Avatar

Emma Ellegaard

Første gang Reem stak af hjemmefra, var hun 13 år gammel. Hendes far drak, slog, klippede håret af hende og hendes syv søskende.

Reem opsøgte de jordanske myndigheder, som lovede at hjælpe hende. At alt ville blive bedre nu. Faren underskrev sågar en kontrakt om, at han ikke ville gøre hende ondt længere.

”Men der skete ingen forandringer,” siger Reem.

Otte år senere bor hun i dag på et krisecenter drevet af den jordanske organisation Jordanian Women’s Union, JWU. Krisecenteret ligger i et ganske almindeligt nabolag i Jordans hovedstad Amman. Det er fem etager højt og beigefarvet: nøjagtigt som alle de andre bygninger i området. Udefra er det svært at se, at det lige nu faktisk huser Reem og otte andre kvinder med hver sin historie om svigt, vold og frygt.

I huset sidder også JWUs daglige leder Nadia Shamroukh. Hun lægger planer for at ændre den kønsdiskriminerende jordanske familielovgivning. En lov, hun har kæmpet for at ændre i mere end tyve år. Og her i bygningen er også en skønhedssalon. Den hjælper kvinder med at lære at drive virksomhed, gå på arbejde og tjene deres egne penge.

Vi er taget på besøg i huset for at fortælle historien om et sted, der i et og samme hus hjælper kvinder i akut nød og formår at lægge pres på regeringen og konservative kræfter for at ændre det jordanske samfund.

Reem bor på krisecenter: “Nu tænker jeg: I morgen kan blive bedre”

Samarbejde mellem Jordanian Women’s Union og KVINFO

  • KVINFO og JWU har samarbejdet siden 2008.
  • KVINFO støtter JWUs arbejde på fire områder: reformer af lovgivning, politisk repræsentation, kønsbaseret vold og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
  • I dag er ændring af familielovgivningen i Jordan et af Jordanian Women’s Union vigtigste fokuspunkter.
  • Læs mere om projektet med at reformere loven
  • JWUs hovedkontor ligger i Amman, organisationen arbejder i alle 12 distrikter i Jordan og bygger på sekularisme og feminisme.

Stik mod hvad Reems far havde lovet, fortsatte han med at gøre hende fortræd. Han fik hendes søskende til at ignorere hende derhjemme. Han fik hendes storebror til at slå hende, som han selv gjorde. Og han lukkede hende og de andre børn ude om natten, mens han havde kvindebesøg.

Reem stak af flere gange efterfølgende. Hun fortalte myndighederne om sit liv derhjemme. De lovede at hjælpe hende, men det oplevede hun ikke, at de gjorde.

Da 21-årige Reem dukkede op på krisecenteret for tre uger siden, var det tredje gang på et år. Første gang hun kom, var hun i så overhængende fare, at krisecenteret måtte overlade hende til myndighederne. Krisecenteret ligger hemmeligholdt, men der er hverken vagter eller våben til at beskytte beboerne.

Reems far holdt på det tidspunkt nøje øje med hende og fik hendes søskende og naboer til det samme. Da hun stak af igen, havde han kort forinden sat en pistol for tindingen af hende. Mødet med myndighederne betød, at de satte hende i en fængselscelle for at beskytte hende.

”Det føles helt absurd, at jeg har været i fængsel. Fordi jeg faktisk kommer fra en velstillet familie. Og fordi min far gik frit rundt fri, mens jeg sad i en celle i 21 dage,” siger Reem.

Men selvom Reems familie har mange penge, har hun ikke selv oplevet at få økonomisk støtte af sin far. Derfor kom hun også til centeret igen blot med lidt tøj og et par sko. Her blev hun et par uger og besluttede sig så for at prøve at bo alene. Men det var svært at finde et job med hendes 10.-klasseseksamen. I stedet for at tjene sine egne penge, mødte hun nogle piger, der stjal, var ude om natten og gjorde hende nervøs for, at hun ville gøre det samme. Og at hendes familie ville finde hende.

