Feministiske tænkere, der udkom i slutningen af 2007, er et godt initiativ, da det er den første egentlige tekstsamling af centrale feministiske tænkere, der præsenteres for et dansk publikum. Bogen vækker derfor mange spændte forventninger. Den rummer da også flere gode introduktioner og tekster, herunder et par nyere feministiske tekster, der inviterer til læsning af betydningsfulde tænkere. Læsningen efterlader imidlertid en vis frustration, da tekstsamlingen er så selektiv i sit valg af tænkere, at queerfeminisme og poststrukturalisme fylder (for) meget. Den kan derfor ikke alene dække et aktuelt behov for at styrke forskning og undervisning i køn, intersektionalitet og diversitet inden for – og på tværs af human- og samfundsvidenskaberne.

Tekstsamlingen er redigeret af professor Dorte Marie Søndergaard og inddelt i fire hoveddele med hver deres selvstændige introduktion: 1. Queerfeminisme ved Tiina Rosenberg; 2.Forandring, handling og subjektivitet ved Lis Højgaard og Dorthe Staunæs; 3. Postkolonial, feministisk kritik ved Signe Arnfred og 4.Feministisk videnskabsfilosofi ved Lis Højgaard. I alt 10 tekster af 7 tænkere er oversat i bogen. 

Del 1, Queerfeminisme, præsenterer to tekster af Judith Butler og en af Eve Kosofsky Sedgwick. Valget er begrundet med, at de teoretikere har bidraget til queerteoriens akademiske fødsel. 

Del 2, Forandring, handling og subjektivitet, præsenterer artikler af Lois McNay, Judith Butler og Bronwyn Davies, og det forklares med disse tænkeres fokus på, hvor forandring kan blive til, gennem hvad og hvem. 

Del 3, Postkolonial, feministisk kritik præsenterer en klassiker af Chandra Mohanty og en tekst af den relativt ukendte Oyeronke Oyewumi, der begge kritiserer det eurocentristiske grundlag for feministiske begreber. De er med, fordi der ifølge introduktionen til denne del stadig er brug for de analytiske redskaber, som postkolonialismen har udviklet til at problematisere de fastlåste forestillinger om “de andre”. 

Del 4, Feministisk videnskabsfilosofi udgøres af to klassiske artikler af henholdsvis den feministiske videnskabsfilosofis ‘grand lady’ Sandra Harding fra Whose Science. Whose Knowledge? (1991) og Donna Haraway, som i sin indflydelsesrige tekst “Situated Knowledges” (1988) repræsenterer en bredere kulturkritik, der har udgangspunkt i feministisk videnskabskritik.

Slagside til poststrukturalismen 

Et centralt spørgsmål i forhold til bogens relevans og anvendelighed angår naturligvis selve udvalget af tekster. Redaktør og professor Dorte Marie Søndergaard har foretaget en rundspørge til enkeltpersoner og miljøer og har truffet valg af tekster i samarbejde med de forskere, der samtidig er forfattere til de fire introduktioner. Valget af tekster er overvejende faldet på klassikere fra feminismens såkaldte tredje bølge, suppleret med et par tekster med nyklassikerpotentiale. 

Dette valg kan forsvares. Det fremgår af redaktørens introduktion, at gruppen sammen foretog ‘det kunstneriske greb at få øjnene til at skele i ikke bare to men flere forskellige retninger på en gang'(s. 8). Dette projekt er efter min mening ikke lykkedes: Tekstsamlingen kan kritiseres for at være enøjet. Judith Butlers poststrukturalistiske paradigme fylder meget, og hele tre af hendes artikler er oversat, mens de andre tænkere er repræsenteret med en tekst hver. Alternative feministiske paradigmer og tekster er kun indirekte til stede, fordi de indgår i en dialog med denne tilgang. 

Bogens koncept med en opdeling i fire selvstændige dele er mere vellykket, da introduktionerne generelt fungerer som en udmærket appetitvækker til teksterne. I et par af introduktionerne refereres der fx til standpunktsfeminismen, som et par af tænkerne, bl.a. Sandra Harding og Chandra Mohanty er inspireret af (s. 208). I den forbindelse ville det have været oplagt at uddybe forskelle og ligheder mellem Judith Butlers paradigme, inspireret af Michel Foucault, og standpunktsfeminismen inspireret af Karl Marx. 

Ligesom der i introduktionen til afsnittet om “Forandring, handling og subjektivitet” burde have været en henvisning til en eller flere af de banebrydende feministiske tænkere inden for politisk filosofi og politisk teori, der som Chantal Mouffe, Iris M. Young, Sheila Benhabib, Anne Phillips og Nancy Fraser har udviklet alternative begreber om empowerment og demokratisk offentlighed i en kritisk dialog med Jürgen Habermas’ kritiske teori.

