Når jeg af og til slår op i Mathilde Fibiger – Clara Raphael, som Tine Andersen og jeg udgav i 1979, er min glæde ved at læse citater som dette fra forordet ikke ublandet:

“Romanen [Clara Raphael] indeholder en fuldstændig negation af det kønsdominansforhold, som patriarkatet er, både i dets økonomiske, i dets offentlige og især i dets familiære form. Den overskrider forestillinger, som blot og bart går på, at kvinderne skal have den samme placering i det kapitalistiske samfund som mændene, og derved peger den på en langt mere omfattende frigørelse af kvinderne, end den der var indeholdt i Dansk Kvindesamfunds paroler. Vi kan i dag se, at en sådan frigørelse er uløseligt forbundet med overgangen til det socialistiske samfund.”

På den ene side vækker den hensynsløse tone gode minder fra den feministiske litteraturforsknings tidlige periode, hvor vi var en del studerende kvinder, der opdagede, at vore formødre faktisk havde bidraget betydeligt til samfundets kulturelle liv i almindelighed og til litteraturen i særdeleshed, men at den akademiske tradition havde foragtet, fortiet og forglemt disse bidrag; det skarpe, kompromisløse ordvalg udsprang af den berusende blanding af raseri og frihed vi følte ved at genopdage den glemte kvindelitteratur; raseri fordi vi mente, at den var blevet overset med urette; frihed fordi det var ukendte værker, som vi kunne danne os vores egne meninger om uden hensyn til lærdomstraditionen.


Socialisme som ligestillingsutopi

Raseriet og friheden betød på den anden side også, at vi drog en del forhastede konklusioner. I citatet er den mest påfaldende troen på, at et kommende socialistisk samfund ville bringe den endelige kvindefrigørelse med sig. Dernæst er der den slet skjulte foragt for de resultater, Dansk Kvindesamfund havde opnået. Da vi fandt ud af, at de ulighedsproblemer, som moderne kvinder stødte på, havde været diskuteret siden Mathilde Fibigers roman udkom i 1851, og at kvinderne havde arbejdet politisk med de selv samme problemer siden stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871, bebrejdede vi rask væk vore formødre, at de havde manglet mod og vilje til at få ligestillingen sikret. Endelig peger forestillingen om den fuldstændige negation af det patriarkalske kønsdominansforhold mod en utopi om alle modsætningers opløsning, uden videre overvejelser over hvori kønsforholdet skulle bestå, når det mål var nået.

Heldigvis var Tine Andersen og jeg ikke alene om denne tankegang og retorik i 1970erne. Vi var inspireret af blandt andre Elisabeth Møller Jensens bog om Thit Jensen, Roser og laurbær, 1978, som jeg læste, samtidig med at forordet til vores bog blev skrevet. Roser og laurbær indledes med et citat fra Engels’ familiehistorie, der analyserer kvindeundertrykkelsen som et resultat af, at kvinder skal levere gratisarbejde i hjemmet, og derfor ikke kan deltage på lige fod med mændene i produktion og offentlighed uden for hjemmet. Elisabeth Møller Jensen fastslog, at modsætningen mellem familie og arbejde er den determinerende modsætning i kvindens stilling under kapitalismen, og at den borgerlige kvindebevægelse ikke har forholdt sig til den modsætning som en enhed.

Dansk Kvindesamfunds dobbelte formålsparagraf, “at hæve Kvinden i åndelig, sædelig og økonomisk henseende og således tillige at gøre hende til et selvstændigere og virksommere medlem af familien og samfundet navnlig ved at åbne hende adgang til selvstændigt erhværv”, havde til hensigt dels at sikre kvinderne større deltagelse i samfundslivet, dels at øge respekten for deres rolle i hjemmet. Mens den borgerlige kvindebevægelse havde isoleret og atomiseret kvindekampen ved skiftevis at fokusere på den ene af de to sider, havde socialismen det korrekte svar, mente Elisabeth Møller Jensen:

“Den socialistiske strategi for kvindens frigørelse har siden Engels taget højde for denne modsætning [mellem produktion og familie] ved at kræve kvindernes inddragelse i den samfundsmæssige produktion og samfundsmæssiggørelse af reproduktionen”.

Den efterfølgende analyse af Thit Jensens forfatterskab skulle vise, at Thit Jensen fastholdt begge polerne i emancipationsprojeket, men at hun derved netop demonstrerede antagonismen imellem dem.

