Så længe, jeg kan huske, har jeg været feminist. Selvom jeg, hvis jeg skal være ærlig, også til tider har opført mig sexistisk. En gang syntes jeg for eksempel, at vittigheder om kvinder var morsomme.
Det ændrede sig. Og selvom jeg fortsat lo ad dem, følte jeg inderst inde, at jeg ikke burde.
Nu griner jeg ikke, og jeg går aktivt i rette med dem, som griner. Jeg må også indrømme, at jeg i mine forhold til kvinder langt fra har været fejlfri. Feminisme er en proces, hvor vi giver slip på gamle holdninger og bevæger os i nye retninger.

Min far lagde den feministiske grundsten

Takket være min opvækst startede denne proces tidligt hos mig. Det var min far, der lagde grundstenen. Jo mere jeg taler med andre om deres forældre, des mere indser jeg, at han var temmelig bemærkelsesværdig: En feminist, der var forud for sin tid, selvom han nok ikke selv ville bruge ordet. Min mor og han var i enhver henseende partnere. Desuden har jeg været heldig med de feminister, jeg har mødt, den gang jeg stadig var forholdsvis uvidende om hele emnet: I stedet for at se mig som fjenden, forklarede de tålmodigt problemstillingerne for mig.
Hvordan har en mand som jeg det så med feminister, feminisme og tingenes tilstand i dag? Hvor skal jeg begynde? Til at starte med vil jeg gerne med al ønskelig tydelighed sige, at feminisme er godt for mænd: Hvis de kan give slip på den kultur- og medieskabte negativitet omkring begrebet feminisme, har de meget at vinde og, så vidt jeg kan se, intet at tabe.

Tilsyneladende ustoppelig drengerøvskultur

Jeg har længe ønsket at gøre noget ved situationen, udover at forsøge at holdningsbearbejde éen mand ad gangen. Det er blevet stadig mere påkrævende efterhånden som den tilsyneladende ustoppelige “drengerøvskultur” vinder frem i Storbritannien, og blade, fjernsynsprogrammer, computerspil og hjemmesider i stigende grad appellerer til den laveste fællesnævner blandt unge mænd. Selv universitetsstuderende er ingen undtagelse; klik blot ind på Unilad hjemmesiden og konstatér ved selvsyn den forfærdelige ringeagt, nogle unge mænd føler for unge kvinder.
Jeg kan ikke nægte, at meget er forbedret i min levetid. Da jeg voksede op i halvtredserne og tresserne, var det ikke ualmindeligt, at ellers frisindede mennesker modsatte sig ligeløn med det argument, at kvinder i op til en uge hver måned ikke fungerede på niveau med mænd.

Idéen om at kvinder primært arbejdede for “frynsegoder” som ferier og lignende var vidt udbredt. Kvindelige videnskabsfolk, ingeniører, bus- og togchauffører og piloter var sjældnere end enhjørningen, og i Storbritannien kunne kvinder frem til 1970’erne ikke optage lån i fast ejendom uden en mandlig kautionist.

For hvert fremskridt, slår patriarkatet tilbage på nye måder

Men – og det er et stort men – ud fra den research, jeg har lavet til en kommende bog, står det klart, at for hver gang det lykkes for kvinder at opnå væsentlige fremskridt, finder denne mystiske størrelse kaldet “patriarkatet” en ny måde at underminere dem på.
Før kvinderne fik stemmeret, sagde man, at et sådant ansvar ville få deres æggestokke til at krympe, svække deres kvindelighed og gøre dem uegnede til deres sande bestemmelse som hustruer og mødre.
Da kvinderne begyndte at stille krav om at komme ind på arbejdsmarkedet, blev de mødt med lignende påstande. I 1960’erne lod millioner af kvinder i USA sig overbevise om, at hjemmet og familien var deres sande, ædle og berigende kald.
Da denne forestilling blev afsløret som forløjet i Betty Friedans fantastiske bog The Feminine Mystique, fandt man andre våben frem fra arsenalet: Neurovidenskabelige fremskridt promoveredes for at demonstrere, at kvinders hjerner (i modstrid med sandheden) fungerer så forskelligt fra mænds, at de er ude af stand til at udføre mange af de erhverv og aktiviteter, der generelt betragtedes som mændenes enemærker. I den senere tid har raffinerede variationer over det tema gjort et stort nummer ud af kvinders unikke talenter og vist, at der også er ting, mænd ikke er i stand til. Vi er altså bare forskellige, ikke ulige (er der nogen, der falder for den…?).

