Kathrine Windfeld, årgang 1966, er uddannet på den polske filmskole og har tidligere instrueret dokumentarfilm, novellefilm, arbejdet som caster og været instruktørassistent på tv- serierne EdderkoppenRejseholdet og Ørnen. Sidste år fik hun sin karrieres hidtil største chance, da hun blev tilbudt at instruere en svensk tv-serie, baseret på den danske roman Kronprinsessen af Hanne Vibeke Holst. Tv-serien har premiere i svensk tv d. 27.februar 2006 – og vil også blive sendt på DR. Hvornår vides endnu ikke. 

Hvorfor er den danske roman blevet til en svensk og ikke en dansk tv-serie?
– Mit bud er, at svenskerne er mere åbne overfor bogens emne og budskab. I Sverige har ordet feminisme ikke den der gamle lugt af halvfjerdser, hår under armene og lilla ble, som det er så svært at komme bort fra i Danmark. Det har de klaret i Sverige ved, at en hel del mænd – heriblandt deres statsminister – åbent og offentligt har erklæret sig som feminister. Så er det pludselig ikke længere tabu, fy, fy eller hokuspokus. I Sverige har de også defineret ordet feminisme: lige rettigheder for mænd og kvinder. Og det kan få være uenige i. Det er også den vej, vi skal gå i Danmark, synes jeg.

Manuskriptforfatterne, produceren, scenografen og klipperen på tv-serien er alle svenske kvinder. Hvorfor tror du, at de valgte en dansker til at instruere?
– Teksten er jo feministisk og derfor ville de have en kvindelig instruktør. Nu er det sådan, at der ikke er særlig mange kvindelige instruktører i Sverige, og dem der er, sælger ingen billetter. Det gør til gengæld de danske kvindelige instruktører: Lone Scherfig, Susanne Bier, m.fl.. Jeg har endnu ikke solgt nogen billetter, men det, at de kvinder har succes, smitter positivt af på os andre. 

Jeg er feminist!

Udover at det blev en kvindelig instruktør, var det også vigtigt for producenten, Anna Croneman, at personen havde en feministisk forståelsesramme. Kathrine Windfeld har i mange år været medlem af WIFT, en forening af kvinder, der har til formål at støtte og synliggøre kvinder, der arbejder indenfor film, tv og multimedier.

– Da jeg meldte mig ind i WIFT og ikke mindst, da jeg blev næstformand i bestyrelsen, tænkte jeg, at det nok kom til at koste i min karriere – åbenlyst at sige- at jeg er feminist. Pludselig sidder jeg så til en ansættelsessamtale på svensk tv, hvor det bedste kort, jeg kunne komme med var, at jeg var næstformand i WIFT. Det er ikke sikkert, at det havde været samme gode kort herhjemme, griner Kathrine Windfeld. 

– Jeg har haft stor gavn af at være medlem af en kvindelig forening – det at få nogle gode forbindelser og personlige kontakter. Der er ingen tvivl om, at et godt netværk er vigtigt for at få succes i en branche, hvor det i stor grad handler om hvem, der kender hvem, fortæller hun.

Gennembrudet

Glasloftet – at få lov til at lave sin første store produktion – er svært at bryde igennem i filmbranchen. Hvad tror du, der gjorde udslaget for dig?
– Jeg har jo arbejdet rigtig mange år på det her. Når man laver film og tv-serier, er der tale om temmelig mange penge. Kronprinsessenkoster 25 millioner kr. at lave. Det er mange penge at give til én person, så det er klart, at det ikke er noget, man giver til en, der ikke har bevist sine evner. Det tager tid – og jeg er overbevist om, at det er sværere for en kvinde. Det er sværere, fordi der er en Rip, Rap, Rup – effekt inden for branchen, og fordi det er kvinderne, der skal føde børnene og amme dem. Hvis man ser på et karriere- og livsforløb er der jo nogle år, der skal gå med det, hvis man vil have børn. 

Tidligere har Kathrine Windfeld udtalt, at det ligefrem virkede karrierefremmende for hende at få et barn. Bl.a. fordi hun blev bedre til at bevare overblikket. En anden grund var, at Kathrines kæreste, der er radiojournalist, tog en stor del af barslen, da deres fælles barn, Otto, blev født.
– Det er jo helt klart, at hvis man vil have en stor karriere og have børn, skal man tænke over, hvad det er for en mand, man skal have. Hvis man selv vil arbejde mange timer i døgnet, skal man ikke vælge en mand, der også har store karriereambitioner. Der er kun 24 timer i døgnet, og det er jo tit den modernes kvindes dilemma. Nogle ting skal vælges fra og så skal man lade være med at have dårlig samvittighed over det, man ikke kan nå. Det er jo fantastisk, at kvinder har fået muligheden for at arbejde og have deres økonomiske frihed. Vi skylder 70’er generationen af kvinder alt for det. Den nødvendige følge af den frigørelse er så spørgsmålet om, hvordan man får tiden til at slå til, når man vil det hele. Et af svarene er selvfølgelig, at mændene skal tage sig af mere derhjemme. Så kan man sige, at Kronprinsessen og mit eget liv ikke handler om det, men om at kvinden slet ikke er hjemme og at manden er der hele tiden. Så i princippet er der dermed byttet fuldstændig rundt på rollerne.

I romanen, som i tv-serien, følger vi Charlotte, der var på vej til Afrika som medfølgende viv, da hun bliver tilbudt en ministerpost. Familien ændrer planer, og nu er det Charlottes mand, der bliver hjemmegående med parrets to børn. Kronprinsessens mand taler i bogen om, at “det er svært at være kone når man er mand”. Hvad gjorde I jer af overvejelser inden I flyttede til Stockholm – hvor din kæreste var medfølgende mand? 

– Da jeg skulle til samtale, spurgte jeg selvfølgelig min kæreste, hvad han syntes. Han sagde “Prøv dog! Go for it!” Men det er klart, at når man pludselig vender tilbage og siger “jeg fik den sgu’ – nu skal hele familien flytte til Stockholm”, bliver det pludselig ret overvældende. Han var støttende og sagde, at han tog med, så jeg kunne se Otto hver dag. Han havde jo ikke noget job i Stockholm, så han stod for alt derhjemme. Det ved jeg, at han synes var kedeligt, men det gjorde han for min skyld, og det var dejligt. Da jeg var på optagelser, blev jeg mandag til fredag hentet kvart over syv om morgenen og kom hjem halv otte om aftenen som det tidligste. Lørdag havde jeg fri og søndag arbejdede jeg ni timer med fotografen. Det er svært for ens kæreste, hvis vedkommende skal lave alting – det er lige meget om det er en mand eller kvinde. 

– At være filminstruktør kræver rigtig mange timer i de måneder, man er på optagelse, men så er der også mange måneder, hvor man ikke er på optagelse og har mulighed for at være mere sammen med familien.

– Forleden spurgte jeg Otto, hvad han ville være, når han blev stor. Jeg var lige ved at sige, at han kunne blive lige, hvad han ville, men nåede det heldigvis ikke, før han udbrød: “Jeg vil gerne være mor”.

Cathrine Elle er uddannet cand. mag. i filmvidenskab og har i seks år arbejdet som freelance skribent og filmanmelder for bl.a. magasinerne FreeWoman og Costume. Hun har herudover også været freelance projektkoordinator på reklamebureauet Saatchi & Saatchi.