“I begyndelsen var kroppen. Den følelse, kvinden har af sin egen krop og glæden ved dens frihed. Derpå kom uretfærdigheden, så skarp at man kan mærke den med hele sin krop”.
Sådan begynder Femens manifest. Et feministisk manifest der kalder til kamp mod patriarkatet og diktaturet i alle dets former, og netop med kroppen som indsats:
“Vores Gud er en kvinde. Vores mission er protest. Vores våben er vores nøgne bryster. Her fødes Femen. Sådan begynder sextremismen”.
– Forord fra bogen Femen skrevet af bevægelsens grundlæggere
På ganske få måneder er de ukrainske feminister blevet et fænomen i Vesteuropa med deres spektakulære aktioner, der rammer uden varsel på de mest overraskende steder og tidspunkter. De dukker pludselig op på Peterspladsen eller i Notre Dame i Paris, smider overfrakken og bruger deres nøgne overkrop som plakatsøjle for deres slogans mod den katolske kirkes modstand mod prævention, abort og homoseksualitet. Eller de dukker op i et indvandrerkvarter i Paris, på en plads i Stockholm eller midt i Istanbul og opfordrer muslimske kvinder til at smide niqab’en.
Prostitution, diktatur, personer som Berlusconi og Dominique Strauss Kahn, islamister og den økonomiske magtelite ved World Economic Forum i Davos udsættes over en kam for Femens feministiske guerilla. Medlemmerne af Femen risikerer deres liv og nøgne lemmer, ikke blot i østeuropæiske politistater, men også i nærkamp med vestlige højreekstremister, som den franske katolske organisation Civitas, der skaffede Femen flere udslåede tænder og blå øjne under en demonstration mod ægteskab for par af samme køn i Paris.
“De piger er kamikazepiloter. De ønsker at dø”, lyder det ligefrem fra Loubna Melies, en af grundlæggerne af den franske organisation Ni Putes ni Soumises og Inna Chevtchenkos mentor, der hjalp med at grundlægge Femens ny “træningslejr for feministiske soldater” i Paris, Femens vesteuropæiske afdeling.

Omkring 30 kvinder i Femens franske bataljon

Omkring 30 kvinder udgør den franske bataljon, ifølge Inna Chevtchenko. Det er hende, der har grundlagt træningslejren i Paris, hvor hun flygtede til sidste efterår efter at have savet et kors over i Kiev i protest mod retssagen mod Pussy Riot i Moskva.
Inna Chevchenko er en af grundlæggerne af Femen sammen med Anna Houtsol, Oksana Chatchko og Sacha Chevtchenko. Sammen dannede de den feministiske aktivistgruppe i 2008 i Ukraines hovedstad Kiev, hvor de alle var studerende.
De var vokset op under den barske omstilling af sovjetøkonomien til økonomisk liberalisme. Deres politiske bevidsthed blev formet i en uformel studiekreds, hvor de læste gamle bøger af Marx og Engels, som de fandt på forældrenes loft. I dag er Femens kamp mod den økonomiske magtelite i for eksempel Davos farvet af dette ideologiske grundlag. “Jeres rigdom – vores fattigdom”, råbte Femen-aktivisterne, da de i februar klatrede over en afspærring omkring World Economic Forum.
Men de læste også den tyske kommunist, August Bebels hovedværk, Kvinden og Socialismen (1879). Det blev deres første skridt mod feminismen.
Deres første mål var sexindustrien, der havde forvandlet Ukraine til et kæmpemæssigt bordel for vesteuropæiske mænd på organiserede “sex-safarier”. Topløsheden som aktionsform kom nærmest ved et tilfælde, da de opdagede, at det gav mere presseomtale. Oksana var den første, der skrev slogan’et: “Ukraine er ikke et bordel” på sin overkrop på Ukraines selvstændighedsdag i 2009. Femen havde fundet sit kunstneriske og politiske udtryk: den traditionelle ukrainske blomsterkrans, symbolet på kvindelig uskyld, i håret og en nøgen overkrop, der føres frem som en sejrsfane, på én gang aggressiv og sårbar.
Det er denne kampteknik, Inna Chevchenko instruerer de nye franske rekrutter i på eksperimentalteateret, Le Lavoir Moderne, i Goutte d’Or-kvarteret i Paris, som har stillet sit loft til rådighed for den nye “træningslejr”. Pigerne, som oftest er i 20’erne, lærer at holde en plakat med slagord i strakte arme over hovedet, solidt skrævende, mens de råber højt og aggressivt. Uden at smile og uden at lade sig intimidere af sikkerhedsvagter, politifolk eller moddemonstranter. Og især at demonstrere topløst. Som der står på den hvidkalkede mur med fede, sorte bogstaver: “Vores bryster er vores våben”.

