“Det feminine førergreb har taget overhånd, og manden sidder snart helt ude på sidesporet og dør af lav sædkvalitet og ADHD før han lærer at stave til sit eget navn.”
Når det er sådan, BaggårdTeatret præsenterer De kaldte ham Mand, så kan det nok ikke undre nogen, at mine forventninger ikke var specielt høje.
De kaldte ham Mand er Baggårdsteatrets mandlige pendant til deres De kaldte hende Crazy Daisy fra 2010, som var et brag af en succes. Konceptet er det samme, men med omvendt kønstegn: Her er det syv mænd: Knud Romer, Jokum Rohde, Kenneth Reinicke, Zaki Youssef, Simon Emil Ammitzbøl, Heinrich Christensen og Troels Mylenberg, der hver har skrevet en monolog om det at være mand i 2013. Instruktør Kamilla Bach Mortensen har stykket de syv historier sammen til én 90 minutter lang monolog.
Min plan var egentlig at møde op, se forestillingen og på bedste sarkastiske vis forklare, hvor dårlig De kaldte ham Mand og hver enkelt monolog var. For kortene på bordet: Jeg er en af dem, der tror, en stor del af mænds problemer i dag kan føres tilbage til kvindeundertrykkelse. Traditionel maskulinitet er i forvejen en enormt begrænsende kasse, og når evigheders kvindekamp så har formået at åbne mandekassen på klem, kan det nok ikke overraske, at vi mænd er temmelig forvirrede. Vi er begyndt at bevæge os ud i en ny verden, som de gode gamle kønsroller og alt, der følger med dem, forsøger at holde os væk fra, alt imens kvinderne lige så stille smider lænkerne og begynder at stille spørgsmålstegn ved vores privilegier. Det er altså ikke let at være mand i dag!
Et godt eksempel er, hvad der sker i tilfælde af spædbarnsdød. Moderen får fjorten ugers orlov med barselsdagpenge til at sørge i – faderen får nul. Vi mænd får at vide, at vi skal være mere nærværende for vores børn, men hvis barnet dør inden 32. uge, har vi, grundet forældet lovgivning, værsågod at gå på arbejde mandag morgen. Ikke at vi har brug for at sørge, naturligvis. Den traditionelle machomand har kun to følelser: vrede og liderlighed. Man kommer ikke særlig langt her i verden med blot de to i sin følelsesmæssige værktøjskasse.

Mandens indre monolog

Det begynder ret godt. På væggene bag den mørke scene står et stort, skægget ansigt projiceret. Han har såret sig selv, fortæller han os, mens en tung puls dunker i baggrunden. Det er Jokum Rohdes ord, vi hører. Han vil foretage et indgreb, nærmere bestemt en amputation af sit eget lem.
Vi lærer, at det endda nogle gange kan være nødvendigt med en amputation. Der findes en lille, brasiliansk fisk, som svømmer op i urinrøret, hvor den sætter sig fast med en ring af modhager. Den eneste måde at slippe af med den er åbenbart amputation. Lige omkring hér sad samtlige mænd i publikum med krydsede ben, så opmærksomheden er tydeligvis fanget fra starten. Der er en grund til, at Rohdes monolog har titlen “Den Brasilianske Malle”.
Imens ligger det skæggede ansigts ejermand, Jon Lange, uroligt på sin røde sofa og mumler med på Rohdes mareridtsmonolog. Lyset tændes først, da han vågner med et sæt. De madrasser, der udgør scenens vægge, er beklædt med et lyserødt, abstrakt mønster, der henleder tankerne på indvolde eller indersiden af en hjerne. Vi er simpelthen inde i manden. Det giver en ny betydning til udtrykket “indre monolog”. På den anden side viser mønsteret sig at være baseret på et billede af en blomst, og flere steder ligner det en dæmonisk skedeåbning. Selv i sit eget indre er manden omringet af truende kusser!

Hvorfor al den snak om ligestilling?

