“Medlemslandene forpligter sig til at lade de kvindelige borgere drage
fordel af den bedste eksisterende ligestillingslovgivning i EU”. Sådan
kan den passus lyde, som måske vil komme til at figurere i kommende
EU-lovgivning.

Den franske feminist Gisèle Halimi har stillet
sig i spidsen for et forslag om, at det bedste af
ligestillingspolitikken i de enkelte EU-lande automatisk skal gælde i
alle medlemslande. Lykkes det, er det intet mindre end en revolution.
Både for ligestillingen og for den europæiske integrationsproces.


Det er noget, jeg har tænkt over i mange, mange år. Hvad er
begrundelsen for, at kvinder i Lille og Liège er underkastet
forskellige lovgivninger, bare fordi den fransk-belgiske grænse løber
midt imellem dem? Kulturforskellene mellem de europæiske lande er ikke
store nok til at begrunde, at lovgivningen er så forskellig. Man burde
i stedet se på, hvad der kunne være fællesnævner for alle kvinder, og
så tage den mest progressive lovgivning på alle områder og ophøje den
til fælles lovgivning i alle EU-lande, siger Gisèle Halimi.

Hun
er Frankrigs mest kendte, historiske feminist og har spillet en central
rolle i kampen for antikolonialismen og feminismen. Den nu næsten
80-årige advokat, som er født i Tunesien, var forsvarer for de
algeriske selvstændighedsaktivister under Algierkrigen og skarp
kritiker af den franske hærs brug af tortur.

Harmonisering efter højeste fællesnævner

I
1971 figurerede hun blandt underskriverne af “De 343 horers manifest”,
hvori fremtrædende franske kvinder erklærede, at de havde fået en
illegal abort. Året efter skrev hun retshistorie som forsvarer i den
sidste retssag i Frankrig mod en kvinde, der var tiltalt for at have
fået foretaget abort. En proces, som banede vejen for legaliseringen af
abort i Frankrig i 1974.
 
Gisèle Halimi var advokat for
Jean-Paul Sartre og ven med Simone de Beauvoir, med hvem hun i 1971
oprettede den feministiske organisation Choisir, der forsvarede retten
til fri abort. Organisationen er siden blevet til Choisir – La cause
des Femmes, Kvindesagen, og det er med denne organisation i ryggen, hun
nu forsøger at bane vejen for “klausulen om den mest favorable
kvindelovgivning i EU”, som forslagets officielle titel lyder.


Vi skal undersøge lovgivningen i alle EU-lande med hensyn til
ligestilling, arbejdsret, barsels- og forældreorlov. I hvert tilfælde
skal det bedste, det som fremmer ligestillingen og kvindernes
rettigheder mest, plukkes ud og samles i en buket, som bliver fælles
lovgivning for alle kvinder i alle EU-lande, siger Gisèle Halimi.

Fra Sverige vil Gisèle Halimi for eksempel tage barselsorloven, hvoraf en del skal og ikke bare kan
tages af faderen. Hun kan også bruge den svenske
prostitutionslovgivning, som er den mest vidtgående i Europa og den
eneste, der kriminaliserer kunderne.

Fra Spanien vil hun hente
den nye rammelovgivning om vold mod kvinder, og fra Frankrig det
grundlovssikrede krav om, at halvdelen af partiernes kandidater ved
valgene skal være kvinder. Og så skal retten til fri abort selvfølgelig
bredes ud til de fire EU-lande, Polen, Irland, Malta og Cypern, som
stadig har forbud eller strenge begrænsninger i retten til abort.


Det vil være et afgørende vendepunkt for kvindebevægelsen og for
kvinders rettigheder i EU. Dette forslag indebærer en harmonisering,
der ikke nøjes med laveste fællesnævner, men tværtimod sigter mod den
højest mulige, påpeger Gisèle Halimi.