Den symmetriske modpol til patriarkatet

Men denne kampform har vakt debat i Frankrig, og ikke blot i katolske organisationer, der kalder Femens medlemmer for horer, og opfordrer dem til at rejse hjem til Ukraine. Femens brug af kroppen vækker også skepsis blandt feminister. Som det alternative franske netmedie Rue89 har peget på: En note om Femens aktion foran Dominique Strauss Kahns hjem i Paris, ledsaget af et foto af pigerne med bare bryster, fik 69.500 besøg.
“Det er meget”, konstaterer Rue89, der har en mistanke om, at mange af de besøgende er mænd, der får sig et godt kig. Og at pressens velvilje over for Femen især skyldes udsigten til gratis strip. Adskillige mener, at de unge, smækre blondiner kun bekræfter alle stereotyper om tilgængelige kvindekroppe med faste bryster i standardmål. “Hængebryster efterlyses”, er der blevet twittet.
Laura-Mai Gaveriaux, feministisk blogger og lektor i anvendt nutidsfilosofi ved Sorbonne-universitetet i Paris er en af dem, der har kritiseret Femens topløse aktioner. “Det er grænseoverskridende. Men, hvor effektivt er det at bruge bare bryster til en feministisk aktion? Jeg synes ikke, det er spor befriende. De bare bryster tiltrækker sig opmærksomhed, netop fordi de er den symmetriske modpol til den patriarkalske ideologi”, mener Laura-Maï Gaveriaux.
“Hvis man skal tale om kvinders krop, så lad os tale om adgang til abort, som bliver mere og mere vanskeligt i Frankrig, fordi der mangler klinikker, så mange kvinder ikke kan nå at abortere inden for de legale 12 uger. Femen holder sig på et symbolplan i stedet for at tale om reelle problemstillinger,” siger Laura-Mai Gaveriaux.

Sexobjekter, pornoficering eller politisk budskab

Femen selv forsvarer og legitimerer de topløse aktioner som en måde at vende stereotyperne til politisk handling.
“Bare bryster vækker aldrig vrede blandt mænd, så længe de ikke angriber de maskuline interesser. Men hvilken skandale, hvis vi begynder at skrive vores tanker og idealer på dem! Derfor giver topløse aktioner mening. De viser symbolsk, at vi har overskredet de grænser, der er fastsat af mændene”, forklarer Femens grundlæggere i den selvbiografiske bog Femen, som netop er udkommet i Frankrig.
“Vi konstaterer, at vores budskaber ikke vækker mindste interesse, når vi er klædt på i sort nederdel og hvid skjorte. Men medierne strømmer til, når vi tager tøjet af. Man kan sige, det er trist, at vi er nødt til at tage tøjet af for at blive hørt. Men vi benytter det til at nå vores mål, og vi vender våbnet mod mændene og det patriarkalske samfund”, forklarer Inna Chevtchenko i bogen.
Femens manifest understreger dette fokus på kroppen, som reagerer på undertrykkelsen ved at blive et kampredskab: “Uretten gør kroppen ubevægelig, lammer dens bevægelser. Du bliver dens gidsel. Men så sender du din krop i kamp mod uretten. Du mobiliserer hver eneste celle til krigen mod patriarkatet og ydmygelsen”.
Men hele denne “sextremistiske” krigsretorik mod mændene men også mod den katolske kirke skurrer i ørerne på Laura-Mai Gaveriaux.
“Det er måske relevant i Ukraine, hvor kvindeundertrykkelsen er langt mere kontant. Men her i Vesten er det for det første forældet at gå efter kirke og religion, der ikke længere spiller nogen reel rolle. Og hele denne ultra-feminisme ligner for mig en slags omvendt sexisme, hvor man hævder, at kvinder er bedre end mænd. Ved at gøre mænd som gruppe til undertrykkere, lukker Femen alle kvinder inde i en offerrolle. Kvinder bliver til en minoritet, hvor feminisme bør handle om, at vi som enkeltindivider har ret til ligebehandling,” siger Laura-Mai Gaveriaux.

