Fotografiets udvikling gik stærkt fra man i Frankrig 1839 opdagede, at
sølvsaltene kunne fastholde det fotografiske billede. I England gjorde
man næsten samtidig den samme opdagelse, og hurtigt blev rygtet om den
nye teknik spredt over hele Europa. Og kvinderne var med fra begyndelse,
bag kameraerne, dokumenterer den svenske bog Woman Photographers – European Experience.

Bogen kaster lys på arbejdsbetingelser og arbejdserfaringer for
kvindelige europæiske fotografer, fra opfindelsen af fotografiet og helt
frem til i dag. Med Woman Photographers – European Experience
bliver de kvindelige fotografers arbejde dokumenteret og dermed skrevet
ind i fotografiets historie. Fotografiet bliver symbolet på det moderne
Europa, og det bliver identisk med udbredelse af ideer, mobilitet og
grænseløshed. Med den europæiske erfaring som vinkel, bliver bogen
dermed også en indgang til nyere europæisk historie og ikke mindst en
forståelse af den store grad af mobilitet, som de store politiske
forandringer i Europa har medført.

Bogens omslag er bogens anslag

På bogens forside ses et sorthvidt fotografi af en korthåret kvinde med
en cigaretstump i mundvigen. Iført hvide bukser og hvid bomuldsskjorte
med kniplinger, sidder hun med krydsede ben og arme på en orientalsk
pude. Henover kvinden strækker sig en ujævn sort line fra den nederste
kant af billedet op til den øverste kant. Den ujævne linje minder om den
knækkede glasplade, som fotografiet er fastholdt på og fremkaldt fra.

Kvinden på billedet er den norske fotograf Marie Høeg, og billedet er
udført af Marie Høeg selv i samarbejde med den norske fotograf Bolette
Berg omkring år 1900 i Norge.

Det gådefulde, iscenesatte fotografi udfordrer kønnet gennem rollespil
og påpeger kønnet som en social konstruktion. Det er et af mange
eksempler på, hvordan kvindelige fotografer har dokumenteret egne og
deres kvindelige venners eksperimenter med sociale og erotiske grænser
for kønsroller. Kameraet bliver dermed et redskab til selvrefleksion og
social dekonstruktion.

Den europæiske vifte

Med 9 store artikler skrevet af forskellige kunsthistoriker, kuratorer
og teoretikere hovedsagelig fra Sverige og bl.a. Tove Thage fra Danmark,
dykker bogen ned i forskellige europæiske lande som Tyskland, Sverige,
Danmark, Italien, Frankrig og Polen. Valget af de nævnte lande beror
især på et ønske om i en større sammenhæng at belyse fotografiets
betydning i Norden, herunder Sverige og Danmark. England er fx udeladt,
da der allerede her foreligger en dokumentation af kvindelige
fotografer.

Med læsningen følges mange spor og temaer. Og med fotografiet som
bærende element bliver læseren ikke alene præsenteret for den politiske
historie, men får også et alsidigt kulturhistorisk indblik, og dermed
også kvindernes blik på livet og kulturen.

Fx går etableringen af fotografiet som kunstform hånd i hånd sammen med
det 19. århundredes moderne gennembrud. Kroppen og kameraet bliver
centrale elementer for kvinders fortolkning af modernismen, hvor
fotografiets frihed fra akademiske traditioner spejler kvinders
eksklusion fra en traditionel uddannelse.

Lokale fotografer rapporterer fra hverdagen

I Skandinavien rapporterer lokale fotografer fra hverdagen. Ikke kun i
forbindelse med bryllupper, begravelser, konfirmationer og fødselsdage,
de lokale fotografer tager også på eget initiativ rundt på landet og
dokumenterer arbejde og leg. Dette aspekt belyser Eva Dahlman med
svenske eksempler i artiklen Woman Rural Photographers.

Mange kvinder valgte fotografiet for at opnå social mobilitet, og deres
læretid var et vigtigt skridt mod frigørelse fra forventningerne fra
familie og omgivelser. Kartoffelkældre og spisekamre blev brugt som
mørkekamre og fremkaldelsen af billeder blev foretaget udendørs fx i
vandløb. Efter at have været på farten vendte kvinderne ofte tilbage til
hjemegnen med et fordomsfrit blik.

