– Hvad er vigtigt, når vi ser på vores rettigheder som borgere i et
samfund? Handler det om andet end retten til at afgive sin stemme, om
sociale rettigheder og retten til økonomisk bistand, hvis man er i
problemer? Bør borgerrettigheder fx ikke også handle om retten til at
bestemme over sin egen krop, den kropslige integritet – og i den
sammenhæng fraværet af vold i vores liv?

Spørgsmålene kommer
fra Keith Pringle. Han er professor i sociologi ved Mälardalens
Universitet i Sverige og har samtidig et indgående kendskab til dansk
kultur og historie, bl.a. fra flere år som ansat ved Aalborg
Universitet.

Pringle har i flere sammenhænge undret sig over,
at de skandinaviske lande har relativt få undersøgelser af, hvordan
dominerende forestillinger om maskulinitet hænger sammen med mænds
praksis, herunder mænds vold. Derfor har Forum sat ham stævne i
forbindelse med et forårsbesøg i Aalborg 2007, hvor han er
ph.d-vejleder og på gæstevisit. Besøget er en af hans mange jævnlige
“mellemlandinger”, da han pendler mellem jobs som forsker, underviser
og vejleder i Sverige, Danmark og Storbritannien.

Danmark mangler viden om kønsrelateret vold


Vi har brug for forskning for at forklare, hvorfor mænd begår vold mod
kvinder, børn og mod hinanden, understreger Pringle. Og her ser han en
tendens til, at de skandinaviske lande, især Danmark, forskningsmæssigt
er sakket agterud. Den manglende forskning betyder, at ude i praksis
hos fx socialarbejdere og hos politikerne er der ikke nok opmærksomhed
på problemet. – Men det er generelt svært at tale om magtrelationer i
Norden, siger Pringle.

– Det er meget vigtigt, men også uhyre
kompliceret at besvare, hvorfor nogle mænd begår vold – og hvorfor mænd
som gruppe tegner sig for så stor en andel af den vold, der udøves.
International forskning viser, at ulighed mellem kønnene er en
afgørende årsag. Men der er også andre uligheder på spil, som
etnicitet, seksualitet, alder, handicap og klasse. Desuden ved vi, at
mænds vold mod kvinder og seksuelle overgreb mod børn stadig er et
meget udbredt problem, også i de lande, der generelt anses for
ligestillede, som fx de nordiske lande, siger Keith Pringle.

Nordens ry velfortjent, men ikke på alle områder


De nordiske lande bliver ofte fremstillet i et særligt positivt lys,
når det gælder politik ifht. klasse, køn, etnicitet, alder, handicap og
seksualitet. Skandinavien er blevet en model for progressiv velfærd.
Det skyldes, at de nordiske lande placerer sig meget positivt ved de
almindelige mål for velfærd, forklarer Keith Pringle.

Derfor
er Nordens ry som velfærdsforbillede også velfortjent på en række
områder. Pringle fremhæver bl.a. den materielle velfærd og fokus på
børns og kvinders rettigheder.

– Men i de senere år har
kritikere påpeget, at ryet som et entydigt godt “forbillede” er falsk.
For det store fokus på demokrati og velfærd sker på bekostning af
smallere områder som fx køn og magt, kønsidentitet og etnicitet,
understreger Keith Pringle.

Siden 2000 har Pringle sammen med
forskerne Lee Ann Iovanni fra Danmark og Dag Balkmar fra Sverige
kortlagt den eksisterende viden om mænd og deres praksis i en række
europæiske lande i to EU-finansierede projekter. Den første
undersøgelse omfattede ikke danske forhold, men blev senere fulgt op af
endnu en, som også inkluderede Danmark og Sverige.

Keith
Pringle og hans kolleger har samlet data fra videnskabelige
undersøgelser, statistik, statslige publikationer og politikker samt
analyseret mediernes fremstilling af mænd i 10 lande. Ud over vold har
projekterne afdækket emnerne mænds arbejde, mænds sundhed og social
eksklusion af mænd. Resultaterne bekræfter, at mens der i Norden er
masser af forskning, politiske og sociale tiltag, som omhandler mænds
og kvinders arbejde både i hjemmet og på arbejdsmarkedet, er man langt
ringere rustet til at håndtere mænds vold, især i Danmark.

