Han kan ikke lade være med at føle sig stolt. Da den unge historie- og pædagogik-studerende Steen Baagøe Nielsen sidder og kigger sig omkring i lokalet på Roskilde Universitetscenter (RUC) en oktoberdag i 1993, er han overvældet.
200 mennesker er mødt op til den første mandeforskningskonference nogensinde i Danmark: “Hvorfor mandeforskning?”.
Rektor skal holde åbningstalen. Forskere fra hele Norden er kommet til, og der er noget for enhver smag på programmet: Lige fra oplæg om bøssehistorie ved den kendte historiker Wilhelm von Rosen til det at arbejde med et maskulintetsperspektiv i forskning om den tredje verden ved antropolog Margrethe Silberschmidt, der i årevis har lavet feltarbejde i Kenya. Også medierne har kastet sig nysgerrigt over begivenheden.

En kort drøm

Steen Baagøe Nielsen har været med til at arrangere konferencen. Han er med i det helt nystartede “Dansk netværk for mandeforskning”, der består af engagerede studerende og nogle få profiler som ph.d. i historie Hans Bonde, sociolog Søren Carlsen og sexolog Henrik Vittrup. Ambitionen med både netværk og konference er få sparket gang i dansk mandeforskning. Og skal man tro interessen, er det tilsyneladende ved at lykkes ganske godt.
“Der var stort set intet fokus på mandeforskning, så vi var simpelthen pionerer, og vi var næsten helt overvældede over interessen. Den var enorm,” fortæller Steen Baagøe Nielsen i dag, 18 år senere.
Men drømmen kommer til at vare kort. Konferencen bliver en éngangfornøjelse. Og i 1996, tre år efter sin fødsel, lukker og slukker det engagerede mandeforskningsnetværk.

Dansk mande- og maskulinitetsforsknings Tivoli-tur

Det lille netværks storhed og fald er et godt billede på den Tivoli-tur, som dansk mande- og maskulinitetsforskning har været på, siden temaet “mænd” blev sat på samfunds- og forskningsdagsordenen i 1970’erne. Det er gået op og ned; der har været vild begejstring – og afmålt interesse. Forskere på området har været båret af fælles entusiasme: “Nu skal vi tale om mænd!”, men har også oplevet stor konflikter om, hvordan man skal tale om mænd.
Nu, i år 2011, er dansk mande- og maskulinitetsforskning ikke blevet meget mere entydig. Men den er ikke desto mindre vigtig, fastslår Steen Baagøe Nielsen.
Han er i dag leder af Center for Velfærd, Profession og Hverdagsliv, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning (VELPRO), RUC, og er forhenværende formand for Netværk for forskning om mænd og maskuliniteter (NeMM) og det tilsvarende nordiske netværk NorMa. Han sidder også med i tænketanken VM (Viden om Mænd), et uafhængigt og forskningsbaseret mandepanel, der i november vil overrække ligestillingsminister Manu Sareen 30 forslag til en politik for drenge og mænds ligestilling.
“I Danmark sker der det lige nu, at offentligheden virkelig efterspørger viden på området. Derfor er det vigtigt at få produceret viden – ikke “viden”, som når alle mulige debattører bræger op om mænd, men forskningsbaseret viden,” siger Steen Baagøe Nielsen.

Mandlige sterotyper som “hønisse”, “skvatmikkel”, “hængerøv” eller “tøffelhelt”

Emnet “mænd” blev for alvor populært i midten af 1970’erne – i kølvandet på den danske kvindebevægelse. Danmarks første mandebog udkom i 1974. I antologien Mænd. Det svækkede køn kunne man for eksempel læse om en maskinarbejders syn på samfundet, om bøsser og enlige fædre, eller man kunne se kunstneren Bjørn Nørgaard posere næsten nøgen på fotos – krydret med små karrikaturtegninger med maskuline stereotype titler som “Hønisse”, “skvatmikkel”, “hængerøv” eller “tøffelhelt”.
Året efter, i 1975, udkom så mandeklassikeren Den maskuline mystik af balletdanseren og forfatteren Eske Holm. Den handlede om samfundsstrukturernes undertrykkelse af kroppens frie udfoldelse og om mænds seksualitet. Et meget populært emne blandt de første mandedebattører i Danmark i 1970’erne, fortæller Steen Baagøe Nielsen.
“Eske Holm diskuterede pornografiens sexteknikker og mandens orgasme. Det var en underliggende interesse blandt de tidligste publikationer at diskutere mænds seksualitet. Det var måske dér, de kunne få øje på deres køn i første omgang,” siger han.

