Ovre i Mexico har regeringen som mål for deres udenrigspolitik, at den skal skabe et mere velstående og retfærdigt samfund. Hvis man tilføjer ’sikkert’ og ’well connected’ har man grundopskriften på, hvad de fleste af verdens lande vil med deres udenrigspolitik.

Men mexicanerne har tilføjet mærkatet ’feministisk’ på deres dokument, tænkning og praktiske arbejde.

Som andre lande, der indfører eller diskuterer at indføre feministiske udenrigspolitikker, bruger Mexico ’feminisme’ som en favnende term for det, der i daglig tale ofte går som ’ligestilling’ og – vigtigere – i politikken forstås ligestilling på samme tid som et mål og som et værktøj. At ligestilling er et mål, ved de fleste formentlig, sådan som det for eksempel er beskrevet i Menneskerettighedserklæringen fra 1948. At ligestilling også fungerer som et værktøj til at skabe både fred, rigdom og gode forbindelser med, er foreløbig kun omsat til udenrigspolitik i en lille kreds af lande.

Udfordrer sædvane

Ideen bag feministisk udenrigspolitik som værktøj er på mange måder simpel, og den ligner nærmest til forveksling nogle af de tanker, som spreder sig med høj hast og bred appel i erhvervslivet: Når alle mulige forskellige mennesker bidrager med deres ekspertiser, erfaringer og perspektiver, bliver resultatet bedre, både når der er tale om produktudvikling, bundlinje og miljøet blandt medarbejdere og eksterne forbindelser.

I akademiske kredse er definitionen lidt mere omfattende.

Ifølge det amerikanske International Center for Research on Women (ICRW) kan en feministisk udenrigspolitik forstås som “en suveræn stats politik, der i sin interaktion med andre suveræne stater er baseret på politisk, økonomisk og social lighed mellem kønnene” .

Det er en politisk ramme, der skal sikre både kvinders og andre marginaliserede gruppers rettigheder og samtidig udfordre sædvanlige og som regel mandsdominerede magtstrukturer på tværs af alle områder af udenrigspolitikken: bistand, handel, sikkerhed og diplomati. Samtidig opfattes den slags udenrigspolitik ofte som et signal om, at et land støtter kompromiser og forhandling i det internationale arbejde, frem for at gå hårdt efter at bruge magt og sikre egne interesser.

På den måde ’nøjes’ konceptet ikke med at gå efter ligestilling mellem kønnene. Det bruger også ligestilling som et middel til at reducere fattigdom, styrke økonomien, sikre fred og dermed fremme en mere retfærdig verden.

Feministisk perspektiv i ud- og indland

Sverige vedtog som det første land i verden en feministisk udenrigspolitik i 2014. Dengang sagde daværende udenrigsminister i Sverige, Margot Wallström (Socialdemokraterna):

”Vi ser det som et mål i sig selv at opnå ligestilling og menneskerettigheder, men vi ser også ligestilling som et væsentligt element for at nå andre mål; bæredygtig fred, sikkerhed og udvikling. Løsninger, hvor halvdelen af samfund og befolkninger er udelukket, er ikke bæredygtige løsninger.”

At Sverige kom først, er ikke så overraskende. Det er næsten 20 år siden, at den daværende statsminister Göran Persson (Socialdemokraterne) erklærede sig som feminist, og landet ligger konstant i top fem i organisationen World Economic Forums toneangivende Global Gender Gap-måling, hvor Danmark tidligere i år blev placeret på en 14. plads. Det er altså ikke bare ude i verden, men også inden for egne grænser, at Sverige anlægger et feministisk perspektiv.

Sveriges udenrigspolitiske initiativ blev mødt af skepsis verden over, og det til trods for, at studier viser, at ligestilling mellem kønnene fører flere gevinster med sig.

Skepsis trods gevinster

En af de tungtvejende gevinster er økonomisk. Ligesom private firmaer oplever økonomisk gevinst ved ligestilling, kan hele samfund også gøre det. Den korte forklaring er, at ligestilling fungerer som en motor for udvikling i et samfund, også på andre områder end de, der drejer sig om at stille kønnene lige.