Nu er hun her for tredje gang og har tænkt sig at blive, så længe hun kan. JWU anbefaler, at kvinderne bliver mindst tre måneder, hvis de vil. De skal ikke føle sig låst inde, siger Mokarram Odeh, der har været hos JWU i 23 år og i dag er administrerende leder.

”De skal kunne gå ud, hvis de vil det. De skal kunne forlade stedet, hvis de vil det. De skal føle, der er rum til at bygge et nyt liv op, hvis de er klar til det,” siger hun.

Før 2010 var centeret kun for kvinder, der var udsat for vold i hjemmet. Efterfølgende er centeret åbnet op for kvinder, der har været udsat for trafficking – det vil sige, ulovlig menneskehandel på tværs af landegrænser.

Se ud af vinduet

Reem kommer ud fra centerets lille badeværelse og går ind på sit værelse, som hun deler med en anden: en kvinde fra Kenya, som er stukket af fra sin jordanske værtsfamilie, hvor hun arbejdede som husholderske. De holdt hende indespærret, slog hende og udbetalte ikke løn til hende, fortæller kvinden, mens Reem viser værelset frem.

På et lille bord står en halvtom halvanden liters Pepsiflaske, en plasticpose og lidt makeup. Sengene er redt og ventilatoren på væggen er slukket. Reems skab står åbent, derinde står et par sko og lidt tøj. Ellers er her ingen personlige ejendele. Alligevel føler Reem sig mere fri, end hun længe har gjort, siger hun. Bare det at hun kan kigge ud af vinduet.

I fælleskøkkenet er nogle af de andre kvinder i gang med at lave frokost, to børn sidder også med ved bordet. De må være her, fordi de kom med deres mor. Ellers skal man være fyldt 18 år for at bo her.

Reem har aldrig kunnet få hjælp af sin mor, siger hun og bider sig i læben. Hendes øjne begynder at blive våde.

”Min far fortalte mig, at min mor bor i Libanon, men at hun tror, jeg er død. Han fortalte mig, han har sagt til hende, at jeg er død,” siger Reem, mens tårerne triller ned ad hendes kinder. Hun holder hænderne op foran ansigtet.

Egen fremtid

JWU opfordrer til, at beboerne med hjælp fra centeret etablerer kontakt til deres familier, mens de bor på centeret. Erfaringen er, at det gør det mere trygt for kvinderne at forlade centeret og potentielt vende hjem. Men Reem vil ikke have mere med sin familie at gøre.

”Jeg har levet i frygt og et dårligt miljø så længe. Jeg er ikke er bange for eller flov over at give slip på dem eller fortælle om dem, som de er.”

I stedet vil hun blive på krisecenteret. Hun ved ikke hvor længe endnu. Men mindst de tre måneder, centeret anbefaler. Hun håber at blive en del af JWUs madhold, hvor kvinder lærer at arbejde professionelt i et køkken som en del af organisationens cateringafdeling. De laver mad til lokalmiljøet, organisationen, møder og konferencer. Efterfølgende vil hun fortsætte sin uddannelse, så hun en dag kan få et job og tjene sine egne penge.

”Tidligere følte jeg: I dag er slem, i morgen vil blive værre, og i over morgen vil blive værst. I det mindste tænker jeg nu: I morgen kan gå hen og blive lidt bedre,” siger Reem.

____

 

Mødeklar, manicure og middag: Kvinder, der tjener deres egne penge

Fra 1945 og frem: Jordanian Women’s Union

  • Jordanian Women’s Union blev stiftet i 1945 af Jordans første kvindelige jurist – blev første gang lukket i 1957, da alle ikke-statslige organisationer blev opløst.
  • Åbnede igen i 1974, men blev tvangslukket for anden gang i 1981 af den jordanske stat.
  • I 1990 åbnede JWU atter igen, da det jordanske parlament blev demokratiseret og det blev lovligt at drive ikke-statslige organisationer igen.
  • I 1994 åbnede JWU en telefonisk hotline, som kvinder kan ringe til med juridiske spørgsmål, og hvis de har akut brug for hjælp. Hotlinen er stadig dagligt åben.
  • I 1999 åbnede de det første krisecenter for kvinder i Jordan, der var udsat for vold i hjemmet. Krisecenteret eksisterer stadig.