Mange mandepublikationer så dagens lys i de år. En del af skribenterne var tilknyttede mandebevægelsen, tog på ølejr, havde basisgrupper og udgav fælles manifester – præcis som kvinderne i kvindebevægelsen. Forlaget Tiderne Skifter udgav eksempelvis et par numre af det samfundskritiske tidsskrift Hug!, hvor mænd skrev om mænd og maskulinitet fra alle mulige vinkler: historisk, litterært og billedanalystisk.

Mænd uenige om revolutionen var noget indre eller ydre

Publikationerne var ikke egentlig forskning men mere forskeres perspektiver på mænd og maskulinitet. Samtidig var mændene uenige om, hvorvidt revolution var noget indre eller ydre.
“Der er de samme diskussioner som i kvindebevægelsen: Hvor politisk skal det være? Er det mændenes kamp det her? Eller en bredere kamp mod uretfærdighed? Hvor terapeutisk må det være? Hele mandebevægelsen fungerede jo på samme måde som kvindebevægelsen med mandegrupper og bevidsthedsgørelse: Man skulle gå i kødet på sig selv, man snakkede om behovet for “sammenbrud”, at man skulle “sprænge skjoldet” – det krævede et selvopgør af dimensioner at konfrontere sig selv med sin egen magt, sin egen afhængighed af magt og sin egen fremmedgørelse.

Det blev udtrykt i den måde, mændene så sig selv og deres kroppe på: Som instrumenter, som maskiner i arbejdslivet. Kapitalen kapslede kroppen ind – den samfundsgjorte krop,” fortæller Baagøe Nielsen.
Det var ikke kun kroppen, der var til debat. Også manderollen i samfundet blev gransket. Mænd ville have lov til at være omsorgsfulde fædre – ikke bare “avlsdyr”, som der står i Mænd. Det svækkede køn.
De danske mænd gjorde indtryk. Danske mandebøger blev oversat til svensk og norsk. For de nordiske naboer var København the talk of town. Var man tændt på mande- og maskulinitetsdebat, så var Danmark dér, det skete.

80’erne: Goddag til “mandeforskning” – og farvel

Det hele blev kun bedre, da Danmark i 1983 lancerede den første forskningsbaserede foredragsrække om mænd. Altså egentlig “mandeforskning”. Nynne Koch, som etablerede KVINFO, tog initiativ til foredragsrækken på Folkeuniversitetet i København. Bagefter udkom oplæggene som en antologi: Mænd om mænd. Medaljens anden side.
Samtidig blomstrede mandeværkerne. Psykolog Dion Sommer skrev om faderroller og børn. Forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders udgav en bog om mænd og orgasmer. Men udgivelsesfrekvensen holdt ikke ved.
“Der er et opbrud i 80’erne. Mandebevægelsen går i sig selv i midten af årtiet, og der udkommer ikke særlig mange værker. Der kommer lidt, men det er skrevet ind i mere traditionelle fagdiscipliner. Man kan sige, at der med foredragsrækken i 1983 var et forsøg på at lave en parallel til kvindeforskningen, men at mandeforskningen aldrig rigtig fandt ud af at organisere sig. Der kom enkeltværker, men det var spredt,” fortæller Steen Baagøe Nielsen.
Stik modsat forholdt det sig i Sverige og Norge, som ellers havde suget til sig af dansk mandeinspiration. Sverige nedsatte et mandepanel i 1983, der skulle se på “mandespørgsmålet”, hvor paneldeltagerne var forskere. Det kickstartede et mandeforskningsmiljø, der både fik penge og stor politisk interesse. Norge fulgte trop i 1986, da man oprettede et statsligt “mannsrolleutvalg.”
Imens skete der ikke så meget på den danske scene. Hvorfor?
“Det er svært at sige. Vi gik ind i Schlüter-årene og fattigfirserne, hvor kønsforskning generelt ikke fik megen bevågenhed. Heller ikke kvindestudier. Der var en holdning blandt danskerne om, at ligestilling var et allerede realiseret projekt,” vurderer Steen Baagøe Nielsen.

