Longinottos kvindeportrætter er ikke ofre, de er fighters. De besidder en styrke, som man bliver blæst omkuld af. Med fantastiske argumentations evner formår de at udrette det umulige.

Statsanklager Vera Ngassa i filmen Sisters in Law slæber enhver voldelig mand for retten og får ham dømt, og oveni får han en moralsk opsang, der får ham til at synke godt ned under gulvbrædderne.

De tilslørede kvinder i Divorce Iranian Style møder stædigt op i Irans retssale igen og igen, udfylder alle tænkelige formularer og formår at tale deres sag og gennemtrumfet deres ret i et mandsfavoriserende religiøst familieretssystem.

I Pink Saris er det the Gulabi Gang iført lyserøde saris, anført af Sampat Pal, der med argumentationens magt forsøger at forbedre livet for de unge kastesløse piger i det nordlige Indien.

Kim Longinotto, der er i København for at præsentere filmen til CPH:DOX-festivalen, pointerer overfor FORUM, at hun hader film om ofre, og at vi faktisk kan lære noget af de kvinder, der er i hendes film:

– Jeg ønsker ikke, at kvinder i Danmark og England skal se Pink Saris og tænke ‘åhh de stakkels piger, hvad kan jeg gøre for at hjælpe dem’. Jeg ville lave denne film, ikke kun fordi Sampat er en overlever og en interessant karakter, men jeg vidste, at de historier jeg kunne følge, ville kunne skabe en underholdende fortælling, som man kan blive engageret i.

-Forhåbentlig kan man se den og tænke på sig selv i samme alder, som f.eks. Renu. Da jeg var 14 år, ville jeg også tænke: Jeg vil slå mig selv ihjel, hvis jeg ikke kan få ham, jeg er forelsket i. Man kan relatere sig til hendes følelser og samtidig tænke: Hun er kun 14 år og alligevel så stærk, at hun kan bryde ud af et dårligt ægteskab og ønske sig en uddannelse.

-Man bliver inspireret af hendes styrke. Der er ingen pointe i at lave film, der får alle til at føle sig skyldige. Jeg tror, film har en helt anden funktion.


Skabe bevidsthed og respekt

Selvom Sampat er en kompleks karakter og ikke ubetinget en helt, er det inspirerende at se hendes ukuelige mod og handlekraft, for det er en uoverskuelig hård kamp, som hun og hendes Gulabi Gang må kæmpe.

I den lille landsby i det nordlige Indien, hvor filmen foregår, bliver kasteløse piger giftet som 8-12 årige til en mand, der er noget ældre end dem. De flytter ind hos mandens familie, og der skal de arbejde hårdt, og samtidig må de ofte leve med at blive slået og måske endda blive voldtaget af deres svigerfar. 

Altså, hvis de endda er så heldige overhovedet at vokse op, for det hænder også, at pigebabyer bliver slået ihjel, da de ses som en belastning. Hvis en pige skulle have modet til at stikke af, vil hendes egen familie ikke have hende tilbage, og så er hun fortabt.

Præcis sådan voksede Sampat op, og efter at hun var blevet gift, stak hun af fra svigerfamiliens landsby og levede herefter på gaden. I dag driver hun en organisation, der for meget få midler både fungerer som krisecenter, og som arbejder for at forbedre pigers opvækstvilkår.

Pink Saris fokuserer især på fire piger, der har opsøgt Sampat: Rehka, Renu, Rampyari og Niranjian.

Pigerne ønsker, at Sampat skal tale med deres svigerfamilier for at få dem til at opføre sig bedre. Umiddelbart tænker man, at pigerne nok var bedre tjent med at blive skilt og få sig en uddannelse og et job, men den form for forandring er alt for drastisk for pigerne. Så i første omgang handler det om at få stoppet mishandlingerne og at pigerne får noget selvrespekt. Kim Longinotto forklarer:

-Sampat kan i realiteten ikke hjælpe de her piger. Hendes job er at forsøge at skabe bevidsthed, der får folk til at føle og tænke anderledes. Hun forsøger fx. at få Rampyaris familie til at værdsætte hende. Men når du hører svigerfaderen sige: “Jeg havde tænkt mig at trække hende hjem som en gris”, går det op for dig, hvor meget de ser ned på Rampyari.

-Sampat prøver at bygge hende op: ‘hun er en god pige, hun er en stærk pige’, siger hun til familien, og til Rampyari siger hun, at hun skal prøve at tale anderledes til sin mand.

-Pigerne bliver rådet til at bryde med deres adfærdsmønster om at lade sig underordne. Men de fleste af disse piger kan ikke se mønsteret, som Sampat selv gjorde, så det er ofte en umulig kamp. Ting, du er blevet opdraget til at tænke på som en naturlov, sætter du ikke altid spørgsmål ved. For eksempel troede jeg, da jeg var barn, at præster var perfekte, og det er en del af årsagen til, at de slipper af sted med seksuelle overgreb. Du tror, de er vigtigere end dine forældre. Du kan ikke sætte spørgsmålstegn ved dem. Grunden til, at jeg gjorde det alligevel, var da en præst fortalte mig, at min bedste ven ville brænde op i helvede, fordi hun ikke var katolik. Så vidste jeg, at han var en løgner, for hun var meget sødere end ham.

-Og familierne har lært, at pigebørn er til besvær, og at det er fint at gifte deres døtre bort som 8-årige. Det kræver pionerer som Sampat, der har modet til at råbe op, så mønsteret kan blive forandret.


