Lejren åbnede i begyndelsen af sommeren under stort pressepostyr, også
fra udlandet, for det var åbenbart den eneste af slagsen på denne klode,
men der nåede aldrig presse ind i lejren. Mærkeligt nok i grunden, for
der var ingen hegn om, enhver kunne gå lige ind.

Leni og jeg ankom den 10. juli, efter at være blevet kørt til færgen af
mændene, som godt nok var nysgerrige, men sikkert også glædede sig til
at være alene hjemme. Lersi er ikke fotograf mere, men netop hendes
billeder fra lejren hører til det stof, der har fastholdt (og måske
tegnet) erindringen for mange af os. Her, 33 år senere, lykkedes det at
finde de fleste af hendes billeder, og nogle få af dem findes rundt
omkring i denne bog. De var ellers på nippet til at forsvinde sammen med
alt det andet, som druknede i vores sorgløse historieløshed. En
bevægelse i fremdrift er sjældent interesseret i at gemme dokumenter og
samle på årstal. Så længe der er fremdrift, trives der også en
almindelig tillid til, at det vigtige sker lige nu, det her glemmer vi
aldrig. Det er først, når afmatningen sætter ind, det bliver vigtigt at
redde tingene fra glemsel.

I lejren blev vi mødt af over hundrede kvinder og børn i denne den
smukkeste sommer i mange år. Det var som at lande på en anden klode,
selvom vi også blev mødt af helt dagligdags problemer, da vi ankom. Det
var tydeligt, at Ø-gruppen havde knoklet og var ret nedslidt, Vibeke
Vasbo gik og byggede på en sivebrønd, en anden Vibeke (Pedersen) sled
med smalfilm under langt mere primitive forhold end vores
kartoffelwestern-hold på Falster. Hun havde et lille 8mm-kamera til
rådighed, mens de havde haft et flot 16mm-udstyr.

Inger Stauning og Birthe Marker er nogle af dem, jeg husker, for de
kastede sig ud i mange af de tekniske opgaver, som for eksempel
elektriciteten. Køkkengrupperne baksede med enorme mængder salat, mælk
og kartofler i de ophedede telte fra civilforsvaret, og stemningen var
både euforisk og afslappet, mens børnene vrimlede overalt og mange af
rødstrømperne prøvede at starte grupper. Det var let at se, at det var
praktisk arbejde, der var mest brug for, men da jeg ikke havde forstand
på gas, el og sivebrønde, hængte jeg en seddel op om, at der ville være
svømmeundervisning for børnene hver eftermiddag. Det blev et fint lille
hold med mødre og børn, som hver eftermiddag kørte over på den
børnevenlige strand i de tre faldefærdige biler, der var parkerede uden
for lejren.

Om selve lejrens konstruktion skrev jeg i politisk revy, da jeg
kom hjem: “En halv snes store civilforsvarstelte spredt på et smukt,
fladt område tæt ved stranden. Hele øen er meget smuk, og der kan bades
næsten overalt. En masse små orangefarvede ‘privattelte’ er fordelt
mellem de store militærgrønne. Et kontortelt med duplikator og
‘modtagelse’ er alt, hvad der er af synlig administration. Så er der det
telt, der bruges som kantine, når det regner – ellers er bordene
stillet udenfor. Et andet bruges til fællesmøder, et til
børneaktiviteter samt endelig: et værtshustelt

Mange har spurgt mig, om pigerne så dansede med hinanden. Ja, pigerne
dansede med hinanden. I kæder eller hver for sig eller parvis. Vinen er
billig i teltet, og oven i den høje stemning og den friske luft behøver
man ikke så meget.”