En anden gevinst hører til i udenrigspolitikkens traditionel tunge områder: Sikkerhed og diplomati. Studier viser, at sandsynligheden stiger for, at et samfund i konflikt kan nå frem til en fredsaftale, når kvinder deltager i fredsprocesserne. Ligesådan viser det sig, at nye fredsaftaler er mere holdbare, når kvinder har forhandlings- og beslutningsret i processen.

Det bliver også afspejlet i FN’s Sikkerhedsråd, der i år 2000 anerkendte, at et samfund ikke kan nå frem til at fungere fredeligt, sikkert og retfærdigt uden ligestilling og kvinders fulde og lige deltagelse.

Skepsis afløst af tilslutning og undersøgelse

Siden den første skepsis har andre lande fulgt det svenske eksempel, og andre igen diskuterer det.

Mexicos er den seneste, som blev præsenteret i januar i år. Canada fik en feministisk udviklingspolitik i 2017, og Frankrig indførte i 2019 et feministisk diplomati.

Yderligere har Spanien, Luxemburg og Cypern udtrykt interesse for at udvikle en feministisk udenrigspolitik, eller som et minimum have ligestilling mellem kønnene som en prioritet, mens Danmark, Schweiz og Norge har “et stærkt fokus på ligestilling mellem kønnene” ifølge Centre for Feminist Foreign Policy , der er en international forsknings- og advocacyorganisation.

Retfærdighed og velstand

Udenrigsministeren i Mexicos centrum-venstreregering, Marcelo Luis Ebrard Casaubón, har forklaret sit lands politik med, at, “Mexicos regering er feministisk, og vores udenrigspolitik bør derfor også være det.”

Den mexicanske version stræber efter “at reducere og eliminere strukturelle forskelligheder, kønsforskelle og uligheder for at bygge et mere retfærdigt og velstående samfund.”

Medstifteren af Centre for Feminist Foreign Policy, Marissa Conway, betegner politikken som “solid” og understreger vigtigheden i, at et land i det globale syd vedtager en feministisk udenrigspolitik.

“Det er meget vigtigt at udvide agendaen til lande rundt om i verden, ikke bare de vestlige. At Mexico som det første land i det globale syd har gjort det, det er en milepæl for feministisk udenrigspolitik. Jeg kan også virkelig anbefale måden, Mexico har grebet det an på. Der er lagt meget arbejde i at udvikle en meget specifik og velresearchet vejledning og på at integrere mekanismer til at monitorere og evaluere, hvordan det går med målsætningerne. Det er rigtig vigtigt for dette arbejde,” siger Marissa Conway.

“Global guldstandard”

Den mexicanske feministiske udenrigspolitik, der bliver implementeret i perioden 2020-2024, er baseret på fem principper, som i kort form lyder sådan her:

  • udenrigspolitikken skal have et kønsperspektiv og en feministisk dagsorden,
  • ligestilling mellem kønnene skal også ske i selve udenrigsministeriet,
  • udenrigsministeriet skal i sig selv være fri for vold og et sted, der er sikkert for alle,
  • ligestillingen skal være synlig og
  • feminisme skal være en del af alle områder af udenrigspolitikken.

Mexicos nye politik er desuden en feministisk+ udenrigspolitik. Den handler ikke blot om kvinders og ’andre marginaliserede gruppers’ rettigheder, men nævner specifikt også LGBT+-personer og mennesker med handicap.

Den får ros med på vejen af Lyric Thompson, direktør i International Center for Research on Women, der har beskrevet den som “et fundament for det, der er under udvikling som ’en global guldstandard”.

Manualer, workshops og briller

Hvis de fem principper ovenfor stadig lader spørgsmål og forvirring tilbage, så er der assistance på vej, om ikke andet så til de personer, der arbejder med Mexicos nye udenrigspolitik. En række aktiviteter – herunder workshops og manualer –  er under udvikling her i politikkens første år.

Aktiviteterne skal sikre, at Mexico inden 2024 opnår fuld ligestilling mellem kønnene blandt ansatte i udenrigsministeriet, at de får ligeløn , og at der bruges en ’kønslinse’ i alt, hvad regeringen foretager sig på det udenrigspolitiske område.

Med begrebet ’kønslinse’ synes Mexico at sende en hilsen til Sverige, hvor den nuværende udenrigsminister, Ann Linde (Socialdemokraterne) har sagt: “Hvad vi altid siger, er: ‘Hvor er kvinderne? Tag dine kønsbriller på, og har du en systematisk feministisk udenrigspolitik, tager du dem aldrig af’.

