøret i
Holstebro.

Da først politikerne som reaktion på
SOSU-medarbejderes frustrationer trådte ind på scenen med løfter i
milliardklassen, gik et sandt slagsmål om lønninger i gang. For skulle
SOSU-medarbejderne have et lønløft i utide, så måtte det samme gælde
for de øvrige offentlige ansatte, lød det fra politibetjente, lærere,
sygeplejersker og andre. Deres stemmer fik Dansk Arbejdsgiverforening
(DA) til at ryste i bukserne af frygt for et pludseligt lønpres på hele
arbejdsmarkedet. Som modtræk påpegede DA, at privatansatte lønmodtagere
som postbude, sekretærer og butiksansatte tjener mindre end
SOSU-medarbejdere, hvis man opgør lønnen per time.

Også
arbejdsmarkedsforskere slog alarm ved tanken om en ekstra pose penge
til SOSU-medarbejderne. De frygtede for konsekvenserne, hvis
politikerne bryder den såkaldt danske model, hvor arbejdsmarkedets
parter forhandler sig frem til vilkårene for arbejdsmarkedet og
fastsætter lønnen.

– Hvis politikere pludselig gav efter for,
at man kan strejke sig til bedre løn, så bryder hele modellen sammen.
Hvorfor skulle sygeplejerskerne og lærerne gå på arbejde, hvis de fik
højere løn ud af at stå på Christiansborg Slotsplads, sagde Flemming
Ibsen fra Aalborg Universitet i Politiken.

Tilbage står nu
SOSU-medarbejdernes formand, Dennis Kristensen, på en temmelig ensom
færd. Han fastholder, at den eneste måde at løse uligestillingen på, er
at give SOSU-medarbejderne deres ekstra penge via et politisk indgreb.
Et krav, der har kostet Kristensen posten som formand for de offentligt
ansattes forhandlingsorganisation KTO, som står over for at skulle
forhandle overenskomst med de kommunale arbejdsgivere.

Det er umuligt at lave særlige kvindeløsninger gennem den måde, vi i
dag forhandler på i den offentlige sektor, for i et fælles
forhandlingsorgan vil der per definition være interessemodsætninger.



Derfor er min vurdering, at hvis ikke samfundet nu tager et medansvar,
vil vi stå med det her problem de næste 30 år. Vi fik ligelønslov og
forligene i 1970’erne. Hvis ikke vi nu også får taget hul på ligeløn på
tværs af fag, får vi det aldrig gjort. Så vil lønforskellen fortsætte –
bare på et højere niveau. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Vi
bliver nødt til at indløse det gældsbevis, som kvinderne har haft
liggende fra samfundet i mange år, siger Dennis Kristensen.