Da FNs menneskerettighedsråd mødtes tidligere på året, blev det besluttet at markere 20-året for the International Year of the Family med en paneldebat om familiens rettigheder. Umiddelbart lyder det meget tilforladeligt – mottoet for det internationale familieår, som blev udråbt af FNs generalforsamling i 1994, fokuserede på familiens potentiale til at tage ansvar og udnytte ressourcerne i en omskiftelig verden. “Et lille demokrati i hjertet af samfundet”, hed det dengang.
Men hvis man læser mellem linjerne i den resolution, der danner udgangspunkt for paneldebatten, er der alt mulig grund til bekymring, mener Birgit Lundbak, der er seniorrådgiver i Red Barnet. Hun frygter, at det ensidige fokus på familien kan underminere børns og andre minoriteters individuelle rettigheder:
– Resolutionen lægger op til en beskyttelse af familien i dens traditionelle form, det vil sige kernefamilien med mor, far og børn, og der er ingen henvisning til de individuelle rettigheder, som familiens medlemmer, f.eks. børn og kvinder, har krav på.
Ifølge en rapport fra UNICEF udgivet i september foregår hovedparten af den vold, som børn udsættes for, indenfor hjemmets fire vægge – faktisk udøves der mere vold mod børn i hjemmet end i krigsområder. Det tager resolutionen ikke højde for, ligesom den ignorerer den store andel af kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, og det faktum, at familier findes i mange former, afhængig af kultur, kontekst og personlige præferencer: Homoseksuelle par, ugifte par, forældreløse børn, der lever i familier uden voksne eller sammen med andre voksne end deres forældre, enlige forældre, og så videre.

Tager ikke højde for forskellige familieformer

Derfor affødte vedtagelsen af resolutionen – der altså i første omgang blot har ført til en paneldebat om emnet – heftig kritik fra menneskerettighedsorganisationer. Amnesty International skriver, at initiativet giver grund til “bekymring for, at visse stater vil udnytte det til at fremme en snæver, ekskluderende og patriarkalsk forståelse af ‘familien’, som forhindrer en ligeværdig menneskeretlig beskyttelse af de individer, der indgår i de mange forskelligartede familieformer, som eksisterer verden over.”
Resolutionen blev fremsat på initiativ af Egypten med opbakning fra Rusland og Uganda og vedtaget med stemmer fra blandt andet Angola, Bahrain, Bangladesh, Bosnien-Herzegovina, El Salvador, Marokko, Nigeria, Qatar, Sri Lanka, og Tunesien.
Flere lande – heriblandt Danmark – forsøgte at få en formulering ind i resolutionen, der udvidede definitionen på en familie til at inkludere ‘forskellige familieformer’, men det blev stoppet af Rusland, der benyttede sig af en proceduremæssig taktik kaldet en ‘no action-motion’, som forhindrede en debat om definitionen på en familie inden afstemningen. En ‘no action-motion’ er en kontroversiel taktik, som kun har været anvendt én gang tidligere siden rådets grundlæggelse i 2006, og Ruslands brug af den er blevet fordømt af civilsamfundet og adskillige af rådets stater.

Trængte LGBT-rettigheder

Søren Laursen, der er international talsperson for LGBT Danmark, ser med bekymring på resolutionen. Han oplever, at LGBT-rettigheder er blevet en kampplads i det internationale samfund, hvor fronterne trækkes op mellem ‘Vesten med venner’, som bakker op om bi-, homoseksuelle og transpersoners rettigheder og Afrika, Asien, Mellemøsten og Rusland, som er domineret af forskellige former for konservatisme – der i blandt modstand mod LGBT-rettigheder.
– De forskellige værdisæt, der hersker rundt om i verden, clasher i FN. Det er jo et frygteligt vanskeligt sted at agere, fordi der er så mange forskelligartede dagsordener og værdier, der mødes. Et af hovedproblemerne er, at vi i Vesten render rundt og mener, at de menneskerettigheder, vi har defineret, er universelle. Men det er ikke nødvendigvis opfattelsen i lande som Rusland og Uganda.
Han tror, at vi kommer til at se en skærpelse af værdikampen, og at LGBT-området bliver et af de steder, hvor landene vil markere sig. Netop Rusland, Egypten og Uganda – initiativtagerne til resolutionen – er kendt for deres aggressive lovgivning mod bi-, homoseksuelle og transpersoners rettigheder. For nylig blev otte egyptiske mænd anholdt og anklaget for amoralsk adfærd efter at angiveligt at have deltaget i et homobryllup i Kairo. I Uganda risikerer homoseksuelle at ryge i fængsel på livstid, og i Rusland har flere stater indført kontroversielle anti-homolove, der forbyder såkaldt ‘homoseksuel propaganda’, ligesom overgreb på homoseksuelle og transpersoner er udbredt.
– Det er lidt et gratis område for de her lande – de russiske anti-homolove har ikke resulteret i alvorlige sanktioner fra det internationale samfund, og samtidig er det netop Putins værdikamp mod Vesten og vestlige værdier, der gør ham så sindssygt populær i Rusland. Det er først, når han begynder at rasle med sabler i Ukraine, at det internationale samfund vågner op. På den måde er LGBT-rettigheder et område, hvor lederne i lande som Uganda, Rusland og Egypten kan gå ud og markere sig over for deres befolkninger og sige: ”Se, vi stiller op mod Vesten og deres åndssvage værdier, og vinder stemmer på det, lyder det fra Søren Laursen.
Han ser den store modstand mod LGBT-rettigheder som en reaktion på de landvindinger, bevægelsen har set de seneste femogtyve år:
– Hele LGBT-området er virkelig blevet styrket på det juridiske område siden anerkendelsen af det registrerede partnerskab herhjemme i 1989. I dag skrives vores rettigheder ind i forfatningsdomstole rundt om i verden, og det, at vi har formået at bringe spørgsmålet om LGBT-rettigheder ind i formelle fora som f.eks. FNs flygtningekonvention og Europarådet, skaber modstand i de lande, som har nogle andre værdisæt end os.
Søren Laursen frygter, at resolutionen har givet de konservative lande blod på tanden.
– Det er en konkret sejr for dem at få gennemført det her, og det giver dem givetvis mod på at arbejde videre. Vi frygter, at det kan lykkes dem at få gennemført en definition af familien, som underminerer vores rettigheder og alt det, vi har arbejdet for.

