Fra bål og brand, tugthus og straffearbejde over kastration og “behandling” til antidiskriminationslovgivning og registreret partnerskab. Så kort kan man beskrive homoseksualitetens retshistorie i Norden gennem de sidste 150 år. Men historien er mere kompleks ifølge et nyt kriminologisk pionerværk, der kortlægger historien om homoseksuelle og loven i Norden. Og “Norden” tages helt bogstaveligt. Ikke bare er der kapitler om Danmark, Norge, Sverige og Finland, der præsenteres også nyt (skønt i sagens natur sparsomt) kildemateriale om Island, Færøerne og Grønland. Grundighed, redelighed og høje ambitioner præger dette vigtige projekt, der både består af homohistoriske veteraner og yngre forskere. 

Det giver i denne sammenhæng god mening at behandle regionen under ét. Selvom “den nordiske velfærdsstat”, som projektets ankermand Jens Rydström angiver, måske ikke findes som andet end “en model med fem undtagelser”, så demonstrerer bogen overbevisende, at de nordiske landes homojuridiske historier er forbavsende parallelle. Med udsving på måske 10-20 år og med visse variationer vedtager de fem lande nogenlunde de samme love til at regulere sammekønnet seksualitet. Og historierne gentager sig.

Fra sodomi til (u)natur 

Personer med erotiske og følelsesmæssige interesser i sit eget køn udspecificeres gradvis som en særlig mennesketype i anden halvdel af 1800-tallet. Det er begyndelsen på “homoseksualitetens historie”, som især den franske filosof Michel Foucault på banebrydende vis har demonstreret. I takt med den stigende videnskabeliggørelse af kønslivet diagnosticeres et helt nyt folkefærd: “de perverse”. Her er “de homoseksuelle” en vigtig underkategori med en særlig psykologi, barndom, konstitution og måske fysiognomi. 

Juridisk set er medicinen fra første færd på de homoseksuelles side, og homoseksuelle og videnskabsmænd indgår ofte i strategiske symbioser. Lægerne mente næsten samstemmende, at de homoseksuelle ikke skulle retsforfølges. Mange jurister fulgte deres anbefalinger, for den medicinske diskurs var uhyre stærk. Ikke mindst i de nordiske lande, hvor psykiatrikere ofte spillede nøgleroller i de juridiske reformer. Religionen havde derimod en mindre betydning end i andre dele af Europa. 

Tidligere var sammekønsseksualitet juridisk set en del af den dunkle “sodomi”-kategori, en i nutidens øjne gådefuld samling af dæmoniserede synder, der kunne omfatte alt fra at forføre en nonne, voldtage en mindreårig eller penetrere en ko. Det var først og fremmest et anliggende for religionen, og straffene var dramatiske. Dødsstraf var ikke ualmindelig. Imidlertid var domsfældelser sjældne. Kun mænd kunne dømmes for sodomi, for det handlede grundlæggende om penis’ indtrængen i et “forkert” hul, en kvindelig eller mandlig anus, et barn eller et dyr med efterfølgende udløsning: “tingen i tingen og udstrømning af sæd”, som det hed i datidens juralatin. 

Med homoseksualitetens opfindelse forsvandt sodomibegrebet, og straffene blev generelt mildere. Læger og psykiatere plæderede for, at homoseksualitet var medfødt, evt. en slags “tredje køn”, og homoseksuelle skulle således ikke straffes for at følge deres natur. Men alle nordiske lande havde stadig i slutningen af 1800-tallet fængselsstraffe for “omgængelse mod naturen”. Straffene udløste en række tidlige “skandalesager” ligesom i mange andre vesteuropæiske lande (Oscar Wilde-retssagen i England er en af de mest berømte). 

I Danmark var ikke mindst sensationspressen en vigtig aktør i “Den store Sædelighedsskandale” i 1906-07, som blandt andre inddrog forfatteren Herman Bang. Næsten samtidig oplevede Sverige en lignende sag omkring billedhuggeren Nils Santeson, hvis unge kæreste havde forsøgt at tage sit liv efterladende et brev, der lagde skylden over på den ældre elsker. 

Kampen om ungdommen 

I begyndelsen af det 20. århundrede var homoseksualitet i realiteten afkriminaliseret, selvom det varede en del år, før lovgivningen fulgte efter. Der er en del variation de fem lande indbyrdes. Norge var en nordisk fortrop. I sin første grundlov som selvstændig nation i 1905 blev en lov om fængselsstraf mod mandlig homoseksualitet indført med det forbehold, at den kun gjaldt “når det påkræves af almene hensyn”. Danmark afkriminaliserede homoseksualitet uden forbehold i 1933, men det skyldes til dels tilfældigheder, at det varede så længe. Retshistorien er nemlig også historien om skiftende regeringer, koalitioner og strategier, som Wilhelm von Rosen fint demonstrerer i bogens nok bedste bidrag (som dog tenderer til at skrive kvinderne ud af historien). Sverige og Finland afkriminaliserede homoseksualitet i hhv. 1944 og 1967, Island i 1940. 

Men hermed var homoseksualitet ikke retsligt ligestillet med heteroseksualitet. I takt med homoseksualitetens afkriminalisering var der igennem hovedparten af det 20. århundrede en udbredt bekymring for perversionens smittefare, og for at de seksuelle afvigere ville forføre og “homoseksualisere” ungdommen. Det var først og fremmest drenge, der var tale om. Bekymringen for pigerne var mindre, ligesom homoseksuelle kvinder spillede en langt mere beskeden rolle i retshistorien: Det er ikke her, man først og fremmest skal lede efter lesbisk historie. 

