FREJA udtales med en særlig glæde i stemmen, hver eneste gang ordet lyder fra professor Berit Lilienthal Heitmanns mund. Og det sker ofte i samtalens løb, da FORUM besøger hende på professorkontoret med det misundelsesværdige vue over Sortedamsdosseringen. 

Berit Lilienthal Heitmann var en af i alt 16 kvindelige forskere, der fik del i 78 mio. kr., som forskningsprogrammet FREJA (Female Researchers in Joint Action) bevilligede fra 1998 -2001 med det primære formål at give kvindelige forskere en chance for at styrke deres forskning og position. 

De kritiske røster om positiv særbehandling mod initiativet forstummede efterhånden som FREJA trådte i karakter som en ubetinget succes. Tidligere forskningsminister Jytte Hilden var kvinden bag idéen om de særlige forskningsmidler tilegnet kvinder – og interessen fra de kvindelige forskeres side var overvældende. Midlerne viste, at der var et stort behov for den type af særligt øremærkede midler og FREJA modtog i alt 327 ansøgninger. 

Blandt de mange kvalificerede, forskere, slap Berit Lilienthal Heitmann gennem nåleøjet med sit projekt om ernæringsepidemiologi, der kort fortalt er studiet af kostens betydning for udvikling af velfærdssygdomme. 

Professoren er tandlæge

At den 42-årige Heitmann, der er uddannet tandlæge, er blevet professor og i dag sidder som forskningsleder for Enheden for Epidemiologisk Kostforskning takker hun først og fremmest FREJA for. Enheden eksisterede ikke før Berit Lilienthal Heitmann og hendes netvæk af fire kvindelige læger – alle med særlig interesse for epidemiologisk ernæringsforskning – søgte midlerne sammen og fik 5 mio. kr. i 1999. De tog, som Berit Heitmann siger, det uglesete stedbarn, ernæringsepidemiologien til sig, opgraderede det og fik bl.a. etableret Enheden for Epidemiologisk Kostforskning, der nu har til huse under Institut for Sygdomsforebyggelse på Københavns gamle kommunehospital. 

– Alt det her udspringer af FREJA. Jeg mener virkelig, at FREJA-bevillingen har været et meget stærkt skub i forbindelse med min karriere, fordi den har sat mig i stand til at realisere nogle af de forskningsidéer, jeg havde. Den har givet mig et solidt fundament at arbejde videre ud fra, siger Berit Lilienthal Heitmann. 

Om stedbarnet og venerationen for ernæringsepidemiologien, forklarer hun:
– “Epi” betyder omkring og “demos” betyder befolkning, så epidemiologien er studiet af befolkningens sygdomme og årsager til dem. Der er flere epidemiologiske miljøer, fx indenfor cancer og infektion. Ernæringsforskningen er også et felt for sig og ligger på Landbohøjskolen, men kombinationen ernæringsepidemiologi var der ingen, der for alvor interesserede sig for. Så vi ernæringsepidemiologer følte ikke rigtig, at der var nogen, der talte vores sag. Vi havde ikke noget ståsted. Der var ingen nye, der kunne blive uddannet inden for området, så vi havde et stort ønske om at gøre noget særligt for uddannelsen og forskningen, som vi synes var væsentlig og interessant, og vi ville opgradere området til et selvstændigt forskningsfelt. 

– Og da FREJA-midlerne blev slået op, var det lige i øjet i forhold til, at vi i vores uformelle lille netværksgruppe allerede var i gang med en masse tanker. Det blev en forlængelse af noget af det, vi havde mødtes omkring i forvejen, men som vi selvfølgelig ikke havde haft midler til at gøre noget ved, siger Heitmann og fortæller, at netværksgruppen, der nu udgør enhedens styregruppe, foruden hende selv, består af Marianne Schroll, Agnes Petersen, Lilian Mørk Jørgensen og Merete Osler, der alle har medicinsk baggrund og i dag er beskæftiget andre steder. 