Kvinders særlige opmærksomhed på uformelle aspekter af hverdags- og
familieliv skyldes ikke kun tilknytningen til hjemmet. Professionelle
fotografer delte også behovet for at dokumentere egen livssituation med
amatørerne.

Fotografiet som tilflugtssted

Omkring 1880 begyndte kvindelige fotografer at gøre sig bemærkede i
Danmark. Danske Tove Thage, tidligere chefkurator på Frederiksborg
Museum, præsenterer i sin artikel Louise Melchiors Summer – A Human Alphabet. Photographs from the 1880s to 1910 danske kvindelige fotografer og især den hidtil ukendte danske fotografpioner Louise Melchior.

Louise Melchior (1839-1934) tilhørte en generation af kvinder, for hvem
fotografering både var muligt – og moderne. Med skildringen af hende,
tager Tove Thage fat i centrale spørgsmål for kvindelige fotografers liv
og arbejde omkring forrige århundredeskifte. Louise Melchior befandt
sig i en social klasse, hvor der var økonomiske muligheder og tid til at
kunne tage fotografiet alvorligt og udvikle det. Hun var dansk jøde og
færdedes i et kulturelt miljø, hvor bl.a. H.C. Andersen var en hyppig
gæst i hjemmet. Hendes fotografi er et tilflugtssted, et kort glimt af
verden før den går i opløsning. Fra det 21. århundredes perspektiv viser
billederne en nydelsesfuld, fredfyldt eksistens, der fremprovokerer en
nysgerrighed efter at vide, hvad der sker uden for billedets ramme.
Hvilke sider af familielivet vælger Louise Melchior ikke at vise?

Artiklen har en feministisk tråd, der handler Louise Melchiors liv som
ugift kvinde i et miljø med andre ugifte, veluddannede kvinder med
kunstneriske interesser og ambitioner. Tove Thage argumenterer for, at
begrebet overklassefeminisme skal revurderes – set i lyset af
overklassekvindernes rolle både som borgere og beskyttere af sociale
netværk og kontakter.

Fotografiet fremkalder et nyt billede af den moderne verden

Det uafhængige arbejde af lokale fotografer og autodidakte er kimen til
både reportage- og pressefotografiet. Fx skabte kvindelige
sygeplejersker og mandlige soldater under første verdenskrig et andet
billede af livet ved fronten med deres amatørfotografier, som fx
inkluderer den britiske Olive Edis og den tyske Käte Buchler.

Portrætfotografiet er det første klare skridt mod professionalisme for
kvindelige fotografer over hele Europa. Portrætstudiet gav fotograferne
en social legitimitet. Og i anden halvdel af det 19. århundrede begynder
kvinderne for alvor at skabe deres egne forretninger. Vi kan følge
denne proces fra Jadwiga Golcz i Polen til Rosalie Sjöman, som etablerer
sig i adskillige svenske byer. Leif Wigh, chefkurator og leder af den
fotografiske samling på Moderna Museet i Stockholm, beskriver denne
proces eksemplarisk i sin artikel om arkitektoniske billeder og
iscenesat fotografi, hvor han især undersøger de svenske fotografer,
Emma Schenson og Rosalie Sjömans fotografi.

Fotografiet i Tyskland

Lige som Berlin i dag tiltrækker unge kunstnere fra hele verden var
Tyskland den ledende fotografiske nation i Europa i 1910’erne og
1920’erne. Med andre ord hvad Frankrig og England havde været for
fotografiet i det 19. århundrede, var Tyskland sammen med USA og USSR i
det 20. århundrede.

Radikale æstetiske bevægelser som fx Bauhaus mobiliserede avantgardens
interesse for fotografi, og det skabte en udbredt interesse for
fotografi i det tyske uddannelsessystem. Fra hele Europa strømmede unge
mennesker til Tyskland for at blive uddannet på fotografiskoler og i de
berømte fotografers studier og allerede i 1867 etablerede Lette-Haus i
Berlin en fotografuddannelse for kvinder.