Det begynder at gå ned ad bakke næsten i det øjeblik, Jon Lange, kun iført undertøj og uldne sokker, begynder at tale. Noget af det første, vi får at vide, er, at kvinder altså bare ikke er lige så sjove som mænd. Og hvis de er, så er de lesbiske, som f.eks. Linda P eller Ellen Degeneres. At fortælle en joke er nemlig at satse den gode stemning. Og det gør de syv forfattere i den grad.
Nok er nok. Sådan virker det i hvert fald, når Jon Lange, akkompagneret af en radio, der konstant spytter fakta om mænd efter ham, eksempelvis beklager, at den moderne kvinde er blevet til en mand og den moderne mand en kvinde, og at ligestilling i bund og grund handler om, at mænd skal afgive deres magt til kvinderne. Radioen fortæller os, at mænd ikke ser sig selv som et køn-et udsagn, mange feminister nok vil erklære sig enige i – men Lange smider lige tilbage i hovedet på os og den magiske radio, at det da kun er transvestitter, der hele tiden tænker på deres lem!
Skal vi tro hovedparten af den halvanden times monolog, så har kvinderne taget magten. Blandt andet var det åbenbart en fordel for Helle Thorning, at hun er en kvinde. Det gav hende de ekstra point, der skulle til for at blive forkvinde for Socialdemokratiet. I det hele taget fornemmer man en vis modvilje mod det dersens ligestilling. Troels Myhlenberg mener, at kønskampen er endt 0-0 i stedet for 1-1, hvilket uundgåeligt giver mig den tanke, at der menes, at hvis der ikke er nogen at vinde over, så taber alle. Hvorfor kan vi ikke bare stoppe med at tale om det? Og hvad er der i bund og grund i vejen med at være imod ligestilling?

Lys i klynke-mørket

Selv Jokum Rohdes skøre karakter har fået nok. Hver nat kommer der små piger op af gulvet og bortfører ham til Østeuropa, hvor han tvinges til at have masser af beskidt sex med utallige kvinder. Amputationen skal sætte en stopper for det. Drømme-Jons kastrationstrang virker som et forsøg på at slippe af med sin egen dæmoniske liderlighed, men når hans ansigt kun dukker op på væggen på tidspunkter, hvor Jon Lange på scenen ikke er ved bevidsthed, og når Rohdes monolog er den eneste, der ikke fremføres live, lyder det næsten som en underbevidst frygt, for at blive behandlet, som mange østeuropæiske sexslaver bliver det-af mænd.
Måske læser jeg for meget ind i det, men Rohdes monolog er dermed et fint lyspunkt i en ellers halvirriterende forestilling. Den er skåret i stykker og spredt ud over hele forestillingen, så Rohde får både det første og det sidste ord, og han er heldigvis ikke alene. Der er andre gode passager, som da Jon Lange bryder ud i en passioneret klagesang over det danske arbejdsliv og det “frie” marked, under hvilket vi arbejder for at tjene penge for at holde os i live for at kunne arbejde og så videre.
Nok endnu smukkere er den bid, hvori Jon Lange udbryder, at “maskulin” og “feminin” er dovne beskrivelser af noget uendeligt meget mere komplekst. Den todeling, vi som samfund har en tendens til at trække ned over hovedet på nogenlunde alt, lige fra mand/kvinde til krop/sind, er en forskruet forklaringsmodel. Vi er for fanden skabt af det samme stof som stjernerne! Poesien står i flot kontrast til tidligere snak om noget iboende mandigt og minder os om, at ord har den betydning, vi giver dem.