Kampen omkring den seksuelle lavalder blev en af de vigtigste moderne homojuridiske slagmarker. Først i 1970’erne vedtog Danmark, Norge og Sverige samme aldersgrænse for homo- som heteroseksuelle forhold. Island og Finland måtte vente helt til hhv. 1992 og 1999. Til gengæld har Finland i det nye årtusind været foregangsland bl.a. i forhold til lovgivning om insemination af lesbiske. 

At ungdommen i så høj grad var i centrum for lovgivningen og den generelle opinion må bl.a. ses i lyset af drengeprostitutionen, som var udbredt i storbyer som København og Stockholm. Efterkrigstidens knaphedssamfund, ungdomskultur og urbanisering medførte nye materielle behov blandt unge, og prostitution var her et middel til at dække behovet. Den homoseksuelle smag var i denne periode før de seksuelle frigørelsesbevægelser ofte rettet mod en maskulin ungdom. Normen var, at en i princippet heteroseksuel proletarteenager solgte seksuelle ydelser til en typisk noget ældre mand.

Bundfald og “Den grimme lov” 

Ofte kom de unge mænd fra provinsen til storbyen. I boulevardpressens kampagner blev de lanceret som “Sodoma’er”, hvilket forvandlede ynglingene til “Bundfald”, for at citere titlen fra en kendt homofob dansk film fra 1959, der faktisk havde den senere så berygtede politimand Jens Jersild som konsulent. Homoseksualitet var i alle nordiske lande et storbyfænomen, og splittelsen mellem land og by, der især blev tydelig i efterkrigstiden, er central for forståelsen af homofobiens historie. 

I lande uden storbyer som Færøerne, Grønland, Island (og onde tunger ville sige Norge) kan man tale om en veritabel “seksuel diaspora” til især København, der samtidig på grund af sin nærhed til det øvrige Europa har fungeret som Nordens homohovedstad. Det er en stor del af forklaringen på de meget få retssager i den nordiske periferi. Det skyldes ingenlunde, at holdningen var mere liberal, men tværtimod at de homoseksuelle var migreret derfra til metropolerne.

I Danmark forsøgte lovgiverne i overensstemmelse med 1950’ernes homofobe opinion at komme dette “uvæsen” til livs med vedtagelsen af den såkaldte “grimme lov” i 1961. Denne kriminaliserede enhver form for homoseksuelt betalingsforhold med en person under 21 år og ramte samtidig de første forsøg på homoseksuel organisering. Loven blev dog afskaffet blot fire år senere.

Loven er udtryk for en “mørk” periode i dansk homohistorie og resulterede i et rekordhøjt antal anholdelser. Men den er også et historisk bevis på en kobling som i dag næsten er helt forsvunden, ja gerne fortrænges: forbindelsen mellem mandlig homoseksualitet og pædofili. Idéen om ligeværdige kærlighedsforhold mellem jævnaldrende er i dag næsten en selvfølge. I virkeligheden er idéen i høj grad et produkt af 1970’ernes frigørelsesideologier, som på afgørende vis ændrede ikke bare homoseksuelle mænds livsvilkår, men også deres seksualpraktikker og smag.

En happy ending? 

I løbet af 1980’erne ændrede lovgivningen sig gradvis fra at diskriminere homoseksuelle til at arbejde for homoseksuelles retsbeskyttelse. Antidiskriminationslovgivning blev gennemført i alle nordiske lande. Som det sidste land i Norden vedtog selv det notorisk homofobiske Færøerne med knebent flertal og under stor – også international – pressebevågenhed sidste år en sådan lov. Danmark indførte i 1989 som det første land i verden loven om registreret partnerskab, en lov samtlige lande i Norden, undtaget Færøerne, nu har vedtaget.

Bogen dokumenterer i minutiøse detaljer og med en del statistik denne historie, og det gør den med sine bilag og appendikser til en nyttig kildesamling. Men det gør den ikke nødvendigvis til en god bog. De syv kapitler synes ikke rigtig samarbejdede, de er fulde af gentagelser, og det er næsten som om, den samme historie fortælles igen og igen (Finland er dog her en undtagelse, for landets dramatiske historie med krig og borgerkrig adskiller sig fra det øvrige Norden). Endelig er sproget et problem. Der skrives på “engelsk”, men det er livløst, upersonligt og farvet af materialets kancellistil. 

Det er bogens styrke, at den så nærsynet fokuserer på tal og paragraffer – men det er også dens svaghed, at den ikke reflekterer mere over forholdet mellem jura, praksis, politik, normer, og kultur. Forlagets lancering af bogen som “a comprehensive history of homosexuality in Scandinavia” er falsk reklame. Der er snarere tale om en række dygtige arkivrotters temmelig ukoordinerede bidrag, små, men vigtige brikker til et større puslespil omkring magt, viden, jura, videnskab, medier og – lyst. Det sidste kan man godt komme til at glemme under læsningen af denne knastørre bog. 

Jens Rydström and Kati Mustola (ed.): Criminally Queer. Homosexuality and Criminal Law in Scandinavia 1842-1999; aksant: Amsterdam, 2007