Bogen behandler fire danske romaner, som med rette hævdes at være “kanoniserede” i den danske litteraturpædagogik: Johannes V. Jensens Kongens fald (der jo ligefrem også er kommet med på den Brian-autoriserede hitliste), Tove Ditlevsens Barndommens gade, Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld og Kirsten Thorups Baby. Romananlyserne indrammes af en indledning, der præcist (om end enkelte steder måske lidt for indforstået) introducerer til queer-teorien, og en ganske kort opsummerende, problematiserende perspektivering.

Kun få steder lader Bissenbakker det queer-teoretiske lingo køre på automatpilot, fx når hun udnævner Kongens fald til “omdrejningspunkt for komplekse forhandlinger” om begær og seksualitet, eller når hun indforstået kalder begær rettet mod samme køn for “antiidentifikatorisk”; umiddelbart giver det ingen mening, men ud fra videre læsning i bogen forstår man at “identifikatorisk” her skal opfattes som identificerende sig med hetero-modellen.

Queer-inspirerede litteraturanalyser har en tendens til at fokusere på tekstens persongalleri og tematiske univers og her finde noget “ubestemt”, som så udnævnes til at være ikke-heteroseksuelt. Bissenbakker har en anden og mere fintmærkende sans for det stof litteratur er gjort af: hun afdækker de køns- og begærsmønstre, romanerne væver, ikke bare ved at undersøge, hvad de handler om, men også ved at undersøge deres form (komposition, fortælleteknik, stilistik, billedsprog).

Resultatet er nogle virkelig fremragende tekstanalyser, som på den ene side kaster helt nyt lys over de behandlede værker (i særlig grad Kongens fald og Den kroniske uskyld), på den anden side netop indfanger deres universer så præcist, at jeg sidder tilbage med fornemmelsen af lige at have genlæst alle fire bøger, lige at have opholdt mig i dem igen.

Og det synes jeg er ganske sigende: Ved at foretage det Bissenbakker selv kalder “perverterende” læsning kommer hun romanernes universer meget nærmere end de fleste eksisterende læsninger. At læse efter begærs- og kønsmønstre, som afviger fra de heteroseksuelle normer, er tydeligvis ikke at afvige fra litteraturen, men derimod nok fra den gængse litteraturforskning. Eller sagt på en anden måde: at “pervertere” litteraturen er at være på bølgelængde med dens egen “perverse” karakter, hvilket er mere end den gængse litteraturforskning har formået. Og et argument for at litteraturforskning, der fokuserer på køn og begær, ikke er en perifer underafdeling af litteraturvidenskaben, men noget der burde findes i dens midte.

Hvad er det så for universer, Bissenbakker blænder op for med sine romanlæsninger? I Kongens fald finder hun et univers hvor begær OG vold mellem mænd er den drivende mekanik, mens kvinder blot er (re)medier. I Barndommens gade et univers af sadomasochistisk farvet begær mellem kvinder, hvor mænd ikke er begærsobjekter, men højst midler til opnåelse af andre goder.

I Den kroniske uskyld et univers, hvor den ene unge mand begærer den anden, men må forklædes som overklassefrue for at romanen kan realisere dette begær. I Baby et univers, hvor køn er noget, der skabes af penge, og hvor heteroseksualiteten er den største perversion.

I alle læsningerne overskrider Bissenbakker det naive litteratursyn, hvor man behandler romanpersoner, som om de var virkelige personer. I læsningen af Barndommens gade har hun således blik for, at det ikke bare er i romanens personfremstilling, men i høj grad også i dens metaforiske fremstilling af gaden (som en på én gang barsk og kærlig mor), man kan fremlæse dens begreb om begær.