Visionen om, at socialismen kunne ophæve kønsforskellen ved at gøre alle mennesker til arbejdere og reducere forholdet mellem forældre og børn til et arbejdsforhold, var lige så gammel som socialismen selv. Danmarks første socialist, Frederik Dreier, mente, at Mathilde Fibigers Clara Raphael kun havde interesse for ‘salondamer’, mens samfundets reform og kønnenes ligestilling skulle nås ved “Qvindagtighedens grundige Udryddelse”.

Den radikale ligestillingstanke var imidlertid endnu ældre end socialismen. Den stammede fra 1600-tallets saloner, der anså kroppen for en mindre betydelig del af det menneskelige, således at de to køn stod lige rent sjæleligt. I en vis forstand går ligestillingstanken helt tilbage til antikken og Biblen, der ligesom salondamerne interesserede sig mindre for den biologiske kønsforskel og mente, at kvinden simpelthen var en uudviklet mand, endnu halvt barn. Tanken om, at kvinder har en egen subjektivitet og egne kulturelle opgaver opstod først i oplysningstiden og blev grundlæggende for romantikken i 1800-tallet.

Lighed og særart

Den moderne feminisme er også et barn af oplysningstiden, og den har fra begyndelsen omfattet både ligheds- og forskelstanken, på trods af den åbenlyse konflikt der er imellem dem. Konflikten udsprang af oplysningstidens individbegreb. Det individualiserede menneskebillede ser individet som både en prototype på det alment menneskelige og som et enkeltstående individ. Universalismen og individualismen var to sider af samme sag, man måtte have et begreb om det universelt menneskelige for at kunne udvikle et begreb om individuelt forskellige mennesker. “Individualitet krævede netop den forskel, som ideen om det prototypiske menneskelige individ skulle fornægte”, som den amerikanske historiker Joan W. Scott sagde.

Denne indre konflikt i menneskesynet var ikke et problem for manden, der samtidig repræsenterede det abstrakt almene og det konkret enkeltstående individ, menneske og mand. På engelsk og fransk er de to ord identiske. Som enkeltindivider definerede mændene sig imidlertid gennem deres køn, og det betød, at de afgrænsede sig fra netop kvinderne. Kvinden blev udgrænset fra det universelt menneskelige som den anden. Feminismen var en reaktion på den udvikling, skriver Joan Scott:

“Feminismen var en protest mod kvinders politiske udelukkelse; dens mål var at eliminere ‘kønsforskellen’ i politik, men altid på ‘kvinders’ vegne […]. Dette paradoks – nødvendigheden af både at acceptere og at afvise ‘kønsforskellen’ som en betingelse for at indgå i det universelle – var den grundlæggende betingelse for feminismen som politisk bevægelse gennem dens lange historie”.

Gennem tiden har feminismen lagt skiftende vægt på de to sider af sagen. Lighedssynspunktet er fremstået som det politisk realistiske og progressive med kvinders stigende deltagelse i samfundslivet som et synligt resultat.

Forskelssynspunktet har ofte virket enten reaktionært eller utopisk. Reaktionært når det fremstod som et krav om, at kvinderne skulle ’tilbage til kødgryderne’, og biologistisk, når kvindeligheden er blevet udledt af kvindekroppens fysiologi. Utopisk i forestillingerne om, at et kommende samfund kan bygge på moderlige værdier, eller når Beauvoir håbede, at kvindeemancipationen ville frembringe en helt ny kvinde, og når postfeminismen mente, at det biologiske køn som en sproglig konstruktion frit kan vælges til og fra.

1970’erfeminismen prioriterede i begyndelsen ligestillingen højest, men med interessen for kvindernes bidrag til kulturhistorien kom forskelssynsvinklen med, og kvindebevægelsen og kvindeforskningen har som helhed fastholdt begge sider.

Det resultat var Elisabeth Møller Jensen også kommet til, da hun i 1993 skrev forord til første bind af Nordisk kvindelitteraturhistorie:

“Kvindelighedens paradoks har historisk set på den ene side bestået i en kamp for at blive en del af historien, af magten, af institutionerne, og på den anden side i en vægring mod netop den proces, fordi integration er ensbetydende med tab af identitet, af kvindelighed.”