Mellem standpunkts- og queerteori 

Del 1 og del 4 rummer på mange måder de vanskeligst tilgængelige tekster. Del 1 indeholder både en præsentation af centrale elementer i Judith Butlers teoretiske univers, med uddrag af hendes mest kendte bog Gender trouble, og i queerfeminisme. Teksterne indeholder Butlers centrale begreber om genealogi og performativitet, forholdet mellem biologisk og socialt køn og mødet mellem feministisk og queer teori. 

Judith Butler er en af de centrale figurer inden for feministisk teori og er ikke er til at komme udenom. Alligevel virker hendes tekster for lange og lidt for indforståede. Det skyldes måske, at standpunkts- og forskellighedsfeminisme, som Butler skriver sig op imod, ikke bliver præsenteret for læserne. Et alternativ kunne have været at vælge en kort redegørelse af centrale elementer i standpunktsteorien som baggrund for præsentationen af Butlers paradigmeskift, fx ved Nancy Hartsocks teori, eller en kort præsentation af ligheder og forskelle mellem Butlers teori og feministisk standpunktsteori. 

“Gudetrick” og cyborgs 
Del 4 rummer to klassiske tekster af Sandra Harding og Donna Haraway, hvis artikel om ‘situated knowledge’ er en replik til Harding. Dette valg er velbegrundet og stimulerer læseren til refleksioner over forskelle og ligheder mellem de to tænkeres centrale begreber. Teksterne kredser om forholdet mellem erfaring og viden, og de har en række fælles berøringspunkter. Begge tænkere kritiserer vestlig videnskabs forestilling om neutralitet og objektivitet og argumenterer for, at situeret viden er givtig i erkendelsesmæssig henseende. Lis Højgaard opfordrer i en glimrende introduktion til at læse Haraways tekst som en udmøntning af “situated knowledges tilgangen” (s. 271). 

Hardings tekst indeholder en række fine pointer, fx at kvinder ikke er de eneste, der kan frembringe feministisk viden (s. 291). En meget provokerende position dengang den blev præsenteret i Danmark i slutningen af 1980erne. Haraways tekst rummer også mange vigtige erkendelser. Den kan læses som en lang kompleks dekonstruktion af forskelligartede kulturelle fænomener og tekno-videnskabelige frembringelser, og den kræver både koncentration og fordybelse. Her introduceres bl.a. “gudetricket” og cyborg-figuren, og der argumenteres for andethedspositionen i situeret viden og for en vision om “andetsteds” – en vision om den stadige skabelse af verdener, der er til at leve i.

Kritik af Judith Butler 

Del 2 og 3 er på mange måder de mest vellykkede med gode introduktioner og relativt korte og klare tekster. Del 2 tematiserer forandring, handling og subjektivitet og indeholder tekster af Lois McNay, Judith Butler og Bronwyn Davies. De skal ifølge Lis Højgaard og Dorthe Staunæs bidrage til en vigtig diskussion om det, der i introduktionen kaldes ‘bindestregen’ – forholdet mellem individ/subjekt/subjektivitet og samfund/kontekst/kultur (s. 127). 

Lois McNays tekst indeholder et opgør med Butlers performativitetsbegreb, som McNay kritiserer for ikke at udfolde de politiske dimensioner ved handling og for manglende historisk specificitet (s 157). Den efterfølges af en tekst af Judith Butler, der kan læses som et svar på denne kritik (selv om den ikke er tænkt som sådan fra forfatterens side). Butler kritiserer her Pierre Bourdieus habitusbegreb. McNays pointe er imidlertid, at både Bourdieus og Butlers centrale begreber repræsenterer en vis form for strukturel determinisme, der underbetoner handlingens kreativitet og dermed social forandring på et kollektivt niveau. 

McNays kritik af manglende historisk specificitet og manglende inddragelse af de institutionelle betingelser for performative talehandlingers virkningskraft er vigtig. Butlers efterfølgende tekst svarer efter min mening ikke overbevisende på kritikken, da hun udelukkende belyser subjektets muligheder for handling og ikke det kollektive niveau for social forandring.

I den tredje tekst i del 2 reflekterer Bronwyn Davies over den poststrukturalistiske tænknings muligheder for at forstå modsætninger i kvinders subjektivitet. Hensigten er her at undersøge de forandringer, der finder sted i feministiske fortællinger, som italesætter andre former for væren uden for dualismen mandlig-kvindelig, og det gør Davies bl.a. gennem at inddrage hændelser fra sit eget liv. 

Teksterne af Lois McNay og Brownwin Davies er relativt åbne og nemme at forstå for en førstegangslæser. Artiklerne repræsenterer forskellige fagfelter som filosofi, sociologi og pædagogik, hvilket gør det muligt at anvende teksterne som bidrag til en tværfaglig dialog. Det er dog et spørgsmål, om netop de to er de mest velegnede til at tematisere individ/subjekt/subjektivitet og samfund/kontekst/kultur. 