– Ja, jeg er lidt af en outsider, siger Berit Lilienthal Heitmann smilende og hentyder til, at hun ikke er læge af uddannelse men tandlæge, og at det derfor nok er det desto mere besynderligt, at hun nu befinder sig, hvor hun gør. Hun lægger da heller ikke skjul på, hun er lidt af en opportunist og synes, at mange af de store markører i hendes karriere kommer af, at tingene har flasket sig belejligt.

Ernæringsepidemiologien kom af tilfældets vej

– Min interesse i ernæringsepidemiologien er fuldstændig tilfældig. Jeg blev færdig som tandlæge i 1987, og havde meget mere lyst til at forske end at arbejde som tandlæge. Problemet var, at jeg ikke havde beskæftiget mig med forskningsrelaterede opgaver i min studietid på Tandlægeskolen, så jeg var et ukendt ansigt på institutterne. De havde jo ligesom andre kandidater, som de kendte til, og som det var meget mere naturligt at få videre i systemet. Men så ville tilfældet det, at samtidig med, at jeg blev færdig som tandlæge, besluttede man at etablere Institut for Human Ernæringpå Landbohøjskolen.

– På det tidspunkt var der ingen i Danmark, der havde forskningsmæssige kvalifikationer til at udfylde et professorat eller lektorat for ernæring, så man rekrutterede en svensk professor og en svensk lektor til at starte instituttet op. De havde brug for nogle yngre forskere og slog tre kandidatstipendier op indenfor 11 discipliner: fysiologi, medicin, bromatologi, odontologi osv., fortæller Berit Lilienthal Heitmann. Efter en del hjernebrydning kom hun med ideen, at “bruge nogle af de orale bakteriestammer, som en markør for sukkerindtaget”. 

– Og jeg fik stipendiatet, fortæller Heitmann, når hun forklarer hvordan, hun fik koblet det odontologiske til det ernæringsmæssige.

– Så man kan sige, at interessen for ernæring var tilfældig og opstod ud af et stærkt ønske om at forske.

Vi er blevet federe, mens grisen er blevet slankere

Efter forskningen i de orale bakteriestammer, sendte den svenske professor unge Heitmann til Center for sygdomsforebyggelse på Glostrup Sygehus. Her skulle hun stå for en stor undersøgelse af befolkningens kostvaner og fedmestatus.
– Jeg samlede data ind på 3000 mennesker, og da de var indsamlet, så var det jo oplagt at forske videre, så interessen for ernæringsepidemiologien var også opportun. Der er nu kommet en helt ny måde at måle fedme på, men den jeg udførte i slutningen af 1980’erne var ny på det tidspunkt. Jeg var blandt de første i verden, der arbejdede med den. Det var meget fascinerende at få lov at udvikle den metode og den endte faktisk med at blive emnet for min ph.d. afhandling. Så den havde intet med tænder at gøre!

At få harmoniseret diverse værdifulde dataindsamlinger af befolkningens kostvaner blev centralt for FREJA-bevillingen. Arbejdet var omstændeligt, og er normalt ikke noget, man gør på store befolkningsgrupper. Det er dyrt, tager lang tid og vil man have gode data, så er der ingen kompromisser. 

– Der er mange parametre at tage stilling til. Bare forskelle i tid – fx er grisen blevet slankere gennem årene. Så hvis man har spist et kilo svinekød og beregnet ernæringsstofindholdet, så er det altså afhængigt af, om man har spist det i 1980 eller 1995. Hvis du studerer rygning, så studerer du én parameter. Studerer du kost, drejer det sig måske om flere hundrede parametre. Vi skal ikke ryge, men vi skal altså spise. Pga. de komplekse problemstillinger er en meget veludviklet metodologisk part en væsentlig del af den ernæringsepidemiologiske forskning. Og da der er så få af os i Danmark, sørger vi hele tiden for at udveksle viden på tværs af grænserne. 
– Vi har etableret et søsternetværk i Sverige og håber snart at kunne etablere et Nordisk netværk med alle Nordens lande repræsenteret, både med henblik på metodeudvikling, men også fordi vi i Norden er meget ens, når det gælder kostindtag, kostanbefalinger og øvrig livsstil. Så det er oplagt at sammenligne data og samarbejde. 