Når man går forbi de tre minivans, der holder parkeret ved indkørslen, kommer man til noget, der ligner et depotrum ved siden af den reelle opgang. Men indenfor står der ikke haveredskaber, kasser og bilolie, men en sofalounge med hynder betrukket i mørkerød velour. Her er spejle, hårprodukter, frisørstole.

I en af stolene sidder en kvinde, der er ved at få klippet sit hår, og træder man om hjørnet ind i det tilstødende rum, kan man få ordnet sine negle.

Salonen tilbyder kunder at blive klippet, få lavet manicure, få voksbehandling eller noget helt fjerde. Det primære formål er at klæde kvinderne på til at arbejde og at kunne forsørge sig selv i fremtiden, fortæller projektmanager hos JWU Mays Ishnewer. Pengene, kunderne betaler for en behandling, går ubeskåret til kvinderne, der arbejder i salonen, da JWU driver salonen som non-profit.

”Det er en mulighed for at komme videre,” bryder en af kvinderne i salonen lidt genert ind, mens hun vasker en kundes hår. Hun er selv flygtning fra Syrien.

Faste kønsroller

Salonen tilbyder alle kvinder fra flygtningelejre, lokalmiljøet og JWUs krisecenter at komme på kurser. Her lærer de et håndværk, og hvad det vil sige at gå på arbejde. Foruden salonen, er der kurser i IT og i at arbejde professionelt i organisationens cateringkøkken, som ligger i samme bygning som alle de andre faciliteter. I køkkenet går kvinder fra morgen til aften og laver mad, som eksterne kunder og personalet i JWU bestiller til at tage med hjem, til møder og konferencer.

Det kan måske virke banalt at lære kvinder i Jordan at komme ind på arbejdsmarkedet, når de har et af de allerhøjeste uddannelsesniveauer blandt kvinder på tværs af Mellemøsten. Men på trods af deres uddannelse, er det kun 22 procent af kvinder i Jordan, der arbejder ifølge Verdensbanken.

”Det handler i høj grad om, at der er en kultur for, at kvinder ikke arbejder,” siger Mays Ishnewer.

Det ligger dybt i mange jordanere, at det er mandens rolle at forsøge familien – kvindens rolle at passe hjem og børn. Mays Ishnewer peger desuden på, at det også handler om, at der ikke er særlig gode muligheder for at få børn passet i dagtimerne. At trafikken er tætpakket, det kan tage timer at komme rundt i for eksempel Amman.

”Når de ikke tjener deres egne penge og har et økonomisk sikkerhedsnet, er det er svært for kvinder at forlade en voldelig mand eller arbejde sig ud af fattigdom,” siger Mays Ishnewer.

___

 

På chefkontoret: “Vi skal ændre love og måder at tænke på”

Nadia Shamroukh sidder på sit kontor midt i Jordanian Women’s Unions fire etager høje hovedkontor. Her har hun hørt til de seneste 28 år, først som frivillig, og siden 2002 har hun været daglig leder for organisationen.

I årenes løb har hun fulgt og været en del af Jordans forandringer angående ligestilling: Da landet i 1992 tilsluttede sig FN’s konvention mod diskrimination af kvinder (CEDAW – The Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women), der arbejder for at eliminere alle former for diskrimination mod kvinder. Samme år etablerede Jordan også sin nationale kommission for kvinder (JNCW). Og kvinder er i dag bedre uddannede og har bedre helbred end nogensinde før.