Lige så stærk som tilstrømningen havde været til Tyskland i de første to
årtier af det 20. århundrede, lige så definitiv var flugten derfra
efter 1933, som reaktion på National Socialisternes katastrofale
magtdemonstrationer, der forbød både kvinder og etniske minoriteter at
drive virksomhed. Flugten medførte, at europæisk viden og færdigheder
blev spredt udover hele verden. Dermed bliver den europæiske erfaring i
høj grad baseret på mennesker på flugt og i eksil. Ikke mindst blandt
kvinderne er eksemplerne utallige.

Kunsthistoriker og professor, Lena Johannesons grundige og spændende artikel Photo Exile. On European Experience and Woman Photographers in Germany and Sweden,
fungerer med sin tysk-svenske akse som model for undersøgelserne af
fotografiets udvikling i bogens øvrige artikler. Den komparative
arbejdsmodel, som ligger til grund for projektet, gør ikke krav på at
være alt omfattende, til gengæld opnår forfatterne gennem sproglige
sammenstillinger i de forskellige lande, at dokumentere særlige lokale
og nationale udviklingstendenser.

Fotografi og kropsdyrkelse som masseretorik er bl.a. et spor som Lena
Johanneson forfølger, og som nogle af bogens øvrige artikler også
følger:

Dansen blev det førende kunstneriske medie for vitalisternes nye
kropsdyrkelse i begyndelsen af forrige århundrede. Gymnastik, nudisme og
fri kærlighed blev elementer i den ekspressive dansekunst, der ses
bl.a. hos Isadora Duncan, Mary Wigman og Palucca. På samme tid blev
fotografi et uundværligt massemedium for dans, nøgenstudiet og
klassicisme. Charlotte Rudolph fotograferede Mary Wigman, som blev den
første danselærer for den tyske filmstjerne, dansere og ikke mindst
fotograf, Leni Riefenstahl. Det var den virtuose scenograf Wigman, som
dirigerede massesamlingerne af gymnaster ved olympiaden i Berlin i 1936,
og det var Riefenstahl som udødeliggjorde resultatet. To massemedier og
to personligheder i retorisk samarbejde

Fotografiske specialer

I takt med at fotografiet udvikler sig, opstår flere og flere specialer:
Studiefotograferne, der arbejder med annoncer og genstandsfotografi var
ét af specialerne. Modefotografiet blev et andet og meget respekteret
område, der spejler efterkrigstidens tøjindustri og hvordan mode blev
gjort til masseforbrug. Fotografering til kogebøger var eksempelvis også
et speciale.

På de europæiske hospitaler, universiteter og museer har mange kvinder
anvendt deres fotografiske ekspertise i stilhed. Bauhaus medlemmet, den
tjekkiske Lucia Moholy ernærede sig fx ved mikrofotografering af
incunabler (bogtryk fra før år 1500) i universitets-biblioteker, da hun
levede i eksil i England under anden verdenskrig. En anden af Europas
mest bemærkelsesværdige museumsfotografer er håndarbejdsreformatoren
Lilli Zickerman, der udviklede genstands fotografiet. Tre årtier rejste
hun rundt i Sverige for at dokumentere folketekstiler. Omkring 25.000
fotografier og registreringer fra hendes hånd findes i dag i Nordiska Museet – National museum for kulturhistorie. Hendes fotografiske arbejde fik en stor betydning for anerkendelsen af kvinders arbejde med tekstiler generelt.

Kvinder i macholand

Det tog lang tid før kvinder blev accepteret som pressefotografer. For
vanskeligt, for stresset, for følelseskrævende var argumenterne, der
blev brugt imod de kvinder, der ønskede en fod inden for machobranchen.
Inga Aistrup var en af pionererne i Danmark. Ragnhild Haarstad var den
første svenske kvinde, der omkring 1960 fik en fast ansættelse på
Svenska Dagbladet.