FREJA var afgørende for etableringen af forskningsfeltet

En stor del af FREJA-bevillingen gik til en omfattende harmonisering af de indsamlede data. Først da var der opbygget et fundament, såEnheden kunne begynde at forske. 
– Derefter begyndte vi at rekruttere yngre forskere, der kunne være med til at forske i alle disse data, som vi havde på 4000 individer. Vi udviklede kurser i ernæringsepidemiologi og arrangerede symposier med udenlandske foredragsholdere. Vi forsøgte at formidle og sprede vores entusiasme i forhold til, at ernæringsepidemiologi er meget vigtig. Og så var det ikke mindst væsentligt at tiltrække yngre forskere, der både kunne bidrage ved begyndelsen af projektet og siden bære traditionen videre, beretter Berit Lilienthal Heitmann.

I dag er der 15 medarbejdere på Enheden for Epidemiologisk Kostforskning, men kun forskningslederens løn er sikret af Hovedstadens Sygehusselskab. Andre er lønnet via de penge, somEnheden skaffer sig via fonde og bevillinger. Indtil videre harEnheden haft 14-15 ph.d. studerende og herudover har der været tilknyttet mange specialestuderende og praktikanter.

FREJA-midlerne er for længst brugt. Andre forskningsmidler understøtter nu Enheden, men Berit Lilienthal Heitmann er ikke i tvivl om, at netop FREJA-midlerne og måden bevillingen var designet på, har haft afgørende betydning for i værksætning af ernæringsepidemiologien som et særskilt forskningsfelt.

– FREJA var jo så fantastisk indrettet. Det er ualmindeligt behageligt at få en pengeindsprøjtning, der ikke relaterer sig stramt til et projekt, men er en rammebevilling, der gør, at man kan slå lidt ud med hånden og sige: “nu har vi behov for at lave et netværkssymposium”, “nu har vi behov for at sende vores ph.d. studerende på kursus i USA” eller “nu har vi brug for at ansætte sekretærassistance”. Det er særdeles befordrende for den gode forskning. For man kan aldrig vide, hvor man ender med forskning. Man tænker måske, vi skal herfra og dertil, men forskningen viser ofte, at vi faktisk skal et andet sted hen først, og det er der ikke altid søgt penge til. 
– Muligheden for at kunne kanalisere nogle midler over i noget andet, som faktisk viser sig at være mere interessant – det er virkelig guld værd indenfor forskning. Så jeg mener, at mine muligheder for at udvikle feltet og dermed også min egen profil – det har FREJA i den grad været medvirkende til. Jeg er derfor også overbevist om, at FREJA har bidraget væsentligt til, at jeg er blevet professor, for bevillingen gav mig muligheder for at forfølge den epidemiologiske grundforskning, forklarer Berit Lilienthal Heitmann, der blev adjungeret professor ved Syddansk Universitet i ernæring i 2001.

Internationalt ry for sit blik på køn i sin forskning

For Berit Lilienthal Heitmann er ernæringsepidemiologien, som nævnt, opstået af tilfældighedernes vej, men interessens oprigtighed skal man ikke tage fejl af. 
– Jamen, det er jo et utroligt spændende og meget vigtigt område. At spise, er noget, vi alle skal, og de valg vi foretager, har en konsekvens, men hvilken og for hvem? Kernen for mig er finde ud af, hvordan man kan forebygge, så det raske menneske ikke bliver sygt, men forebyggelse skal måske skræddersyes. Det er måske her min baggrund som tandlæge viser sig. Inden for odontologien handler det jo om forebyggelse, hvorimod den medicinske verden har fokus på sygdom, når den er opstået, siger Heitmann og fortsætter:
– Jeg er meget optaget af determinanter for fedme – altså hvad er det, der gør, at vi udvikler overvægt, og hvilken betydning har overvægt for vort helbred. Og jeg tager altid udgangspunkt i, at der er en forskel, fx når vi taler om køn, siger Berit Lilienthal Heitmann, men pointerer, at hun ikke er kønsforsker.
– Jeg har fået mig et mig et ry som en sådan og er en hel del gange i internationale sammenhænge blevet bedt om at tale om kønsaspektet i fedmeforskning, men jeg er fedmeforsker. Det undrer mig egentligt, at jeg mange steder anses som kønsforsker. 