Det sexede, det moderlige og det revolutionære bryst

“Femen rammer midt ned i kvindebevægelsens traditionelle brudflader,” mener Rose-Marie Lagrave, sociolog og lektor i kønsstudier ved Institut for Socialvidenskab, EHESS, i Paris.
“Bag reaktionerne ligger de gamle debatter om essentialisme versus universalisme og siden sex-kontroverserne om pornografi og prostitution, der af nogle ses som frigørende og udtryk for frit valg, og af andre som undertrykkende. Men Femen er ikke en gentagelse af disse debatter, for de kan ikke placeres entydigt i enten den ene eller den anden lejr.”
“Femens bare bryster er på én gang sårbare og uovervindelige lidt som Ghandis pacifistiske kamp. Jeg hilser disse feminister med bare bryster velkommen, for de provokerer, også internt i kvindebevægelsen. Og det er sundt. Vi hører igen og igen, at kampen for ligestilling er vundet. Og i velstillede, veluddannede kredse er det måske rigtigt et stykke hen ad vejen. Men i mindre velstillede kredse kommer klasseuligheden oven i den kønsbetingede ulighed. Femen er med til at skærpe vores bevidsthed om, at slaget endnu ikke er vundet.” siger Rose Marie Lagrave.
Florence Montreyneaud, grundlægger af den feministiske organisation “Vagttæverne”, som for ti år siden begyndte at sætte fokus på sexistiske udtalelser, blandt andet i politik, føler også et slægtsfællesskab med Femen.
“Vi valgte bevidst at benytte et sexistisk ord, tæve, og vende det imod sexisterne. Det er det samme, Femen gør med de bare bryster. Det giver for eksempel god mening, når de demonstrerer mod prostitution ved Europamesterskaberne i 2012 .
“I forbindelse med Femen er jeg kommet til at tænke på et maleri af Eugen Delacroix, der illustrerer den franske revolution med en kvinde, der bærer en fane i spidsen for en folkemængde, mens kjolen er gledet ned og afdækker hendes ene bryst. Kvinders bryster indebærer en seksuel symbolik, en moderlig symbolik, men også den revolutionære symbolik”, siger Florence Montreynaud
Hun mener ligesom Rose-Marie Lagrave, at Femen er et velkomment wake-up call til Vesteuropa.

Femen minder os om, at kvindekampen ikke er afblæst

“Den brede offentlighed har ladet sig lulle i søvn af påstanden om, at kvindekampen er vundet og godt kan afblæses. Men Femen minder os om, at magtstrukturerne stadig er der. Også når det gælder paven og den katolske kirke, der bekæmper abort, ægteskab for homoseksuelle osv. Femen minder os om de grundlæggende kampe, feminismen handler om. Det er storartet Også selv om topløsheden og krigsretorikken mod mændene gør os perplekse,” siger Florence Montreynaud, som nu står i spidsen for et nyt netværk, Zéro-Macho, der organiserer både kvinder og mænd mod sexisme.
Også uden for Frankrig har nogle femnistiske organisationer svært ved at forholde sig til de topløse aktioner. I Sverige, hvor den egyptiske blogger Aliaa Magda Elmahdy har demonstreret topløs mod stening i Iran, ønsker Sveriges Kvindelobby for eksempel ikke at kommentere Femens metoder. “Vi mener, det er vigtigt at protestere mod stening, og vi ønsker ikke at forstyrre dette budskab ved at udtale os om de metoder, Femen benytter,” siger man hos Sveriges Kvindelobby.
I Tyskland, hvor Femen har gennemført aktioner mod prostitution i Hamburgs Reberbahn-distrikt, valgte det feministiske magasin Emma efter lange diskussioner at have topløse Femen på forsiden.
“Vi kritiserer pornoficeringen af det tyske samfund, og den nøgne kvindekrop er et våben, man skal bruge med stor omtanke. Jeg har hørt mænd forsvare brugen af kvinder som sexobjekter i reklamer med det argument, at kvinder selv fremstiller sig på den måde i for eksempel slutwalks. Men Femen gør ikke sig selv til sex-objekter, når de demonstrerer, for deres krop er dækket af politiske slogans. Uden disse budskaber, ville Femens metoder være nyttesløse,” mener Chantal Louis.