Kameraet, riflen, motorcyklen, bilen og flyet er blevet forbundet med
den maskuline, moderne eventyrer. Men det blev også den moderne kvindes
attributter. Fx var piloten Elly Beinhornn en erfaren dokumentarfotograf
og jæger. Og med det fredfyldte våben, kameraet, udfordrede og trodsede
fx Letizia Battaglia alene med sit kamera mafiaens magt på Sicilien i
1970érne og 1980érne. Et andet eksempel er Voula Papaioannou, der
ucensureret fotograferede borgerkrigen i Grækenland i 1940.
Ann-Charlotte Glasberg interview med fotografen Ellen Dahlberg udgør
endnu en interessant vinkel til projektet. Ellen Dahlberg flygtede fra
Berlin til Stockholm i 1938, her udviklede hun social- og
arbejdsplads-reportager og nærmede sig hermed det industrielle
fotografi. Hendes fotografier blev trykt i Se og Vi som er svenske paralleller til Life og Look, og til fagforeningspressen. Endvidere rejste hun over hele verden og lavede reportager.

Kvindelige teoretikere

Langsomt er kvindelige fotografer også blevet accepteret og anerkendt
som teoretikere. Gisèle Freund – tysk, jøde i fransk eksil fra 1933 –
skrev sin doktorafhandling om fotografiets sociale historie på Sorbonne i
1930érne. Men det var først i 1970érne, at denne ledende social
historiker modtog den opmærksomhed hun fortjente. På lignende måde er
Lucia Moholys fotohistorie fra 1939 A Hundred Years of Photography blevet overset.

Polen, som ligger i hjertet af Europa, markerer sig med teoretikeren og
museumsdirektøren Urszula Czartoryska (1934-1998), hvis teoretiske
værker stadig er aktuelle. Gennem årtier har hun bygget bro mellem
fotografi og kunst og foregrebet postmodernismen. Hun indskriver sig
tidligt i den feministiske diskurs ved at tale mod objektgørelsen af den
kvindelige krop og præsentationen af kvinden som den anden. Som Joanna
Persman, der er født og opvokset i Polen men bosat i Sverige, gør
opmærksom på i artiklen A Polish Album. Snapshots from the History of Women Photographers in Poland.

Blomster på det sorte kontinent

Fotografiets status har op gennem 1990erne gennemlevet store
forandringer. I dag er oppositionerne mellem håndværkets teknikker og
kunstmedier væk, og sammen med video er fotografi blandt de ledende
former for kunstneriske udtryk på kunstakademierne. Bemærkelsesværdigt
mange kvinder markerer sig i dag i international fotografi og avantgarde
kunst. Den udvikling er hverken national eller europæisk. Den er
global.

På alle niveauer i samfundet har fotografiet sat sine spor, men i
forsknings sammenhæng mangler der stadig studier, som kan håndtere
fotografiets mobilitet og dets anti-eksklusivitet. Women Photographers – European Experience
er et kvalificeret bud på manglen. Projektet demonstrerer, med sin
socio-kulturelle tilgang til den kulturelle diversitet i Europa, at den
er et vigtigt, videnskabeligt bidrag til en rekonstruktion af det 20.
århundredes fotohistorie.

Det svensk-nordiske perspektiv er naturligt nok dominerende, og det gør
det ikke mindre sympatisk, at bogen er udgivet på engelsk, så bogens
indhold kan deles med interesserede fra hele verden.

Bogen er i sig selv et bevis for, hvor mange pletter, der endnu mangler
at blive afdækket af fotografiets historie i Europa. Om de kvindelige
fotografers erfaringer og historie er specifikt europæiske eller om det
snarere kendetegner fotografiske kulturer verden over, mangler vi også
stadig dokumentation for. Ud over at afdække ny viden, rummer bogen med
sit indhold og sin metode inspiration til et hav af nye
forskningsprojekter, og som der står i bogens forord, er dette blot
begyndelsen, og skal ses som inspiration til endnu mere forskning på
området.

Bogen er endnu et slående eksempel på, at kønnet har været og bliver ved
med at være en fundamental kategori for organisering af kultur, hvor
mønsteret i den kulturelle organisation fremhæver mænd over kvinder.

Ida Brændholt Lundgaard er cand.mag. i dansk (visuel kommunikation)
og kunsthistorie og er undervisningsansvarlig på Louisiana, museet for
moderne kunst

Women Photographers – European Experience red. af Lena Johannesson og Gunilla Knape, Göteborg 2004.