Marjaneh Bakhtiari, født 1980 i Iran og opvokset i Sverige, romandebuterede i foråret under stor opmærksomhed med Kald det, hvad fanden du vil, der udkom i dansk oversættelse 18.11.2005. Romanen er blevet kaldt en svensk pendant til Zadie Smiths (f.1975) debutroman Hvide tænder (2000). Marjaneh Bakhtiari er nyuddannet journalist, arbejder for Sveriges Radio, har studeret socialantropologi og bor i Malmø.

Begavet, kritisk, vittig, satirisk, barok, rørende og oprørende. Adjektiverne står i kø efter læsningen af Kald det, hvad fanden du vil. For den unge, svenske romandebutant Marjaneh Bakhtiari har skrevet en umiddelbart underholdende generationsroman om misforståelser og besathed. En roman, der straks giver lyst til genlæsning og behov for eftertanke. 

Kald det, hvad fanden du vil er en svensk samtidsroman, højst aktuel også i Danmark, om den unge kvinde Bahar, der som niårig kom til Sverige fra Teheran sammen med moderen Panthea, faderen Amir og lillebroderen Shervin, der lærte svensk i børnehaven. Tilsammen udgør de fire personer familien Irandoust, der står i centrum af fortællingen med tråde ud til Bahars kæreste Markus med svigerfamilie, hendes jamaicanske ven Moses, Shervins kammerater og Amirs venner og kunder i det pizzaria, han er ejer af. 

Bahar er romanens unge selvbevidste stemme, som romanen igennem blander sig ubesværet med en overordnet fortæller, der ser personerne indefra og udefra, som taler indforstået og kritisk på vegne af såvel en iransk minoritet i Sverige som majoritetssamfundets forsøg på at tilpasse sig den nye situation.


Overbevisende individualitet

Romanen lever først og fremmet igennem sine personskildringer, der både er repræsentative og uforudsigelige i deres overbevisende individualitet. Bahars forældre lever således op til den overdrevent stereotype forestilling om en iransk akademisk overklasse, Amir som digter og forlægger, Panthea som fysiker med speciale i kvanteteori, der i Sverige for faderens vedkommende ender med en karriere som pizzabager, pizzeriaejer og taxachauffør og for moderens som pædagogmedhjælper i en børnehave. Med til stereotypien hører turen rundt om den uformående arbejdsformidling, opgivelsen af den personlige drøm om et arbejdsliv som højtuddannet akademiker og resignationen i trøsten over trods alt at få en plads og et arbejdsliv som andre voksne. 

Men de kendte rollefag fungerer mest som masker over de mennesker, som romanen lader os få en bevægende forståelse for. Vi ser dem indefra og forstår den stræben efter individualitet og personlighed, som i sig samler dem de var, med dem de gerne ville have været. Fra et indre eksil i en stolt persisk litterær tradition kaster faderen sig som talende, tænkende og diskuterende humanist over egne børn, venner, pizza- og taxakunder og alle der kommer i hans nærhed. 

Som logisk trænet fysiker går moderen næsten videnskabeligt til værks i sin vilje til at lære svensk sprog og kultur. Hun gør sig umage. Ja, hun gør sig alt for meget umage, så meget, at det blev pinagtigt, når hun lufter de nye gloser, hun har fundet frem til ved at sammenligne en svensk-persisk og en persisk-svensk ordliste. Hendes anstrengelser over al den tænkning der skal til, før hun sagde bare en enkelt sætning, beskrives så levende, at man ved, man har mødt hende og mærket stilheden:

“Hvert ord krævede umådelig meget energi. Og så blev det alligevel gebrokkent. Hun begyndte ofte på en sætning for halvvejs inde i den at indse, at hun ikke havde en jordisk chance for at afslutte den på korrekt vis. Folks blev stille i Pantheas nærvær for ikke at forstyrre hende.”

Ligeså etnisk som en zebra

Panthea vil for enhver pris vil være en del af det nye fællesskab. Ikke mindst for børnenes skyld, og hun går på med krum hals. Selvfølgelig synes børnene mest hun er pinlig, henviste som de er til at finde deres egen vej. Shervin var kommet til Sverige som to-årig. ”Men han så jo ikke mindre etnisk ud af den grund”. ”Det var forudbestemt, at den etniske oprindelse skulle betyde det samme for Shervin som striberne for zebraen”. Det eneste sted han føler sig velkommen er sammen med kammeraterne, småkriminelle ”homeboys”, som han hænger ud med. En dag farver han til forældrenes forfærdelse håret lyst med det resultat, at det bliver nærmest bliver orange. Alle er oprørte, ingen forstår ønsket om at blive set, blive tydelig som den han er, og ikke som den, de tror, han er. For Shervin, der må bære prædikatet ”andengenerationsindvandrer”, blev ”det familiemedlem, som måtte tåle mest, men som ingen tålte”.