90’erne: Mandeforskere i konflikt

Hvis man taler med nordiske kønsforskere, der har mange år i bagagen, kan de huske Danmark år 1993. Det var det år, det nye “Dansk netværk for mandeforskning” blev stiftet, og man tog til landets første mandeforskningskonference i oktober på RUC.
Danskerne var også med i et nyt internationalt mandeforskningsnetværk, The International Association for Studies of Men (IASOM), der ivrigt diskuterede, hvad man skulle hedde. For efter at amerikanerne og englænderne for alvor havde kastet sig over mandeforskning, blev de ideologiske forskelle i forskningsmiljøet tydelige.
“Nogle ønskede for eksempel ikke titlen “mens studies”, fordi det indebar et ejefald – at det var mænds studier af mænd, hvilket man opfattede som en uheldig ting. Især i USA har man haft forskere, som indtog den position, at man nærmest skulle dekonstruere maskuliniteterne – man skulle “refuse to be a man”, fortæller Steen Baagøe Nielsen.
Holdningsforskellene kom også til at spille en rolle i Danmark. De folk, der grundlagde mandeforskningsnetværket blev mere og mere uenige. Skulle temaet hæftes op på en pro-feministisk ligestillingsdagsorden – eller var det et tema, der var for mænd om mænd?
“Vi var uenige om, hvor vi stod henne. Som jeg ser det, blev den offentlige debat i den tid i stigende grad præget af dem, jeg vil kalde “maskulinister”. I de år var der for eksempel ret meget snak om vigtigheden af at have mænd i børnehaver.
Bertill Nordalls (lærer og forfatter, red.) og Gideon Zlotniks (børnepsykiater, red.) bøger om de stakkels drenge fik meget omtale – og diskussionen om feminisering i skole og børnehave fyldte meget. Carl Mar Møller (mandeterapeut, der blev kendt for provokerende udtalelser som “Pik er Gud”, red.), fik også stor opmærksomhed. Mange talte meget om mandens behov. Manden, som en slags essentialistisk enhed – sådan så jeg det i hvert fald. Det var vi nogle, der var uenige i,” siger Steen Baagøe Nielsen.

Mandeforskningsnetværk brød op

For det unge mandeforskningsnetværk blev uoverensstemmelserne så tydelige, at man besluttede at bryde op. Man kunne ikke finde fælles fodslag – men bruddet var også et resultat af, at folk ikke kunne få faste stillinger inden for området, og at kraften i den håndfuld af studerende, som havde været rigtigt aktive, sivede væk.
Interne uenigheder og manglende stillinger var samtidig ikke den eneste udfordring for dem, der gerne ville sætte mænd på samfundsdagsordenen. De blev mødt med skepsis flere steder fra – både i forskningsmiljøet og blandt feminister. Hvorfor skulle man beskæftige sig med mænd?
“Det er urovækkende, at kvinder nu er parat til at være åbne over for sådanne fænomener som mandebevægelser og mandeforskning. Man kan derfor frygte, at mandebevægelser er en snedig strategi til infiltrering af kvindebevægelsen med henblik på at cementere de eksisterende sociale forskelle mellem mænd og kvinder…,” skrev forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet, Erik Jørgen Hansen, i en kronik i Information i maj 1996.
Uenighederne kom også til udtryk, da Ligestillingsrådet nedsatte et mandepanel, “Idégruppen om mænd” i 1994, hvis opgave var at “formulere mænds interesser i et ligestillet samfund” og “få mænds bud på en fremtidig ligestillingspolitik”. Hans Bonde blev formand. Gruppen opløste sig selv efter et år under stor mediebevågenhed.
“Hans Bonde var træt af, at hver gang, det skulle handle om mænd, skulle det handle om, at mænd var undertrykkere. Han ville gerne have et andet perspektiv,” husker Baagøe Nielsen.

00’erne: Ny opblomstring

Da Danmark gik ind i et nyt årtusinde, var vi – internationalt set – slet ikke med på noderne på mandeforskningsområdet. Især 1990’erne blev det store årti, hvor forskningen på området gik helt amok.
“Her eksploderer forskningen og antallet af publikationer simpelthen. Forskningsmiljøet ekspanderer fuldstændigt eksplosivt. Men i Danmark sker der intet. I Sverige har man utallige nye bøger og doktorantafhandlinger på feltet, og det breder sig til andre felter. Men her sker der ikke ret meget. De politiske succeser er også begrænsede. Hvor man i Norge får gennemført fædrekvoten, så er der i Danmark ingen politisk diskussion af mænd. Der er en forstening af ligestillingsspørgsmålet i 90’erne,” siger Baagøe Nielsen.
Det ændrede sig, da Nyrup-regeringen etablerede Videncenter for Ligestilling i 1999. Centret ansatte for eksempel Kenneth Reinicke (ph.d. og forfatter til flere bøger om manderoller, red.) og begyndte at sætte fokus på mandeforskning. Det kunne ses på samfundsdebatten, mener Steen Baagøe Nilesen.
“Der opstår simpelthen en ny kønsdebat, herunder en debat om mænd,” siger han.