Det primitive træskur, der husede dasser og en slags vaskefaciliteter,
var prydet med store vægaviser – en af den kinesiske kulturrevolutions
få gode ideer. Alle slags meddelelser var hængt op, og jeg blev for
nylig mindet om en af de sedler. Den handlede om, at det første år blev
wc-spandene om aftenen hentet og kørt bort af en mand, som havde en
mælkejungevogn og en traktor. Det var et opslag, hvorpå der stod: „Når
der nu ikke må komme mænd i lejren, hvorfor kommer der så en mand og
henter alle wc-spandene til tømning?” Nedenunder hang der en anden
seddel: Al lort til mændene.”
Man kan kun håbe, at den enlige mand, som hentede spandene, ikke gav sig
tid til at læse det nådeløse svar. På de senere lejre bar vi da også
selv spandene over på en nabomark, hvor indholdet blev tømt og tildækket
efter nøje aftale med ejeren. Der blev i øvrigt kompromisset om det med
mændene ved et par andre lejligheder, og det var blandt andet, da
Inger, som endnu ikke havde skiftet studium fra sprogfag til ingeniør,
måtte have en elektriker til hjælp. Helt principielt tog hun ikke tøjet
på af den grund, og det påstås, at den unge mand fra øen gik chokeret
bort, efter at Inger havde vist ham det tekniske problem.

Alle spejle var fjernet fra de primitive badeskure og lokummer: Her i
lejren så vi nemlig ikke verden og os selv i et spejl, vi spejlede os
ikke, vi så ud af vores egne øjne, og vi troede på det, vi så. Og det,
vi så, var andre kvinder, som netop havde forandret sig fra „andre” til
„søstre”. Det kunne ikke blive bedre.

Sommeren var som sagt varm, og det passede godt til den frihedstrang,
der blandt andet bestod i at tage tøjet af. En del tog også håret af og
lod sig klippe hos de frivillige amatør-frisører nede i strandkanten,
hvor lokkerne blæste af sted.

Det med nøgenheden fik en særlig plads i diskussionerne, da vi
besluttede at lave et stort søndagskaffebord, hvor alle øens kvinder
blev inviteret til kage, saftevand og kaffe. Vi diskuterede i ramme
alvor, om vi ved den lejlighed skulle tage noget tøj på, for der var
vitterligt nogle, som mente, at det skulle vi ikke ændre på, bare fordi
øens kvinder kom på besøg. Jeg selv tænkte på min vestjyske baggrund, og
jeg så for mig de måske knap så rebelske gæster sidde og drikke kaffe
med de splitternøgne værtinder. Vi blev ganske højrøstede i den
diskussion, men fik trumfet igennem, at vi skulle være „behørigt
tildækkede”, og vi var i øvrigt spændte på, om gæsterne overhovedet
ville komme.

Der blev delt sedler ud og hængt invitationer op alle steder, og der kom
mange, både beboere, tilrejsende gæster, skolepiger og spejderpiger fra
en nabolejr på øen, og det blev en rigtig god søndag med stor
nysgerrighed fra begge sider og stille snak. Jeg skrev i ovennævnte
artikel:

Jeg sad ved siden af en temmelig svag gammel dame fra fastlandet
(Lolland). Hun skulle bare på en søndagsudflugt med veninden, og så var
de taget til øen og var der blevet samlet op af en af ø-kvinderne, der i
bil var på vej til kaffebordet. Den gamle dame mente, hun ikke i lang
tid havde været så heldig med en udflugt.”

Som det ser ud på afstand, kan jeg godt forstå, det må have været en
gåde for omverdenen, hvad vi skulle der, men søndagens mange gæster var
ikke spor forbavsede. De syntes åbenbart rigtig godt om ideen, og jeg
tror, den dag vidnede om, at et kvindeoprør var ønsket og ventet fra
langt flere sider, end vi selv havde forestillet os.

Set indefra var lejren under alle omstændigheder en herlig genfødsel. Vi
var helt bogstaveligt en del af jorden, som vi lå der i halmballer, der
var spredt ud på det nedtrampede græs i de store telte. Ørentviste og
edderkopper vrimlede, og om natten, når der omsider var roligt, kunne
man se pindsvin trippe rundt nede mellem fodenderne.

Lydene fra danseteltet var hørlige overalt, indtil de ebbede ud hen på
natten. Det var det eneste telt, hvor der var lagt et trægulv ud, tror
jeg, og kæderne svingede og trampede til Janis Joplin og andet af tidens
rockmusik. Den del, der slap igennem det kønspolitiske nåleøje, forstår
sig, og det var bestemt ikke alt.