Ekspert maner til besindighed

Spørger man Stéphanie Lagoutte, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, bør vi dog slå koldt vandt i blodet. I første omgang siger resolutionen ikke noget nyt om, hvordan familiebegrebet skal fortolkes af FN-komitéerne og staterne, men gentager blot formuleringer, der allerede er brugt i internationale konventioner, herunder den universelle menneskerettighedserklæring fra 1948.
– Debatten er bekymrende og jeg forstår fuldt ud, at NGO’erne har reageret. Men i sig selv er resolutionen et ubetydeligt dokument – den har ingen reel effekt, lyder det fra Lagoutte.
Hun hæfter sig i stedet ved den besynderlige alliance af lande og den diskurs, der ligger til grund for resolutionens vedtagelse:
– Man kan blive bekymret over, hvad det er for en koalition af stater, vi har at gøre med, og hvad det er for et politisk spil, der ligger bag sådan en resolution.
Hun ser med andre ord ikke umiddelbart noget problem i selve resolutionen, men er snarere forundret over måden, den blev gennemført på – herunder Ruslands brug af den tvivlsomme ‘no action-motion’, og det, resolutionen kan medføre af ændringsforslag til de nuværende konventioner:
– Hvis det på den lange bane medfører, at Rusland f.eks. kan undgå påtale for deres diskrimination af homoseksuelle – hvis menneskerettighedsrådet begynder at lukke øjnene for den slags diskrimination, er det en helt anden situation, lyder det fra Lagoutte.

Menneskerettigheder under pres, også herhjemme

Men spørgsmålet er, om den øgede modstand mod menneskerettighederne kan siges at være begrænset til konservative stater, hvis værdier ikke stemmer overens med de vestlige ideer om ‘universelle rettigheder’. I Storbritannien har den konservative premierminister David Cameron flere gange truet med at træde ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi den forhindrer udvisning af udenlandske kriminelle og terrormistænkte. For nylig bragte han atter emnet op og udtalte, at menneskerettighedsdomstolens afgørelser kun bør være vejledende.
Ifølge Birgit Lundbak oplever man hos Red Barnet, at menneskerettighederne i højere grad end tidligere er under pres, også herhjemme. Hun henviser til, hvordan også danske politikere har luftet utilfredshed med FNs konventioner, for eksempel i forbindelse med de stadigt tiltagende flygtningestrømme.
For nylig proklamerede Venstre i forbindelse med udspillet til en ny udlændingepolitik, at partiet om nødvendigt er klar til at opsige FN’s børnekonvention, så personer der er i PETs søgelys, ikke har ret til at få statsborgerskab, selvom de er født og opvokset i Danmark. Partiet vil i det hele taget ikke have bremset deres udlændingepolitik af internationale konventioner, lyder det. Også DFs Martin Henriksen har ytret ønske om at slække på menneskerettighederne for kriminelle udlændinge.
Det vidner om, at menneskerettighederne langt fra er universelle, og at mange af de områder, deomfatter – ytringsfrihed, retssikkerhed, diskrimination og social udstødelse – ikke opfattes ens af alle, heller ikke blandt danske politikere. I et debatindlæg i Weekendavisen den 3. oktober skriver direktøren for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, at det er et sundhedstegn, at vi diskuterer menneskerettighederne. Det betyder nemlig, at de bliver taget alvorligt. Det er dog ifølge direktøren afgørende at sikre, at gabet mellem den internationale menneskeret og den nationale menneskeret ikke bliver for stort – noget, den øgede kritik af konventionerne fra vestlige politikeres side kunne være et tegn på. Og det er farligt – for hvis politikerne kritiserer konventionerne, kan det på sigt føre til, at også den folkelige opbakning til menneskeretten eroderer.
Jonas Christoffersen mener derfor, at det er nødvendigt med en renationalisering af menneskerettighederne. Ellers risikerer man at miste støtte fra de lande, der har underskrevet konventionerne. Efter 60 år med menneskerettighederne er det på tide at overveje, hvor vi nu skal hen.