Topløs Jihad: Femen slår igennem i arabiske lande

Femens revolutionære gennemslagskraft vises måske med størst tydelighed i ansatserne til det første Femen i et arabisk land. I Tunesien har 19-årige Amina åbnet en Femen-hjemmeside med et foto af sig selv med bare bryster (men med brystvorterne dækket af maling) og teksten “Min krop tilhører mig, den er ingens ære” skrevet på arabisk.
Amina er siden blevet spærret inde af sin familie og underkastet psykiatrisk behandling, en veritabel medicinsk spændetrøje, ifølge en journalist fra det franske politiske magasin “Marianne”, der har fundet hende langt fra hovedstaden Tunis.
I protest mod denne behandling af Amina udråbte Femen den 4. april til “Topløs Jihad Dag” med topløse demonstrationer foran de tunesiske ambassader i flere europæisk lande og i Paris, hvor Femen blandt andet brændte et salafistisk flag af foran Den store Moské. Operationen har udløst stærke protester i Tunesien og i andre arabiske lande, hvor de vestlige feminister blandt andet beskyldes for neokolonialisme, beretter tv-stationen Al Jazeera. Og andre har lanceret en “Muslimah Pride Day” i protest mod den topløse jihad.
Men flere unge arabiske piger har postet topløse billeder på Facebook til støtte for Amina. Og tunesiske feminister peger på, at Amina har sat fokus på den voksende vold mod kvinder i det offentlige rum, som Tunesiens salafister står bag eller legitimerer.
“Amina har givet os et nyttigt elektrochok. Hun reagerer mod salafisterne, der dagligt angriber kvinderne både fysisk og verbalt på gaderne. Alle kvinder føler sig truet i dag. Vi er midt i en kamp, der handler om frihed, både for vores krop og for vores ytringsfrihed,” siger Radia Belhaj Zekri fra den feministiske organisation AFTURD i Tunesien.

Feminister beskyldes altid for at gå for langt

Safia Lebdi, en af grundlæggerne af Ni Putes Ni Soumises, som nu deltager i Femens topløse aktioner, forsvarer også Femens metoder.
“Det er slående, at Femen især har vakt feminismen til live i de lande, hvor undertrykkelsen af kvinder er hårdest. Det gælder Ukraine, men det gælder også den arabiske verden, med lande som Tunesien, Egypten, Syrien og Iran,” har Safia Lebdi udtalt til fransk tv.
Ni Putes Ni Soumises revolutionerede for ti år siden den franske feminisme ved at kalde til kamp mod sexismen i de fattige franske indvandrerforstæder, og individuelle medlemmer af organisationen, som Safia Lebdi, støtter nu Femen. Men andre har vendt ryggen til Femen, uden at det vides, om det skyldes personlige uoverensstemmelser eller mere grundlæggende, ideologisk uenighed.
Rose-Marie Lagrave er imidlertid ved at være træt af fokuseringen på splittelse i den franske kvindebevægelse.
“Det er pressen, der hele tiden vil have os til tage stilling for eller imod Femen for at få det til at se ud som om, det er kvindebevægelsen, der forkaster Femens metoder. Sandheden er, at Femens nøgne bryster provokerer det franske samfund, og så vil man have os til at blåstemple denne afstandtagen. Hver eneste gang, kvinder går til kamp mod mandsdominansen, får vi at vide, at vi går for langt, og det kan man da ikke. Det hørte vi også i 70’erne: vi er alle sammen gimper eller tæver,” siger Rose-Marie Lagrave.
Hun vender argumentet om, at Femen bidrager til pornoficeringen af samfundet, på hovedet. “Sjovt nok skaber det langt mindre debat, at der er nøgne kvinder i næsten alle reklamer,” siger hun.

http://www.youtube.com/watch?v=PXFJPKw7Wsk : Fransk tv-reportage om Femen