Men der er endnu lang vej, mener Nadia Shamroukh, til reel ligestilling i landet.

En af de centrale årsager er en diskriminerende lovgivning: Familieloven bygger på islamisk lovgivning – sharia – og er ikke lige for mænd og kvinder. For eksempel skal kvinder have en mandlig formynder, til de fylder 30 år. Drenge bliver myndige som 18-årige.

Foruden myndighed betyder familieloven blandt andet også, at fædre er den eneste lovlige formyndere for deres børn, og fædre får også forældremyndigheden over deres børn ved skilsmisse. Loven sikrer kvinder retten til at arve, men som regel kun halvdelen af, hvad mænd i samme position får. Hvis hun er enke, mister hun arven fra sin mand, hvis hun gifter sig igen. Desuden kan ikke-muslimer ikke arve fra en muslimsk mand, med mindre hun konverterer. Og på landet får kvinder typisk aldrig ejerskab over den jord, de dyrker.

”Hvorfor skal familieloven være religiøst betinget, når ingen andre love er det?” spørger Nadia Shamroukh.

Lovgivning og kultur

Nadia Shamroukh arbejder i dag på at reformere familieloven, som sidst blev ændret i 2010. Hun mener, at al lovgivning bør være sekulær og neutral angående køn. Det samme er hendes principper for JWU som organisation. Det er den bedste måde at opnå ligestilling.

”Men det her kræver ikke bare en ændring af en enkelt paragraf. Det er en lovomvæltning – det er en drøm,” siger Nadia Shamroukh.

Hun tror på, at det kan lykkes, hvis organisationer som JWU, der kæmper for kvinderettigheder på tværs af Mellemøsten og Nordafrika, lægger pres på deres regeringer. Det, erfarede hun, var slagkraftigt i forbindelse med at fjerne en udskældt lov-artikel, der eksisterede i de fleste lande på tværs af regionen.

Paragraffen var populært kendt som ”Marry Your Rapist”-loven, og i Jordan hed den helt formelt paragraf 308. Den tillod voldtægtsforbrydere at gå fri for straf, hvis de giftede sig med den, de havde voldtaget. På den måde undgik familier og ofre – hovedsagligt piger – eksempelvis at ende i en situation, hvor deres ære var krænket, og at de ikke kunne giftes bort. Men også med den konsekvens, at de ofte blev presset til at gifte sig med deres overgrebsmand.

Efter 20 års kamp kunne Nadia Shamroukh endelig se paragraffen forsvinde fra lovgivningen i 2017, og det samme skete i Libanon og Tuneisen. Hun vil bygge videre på modellen fra den sejr.

“Vi skal vise, at vi på et regionalt niveau kan lægge pres på regeringerne for at ændre familielovgivningen,” siger hun.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO’s program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Derfor samler hun nu dommere, jurister, parlamentarikere, journalister og religiøse ledere fra hele regionen til møde her i efteråret. Ønsket er, at de skal udforme, hvordan en ny familielov kan se ud.

Hun frygter ikke, om politikerne vil lytte. De vigtigste at få ørenlyd hos er de konservative, religiøse miljøer. De har en stærk stemme i samfundet og på magtfulde positioner. Og de er med til at sætte de kulturelle normer for god opførsel for piger.

”Selv hvis en kvinde får lov at flytte hjemmefra i dag, kan hun ikke gøre, som hun vil. Hvis hun ikke bliver irettesat af sin familie, så bliver hun det af sine naboer,” forklarer Nadia Shamroukh.

Derfor skal loven ændres. Og der skal en samtale om normer og kulturer til for, at det faktisk giver mening at ændre lovgivningen. Første skridt er, at skubbe på for en sekulær lovgivning.

”Men hvordan jeg gerne vil se loven udforme sig, det kan jeg altså ikke sige endnu. Så kan jeg jo ligeså godt lade være med at invitere andre med til arbejdsbordet,” siger hun med et smil.