Rettigheder, repræsentation og ressourcer

Også svenskerne har gjort det i håndbøger med instruktion og inspiration. I 2018 udkom Sveriges feministiske udenrigspolitik med metoder, gode råd  og erfaringer fra fire års feministisk udenrigspolitik inden for de tre svenske hovedområder: udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingssamarbejde og handel og diplomati.

Håndbogen har tre R’er, som guider den svenske politik på principielt og praktisk niveau. De står for:

  • Rettigheder – altså at politikken skal sikre opfyldelse af kvinder og pigers menneskerettigheder,
  • Repræsentation – altså at kvinder deltager og har indflydelse, når der tages beslutninger og
  • Ressourcer – sådan at penge og andre midler reserveres til at fremme ligestilling.

Udenrigsminister Ann Linde, forklarer valget af de tre R-principper således:

“I en verden med stigende modstand over for kvinders og pigers rettigheder, repræsentation og ressourcer er der behov for en feministisk udenrigspolitik mere end nogensinde før. Sverige vil fortsætte med at føre denne politik med fuld styrke overalt i verden.”

Alder, race og tro spiller ind

Den svenske version er desuden intersektionel. Det betyder, at den tager hensyn til, at mennesker ikke tilhører en homogen gruppe, som automatisk følger det køn, de er født i. Derimod har mennesker forskellige identiteter, behov, indflydelse og levevilkår.

Derfor inddrager svenskerne andre faktorer end køn som alder, geografisk bopæl, socioøkonomisk status, kønsidentitet og kønsudtryk, seksuel orientering, etnisk oprindelse, uddannelsesniveau og religion.

COVID-19 og autoritære ledere øger behov

Ifølge Centre for Feminist Foreign Policy har der aldrig tidligere været større behov end i dag for at implementere feministiske udenrigspolitikker. I takt med, at flere autoritære ledere kommer til magten verden over, kommer eksempelvis kvinders og LGBT+-gruppers rettigheder under pres,

Samtidig øger COVID-19-pandemien allerede eksisterende uligheder.

Feministiske udenrigspolitikker er den mest lovende måde at svare igen på disse bekymrende udviklinger på, mener organisationen.

Feministisk mærkat nødvendigt?

Både i tilfælde af den første svenske og den seneste mexicanske udgave af feministisk udenrigspolitik er det blevet diskuteret, om selve mærkatet ’feministisk’ er nødvendig, hvis bare indholdet afspejler en feministisk tilgang til udenrigspolitikken.

For Lyric Thompson, direktør i International Center for Research on Women, er svaret ja:

“Det kan være et vigtigt signal om, at en regering er klar til at forfølge en mere transformativ tilgang til at fremme ligestilling mellem kønnene på en måde, der er intersektionel, og som fokuserer på at transformere magtrelationerne, ikke bare løfte nogle kvinder op.”

Ifølge Marissa Conway fra Centre for Feminist Foreign Policy er feminisme stadig kontroversielt. Men hun mener, der er flest fordele ved at en regering signalerer udadtil, at det er en prioritet.

“Det er et vægtigt mærkat for et land at påtage sig. Det indikerer tydeligt et specifikt budskab og en dagsorden for lande, der går ind for menneskerettigheder. På mange måder er det en let måde for et land at tage et standpunkt på og vise den internationale verden, at de her er vores prioriteter,” siger Marissa Conway.

”For snævert”

Danmarks udenrigspolitik bærer ikke mærkatet ’feministisk’, men det gør den ikke mindre god, mener Annette Lind, der er udenrigsordfører for Socialdemokratiet.

“Det er meget sympatisk, men Danmark har ikke en decideret feministisk udenrigspolitik. Det handler om at integrere ligestilling i dansk udenrigspolitik, og det mener jeg virkelig, at vi gør. Vi er meget opmærksomme på det, og Danmark spiller en utrolig aktiv rolle i ligestillingsarbejdet i Nordisk Råd, i Europarådet og i FN,” siger hun og tilføjer:

“Jeg synes, det sender gode værdipolitiske signaler, men det er for snævert kun at kalde den feministisk. Vi deler samme værdier i alle de nordiske lande, uanset om man kalder sin udenrigspolitik for det ene eller det andet.”