Og i læsningen af Den kroniske uskyld har hun den pragtfulde og overordentlig velargumenterede pointe (som burde skriges højt ud til alle danske litteraturpædagoger), at den dæmoniserede overklassefrue fru Junkersen, som det lykkes at komme i bukserne på jegfortælleren Janus’ bedste og elskede ven Tore, kan læses som en udspaltning af Janus selv: “som Janus’ begær i transvestitisk forklædning”. (s.149)

At læse fiktive personer som udspaltninger af én og samme person er et psykoanalytisk greb. Og langt hen ad vejen forekommer Bissenbakkers analyser meget psykoanalytiske i deres gennemgående bestræbelse på at forfølge ikke-intenderede spor og mønstre i teksternes sprogstrøm for at udrede, hvordan teksterne ikke bare strukturerer, men også er strukturerede af bestemte fantasier om køn og begær.

Psykoanalysens sans for, at det at benægte et begær kan være en måde at give det udtryk på, bliver da også et vigtigt redskab i Bissenbakkers analyse af Den kroniske uskyld, hvor hun direkte støtter sig til Freuds begreb om “benægtelse”. Også bogens andre analyser er i mange passager ren Dr. Freud, f.eks. når Mikkel Thøgersens voldtægt af sin eks-ven Ottes hustru (Kongens fald) analyseres således: “Voldtægten af hende er på én gang en realisering af det lidenskabelige had til Otte og en forskudt måde at udleve et erotisk begær på”. (s.54) Eller når personen Marc i Kirsten Thorups Baby diagnosticeres således: “Snarere end latent homoseksuel kan Marc således ses som fuldstændig ubegrænset i sit barnlige narcissistiske begær efter den smukke statussymboliserende overflade”. (s.163f)

I sine analyser taler Bissenbakker altså ofte som en (klog) shrink, men i de teoretiske dele af bogen argumenterer hun gennemgående imod psykoanalysen, som hævdes at anskue seksualitet og køn som en iboende essens i individet frem for som noget socialt og historisk konstrueret.

I overensstemmelse med Foucault og Judith Butler hævder Bissenbakker, at en psykoanalytisk forestilling om seksualiteten som den inderste drivkraft i det enkelte individ i sig selv er en historisk konstruktion. Samtidig har Bissenbakker dog bevidst valgt at analysere værker, der tidsmæssigt befinder sig inden for samme historiske horisont som psykoanalysen, og her kommer hendes analyserende bestræbelse da altså også til at minde meget om dennes.

Når psykoanalysen kritiseres for at ville fremdrage seksualiteten og begæret som en skjult kerne, så må man spørge, om det egentlig ikke netop er det også Bissenbakkers analyser vil? Bissenbakkers analyser viser os ganske vist, at seksualiteten og begæret ikke er skjulte kerner, men snarere mønstre og dynamikker, som lader sig iagttage i tekstens sprogflade, hvis man bare er en tilstrækkelig opmærksom iagttager. Men er det ikke også det, psykoanalysen viser os? I højeste grad i dens videreliv hos den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som netop polemiserer mod forestillingen om det ubevidste som en indre og førsproglig sæk.

I så fald kommer den postulerede forskel mellem psykoanalysen og Bissenbakker til at befinde sig på et metaniveau: når psykoanalysen analyserer, som den gør, tror den sig angiveligt uafhængig af sin egen historiske kontekst; når Bissenbakker analyserer som hun gør, er hun bevidst om at hun befinder sig inden for en særlig historisk kontekst.

Endvidere mener Bissenbakker, at målet for psykoanalysen er at få individet til at indordne sig under de heteroseksuelle normer, hvor målet for hendes analyse er at åbne for andre begærs- og kønskonstruktioner end de heteronormative. Hertil må man dels sige, at vejene mod disse forskellige mål i så fald til forveksling ligner hinanden, dels at “psykoanalysen” ikke generelt kan siges at sætte heteroseksualiteten som mål og norm, ikke en gang hos Freud selv.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit eget udgangspunkt er psykoanalytisk. Og at jeg sådan set mener, at Bissenbakker i sit grundlæggende analytiske greb (den dekonstruktive læsning og fokuseringen på køns- og begærsstrukturer) står på psykoanalysens skuldre. Og dér står hun virkelig godt og sikkert, med overskud til imponerende analytiske akrobatnumre.