Det sociale systems blinde øje

I
sin øvrige forskning har Keith Pringle undersøgt det sociale systems
rolle ifht. den kønsrelaterede vold. Hvornår vælger socialarbejdere at
sætte det blinde øje for kikkerten og undlade at se mænds vold?

Fx
fortæller Pringle om et master-projekt, som en af hans studerende
udførte for to år siden. Her sammenlignede Kevin Perry, hvordan
socialarbejdere i henholdsvis Danmark og England bliver undervist i at
kommunikere med børn, der har været udsat for seksuelle overgreb.
Masteropgaven illustrerer, at der er meget store forskelle landene
imellem.

– Undervisningen af socialarbejderne i England var
ikke fremragende på det her felt, men der eksisterede dog kortere
kurser om emnet. Men i Danmark var der absolut ingen træning i, hvordan
man kommunikerer med seksuelt udsatte børn, forklarer Keith Pringle.
Resultatet er, at socialarbejdere ofte slet ikke hører, hvad børn
prøver at fortælle dem.

De voldelige er “de andre”


Både i Sverige og Danmark ønsker man ikke at se, hvad der sker inden
for ens egen etniske gruppe, når det gælder vold og seksuelle overgreb
mod børn. Man lukker øjnene. I Storbritannien er det derimod mere
accepteret blandt forskere og professionelle socialarbejdere, at
seksuelle overgreb mod børn primært bliver begået af mænd og drenge
generelt uden særligt fokus på etniske mindretal.

De svenske
data, som Keith Pringle har set på, viser, at der er et skævt fokus på
volden, både blandt de professionelle og i medierne. Volden ses primært
som et problem blandt etniske mindretal. Samtidig benægtes den udbredte
vold blandt “hvide svenske mænd”.

– I Danmark og Sverige er
der blinde pletter, når det gælder vold udøvet af den etniske
majoritet, nemlig “hvide” svenskere og danskere. Der er indgået en form
for ubevidst overenskomst om, at man som etnisk majoritet er mindre
voldelige end “de andre”. Jeg har mødt tilsvarende holdning hos danske
studerende på det sociale område i øvrigt.

Generelt er der alt
for lidt undervisning i magt i relation til køn, etnicitet, alder,
seksualitet og handicap på uddannelserne for socialarbejdere i de
nordiske lande. Det betyder ifølge Keith Pringle, at danske
socialarbejdere fokuserer for lidt på egen rolle.

– De er jo
aldrig neutrale, de har en dagsorden, de er aktive i forhold til
klienterne, de tager del i virkeligheden. Jeg er ikke i tvivl om, at de
forsøger at gøre deres arbejde bedst muligt, men det holder ikke, at
man fornægter den negative og positive side af magtproblematikken.

Storbritannien bedst til magtrelationer

De
europæiske undersøgelser viser, at Storbritannien, Tyskland, Norge og
Sverige er førende, når det gælder mandeforskning og politikker på
området. Også Finland har ydet et stort bidrag, Danmarks indsats er som
sagt begrænset, selv om der i de senere år dog er sket en mindre
forbedring.

Norge og Sverige fokuserer på mere generelle
mande-emner, såsom arbejdsmarkedsforhold og mænds helbred, og der er en
tendens til at se på, hvilke problemer mændene selv har, ikke på de
problemer mænd skaber, fx gennem vold.

– Jeg argumenterer ikke
for, at vi skal se forholdene i Storbritannien som ideelle, for her
eksisterer der store problemer med racisme og sexisme, som især er
forværret siden Irak-krigen begyndte. Men i 1980’erne og 1990’erne var
der et større fokus på magtrelationer i UK end i de nordiske lande, og
Storbritannien er altså stadig førende, når vi taler om at sætte fokus
på forskellige former for magtrelationer, siger Keith Pringle.