Rockmusikken havde nemlig været et hedt emne i den standende kulturkamp,
som havde raset lige fra de første kvindegruppers aktiviteter. Som et
typisk eksempel kan jeg nævne, at vi samme forår i politisk revy
havde bragt en del artikler om den mandsdominerede rockmusik. Der fik
rockmusikken den bramfri betegnelse Pikrock, og vi lavede en forside,
hvor man kunne slippe af med sin vrede i et papirklip. En stiplet linje
fulgte vejen til Jimi Hendrix’ køn, og teksten overlod intet til
gætteriet: „Klip pikken af din beatmusiker”. Ikke noget under at en del
mænd stod og lignede fodboldspillere lige før et frispark på mål.

Teltene på Femø var foruden sovesteder også ramme om gruppearbejdet, men
der blev dannet grupper på kryds og tværs og omkring alle emner.
Gruppeideen var selvfølgelig lanceret i selve oplægget til lejren, en
ideologisk opvarmer, som blev trykt i politisk revy (nr. 174,
1971) lige før starten. Her forklarede Ø-gruppen sin ide med lejren og
sit syn på kvinderne. De lagde afstand til venstrefløjens ideologier og
forkastede al dens snak. Venstrefløjen gjorde alt, hvad den kunne, for
at latterliggøre os, obstruere os og så splid imellem os, skrev de. Vi
var borgerlige, sexual-neurotiske, hævngerrige, pikkemisundelige, og
splittede venstrefløjen.”

I øvrigt havde Ø-gruppen også forestillet sig, skrev de, at det bare
skulle være en chance for kvinderne til “at komme lidt væk fra det hele”
og være sammen uden mændenes indblanding. Og det tør siges, at
tilbuddet blev grebet med kyshånd. Lejren var fuld hele sommeren
igennem, og det vil sige, at mange hundrede kvinder og børn nåede at
være der en uge eller mere.

Der var som sagt meget opmærksomhed fra pressen, men også megen tøven og
mange forsøg på latterliggørelse. Og da den ikke havde adgang, gættede
den i stedet på, hvad der foregik. Det var selvfølgelig noget med
mandehadere og så nogle slet skjulte hentydninger om lesbiske og deres
dominans. Sådan var det nu ikke. Det er sandt, at de lesbiske kvinder
nød den nye frihed i det bølgende hav af kvinder og børn, og hvorfor i
alverden skulle de ikke det. Og samtidig var det åbnende og lærerigt for
os andre at møde så mange af dem. Jeg tror også, at en del hjerter
blødte, for
di der skabtes falske forventninger. Nogle af hetero-kvinderne skiftede
side og blev lesbiske for resten af livet, nogle for en tid. De fleste
af os var dog heteroer med sikker programmering til det modsatte køn. Og
det køn fortsatte vi så med at udfordre, mens vi dannede par og skiltes
og dannede par. Vi havde jo levet i tressernes enorme fri-sex-bølge, og
mange af os stod nu med ny kvindebevidsthed og spurgte os selv og
hinanden, hvad i alverden det var, vi havde været med til? Og på hvis
betingelser?

Jeg ved med sikkerhed, at det var en af grundene til, at jeg aldrig
besøgte Thylejren i den anden ende af landet i de år. Den var jo også et
flot eksperiment, men jeg opfattede den som et sted, der var meget
udsyret og stort set domineret af mændene. Selvfølgelig var det et
frodigt eksperiment ligesom Femølejren, og nogle af kvinderne kom da
også lige derfra og havde moret sig godt, men de medbragte også
historier om mandehørmen i lejren.

Der blev kort sagt koldere luft mellem de tidligere kammerater af
forskelligt køn, og der blev givetvis begået en del uretfærdigheder fra
begge sider. Værst ramte det nok de mænd, som var tættest på os, og som
viste mest vilje til solidaritet med vores bevægelse. For eksempel kom
min gamle ven Morten Thing i fængsel efter den førnævnte Kejsergadesag,
som jeg også selv var blevet dømt i. Han var ganske vist ikke tiltalt i
sagen, men anklagemyndigheden slog to sager sammen for at få det til at
se ud af lidt mere, og han sad nu oppe i et nordjysk fængsel. Det var
ganske vist ikke så lang tid, men dog nok til at føle uretfærdigheden i
de forskellige forhold, for nede på Femø gik hans kæreste og var høj af
salighed sammen med os andre. Han skrev ærligt om det, og vi syntes, det
burde trykkes i bladet, hvilket det blev sammen med nogle andre svar og
indlæg.