At jeg er begejstret for Bissenbakkers analyser betyder ikke, at jeg er enig i dem. Eller rettere: jeg kan egentlig ikke være andet end “enig” i de strukturer hun fremdrager, så tekstanalytisk velfunderede de hele tiden er, men jeg er ikke altid enig i hendes tolkning af dem.

I analysen af Kongens fald viser Bissenbakker fint, hvordan vold og begær sameksisterer i romanens relationer mellem mænd, ikke mindst i de slagscener, som i dens fremstilling bliver “en række på én gang homofobe og homoerotiske voldsorgier”. (s.187)

Bissenbakker fremstiller vedblivende denne sameksistens af vold og begær som et paradoks, men hvorfor skulle den egentlig være det? Er begær og seksualitet ikke netop ofte en stærk cocktail af aggression og ømhed? (Og skulle jeg i denne antagelse være offer for en freudiansk konstruktion, må man i det mindste i samme åndedrag spørge hvilken konstruktion Bissenbakker er offer for ved at lade begær og vold fremstå som modsætninger.)

I analysen af Barndommens gade er der en tendens til, at kvinde-kvinde-forholdet forveksles med eller nivelleres til et mor-datter-forhold, således at det, man ligesåvel kunne tolke som datterens trang til at frigøre sig fra moderen, tolkes som en homofob trang til at undvige det lesbiske.

Analysen af Kirsten Thorups Baby er nok den, jeg er mest uenig i, og jeg mener endog, at den er uenig med sig selv. På den ene side skriver Bissenbakker, at romanen tilbyder “en queer utopi […] via sit radikale fravær af seksuelle kategorier”. (s.157) På den anden side fremviser hun selv samme post-seksuelle queer-utopi som konsumsamfundets narcissistiske dystopi: “Kønnet fremstår som et mere eller mindre fritsvævende forbrugsgode, som kan vælges fra eller til efter behov, men som Susi, Marc og Leni i deres barnlige selvcentrerethed ikke formår at administrere forholdet til”. (s.161)

Bissenbakker knytter, i overensstemmelse med Judith Butler, queer-utopien til romanens transvestitskikkelse Jolly Daisy, men også i denne skikkelse ser utopien ud til at have infantilitetsdyrkende træk. Således anfører hun, at Daisys alternativ er “ikke at blive voksen, men i stedet […] at være ‘et drømmende barn'”.(s.185) Og denne forbliven på barnestadiet knyttes endvidere til en afvisning af maskuliniteten: “Det antydes, at det på et mere generelt plan er maskuliniteten, som romanen betragter som et problem”. (s.182) Hermed nærmer Bissenbakkers analyse sig (tildels ad kritikkens, til dels ad symptomets vej) lige præcis den fare, jeg selv ser i queer-utopien: at dens opløsning af alle kønskategorier slet ikke er i opposition til, men tværtimod helt konform med infantiliserende, narcissistiske og dybest set forskelforskrækkede tendenser i forbrugersamfundet.

Selvom jeg altså kan være uenig i tolkningerne af de begærs- og kønsstrukturer, Bissenbakker udreder af teksterne, har jeg stor respekt for hendes måde at udrede dem på. Med rette gentager Bissenbakker flere gange queer-teoriens pointe om litteraturforskningens systematiske blindhed: hele det komplekse univers af køn og begærsretning i alle tænkelige kombinatoriske varianter ligger og skriger på os i litteraturen, men forskningen har vendt det blinde øje til.

Bissenbakker har med denne afhandling højnet det analytiske niveau i den danske queer-teori så vel som refleksionsniveauet i den danske litteraturvidenskab.

Lilian Munk Rösing er lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.