Bahar griner, så hun græder over lillebroderens orange hår og afprøver selv den religiøse vej som en art ungdoms- og kvindeoprør. Var forældrene skuffede og ulykkelige over Shervins hårfarve, er det for intet at regne for det svigt, som datterens religiøse overvejelser repræsenterer. Hendes mor, der sværger til en naturvidenskabelig fortolkning, og faderen der ser religion som kontrol over de uvidende masser, plager sig med selvbebrejdelser. Hvad har de dog gjort forkert? Så åbenlys en foragt for alt hvad de som forældre har stået for? Tørklæde? Min datter? Aldrig! Men hvad kan faderen gøre andet end vente og håbe på, at det går over. Bahar forestiller sig ikke at blive ”bundreligiøs”, vil snarere gøre sig bemærket, have noget at tale om og provokere. Og med Bahars oprør som ”hobbymuslim”, bliver religionen ”noget skrapt, som skar andre mennesker i øjnene”. Ikke mindst Bahars tørklæder giver Marjaneh Bakhtiari anledning til at ironisere over de svenske medsøstre:
“Alle de stærke, fri, selvstændige kvinder så på hende med en blanding af medfølelse og medsøsterlig sympati. Hun var offer for en patriarkalsk familiestruktur fra en landbrugskultur, havde de læst. De så først på hende og så på hinanden, hver gang de gik forbi hende eller sad over for hende i bussen. Søstrene var som Terminator. De udså sig et offer, og med blikket rettet mod det dukkede der en masse relevante fakta op inde i hovederne på dem.

OBJEKT: MUSLIMSK UNDERTRYKT KVINDE
OBJEKT: MUSLIMSK UNDERTRYKKENDE MAND
OBJEKT: AT REDDE OBJEKTET FRA FJENDEN”

At blive set som repræsentant for en fremmed kultur og ikke som individ er en gennemgående frustration og anklage i romanen, som fortæller om mennesker, der hele tiden går fejl af og misforstår hinanden. At ”det skyldes deres kultur” forener ”de gode”, ”de onde” og ”kujonerne”, når de vil forklare, hvordan ”andengenerationsindvandrerne” skal forstås.

Hverken “os” eller “dem”

Til de gode hører bestemt svigerforældrene Pernilla og Rolf, der modtager Bahar ”med åbne arme som et længe savnet kulturelt indslag i familien”. For Pernilla var nemlig ”holdt op med at gå til salsa, fordi det ikke var så inspirerende længere”, og så er der ellers lagt op til en farceagtig svigermekanik, der gennemlyses med Bakhtiaris laserblik. Hvis Amir er besat af Irans litterære og filosofiske fortid og Panthea af at blive svensk, er Pernilla nærmest besat af den eksotiske mulighed, som Bahar repræsenterer som ny svigerdatter i familien. Men Bahar vægrer sig og afviser Pernilla, der bare vil alt det gode. 

Som født i Iran og opvokset i Sverige kaster den unge svigerdatter et blik på den svenske normalfamilie Sundén, og tilbyder et helt nyt billede af familien Sverige i dag. Sådan har den i hvert fald aldrig har set sig selv. Til de gode hører også lærere, journalister og integrationsarbejdere af enhver slags. Er det ondt? Ja, det er det også, men det er samtidig vældig klart og kærligt. Bakhtiaris position er ikke ”os” og ”dem”. Det lykkes hende faktisk at glide ind og ud af personer og synsvinkler, der har det til fælles, at de uanset etnicitet alle tilhører det moderne Sverige, som hun selv er opvokset i. Som læser går man hverken uberørt eller ram forbi hendes knivskarpe beskrivelser.

Romanen er generøs i sine personskildringer langt ud i bipersonerne. Den mest rørende historie er en begyndende kærlighed mellem Moses, Bahars ven fra Jamaica, ”der ligner Jesus, bare med en anden etnisk baggrund” og Rosa, en træt, midaldrende chilensk flygtning, som til egen og ikke mindst sine børns overraskelse genfinder livsmodet i forelskelsen. Det er muligvis sentimentalt, men jeg kunne altså godt have læst en hel roman om bare om det bevægende møde mellem de to. 

Jeg har kun den anke, at en roman som Bakhtiaris åbenbart ikke kan skrives på dansk endnu. Til gengæld er det lykkeligt, at det er muligt på den anden side af sundet, hvor forfatteren er vokset op. Og en trøst at romanen er så overbevisende godt oversat af Lise Skafte Jensen, der tilmed har lært mig en række nye ord så som ørle og disse, gode danske ord, der åbenbart er smuttet ind i sproget bag om ryggen på denne aldrende anmelder, der i år for længst har overhalet den unge kvindelige hovedpersons far, hvis 50-årige fødselsdagsfest får lov til at lukke romanen.

Kald det, hvad fanden du vil er også på dansk en overbevisende debutroman, som fortjener at blive lige så stor en læsersucces her i landet, som i hjemlandet Sverige.

Elisabeth Møller Jensen er direktør for KVINFO.