Kan det være fordi, at Berit Lilienthal Heitmann rent faktisk er én af de få inden for hendes verden, der anerkender, at der er forskel på mænd og kvinder?
– Mit udgangspunkt er i hvert fald, at der kan være en forskel, og hvis der er en forskel, vil jeg gerne beskrive den, så vores forebyggelsesinitiativer kan blive mere målrettede. Hjerteepidemiologien anerkender i høj grad også forskellen, men ellers er det nok meget nyt, at basere sin forskning på, at der kan være en forskel. I fysiologien beskrives mennesket stadig udelukkende som en slank mand på 25 år. Jeg husker det tydeligt fra mine lærebøger på studiet, og det blev ikke engang opfattet som politisk ukorrekt. Der er mennesket…. og nåh ja, og så er der jo også kvinderne, lyder det med et grin fra Berit Lilienthal Heitmann.

Timeglasset er sundere end drengefiguren

Næste år skal Heitmann igen ud at fortælle omverdenen om kønsaspekterne i fedmeforskningen. Denne gang gælder det Australien ved Den Internationale Fedmekonference. Og den danske professor har nok at berette om. Eksempelvis at ikke al fedt på kroppen er usundt. Hun står bag en række nye undersøgelser, der har skabt stor international opsigt, fordi de viser, at det både for mænd og kvinder er godt med ekstra fedt på balder og lår. Undersøgelsen viser klart, at fedtet dér yder en ret stor beskyttelse mod både hjerte-karsygdomme, cancer, diabetes og død. 

Det er også undersøgelser, der gør op med ikke mindst det nuværende skønhedsideal for kvinder.

– Set i forhold til kvindeidealet er det interessant. Tager vi fx Miss World, som hun så ud i 1950’erne, var formen timeglasformet. Man kommer jo til at tænke på Marilyn Monroe, der ikke have meget fedt på taljen, men i stedet på hofterne. Set igennem sundhedsbriller, var den mere runde kvinde sund. I dag er Miss World en drengefigur. Det kan godt være, det er et ideal skønhedsmæssigt, men ikke sundhedsmæssigt, understreger Heitmann. 

Overvægtige, veluddannede kvinder er fede – mænd i samme vægtklasse har pondus

I øjeblikket er Berit Lilienthal Heitmann særligt optaget af at undersøge, om nogle grupper genetisk set er særligt følsomme overfor en bestemt livsstil. Hun forklarer, at det er ud fra hypotesen om, at det godt kan være, at det er gavnligt for os alle sammen at motionere, men det kan også være, at det særligt er gavnligt for nogle og har en begrænset effekt for andre. Hvis vi kan identificere disse delgrupper, har vi mulighed for at skræddersy vores anbefalinger og dermed få bedre effekter af vores forebyggelsestiltag. 

– Vores forskning tyder på, at menneskers reaktion på den livsstil, de har, er afhængig af deres gener, som igen for en vis del er afhængig af køn. Genernes betydning er stor. Det kan fx godt være, at generne ikke foretager sig noget, hvis mændene er inaktive, hvorimod det modsatte kan være tilfældet for inaktive kvinder. Så jeg er stærkt imod den holdning, at overvægtige mennesker er slapsvanse, der spiser for meget og motionerer for lidt. Det kan være langt mere kompliceret. 

Berit Lilienthal Heitmann arbejder, som nævnt, altid ud fra, at der er en forskel, og den kommer også til udtryk, når hun tager de mere sociologiske briller på. Hun fortæller, at et finsk studie viser, at overvægtige, veluddannede kvinder har langt sværere ved at etablere sig på arbejdsmarkedet i modsætning til mænd i samme vægtklasse.

– Når mænd er overvægtige tillægges det noget positivt – så har de pondus! En veluddannet overvægtig kvinde er fed! – Og det er sikkert hendes egen skyld. Det er desværre opfattelsen, lyder det fra Berit Lilienthal Heitmann, der for nylig har påvist at, mens den nordiske befolkning generelt er blevet stadig mere overvægtig siden midten af 1960’erne, er de midaldrende kvinder blevet slankere. 