Loven når ikke derud

Kvinders rettigheder kan selvfølgelig sikres gennem lovgivning, og i Indien findes der også love, der beskytter disse kvinder. Men hvor kvinderne i nogle af Kim Longinottos andre film rent faktisk har vundet sejre ved domstolene, er det her i en fjern afkrog af Indien tomme trusler, når Sampat truer med at slæbe mændene for retten, fortæller Kim Longinotto:

-Vera i Sisters in Law er helten, hun har magt, hun har retssalen, hun har politiet, Sampat derimod har sig selv og sit hold pink sarier, som hun samler, når der skal tages billeder. De er der bare, men har
ingen reel magt.  De har ingen penge, så de kan føre deres sag ved domstolene, for de bor så langt væk, at de ville blive nødt til at rejse langt fx til Delhi for at føre sagen, så når Sampat truer dem med retsforfølgelse, er det desværre tomme trusler.
-Jeg er sikker på, at der en lov, der forbyder drab på babyer og voldtægt, men de bor så langt ude, at børnene slet ikke bliver registeret. Pigerne i filmen har ikke engang fødselsattester og eksisterer ikke i statistikken.

-Jeg har virkelig gode indiske venner, der bor i England, og de fornægter problemet og siger, at der er love mod diskrimination, og at folk ikke længere slår pigebabyer ihjel. Men hvis du tager ud i landsbyerne, kan du se, at der er så mange små drenge og så få små piger, at du ved, det sker. Loven når ikke derud.

En proces over tid
Hvor man i filmene Sisters in Law og Divorce Iranian Style får den umiddelbare tilfredsstillelse af at se kvinder konkret opnå nogle mål, er det mere mudret i Pink Saris.

Ikke alle pigerne får det bedre, og Sampat selv er også ved at få storhedsvanvid, men Kim Longinotto pointerer, at det er en forandring, der sker over tid og fremhæver, at der er et vist håb at spore i de yngre mænd, der faktisk gerne vil behandle deres koner ordentligt.

-Jeg tror, det første skridt ideelt set er, at svigerfamilien skal ændre deres måde at tænke på, og de forsøger Sampat at overbevise dem om. Det virker ikke umiddelbart, fordi det er så grundlæggende en del af familiemønsteret, problemet er så enormt, og der er så mange millioner mennesker i denne her situation.

-Men tænk på vores egne Suffragetter (kvindebevægelse i UK, der kæmpede for kvinders stemmeret, red), og hvordan de blev hånet. De var udsat for vold, og nogle af dem var endda nødt til at begå selvmord for at opnå anerkendelse. Og nu tager vi det bare for givet, at kvinder kan stemme, selvom det ikke engang er 100 år siden. Men det er kun tre generationer siden, og alle de ting vi bare accepterer som naturlige nu, er der blevet kæmpet for. Der er nogle, der er pionerer, og som er klar til at forandre, men det tager tid.


Få det frem i lyset

Kim Longinotto tror ikke på, at film som hendes kan forandre verden med et snuptag, men den kan bidrage til at sætte en debat i gang, sammen med de avisartikler, der bliver lavet om Sampat og hendes Gulabi Gang:

-I slutningen af filmen siger Renu, at hun har set i avisen, at det også sker for andre piger, og det er en virkelig utrolig ting for hende at blive klar over, at hun deler skæbne med tusinder af andre piger. Med avisartikler, romaner og film om emnet er det som en stor sø, vi alle kaster små sten ned i, og vi ved ikke, om det vil ændre noget. Men min drøm er, at filmen kan blive vist rundt om i landsbyerne, hvor folk kan se den sammen, og skabe bevidsthed om pigernes forhold og italesætte problemerne.

Det er parallelt med Sampat, der i filmen Pink Saris konfronterer Niranjans svigermor ved vejkanten, så alle kan høre det og bebrejder hende, at svigermoderen myrdede Niranjans baby. For efter konfrontationen irettesætter to af landsbyens mænd svigermoderen, og siger, at det skal hun ikke gøre. Måske når aviserne også ud til folk, og selvom det kun er mænd, der læser dem, så begynder de måske at sætte spørgsmålstegn ved forholdene. Du kan fx se Rekhas mand, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved kastesystemet og siger, at han bare ønsker, at hun skal have det godt.

Netop det at få tingene trukket frem i lyset, er noget vi også kan lære af Sampat, mener Kim Longinotto og drager en parallel til sin egen katolske baggrund:

-Der har været alle de her skandaler med katolske præster, der misbruger børn. Man undrer sig over, at det kan finde sted i storbyen, hvor børnene går i skole og har fødselsattester, hvor der er telefoner og lærere, og alligevel er der præster, der har gjort det i 40-50 år.

-Sampats arbejde er fantastisk. Hun skaber situationer, hvor alle hører, hvad der sker. Hun går hen til Rampyaris svigerfar og siger ‘du har voldtaget hende’. Hun opmuntrer Rampyari til at fortælle til offentligheden, hvad der er sket med hende.

-De religiøse siger, at det skal hun ikke snakke højt om, det er skamfuldt, men Sampat svarer ‘der er ingen skam i at fortælle det, der er derimod en skam i at gøre det’.

-I England er der meget få voldtægter, der bliver anmeldt eller dømt, og det latterlige er, at det er fordi, at den, der er blevet voldtaget, skammer sig. Efter Rampyari har talt, roser Sampat hende for at stå frem og tale, og det fik mig til at tænke på, at hvis vi havde flere Sampat’er ville tingene ændre sig. Selv i vores lande med uddannelse og rettigheder sker der mange af den slags ting i det skjulte.