Er der noget, Catherine Pelchat og Michèle Asselin er enige om, er det, at kampen for ligestilling er så aktuel som nogensinde. Er der noget, de er uenige om, er det definitionen af denne ligestilling. Og det, som konflikten koncentrerer sig om, er balancen mellem kvinders rettigheder og religionsfriheden.

“Gud i himmelen, tilgiv os syndige feminister. Vi vil ikke kastrere mændene. Men vi forlanger, at regeringen respekterer international ret og sikrer, at ligestillingen ikke tilsidesættes af religionsfriheden”, siger Catherine Pelchat. Hun er formand for det fransk-canadiske Ligestillingsråd, Conseil du Statut de la Femme, et organ under delstatsregeringen.

Det er hende, som står bag ændringen af den fransk-canadiske delstat Québecs Menneskerettighedsscharter, som skal sikre, at ligestillingen mellem mænd og kvinder altid har trumfen, hvis dette princip skulle komme i konflikt med religionsfriheden – eller et hvilket som helst andet retsprincip.

Michèle Asselin er formand for Québecs samvirkende kvindeorganisationer, Fédération des Femmes du Québec, delstatens største kvindeorganisation, som var initiativtager til den globale Kvindemarch i 2000. Og hun er ikke begejstret for lovændringen:

“Vi mener ikke, at det er et afgørende fremskridt for ligestillingen. Vi mener, at den væsentlige ligestillingsdebat handler om økonomiske, politiske og sociale rettigheder, ikke om tørklæder og stening, og at kvinders rettigheder i øvrigt omfatter religionsfrihed”, siger Michéle Asselin.

Okin satte scenen

Den fransk-canadiske debat er en illustration af spørgsmålet om, hvorvidt feminisme er uforenelig med mindretalsrettigheder. Spørgsmålet blev først stillet af den new zealandsk-amerikanske feminist Susan Moller Okin i et essay fra 1997 Is Multiculturalism Bad for Women?.

Ved at give ligestillingen forrang for religionsfriheden har Québec placeret sig i Moller Okins kølvand. Men initiativet er stærkt kritiseret, ikke kun af mindretallene, men især internt i kvindebevægelsen, der beskylder Okin og ligesindede for at have en blind vinkel i forhold til minoritetskvinder.

Mellem multikulturalisme og assimilation

For at forstå den fransk-canadiske debat er det nødvendigt at gå et par år tilbage i tiden. Til slutningen af 2006 og begyndelsen af 2007, da den fransktalende delstat Québec var igennem en hed debat om de såkaldte “rimelige tilpasninger”. Disse “tilpasninger” er hovedhjørnestenen i det, Québec definerer som “inter-kulturalisme”, et koncept circa midtvejs mellem multikulturalisme og assimilation.

De rimelige tilpasninger skal forhindre det, som juridisk defineres som indirekte diskrimination. Det er tilfældet, hvis de almindelige regler for eksempel på en arbejdsplads i praksis virker diskriminerende i forhold til en af de 13 kategorier af diskrimination, som er udtrykkeligt forbudt i Québecs Menneskerettighedscharter. Det gælder diskrimination på grund af for eksempel køn, seksuel orientering, handicap og graviditet samt etnisk baggrund og religiøs overbevisning.

Langt de fleste rimelige tilpasninger gives på grundlag af handicap. Kun to procent af de sager, der ender på Mennekserettighedskommissionens bord, handler om religiøse eller etniske mindretal, og heraf kommer de fleste fra kristne, især evangelikale mindretal, eller fra ortodokse jøder.

For eksempel kan medlemmer af religiøse mindretal bede om systematisk at få fri på deres ugentlige helligdag, eller om at få et bedelokale. Det skal imødekommes, men kun hvis det er praktisk muligt og ikke koster for mange penge, siger retspraksis.

Det var de ortokse jøder, som satte ild til krudttønden ved at bede om at få vinduerne i YMCA’s sportshal i Montreal afdækket, så eleverne i den nærliggende ortodokse skole ikke skulle blive forstyrret af de letpåklædte gymnastikpiger.

Næsten samtidig fik en sikh-elev Højesterets tilladelse til at have den rituelle kniv, kirpan, med i skole, selv om skolens reglement forbyder knive. Rygter ville vide, at en restaurant havde smidt nogle af gæsterne ud, for at et muslimsk selskab kunne komme til at bede. Hvorefter byen Hérouxville med 1.300 indbyggere og ikke en eneste indvandrer for en sikkerheds skyld forbød burkaer og stening.

“Der viste sig at være adskillige eksempler på, at kvinders rettigheder blev tilsidesat for at imødekomme krav eller forventninger fra religiøse mindretal”, siger Catherine Pelchat og remser op:

Politiet i Montreal henstillede, at man ikke sendte kvindelige betjente til de kvarterer, hvor beboerne ikke respekterer kvinders autoritet. En køreskole har accepteret, at en jødisk elev kun får mandlige lærere. En domstol har givet en kristen kvinde lov til at bære sin mands efternavn for at respektere Paulus’s brev til Efeserne, selv om civilretsloven kræver, at enhver bevarer sit fødenavn ved ægteskab.
 