Den historiske forklaring

Hvordan
kan det være, at Storbritannien, som har en ringere social velfærd end
Danmark, har bedre vilkår for at undersøge køns- og magtrelationer,
herunder mænds vold mod kvinder og børn? Pringle peger på, at
forklaringen ligger i Danmarks og de nordiske landes kulturelle og
historiske baggrund.

– De nordiske lande har en historie, som
bygger på homogene værdier og konsensus-politik, og de har en rodfæstet
tro på egen velfærdsstruktur, sammenlignet med de langt mere
individuelle og konfliktorienterede tilgange i Storbritannien. Men det
er den samme britiske individualisme, der giver plads til
forskelligheder og større opmærksomhed over for manglende ligestilling,
når det gælder køn, race, alder, handicap og seksualitet.

Den
dynamik, som gør den nordiske velfærdsmodel så stærk, begrænser altså
samtidig systemerne, når det drejer sig om håndtering og anerkendelse
af social ulighed på en række minoritetsområder, mener Pringle.
Samtidig er han klar over, at en så bred forklaringsmodel ikke er nok,
hvis man vil forstå forskellene mellem landene til bunds.


Jeg har boet i både Danmark og Sverige. Derfor ved jeg, at de to landes
udvikling langt fra er ens, man kan ikke bare tale om en fælles nordisk
historie, der kan forklare, hvorfor både Danmark og til dels Sverige er
bagud på de her felter.

– Danmark har en samfundsudvikling,
som i særlig grad bakker op om liberalistiske værdier. Individets
frihed i Danmark er højt prioriteret, friheden til fx at udtrykke sig,
som man vil, i ord og handling. Den udvikling er foregået parallelt med
en særlig retning af “social kollektivisme” i Danmark, som har rødder
langt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, hvor velfærdsstaten bliver
grundlagt.

– Selv om den danske arbejderbevægelse er vigtig i
landets udvikling, så vil jeg mene, at andelsbevægelsen spiller en
endnu større rolle. Det er den pragmatiske forsamling af individuelle
bønder, som ser en fordel i at samles i kollektive foreninger for at
sikre deres eget udbytte, som præger den danske udviklingshistorie,
forklarer Keith Pringle.

Friheden er for dem, der hører til i fællesskabet

I
Danmark lægger man vægt på individets frihed, men friheden er først og
fremmest for den dominerende etniske gruppe. Friheden er altså størst
for dem, der hører til i “fællesskabet”, den etniske majoritet,
fremhæver Pringle.

– Jeg tror, at den kulturelle arv i Danmark
skaber modstand mod sociale analyser ud fra et magtperspektiv. For
styrken i den liberale individualisme og den dominerende gruppes trang
til at påberåbe sig frihed, kan nemlig kun opretholdes gennem fravær
af magtanalyser, analyser som netop vil kaste lys på de centrale
kløfter i det danske samfund. Efter min mening tænker vi alt for lidt i
de borgerrettigheder, som især mindretal bør have i samfund som de
skandinaviske, fastslår Keith Pringle.

I Sverige har
arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet iflg. Pringle haft en større
indflydelse, og det er netop forholdet mellem individualisme og
kollektivisme, som har præget Danmark og Sverige forskelligt. Det
betyder, at svenskerne i højere grad har et magtorienteret perspektiv
på kønsrelateret vold end danskerne

Efter Keith Pringles
mening består udfordringen i at finde en kombination mellem det
kollektive og det individuelle, som tillader, at man kan sætte kritiske
spørgsmålstegn ved fx mænd og vold i Danmark.

– Jeg taler ikke
om, at man skal flytte midlerne fra kvindeforskning over til forskning
i mænds adfærd. Men jeg mener, at der bør forskes mere i magt og køn
som helhed i Danmark. Og der skal ikke kun fokuseres på mandeforskning,
børn bør også i højere grad inddrages. De er en undertrykt gruppe, som
er ekstremt forsømte af forskningen, siger Keith Pringle.

– For mig er det vigtigt, at vi ser på hele billedet, men vi kommer ikke uden om, at når det gælder vold, især seksuel vold, så er det område domineret af mænd. Det må altså ikke fortsat blive ignoreret! lyder opfordringen fra Keith Pringle.