Spiller på klicheerne

Det er syv meget forskellige fortællinger, vi bliver præsenteret for, og flere af dem modsiger hinanden direkte. Dertil kommer, at monologen i forvejen er en besværlig genre, og 90 minutter af det bliver let trættende. Heldigvis har instruktør Kamilla Bach Mortensen og scenograf Nadia Nabil Korsbæk arbejdet grundigt med både materiale og skuespiltalent, og resultatet er en nogenlunde sammenhængende fortælling. De få rekvisitter, Jon Lange har til rådighed, bliver udnyttet til fulde. Den faktaspyttende radio bruges senere som guitar i et lille musiknummer, og standerlampen spiller på et tidspunkt rollen som Jon Langes kone i et skænderi, med heftig blinken med lyset i stedet for ord, og sammen med den My Little Pony-dukke, der skal repræsentere datteren Anna, giver det “objektificering” en helt ny mening.
Der spilles heftigt på klicheerne om mænd i både ord og billede, for eksempel da Jon Lange i undertrøje drikker mælk direkte af kartonen og hælder øl på sine cornflakes, fordi han drak al mælken tidligere. Og da øllene er drukket, følger vi op med et beruset opkald til ekskonen for at snakke med datteren. Koblet med periodiske kostumeskift, der består i, at Jon Lange tager mere og mere tøj på, så han til sidst ender kollapset i et flammehav, hvor væggenes madrasser er hevet ned for at skabe et fængsel af madrasfjedre, iført krigsmaling og jakkesæt, fortæller Lange os faktisk en sideløbende historie om en mand i forfald.
For det er i sidste ende Jon Lange, der formår at forbinde de syv historier. Selvmodsigelserne ignoreres, når de fremføres med så stor overbevisning, som Lange gør det. Den afgrund, der ligger under de vrede ord, kommer kun så godt til udtryk, som den gør, fordi Lange skjuler den bag sin egen mani. Det korte skæg og det skulderlange hår giver hans vildmandsudtryk ekstra troværdighed, så selv de mest chauvinistiske fraser virker sært hypnotiserende.

Syv fortællinger bliver til én

De kaldte ham Mand er simpelthen ganske effektiv som et billede af mange mænds tanker om ligestilling. Jeg genkender den overfladiske “nok er nok”-attitude både fra mig selv og fra min gang på internettet. Hver for sig kunne hver af monologerne næsten lige så godt have været et af de indlæg, jeg piller fra hinanden til daglig. Men sammen fungerer de og overbeviser mig næsten om, at de har ret – primært på grund af Lange. For på scenen er det ikke syv mænds syv fortællinger. Det er én historie, og det er helt og aldeles Jon Langes egen.
Der er faktisk en del fornuftige mellemregninger, som ender i et mærkeligt facit. Man går fra salen med to generelle løsningsforslag: Enten bevæger vi os tilbage mod fortidens maskuline dyder, så mænd igen kan være mænd, eller også springer vi al ligestillingssnakken over. Hvis vi bare behandler hinanden som mennesker, går det nok over af sig selv. Det er naturligvis ikke rigtigt. I hvert fald ikke så længe vi ikke har ligestilling. Og skal vi bevæge os tilbage? Det har vist ikke været en mulighed ganske længe.
Naturligvis findes de her mænds problemer. Vreden er i og for sig ganske berettiget, men den rettes det forkerte sted hen. I stedet for at modsætte sig det sexistiske system, der prøver at holde os nede i mandekassen, er der mange mænd, der vælger at skyde skylden på ligestillingen. På den måde er det også et ganske realistisk billede, der tegnes: Det er netop de af os, mænd som kvinder, der ikke formår at udpege den rigtige synder, der forbliver på skideren.
Det er så pokkers genkendeligt og føles derfor næsten banalt, hver gang de forkerte konklusioner råbes ud på scenen, men fordi man kan mærke afgrunden bag ordene, føles det også, som om Jon Lange og de utallige mænd, han kanaliserer, kan eksplodere hvert øjeblik. Det er både god og rigtig ubehagelig kunst, og ganske som efter en gyserfilm har man en følelse af forløsning, når lyset tændes og folk går hjem. Også selv om man har været helt vildt uenig mere eller mindre hele vejen igennem.