Hvad med ligestillingen, når religionen underordner kvinder?

“Bouchard-Taylor-kommissionen, som blev nedsat for at kulegrave de rimelige tilpasninger, valgte bevidst at se bort fra ligestillingsdimensionen”, mener Catherine Pelchat.

“Den ville ikke beskæftige sig med, om tilpasningerne strider mod kvinders rettigheder, men så udelukkende på, om de favoriserer integration. Derfor mente vi i Ligestillingsrådet, at det var nødvendigt at præcisere Menneskeretscharteret, så det fastslås, at ligestilling mellem mænd og kvinder er en værdi, som er så central for vores samfund, at den nyder særlig juridisk beskyttelse”, siger lederen af Ligestillingsrådet, Catherine Pelchat.

Det blev til en tilføjelse i Menneskeretscharterets præambel, som betegner ligestilling mellem mænd og kvinder som en del af Québecs retsgrundlag, samt et nyt stk.1 i paragraf 50, der præciserer at “alle charterets rettigheder gælder både for mænd og kvinder”.

Som ligestillingsminister Christine St-Pierre erklærede, da loven blev fremsat:

“Vi ønsker at sende et klart signal. Meningen er ikke at skabe et hieraki af forskellige rettigheder, men at sige, at hvis der opstår en konflikt, er det ligestillingen, som har trumfen”.

Ligestillingsrådet henviser til, at Québec ganske enkelt bringer sin praksis i overensstemmelse med internationale juridiske instrumenter som for eksempel FN’s internationale kvindekonvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, også kaldet CEDAW, der fastslår, at ingen rettigheder kan have den konsekvens, at kvinders rettigheder bliver indskrænket.

Er polygami i strid med ligestilling?

Men rækkevidden af lovændringen er mest symbolsk, mener Rachida Azdouz, vicedekan ved Québecs Universitet i Montréal og specialist i de rimelige tilpasninger.
“Det er ikke noget nyt for domstolene at administrere situationer, hvor to principper kan stride imod hinanden, og vi har allerede en retspraksis, hvor domstolene underkender religionsfriheden, hvis den strider mod kvinders rettigheder.

«Det er i det hele taget tvivlsomt, om ligestillingen vinder ved at holde fast ved, at én rettighed har fortrinsret frem for en anden. De 13 former for diskrimination, som Charteret forbyder, nævnes i alfabetisk rækkefølge, netop for at understrege, at alle former for diskrimination er forbudt i lige høj grad. Begynder man at sige, at én af dem er værre end de andre, åbner det op for en konkurrence mellem forskellige befolkningsgrupper, som i sidste ende udvander betydningen af at diskriminere – også mod kvinder », mener Rachida Azdouz.

Forsøget på at give ligestillingen fortrinsret for religion kommer på prøve i denne måned i den canadiske delstat British Columbia, hvor den offentlige anklager har rejst sigtelse for polygami mod to mormoner.

Polygami er forbudt, men de to mormoner, som har henholdsvis 19 og 2 koner, henviser til deres religionsfrihed. Deres advokat har desuden erklæret, at eftersom Canada har anerkendt homoseksuelle ægteskaber, er der intet belæg for at opretholde forbuddet mod andre alternative parformer.

Her er det, at anklageren vil benytte argumentet om, at polygami er i strid med ligestillingen, blandt andet i henhold til det canadiske Menneskeretscharters sektion 28, som svarer til paragraf 50 i Québec-charteret. Men vil det virke ?

“Det er ren ønsketænkning, at sektion 28 skulle give ligestilling forrang for andre rettigheder”, mener Berverley Baines, jurist og leder af Center for Kvindestudier ved Queens University.

Hun peger på, at en domstol uvægerligt vil løbe ind i problemer med at godtgøre, at en bestemt praksis skader ligestillingen.

“Hvem har mandat til at hævde, at de polygame kvinder er undertrykte, hvis de selv siger det modsatte? Man kan også hævde, at det er kvindeundertrykkende, at nogle kvinder opgiver deres udearbejde for at blive hjemmegående. Men det blander vi os jo ikke i. Og vi bliver nødt til at acceptere, at religionsfrihed også gælder for kvinder”, mener Beverley Baines.

Når ligestilling overtrumfer religion, er det så ren racisme?

Hele tanken om at hæve ligestilling over religionsfriheden udspringer af Susan Moller Okins spørgsmål: Er multikulturalisme skidt for kvinder?