Løsningen på paradokset var ikke at udvikle en teori om, hvad kvinden er, men at læse kvinders litteratur for at undersøge, hvordan kvinderne igennem historien har opfattet sig selv og deres situation over for mændene og i verden. Kvindelitteraturen viser, hvordan kvinderne både har overtaget deres samtids verdensbillede og fortolket det gennem deres egne erfaringer, og den viser især, hvordan de kvindelige forfattere har forsøgt at give kvindeligheden, som de selv opfattede den, litterær form, og at finde deres egen litterære stemme.

Et nyt kvindelitterært subjekt

Samtidig med, at feministiske litteraturforskere kastede sig over studiet af kvindernes litteratur, er mængden af kvindelige forfattere steget, så de i dag fylder lige så meget i antal og betydning som de mandlige. Det er først og fremmest et resultat af den stigende samfundsmæssige ligestilling mellem kønnene især i uddannelsessystemet, men kvindelitteraturforskningens interesse for de kvindelige forfattere kan også tænkes at have haft en positiv indflydelse. En helt tredje årsag kan være, at nutidens kvindelige erfaringer og subjektivitet i højere grad end tidligere modsvarer tidsånden. Det er Elisabeth Møller Jensens synspunkt i forordet til Nordisk kvindelitteraturhistorie bd. 4., hvor hun skriver:

“med modernismen sker der det afgørende nye, at kvindelige forfattere i stort tal skriver sig ind i centrum af den litterære institution […] Det fælles menneskelige lod sig i høj grad udtrykke i kvinders kunst”.

Modernismens prosatekster er ofte korte, fragmenterede billeder, der glimtvis fremstiller personernes sansninger og oplevelse af hverdagslivet i en tilnærmet dokumentarisk form; den psykologiske romans tidslige dybdeperspektiv er forsvundet, og subjektiviteten har mistet sin centralperspektiviske funktion.

Det gælder f.eks. Christina Hesselholdts romaner om Marlon, der især i de to første bind er bygget op af enkeltstående iagttagelser og billeder, som læseren selv må forbinde og fortolke. Hovedpersonen er en dreng og mand, men den kvindelige subjektivitet er en af tekstens gåder; Marlon må skære sin kæreste Greta op for at erobre hendes hjerte. I Hovedstolen, 1998, søger Hesselholdt tilbage til sin egen barndom i 50 korte prosastykker, der på omslaget kaldes fiktioner, men som også er erindringsglimt.

Titlen er valgt i opposition til Højholts udsagn om, at en digter ikke må tage af sin hovedstol, forstået som de grundlæggende erfaringer og erindringer der er kernen i subjektiviteten. Hesselholdt opfatter tydeligvis mindre sine erindringer som en kapital, hun kan trække renter af, end som en skjult skat, hun er draget ud for at finde.

Fortælleren har organiseret billedfragmenterne, så mønstre til en sammenhængende erfaring og identitet kun antydes; de korte forløb holder sig tæt på barnets umiddelbare sansninger, selv om de er gengivet i den voksnes sprog, som om forfatteren har frygtet for at kompromittere sine oprindelige erfaringer ved at indskrive dem i den litterære traditions form og reflektere over dem inden for de velkendte begrebssystemer.

Synssansen er den vigtigste. Den utro faders fravær repræsenteres af den tomhed, hans bortfjernede ting har efterladt, og fra moderens beretning om Odysseus’, der undslap Polyfems vrede, husker fortælleren især blindingen, ikke Odysseus’ list og identitetspil med navnet ‘Ingen’. Drømmen om at samle billederne til en helhed anes i deres gruppering, der sætter de to centrale tekster, “Månestrålesofaen” og “Gerda”, i tekstens midte som nr. 25 og 26. I “Månestrålesofaen” erfarer fortælleren til sin fortvivlelse, at faderen har fundet en anden kvinde og flytter fra familien. Forladt af faderen forsøger hun i den efterfølgende, “Gerda”, at finde ind til moderens og sit eget hjerte. På trods af et forbud, tager hun tøjet af Gerdas dukke og begynder at vikle kroppen op, men i stedet for at nå ind til hendes inderste, vikler hun hende væk: “der var ingen indmad, der var ikke noget dybere inde, ikke noget, der var mere hende end strimlerne”. Dukken, som ligner Gerda og symboliserer det kvindelige, er ødelagt ligesom tidligere Marlons kæreste med omtrent samme navn Greta.

Hesselholdt udvikler modernismens og dekonstruktionens ideer om det spaltede og fremmedgjorte menneske, men hun peger også på drømmen om at samle pigens erindringer til et kvindeligt subjekt.

Lise Busk-Jensen er mag.art. i litteraturvidenskab.