Katalog eller klausul

Hun
har i første omgang drevet lobby-arbejde i EU’s institutioner. Alle
gruppeledere i Europa Parlamentet er blevet kontaktet. Det samme er de
kvindelige kommissærer, svenske Margot Wahlström og hollandske Viviane
Reding, som forventeligt nok finder forslaget interessant.

Og
socialkommissær Vladimir Spidla, som desuden er kommissær for
ligestillingsspørgsmål, har indvilget i at skrive forordet til den
rapport om forslaget, som Choisir – La Cause des femmes udgiver i
september. Men hvor Gisèle Halimi taler om harmonisering, nøjes
Vladimir Spidla med at rose tanken om at samle det bedste af den
europæiske ligestillingslovgivning i et katalog.


Kommissionen har allerede vedtaget en køreplan for ligestilling fra
2006 til 2010, og den indeholder ikke noget påbud til de europæiske
lande om at lade deres kvindelige medborgere drage fordel af den mest
favorable lovgivning. Men klausulen om den mest favorable lovgivning er
derimod et vigtigt redskab, der kan øge bevidstheden i civilsamfundene
i de enkelte lande, så deres lovgivninger tilpasser sig den bedste
praksis i EU, siger talskvinde for Vladimir Spidla, Katharina von
Schnurbein.

Nogenlunde samme svar har social- og
ligestillingsminister Eva Kjer Hansen givet Gisèle Halimi. Hun har,
ligesom de øvrige ligestillingsministre i EU, svaret på et spørgeskema
fra Choisir – La Cause des Femmes, som også har udspurgt en
fremtrædende feministisk personlighed i hvert land.

Fra Danmark er forfatter Hanne-Vibeke Holst blevet spurgt om klausulen, og hun er begejstret:

Det er en glimrende ide. Hvis vi skal have reel lighed, er det
nødvendigt med strukturelle forandringer, og en ensartet
ligestillingslovgivning er afgjort et skridt i den rigtige retning,
lyder Hanne-Vibeke Holsts første reaktion.

– Jeg kunne godt
forestille mig, at vi kunne bruge den svenske barselsorlov for mænd og
for eksempel også den svenske ombudsmand for ligestilling, siger Holst,
som til gengæld er mere skeptisk over for kriminaliseringen af køb af
sex-ydelser.
– Er det ikke snarere sociallovgivning? Og er det den
mest favorable lovgivning for kvinder? spørger hun og rammer dermed
midt ned i en af forslagets væsentligste svagheder.
For hvilken lovgivning er “mest favorabel” for kvinder? Hvad er “den bedste ligestillingslovgivning”? Og hvem skal afgøre det?

Omstridt abort og kvotering

De
europæiske feminister er for eksempel dybt uenige om, hvorvidt
kønskvotering i politik eller virksomhedsledelser er vejen til
ligestilling. Norge, som ikke er med i EU, er det eneste europæiske
land, som har lovgivet om kønskvotering, men den spanske
regeringsleder, José Luis Zapatero, pusler alvorligt med et lignende
forslag.
Spørgsmålet er stærkt kontroversielt og absolut upopulært i for eksempel Danmark.

Og hvad med forældreorlov? Er det “mest favorabelt for kvinder” at have mulighed for op til tre års forældreorlov?
Er
der ikke lagt op til endeløse tovtrækkerier om, hvad der er mest
gunstigt for kvinder og ligestilling? Uden garanti for, at det bliver
feministiske definitioner, der går af med sejren?

– Jeg er
ikke sikker på, at en harmonisering af ligestillingslovgivningen er en
god ide. Jeg vil meget nødig tvinge de polske kvinder til at have vores
abortlovgivning, hvis de nu ikke vil have den. Og hvad nu, hvis der
bliver et flertal i EU for, at den polske abortlovgivning er bedst for
kvinderne, skal vi så overtage den?