Jeg savner en mere grundig tematisering af forholdet mellem subjektivitet og kollektiv handling og mellem psykiske, sociale og politiske strukturer. Et alternativ ville være at inddrage Iris M. Youngs empowerment-begreb, som anvendes både i sociologi, politologi og pædagogik, eller Beverly Skeggs’ analyser af ambivalenser i kvinders køns- og klasseidentiteter.

Postkolonialismen giver tiltrængt historisk kontekst 

Del 3 er en glimrende præsentation af den centrale postkoloniale feministiske kritik af vestlige feministiske begreber og teorier. Introduktionen og de to relativt korte tekster inspirerer til en nytænkning af de feministiske forståelser. 

Denne del åbner op for nogle aktuelle problematikker om nationalitet, intersektionalitet, diversitet og køn i en globaliseret verden og ville derfor være velegnet som en afslutning på hele tekstsamlingen. Den rummer dels en klassisk tekst af Chandra Mohanty, opdateret i 2003, og dels en nyere tekst af Oyeronke Oyewumi fra 2002. 

De to tekster indeholder begge en vigtig kritik af den universelle kønsdualisme og etnocentriske feminisme og peger på begrænsningerne i de vestlige feministiske tankegange. De leverer derigennem vigtige analyseredskaber og bidrager til at forstå mødet mellem køn og andre forskelssættende kategorier som race/etnicitet og nationalitet. De udfordrer fra forskellige sider feministisk tænknings metodologiske universalisme, dvs. at køn og patriarkat kan anvendes universelt og tværkulturelt og at kvinder har fælles interesser uansat klassemæssig, etniske og racemæssig placering. Teksterne argumenterer for en alternativ analysestrategi, der undersøger feminismens rolle inden for en global økonomisk og politik ramme (s. 221). 

Oyeronke Oyewumis tekst indeholder en nyere og mere radikal kritik af den eurocentristiske feminisme, der har kernefamilien som fundamentalt organiseringsprincip, og af køn som universelt begreb. Pointen er, at den afrikanske virkelighed, fx den ikke-kønnede yoruba-familie, udfordrer de uberettigede universaliseringer i de feministiske kønsdiskurser.

De to tekster er velvalgte og leverer begge overbevisende argumenter for en kontekstualisering af feministisk teori. De kan desuden læses som et bidrag til den aktuelle debat om intersektionalitet, som feministisk postkolonialisme har været en væsentlig inspirationskilde i forhold til.

Postkolonialismens styrke er, at den tematiserer den historiske konteksts betydning og inddrager politiske og økonomiske institutioner, der stort set er fraværende i Butlers variant af poststrukturalismen, og den kan derfor læses som en indirekte kritik af denne. Del 3 kunne efter min mening med fordel være udvidet med tekster, som tematiserer forholdet mellem nationalisme, racisme og kønssystemer, fx med tænkere som Nira Yuval-Davis, Kimberle Crenshaws eller Patricia Hill Collin.

Samfundsvidenskabeligt perspektiv efterlyses 

Den vigtigste indvending i forhold til tekstsamlingens udvalg set fra et samfundsvidenskabeligt og historisk perspektiv er, at den mangler nogle af de klassiske tekster, som har bidraget til nytænkning, fx Joan Scotts’ “Gender: A Useful Category in Historical Analysis” (1986), der kan tolkes som startskuddet for den poststrukturalistiske feminisme. 

Udvalget er præget af en vis historieløshed, da de fleste artikler er skrevet i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Prioriteringen falder på sin vis mellem to stole: Dels mangler centrale klassiske tekster, som forfatterne bygger på eller skriver sig op i mod, fx Joan G. Kelly, Gayle Rubin og Joan Scott. Dels mangler de tænkere, som spiller en central rolle i den aktuelle debat om intersektionalitet, fx Kimberle Crenshaw, Patricia Hill Collins og Nira Yuval-Davis. 

Opsummerende finder jeg det positivt med en tekstsamling, som har til formål at præsentere og diskutere queerfeminisme og poststrukturalisme i forhold til et bredere dansk publikum. Vurderet på dens egne præmisser er Feministiske tænkere vellykket, selv om det måske kommer nogle år for sent. Bogens selektion efterlader derfor et tomrum i forhold til tænkere inden for historie, politik/international politik, jura og filosofi. 

Kønsforskning og feministisk teori er i dag præget af stor dynamik og diversitet inden for og på tværs af human- og samfundsvidenskaberne. Det er ærgerligt, hvis feministisk teori identificeres med queerfeminisme og reduceres til at være kulturkritik. Det betyder, at centrale begreber, vidensfelter og tematiseringer af samfund og politik som migration/globalisering, stat/institutioner og offentlighed/demokrati bliver fraværende. 

Fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv ville det derfor være ønskeligt, hvis tekstsamlingen blev suppleret med en bog, der præsenterer banebrydende feministiske tænkere som Joan W. Scott, Carole Pateman, Kimberle Crenshaw, Iris M. Young, Anne Phillips, Nira Yuval-Davis, Nancy Fraser, Sylvia Walby, Beverly Skeggs, Yasmin Soysal og Saskia Sassen.