Mænd sætter fokus på vold mod kvinder, sexkøb, pornografi, trafficking

Nogle af de emner, der nu kom frem, handlede om ligestillingsspørgsmål og mænds destruktive sider. Vold mod kvinder, sexkøb, pornografi, trafficking. Et tema, der dog ikke var lige populært blandt mandeforskerne. Manderollen var til diskussion, også uden for forskningsmiljøerne, hvor debatbøger som Pikstormerne og Hvordan mand? blev udgivet.
Men debatten svandt hen. Da en borgerlig regering vandt folketingsvalget i 2001 og varslede opgør med smagsdommere og nye toner i værdidebatten, blev Videnscenter for Ligestilling lukket. Samtidig betød et ansættelsesstop på universiteterne, at man ikke fik nye kræfter ind.
Opblomstringen af mandeforskningen var udfordret. Derfor besluttede Steen Baagøe Nielsen og Svend Åge Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet og fædre-forsker, at etablere et nyt forskningsnetværk for maskulinitetsforskning. “Netværk for forskning om mænd og maskuliniteter” (NeMM) skulle holde fast i den nye køns- og maskulinitetsdebat.
Netværket, der stadig eksisterer i dag, arrangerer seminarer og holder folk opdaterede via en hjemmeside og et nyhedsbrev. Men hvor er forskningen i mænd og maskuliniteter i dag? Hvordan har den det?

Dansk maskulinitetsforskning er en bindestreg

Dansk mandeforskning lever stadig – men den er splittet. Trods forsøgene først i 1983 (med en mandeforskningsforedragsrække) og så i 1993 (med en mandeforskningskonference) har Danmark aldrig fået et decideret mandeforskningsmiljø som i Norge eller Sverige, hvor der findes egentlige professorater på feltet og dermed centrale forskningsmiljøer med penge, ph.d.-studerende og politisk anerkendelse.
Der bliver forsket i temaet. Men forskerne er spredt både geografisk og interessemæssigt. Nogle forsker i mænd og uddannelse, andre i unge mænd og sundhed eller hip-hop-kultur, og atter andre ser på maskulinitet som et ikke-kønsbestemt fænomen.
“Man kunne kalde det en stor succes set med kønsmainstreamingsbriller,” siger Stenn Baagøe Nielsen.
Han er godt tilfreds med, at der kommer køns- og maskulinitetsperspektiver på mange forskellige områder. Men spredningen af forskerne er ikke kun af det gode. Fordi Danmark ikke har et samlet, prioriteret forskningsmiljø på området, får det konsekvenser for dybden af den forskning, der laves.
“Forskere, der vil lave mande- og maskulinitetsforskning, lever et dobbeltliv. De er nødt til først og fremmest at beskæftige sig og meritere sig med deres hovedområde, hvad enten det er sociologi, uddannelse, ungdomsforskning eller andet. Det betyder meget for forskningen. Den savner dybde. Det er svært at holde sig opdateret på den nyeste forskning, når der ikke er et miljø, der organiserer det,” siger han.
Så vil man som dansk forsker granske mænd, sker det kort sagt for egen regning. “Dansk maskulinitetsforskning er en bindestreg,” som Steen Baagøe Nielsen siger.

Alive and kicking trods splittethed og udfordringer

Dansk mandeforsknings anden generation – maskulinitetsforskningen – er altså stadig alive and kicking trods splittethed og udfordringer. Temaet “mænd” er så langt fra heller ikke dødt i Danmark. Faktisk kan man måske sige, at mænd måske er et af de mest omdiskuterede emner i dansk ligestillings- og velfærdsdebat lige nu.
Temaer som drenge, der halter bagud i uddannelsessystemet, og “tabermænd” optager danskerne her i 2011. Mænd er blevet genfødt i ligestillingsdebatten, hvilket sås, da den daværende ligestillingsminister Lykke Friis nedsatte et mandepanel på Kvindernes Internationale kampdag 8. marts i år – det første siden det kuldsejlede panel i 1994 – der skulle diskutere mænds liv.
Panelet blev dog ikke mødt af stående klapsalver. For størstedelen af medlemmerne var mænd, der ikke havde beskæftiget sig med køn – for eksempel en chefredaktør for et mandeblad, en fodboldtræner, en militærstrategisk forsker.
Det inspirerede til Tænketanken VM, som Baagøe Nielsen er med i.
“Debatten om mænd i Danmark er ofte videnstom og uoplyst, den hviler på ikke-forskningsbaserede synspunker, og det er et stort problem, når man skal lave politiske tiltag på området,” siger han.
Den aktuelle debat om mænd vil sikkert fortsætte lidt endnu. Interessen er som sagt stor. Måske står dansk mandedebat ligefrem igen på tærsklen til en storhedstid. En af fortidens store aktører er i hvert fald på banen igen.
Mandeterapeuten Carl Mar Møller har netop dannet en ny forening for mænd, der skal sætte fokus på manderoller – og der er nok at tage fat på, fremgår det af invitationen til foreningens næste møde i december: Der er nemlig 200 manderoller. For blot 20 år siden var der kun 20, skriver Carl Mar Møller.