– Måske skyldes det, at kvinderne i stor stil kom ud på arbejdsmarkedet i 1970’erne og 80’erne – det er den eneste fællesnævner, vi kan se. De har formentligt haft incitamentet for at forblive slanke. Og igen – overvægtige, veluddannede kvinder er ikke i så høj kurs som overvægtige mænd. Der er andre omstændigheder, der gør det vigtigt for kvinder at holde sig slanke end for mænd. Der er helt forskellige forestillinger, om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig og se ud i den samme type stilling.

Én blandt Danmarks 114 kvindelige professorer

Berit Lilienthal Heitmann, der er en af Danmarks 114 kvindelige professorer ud af samlet set 1181, fortæller, at hun personligt ikke har følt sig diskrimineret fagligt eller kønsmæssigt. 

– Men jeg synes til gengæld, at jeg har set det ske. I mange sammenhænge er det nemt at komme i tanke om mandlige kandidater til dit og dat. Og det er først nogen nævner; “hov, synes I ikke, det er lidt mærkeligt, at I udelukkende har indstillet seks mandlige kandidater?”, at man så kommer i tanke om kvinderne. 

Andelen af kvindelige professorer i Danmark lå i 2000 på 7 %, mens den seneste opgørelse, der er fra 2003, lyder på 10 %. – Det er da selvfølgelig en fremgang, lyder det med tør ironi fra Berit Lilienthal Heitmann, der straks efter igen fremhæver FREJA, som katapultsædet, der fik hendes professorkarriere skudt i vejret. 

Kvinder i 30’erne anses for at være yngre end de jævnaldrende mænd

Efter FREJA-programmets ubetingede succes, den store ansøgerinteresse og de pauvre tal for kvindelige forskningsledere – andelen af kvindelige lektorer tegner sig fx også for en minimal stigning fra 22 % til 24 % i perioden 2000-2003 – kan det undre, at der først nu tages et lignende initiativ. Her syv år efter, at Jytte Hildens idé blev realiseret, er der kommet en bred politisk aftale i stand om at iværksætte et program, hvor 45 mio. kr. skal uddeles efter FREJA-modellen. Det sker denne gang specifikt inden for teknologi og naturvidenskab, hvor pengene uddeles til yngre kvinder fra 2006-2008. 

Berit Lilienthal Heitmann føler, at hun har været heldig, “for det er jo gået meget godt, nogen må have holdt hånden over mig”. FREJA er en af dem, men der er grænser for, hvor mange et nyt FREJA-lignende initiativ kan holde hænder over.

– Som jeg ser det inden for forskningen, mister man meget let terræn, hvis man som 35-årig kvinde skal konkurrere med veletablerede mænd på 50. De unge kvinder overses, og der er en mærkelig tendens til, at kvinder i 30’erne anses for yngre end jævnaldrende mænd. Man kan naturligvis argumentere med, at hvis bare der bliver tilført lige mange yngre kvinder som mænd nedefra til adjunkt- og lektorstillingerne, så vil problemet med de alt for få kvindelige professorer løse sig på sigt. Men jeg kan desværre være stærkt i tvivl om det vil ske, for udviklingen de seneste 25 år er ikke opmuntrende. I Sverige og Norge har man jo indført nogle proaktive tiltag for at få flere kvindelige professorer fx, og jeg kunne godt være tilbøjelig til at tro, at der skulle noget tilsvarende til herhjemme for at få komme op på et rimeligt balancerende niveau.

– Vi har et stort potentiale af kompetente og meget dygtige kvinder. Kvinderne er også i overtal på de videregående uddannelse, så hvis man fortsætter med at overse kvinderne er det katastrofalt – et klart ressourcespild. Jo, jeg kunne godt være fortaler for positiv særbehandling, eller hvad man nu skal kalde det. Dét i øvrigt med lige kvalificerede kandidater, så man sagde, “nu skal vi altså ha’ fyldt op på kvindekvoten”. 

Anne-Mette Klausen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.