Det egentlige problem er de irrationelle følelser

I dag er kvinders, og særligt unge kvinders, ret til at blive set og behandlet som individer under angreb som aldrig før fra celebrity-dyrkelsen, modens diktater og kropsidealets tyranni.
Jeg er selv bevidst om modeindustriens tricks, men jeg ved også, hvor stærkt de virker: Jeg er selv langtfra immun over for synet af usandsynligt elegante kvinder i stramtsiddende tøj, der knejser på tårnhøje hæle. Og jeg kunne ikke drømme om at hævde, at jeg er uanfægtet.
Med tiden har jeg indset, at det egentlige problem, der forhindrer sand lighed mellem mænd og kvinder, er følelsesmæssigt snarere end rationelt betinget. Ser man på den historiske udvikling i kvinders rettigheder over en bred kam, står det klart, at kun lovgivning – logisk, rationelt lovgivningsarbejde – reelt fremmer kvindesagen.
Racismelovgivningen er en udmærket sammenligning. Den britiske racismelov fra 1976 forhindrede ikke folk i at opføre sig racistisk, men i de følgende år skabte den et klima, hvor racisme gradvist blev uacceptabel. På samme måde vil næsten ingen mænd i vore dage argumentere imod kvinders stemmeret. Den rettighed har så mange år på bagen, at mændene har vænnet sig til det. En skønne dag vil det samme gælde for ligeløn og forhåbentlig også for kvinders ret til at bestemme over egen krop og dermed de reproduktive rettigheder.
Selvom mange kvinder har antifeministiske holdninger (se fx Ladies Against Feminism – måske bare for underholdningens skyld), er det måske ironisk, at den følelsesmæssige modstand, jeg taler om, primært kommer fra mænd i og med, at sexisterne altid har beskyldt kvinder for at være i deres følelsers vold og ude af stand til at tænke rationelt.
Hvad er så løsningen? Indledningsvis vil mit eget bidrag være den føromtalte bog. Det er en idé, der har udviklet sig igennem nogen tid, inspireret af endnu en “bølge” af feminisme i Storbritannien som modsvar på den kvindefjendske kultur, der gør kvinder til objekter.
Bøger som Caitlin Morans How to Be a Woman, Natasha Walters Living Dolls – the Return of Sexism og Kat Banyards The Equality Illusion samt interessefællesskaber på nettet – særligt Object og UK Feminista – behandler emnet på en meget engageret og velformuleret måde. Der er dog et problem: Hvis ikke disse kvinders stemmer suppleres med mandestemmer, vil det stadig være muligt for mænd (og desværre også nogle kvinder) at afvise de feministiske synspunkter. Af den grund ønsker jeg at styrke feminismen så meget som muligt med mit bidrag og undervejs indforskrive så mange mænd som muligt til sagen.

Holdningen blandt mænd skal bearbejdes på mange måder

Det siger sig selv, at det at skrive en bog (hvis jeg da overhovedet kan få den udgivet) måske og måske ikke kan gøre en forskel, men det er under alle omstændigheder ikke nok i sig selv.
En mand, der siger det samme som mange kvinder, er måske heller ikke nogen nyhed. Men holdningen blandt mænd må efter min mening bearbejdes på mange forskellige niveauer, og det skal begynde allerede i børnehaven.
Vi kan gøre meget for at hjælpe kommende generationer, hvis vi fra deres første møde med uddannelsessystemet indpoder dem med sunde holdninger til piger og kvinder. Betydeligt flere mandlige lærere i grundskolen vil være en nøglefaktor i den udvikling. Hvad som helst, der kan hjælpe med at få bugt med idéen om, at der er “noget mænd gør, og noget kvinder gør”, kan ikke undgå at bidrage positivt.
Skoler og lærere bør implementere politikker til bekæmpelse af sexistiske holdninger. De højere klassetrin samt ungdomsuddannelserne udgør nok en større udfordring, idet gruppepres blandt unge mennesker kan være en meget stærk kraft. På universiteterne begynder man heldigvis at gribe resolut ind mod overgreb. Selv om de har været fodslæbende, har Harvard University i USA fx besluttet at skride ind overfor en mandlig studenterforening, der i et optog råbte slagordene “et nej er et ja, og et ja betyder analsex”.
Denne årligt tilbagevendende begivenhed vil ikke længere stå uimodsagt. Og i Storbritannien blev Unilads hjemmeside lukket i en periode efter en af bidragsyderne skrev, at 85 procent af alle voldtægter ikke anmeldes, og at det var “ganske gode odds”.
Budskabet trænger langsomt, men sikkert, ind. Men der er behov for en ekstra kraftanstrengelse for at nå til nultolerance.
I min fantasi leger jeg med tanken om, at hvis jeg kan få to mænd til at gøre indsigelser imod hver eneste nedsættende bemærkning, hvert eneste eksempel på henkastet ringeagt, hver eneste forestilling om, at kvinder kun er til for at behage og fornøje mænd, og så formå dem til at overbevise endnu to mænd hver, vil det ikke vare længe, før den fremherskende kultur bryder sammen, eller der i det mindste bliver skabt et klima, hvor der tages afstand fra den, og den udgrænses. Tænk hvis…

Caitlin Moran skriver sidst i sin bog, at det i virkeligheden ikke handler om kvinders rettigheder, eller om mænds for den sags skyld, men om at vi kan acceptere og glædes ved vores fælles menneskelighed. Jeg kunne ikke være mere enig.