Anderledes ser Eva Flyvholm, udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten, på det.

“Jeg synes i den grad, Danmark skal have en feministisk udenrigspolitik. Det er der virkelig brug for, men jeg kan konstatere, at det overhovedet ikke er noget, der bliver drøftet på Christianborg. Det er helt klart en dagsorden, der skal presses mere på for,” siger Eva Flyvholm og tilføjer:

“Hvad angår feminisme og ligestilling, er Danmark meget langt bagud og har været det i mange år. Det kan vi også se i forhold til vores indenrigspolitik. På forskelle i løn og vold mod kvinder er vi ekstremt langt bagud. Sammenlignet med Sverige er der ikke den samme bevidsthed i Danmark om, hvor vigtig feminisme og ligestilling er. Ordet feminisme bliver heller ikke brugt særlig meget af den danske udenrigsminister.”

Feminisme i dansk udviklingspolitik

Det gør det dog af den danske udviklingsminister, Rasmus Prehn, der på en konference om FN’s Sikkerhedsråd Resolution 1325 tilbage i november 2019 meddelte, at Danmark sammen med de nordiske lande vil arbejde med en feministisk tilgang til udviklingspolitik. FN-resolutionen 1325 udstikker retningen for det internationale arbejde med kvinder, fred og sikkerhed.

“Vi ved, at kvinders inddragelse i fredsopbygning og konflikthåndtering skaber meget bedre resultater,” sagde udviklingsministeren.

Piger og kvinder i centrum

Ministeren ser ligestilling og den feministiske tilgang som en integreret del af Danmarks udviklingspolitik:

“Feministisk udviklingspolitik handler for mig om at være en stærk stemme for piger og kvinder, placere dem i centrum af udviklingssamarbejdet og tænke ligestilling på tværs. Kampen for ligestilling og piger og kvinders rettigheder er en klar og høj prioritet for mig,” siger Rasmus Prehn nu og tilføjer:

“Vi skal arbejde målrettet for at sikre, at piger kan få en uddannelse og kan bestemme over deres egen krop. Det er deres ret og vil være med til at gøre dem til aktive og ligeværdige samfundsborgere. Samtidig ved vi, at kvinder og piger er ekstra udsatte i katastrofer, konflikter og krig. Risikoen for overgreb og seksuel og kønsbaseret vold stiger og adgang til sundhedsydelser forhindres. Danmarks indsatser har derfor et helt særligt fokus på kvinder, unge piger og børns særlige sårbarhed i de situationer.”

Mere aktiv og systematisk tilgang i dansk udenrigspolitik

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (Radikale Venstre) er enig i, at Danmark er langt fremme, hvad angår udviklingspolitikken. Anderledes ser det ud i forhold til udenrigspolitikken, mener han.

“Vi er mindre langt fremme, når vi taler handelspolitik, sikkerhed og diplomati. Der kan det have en betydning at sige: ”Her ønsker vi også en mere aktiv tilgang til køn”. Det er jeg ikke i tvivl om, at dansk udenrigspolitik godt kan have brug for. Jeg er ikke i tvivl om, at det kunne have en virkning at tage de feministiske briller på,” siger Martin Lidegaard og henviser til den svenske udenrigsminister Ann Lindes kommentar om altid at have kønsbrillerne på for at sikre sig, at alles behov – uanset køn – tænkes ind i enhver udenrigspolitisk handling.

“Det afgørende er, at man anerkender, at ligestilling er et middel til at nå andre udenrigspolitiske mål. Når jeg for eksempel tager til Saudi Arabien og diskuterer kvinders rettigheder, er det et idealistisk mål at sikre ligestilling mellem kønnene, men jeg bruger også argumentet om, at det er det bedste for deres økonomi,” siger Martin Lidegaard og tilføjer:

“Vi kan gøre det bedre og mere systematisk. Forstår man det ved feministisk udenrigspolitik, så er jeg 100 procent tilhænger. Vi har en lang række mål i udenrigspolitik, og at inddrage et feministisk element kan få os til at nå de mål: fred, sikkerhed, velstand og værdier. Jeg er tilhænger af, at vi mainstreamer hele kønsperspektivet ind.”