“Kvinder, som tilhører en minoritet med en patriarkalsk kultur, er muligvis bedre tjent med, at denne kultur forsvinder eller, hvilket er at foretrække, opmuntres til at ændre sig, så den styrker ligestillingen for kvinder”, skrev Moller Okin.

Det er en analyse, som i stigende grad udfordres af den såkaldte intersektionelle feminisme, et udtryk som blev lanceret af den amerikanske jurist og kvindeforsker ved University of California Los Angeles, Kimberlè Crenshaw, og som udspringer af afrikansk-amerikanske kvinders kritik af hvid middelklasse-feminisme, blandt andet inspireret af kvinder som Angela Davis.

Den intersektionelle feminisme har som udgangspunkt, at ligestilling og kønsdiskrimination ikke kan se bort fra kvindernes situation i øvrigt, men også må forholde sig til for eksempel social, religiøs og kulturel diskrimination fra flertallets side.

Som Beverley Baines, jurist og leder af Center for Kvindestudier ved Queens University i delstaten Ontario, udtrykker det:

“Efter min opfattelse er kravet om at lade ligestilling overtrumfe religion ren racisme, fordi det kun repræsenterer de hvide flertalskvinders synspunkter. Når nogle feminister forsøger at tvinge andre feminister til at vælge mellem ligestilling og religion, lukker de i virkeligheden munden på kvinder, der ønsker at stille intersektionelle krav.”

Et synspunkt som også udtrykkes af Pearl Eliadis fra Kvindernes Multikulturelle Koalition i Montreal:

“Ligestilling og kvinders rettigheder overtrumfer ikke andre rettigheder, og andre rettigheder overtrumfer ikke kvinders rettigheder. Det er et frontalangreb på minoriteterne.”, siger Sirma Bilge, sociolog og leder af Intersektionnel Forskningspol ved Center for Etniske Studier ved Montreals Universitet og en af Canadas førende forskere på området. 

Hun benægter ikke, at der kan være spændinger mellem kvindernes rettigheder og minoritetsgruppernes kulturelle og religiøse krav. Men hun sætter et stort spørgsmålstegn ved det synspunkt, at feminisme og multikulturalisme pr. definition skulle være uforenelige politiske projekter.

Blinde pletter hersker i begge lejre

“Sandheden er, at begge projekter har en blind vinkel. Feministerne overser, at minoritetskvinder også har krav på, at deres kultur respekteres. Og de antiracistiske eller multikulturelle organisationer overser mændenes domination internt i minoritetsgrupperne.

“Det var det samme, der skete for de afro-amerikanske kvinder i 70’erne. De afro-amerikanske kvinder var lige usynlige i den amerikanske kvindebevægelse og i borgerretsbevægelsen. Black Feminism var udtryk for en realitet, hvor kvinderne både var hårdt ramt af racisme og af sexisme”, mener Sirma Bilge.

“Jeg synes, man kan se den påståede uforenelighed mellem ligestilling og religion eller minoritetskultur som en ideologisk konstruktion, som man bør forholde sig kritisk til, uden at nægte, at religion eller kultur kan være kvindeundertrykkende. Men det er også undertrykkende at nægte minoritetskvinderne retten til at definere deres egen ligestilling ved at fremstille den vestlige feminisme, som bærer af universelle værdier, der ikke er bundet til de vestlige kvinders kulturelle og sociale virkelighed og hævde, at det kun er minoritetskvinderne, der er bundet af kultur, mener Sirma Bilge.

Bag striden om, hvorvidt ligestilling skal have forrang for religionsfriheden skjuler sig dermed en strid mellem to forskellige holdninger til, hvad ligestilling er.

“Catherine Pelchat vil for eksempel i ligestillingens navn forbyde religiøse symboler, herunder det muslimske tørklæde, for offentligt ansatte”, siger Michèle Asselin.

” Vi kommer til den modsatte konklusion, nemlig at et generelt tørklædeforbud skader ligestillingen, fordi det kan forhindre nogle kvinder i at komme ind på arbejdsmarkedet. Og vi mener, at det bidrager til ghettodannelser, fordi de der ønsker at følge deres religiøse overbevisning holdes ude af det brede samfund. For eksempel vil skoleelever blive henvist til religiøse friskoler.

“Selv om jeg selv synes, at tørklædet signalerer noget negativt, forhindrer det mig ikke i at samarbejde med tjenestepigernes fagforening, hvis formand bærer tørklæde. Omvendt møder jeg katolske kvinder, som ikke bærer synlige religiøse symboler, men som ikke desto mindre bekæmper fri abort”, påpeger lederen af Québecs samvirkende kvindeorganisationer, FFQ.

“Jeg er vokset op i et samfund, hvor den katolske kirke aktivt bekæmpede ligestilling og for eksempel var imod kvinderes valgret. Jeg vil ikke have, at dette kvindesyn vinder frem igen under påskud af respekt for andres religion”, siger Cahterine Pelchat.