– Jeg synes, det er en god
ide at udarbejde et katalog over, hvad der eksisterer i de forskellige
lande, og det er ikke utænkeligt, at vi i Danmark vil finde ud af, at
vi ikke er så avantgardistiske på ligestillingsområdet, som vi
selv tror. Men en harmonisering skaber nogle store problemer med at
definere, hvad der er mest fordelagtigt for kvinderne, siger
Hanne-Vibeke Holst.

I Choisir – La cause des femmes er man
klar over, at der venter et stort arbejde med at definere den mest
favorable lovgivning. Et første skridt er en international konference i
første halvår af 2008, hvor kvindeorganisationer fra hele EU skal
forsøge at indkredse de lovgivninger, som kan blive en del af den
europæiske ligestillingsbuket.

– I praksis er det selvfølgelig
de europæiske regeringsledere i Det europæiske Råd, som vedtager
EU-lovgivningen på forslag af EU Kommissionen. Men vi ønsker at skabe
en konsensus på forhånd og undgå strid om grundlæggende, principielle
spørgsmål ved at oprette et netværk af europæiske kvindeorganisationer,
som i fællesskab kan udarbejde en slags liste over kvinde- og
ligestillingsvenlig lovgivning. Næste års konference skal være
startsignalet til dette netværk, siger Violaine Lucas, som har det
daglige ansvar for at promovere og præcisere “klausulen om den mest
favorable kvindelovgivning”.

– I virkeligheden er vi jo enige
om det meste. Det er helt indlysende rettigheder som ligeløn,
ligebehandling og retten til abort, vi vil have slået fast, siger
Gisèle Halimi.

Det kan ske enten i et EU-direktiv, der fastslår
at “medlemslandene forpligter sig til at lade de kvindelige borgere
drage fordel af den bedste eksisterende ligestillingslovgivning i EU”.
Eller en lignende passus kan indføjes i den kommende europæiske
mini-traktat, hvis princip netop blev godkendt ved EU-topmødet i
Bruxelles i juni, og som skal forhandles på plads i løbet af de næste
to år.

Europæisk integration ud af blindgyden

Spørgsmålet
er så, om – de overvejende mandlige – regeringsledere og EU-forhandlere
er villige til at skabe yderligere uro i de delikate
forfatningsforhandlinger ved at kaste ligestilling og fri abort ind i
debatten. Der skal ikke megen fantasi eller politisk tæft til at
forestille sig den nuværende polske regerings reaktion på et forslag,
som de facto vil tvinge Polen til at legalisere fri abort.


Til gengæld er der kvindelige polske medlemmer af EU-parlamentet, som
finder, at vores forslag er interessant og kan være en løftestang for
feministiske krav i Polen. Og opinionen udvikler sig også over tid. Se
blot på Portugal, hvor en konsultativ folkeafstemning netop har ført
til en legalisering af abort, påpeger Violaine Lucas.

For Gisèle Halimi er de realpolitiske hurdler ikke uovervindelige.

Vores forslag vækker interesse i EU, fordi det kan få den europæiske
integrationsproces ud af blindgyden. At sætte den bedst mulige
lovgivning som norm for harmonisering er en garanti for harmonisering
med højeste fællesnævner i stedet for, som sædvanligt, den laveste,
hvor nogle få lande kan indføre bedre lovgivning, mens andre får lov
til at halte bagefter. Og det giver EU en reel borgerdimension, der
direkte vedrører halvdelen af alle EU-borgere, i stedet for bare at
interessere sig for handel og finans, siger Gisèle Halimi, som for sit
indre blik allerede ser et af feminismens historiske krav forvandlet
til menneskeret i EU.

– Se på, hvad EU har gjort med
dødsstraffen. Man har slået fast i EU-lovgivningen, at dødsstraf aldrig
mere kan indføres i et EU-land. Vi vil gøre det samme med
abortlovgivningen. Intet land kan være medlem af EU, hvis det forbyder
fri abort.