Disse indlæg var en del af den nye feministiske tone i bladet, og ikke
alle brød sig om den. Men den slags nybrud sættes ikke i værk uden en
masse overdrivelser og udskejelser. Vi eksperimenterede med
skriveformerne, og den nye kønspolitiske linje slog igennem. Der var
mindre analyse og mere fortælling. Samme sommer aftrykte bladet et af
opråbene fra Femølejren (nr. 178, 1971) hvor Vibeke Vasbo skriver om
trængslerne for dem, der stod med ansvaret:

“Så er der ikke mere gas. Der skal bestilles gas fra fastlandet af en
ganske bestemt slags, fordi skruehullet på vores flasker er et ganske
bestemt et. Der skal besluttes, om kontoret i Dronningensgade skal
flyttes herned, om det skal nedlægges, om vi skal betale folk til at
sidde der, fordi alle vil herned eller andre steder hen for at holde
ferie, og det er røvsygt at sidde på det mørke økontor i sommervarmen,
og så er der ingen mad. Så råbes der på mig, at jeg skal gå til mode om
de ting, og jeg skal være med til at bestemme det, og jeg sidder midt i
en snak om klasseopdelingen i lejren og føler det som om, jeg skal
hentes til et fængsel. Nogle ønsker at lave snakkegrupper med en
rødstrømpe i hver gruppe, men de rødstrømper render rundt og telefonerer
eftergas og marmelade og sukker. (…) Det er en skrue uden ende, fordi
‘folk’ bliver bange for kontormenneskerne og kommer til at hade dem,
fordi de sidder med oplysningerne.”

Teksten var hentet fra Femøs lejravis, et nødråb om, at lejren blev
større og større, og at der derfor begyndte at dannes mønstre, som alle
kendte alt for godt fra det, de kom fra. Alt det som de ville prøve at
gøre op med i praksis – og i hvert fald imens de var i lejren.

I samme nummer af bladet skrev jeg selv en lang, teoretisk og
tungtvejende artikel om kvinder og produktionsforhold, og jeg vil godt
vædde på, at ingen stavede sig igennem den, selvom den faktisk er ganske
god at genlæse. Derimod tror jeg, at læserne kastede sig over et
båndoptaget referat af en snak, der havde været i en af teltgrupperne på
Femø. Her kunne man læse et lille udpluk af det, der blev snakket om:

Birthe: “For mit vedkommende er det sådan, at jeg har gået hjemme i to
år. Og jeg er blevet næsten helt menneskesky. Simpelthen af at gå
hjemme. Nogle dage kunne jeg ikke tåle at gå ned og handle. Jeg var et
helt nervevrag.”
Birthes indlæg følges op af andre, der mener, det er, fordi der nærmest
er opstået et pres i tiden: Nu må man nærmest ikke gå hjemme, man skal
ud og arbejde osv. Og Birthe fortsætter med at sige, at hun faktisk fik
mindreværdskomplekser i den lejr en gang imellem, fordi der var så mange
dygtige piger dernede.

Vibe: “En ting, der undrede mig var, at man ofte spillede op til de
bedst formulerede piger. Fuldstændig ligesom til mænd. Det var for
åndssvagt. Men det er vel også, fordi det var lige i begyndelsen.”

En fra gruppen kritiserer, at der var for lidt hjælpsomhed med børnene,
men Birthe siger, at hun har været ude for det modsatte, at folk har
været “meget søde til at tage sig af mine børn”. Det ender med, at
gruppen ikke vil skilles, og de beslutter at blive til en basisgruppe.
Og sådan blev mange af de første basisgrupper dannet.

Bente Hansen var blandt frontfigurerne i 1960’ernes ungdomsoprør. Hun
var redaktør af Information og politisk revy. Hun har tilrettelagt
kulturudsendelser i radio og tv samt udgivet flere digtsamlinger.

Dette uddrag af En køn historie er bragt med tilladelse fra forfatteren og forlaget.