I dag vrimler det med homoseksuelle i medierne. Fjernsynsserier, realityshows og Hollywood-film bugner af lækre, unge, lykkelige og åbne bøsser og lesbiske samt andet multiseksuelt godtfolk. De er forældre, konsumenter, smagsdommere og livsstilseksperter: forbrugersamfundets elite og kapitalismens kæledægger. Hovedparten er barnløse, dobbeltarbejdende par eller attraktive og velsituerede singler med lyst, tid og mulighed for at perfektionere deres livsstil. Og lære de tilbagestående heteroseksuelle i det mindste at blive metroseksuelle.

Solstrålehistorier har vist altid været på mode i USA, og Rodger Streitmatter har med sin lettilgængelige bog From “Perverts” to “Fab Five” leveret en glad en af slagsen. Og han har da klart en pointe. Når man ser på mediebilledet af homoseksuelle kvinder og mænd gennem de sidste halvtreds år, kan det synes svært at bevare pessimismen. De fleste vil være enige i, at mediernes fremstilling af homoseksualitet har undergået gevaldige forandringer. For det meste til det bedre.

Streitmatters metode er at fokusere på enkeltstående historiske mediebegivenheder og nøgledokumenter og perspektivere ud fra artikler og anmeldelser. Hans bog er såvel pressehistorie som homohistorie.

Bogen begynder med medieomtalen af mccarthyismens forfølgelse af “uamerikansk” virksomhed i regeringsapparatet, som ud over kommunister også omfattede en ubehagelig heksejagt på homoseksuelle mænd og enkelte kvinder, for lesbiske forblev usynliggjort indtil for nylig.

Tidsmæssigt befinder vi os i perioden 1950-1952. Samtlige medier, også det prestigefyldte New York Times sprang med på vognen og udtrykte fordømmelse mod den indbildte homoseksuelle trussel mod nationens sikkerhed og tilsmudsningen af Det hvide Hus. Det stereotype billede af den homoseksuelle som en skummel, sex-besat, ofte feminin landsforræder, der kun var ude på at forføre unge drenge og børn, blev reproduceret i samtlige medier. 

En god homoseksuel er en død homoseksuel

En snes år senere har stereotypen ikke ændret sig stort. Da bøsser og transvestitter for første gang i samlet trop gjorde modstand mod politichikane i New Yorker-baren Stonewall Inn i juni 1969, var medierne ensidigt fordømmende i dækningen af denne historiske begivenhed, der senere årligt bliver fejret over hele den vestlige verden. Artikler talte hånende om en front af dragqueens, der dannede mur mod ordensmagten “brysteholder ved brysteholder”.

Medieomtalen var helt i overensstemmelse med fremstillingen i den første amerikanske film med homoseksuelle hovedpersoner, The Boys in the Band fra 1970, der fortæller om en gruppe ulykkelige homofile til en fødselsdagsfest. Festen udarter sig til et orgie af beskyldninger og bekendelser, hvor det kollektive selvhad luftes for fulde gardiner. “Vis mig en lykkelig homoseksuel og jeg vil vise dig en død svans” lyder en nøglereplik fra filmen, der er blevet stående som periodens generelle opfattelse af homoseksualitet.

“Som selv en mor må hade”. Ulykkelige homoseksuelle i The Boys in the Band. Foto fra bogen.
 

Herfra springer Streitmatter til halvfjerdsernes første fjernsynsbøsse i den uhyre populære TV-serie, Soap. Serien om en forrykt familie centreret omkring to midaldrende søstre inkluderede en homoseksuel søn, den sympatiske unge Billy Chrystal i rollen som Jodie, der både leger med biseksualitet, kønsskifteoperation og faderskab. Ifølge Streitmatter var dette et historisk gennembrud, og serien blev da også fordømt af religiøse og konservative kræfter i Guds eget land. I modsætning til f.eks. Danmark, hvor en hel generation bare morede sig over den skøre families genvordigheder. Men Chrystals rolle som mediehistoriens første positive homoseksuelle rollemodel kan næppe overvurderes.

Bøsser i krig og sygdom

AIDS-epidemien medførte en vis gen-dæmonisering af homoseksuelle mænd, og stereotyperne omkring uansvarlige, umoralske sexmonstre blev reaktiveret i visse sensationalistiske medier, mens andre leverede mere nuancerede fortællinger. Den efterfølgende mediedebat om homoseksuelle i det amerikanske forsvar under Bill Clintons præsidentperiode var ligeledes flertydig. Visse medier reproducerede klicheen om bøsser som seksuelle rovdyr på jagt efter at forføre unge mænd, mens andre kritiserede seksuel diskriminering. Samtidig fortalte mange medier historier om homoseksuelle kvinder og mænd, der havde udført heltegerninger i krigs- og fredstid.

Filmen Philadelphia fra 1992 om en aidssyg advokats kamp mod sin homofobe arbejdsgiver, der uretmæssigt har fyret ham, blev en mainstreamsucces, ikke mindst på grund af Tom Hanks og Antonio Banderas’ præstationer. Filmen er den første store Hollywood-film med en positiv homoseksuel hovedperson. Og halvfemserne skulle vise sig at blive det årti, hvor ikke bare døende homoseksuelle blev elsket. Spillevende, festlige og farverige bøsser blev nu faste indslag i komedier som My best Friend’s Wedding, The Bird Cage ogIn and Out. Den nye omfavnelse af homoseksuelle mænd, der alle er sympatiske, morsomme eller døende, stiller Streitmatter sig ikke kritisk over for i bogen, men han har dog et kritisk blik for, at de alle sammen er hvide.

Tom Hanks modtog i 1993 en Oscar for sin præstation iPhiladelphia. Foto fra bogen.
 

Sjove homoer

Sjove homoseksuelle var kommet for at blive. Tv-komedien Will & Grace fokuserede på venskabet mellem en succesrig, flot, homoseksuel advokat og hans forvirrede, heteroseksuelle veninde med den feminine Jack og den bitch’ede Karen som vittige og farverige bipersoner. Mere kød, bid og sex var der i tv-serien,Queer as Folk, som blev sendt på en betalingskanal. Det var oprindeligt en engelsk serie om en gruppe livslystne herrer fra Manchester, men amerikanerne lavede deres egen version med masser af intriger og sex. I Danmark havde DR 2 mod til at vise serien (i den engelske original) i en ikke alt for sen nattetime under titlen Drengerøve.

Halvfemserne blev også årtiet, hvor lesbiske for alvor befolkede medierne. Primus motor blev komikeren Ellen Degeneres, som både privat og i tv-serien Ellen sprang ud som lesbisk. Herefter faldt seertallet og populariteten, men Ellen var ligeglad. I et talkshow blev hun spurgt, om hun fortrød, og hun reagerede ved blot at læse højt af breve fra homoseksuelle teenagere, der fortæller, hvordan det offentlige udspring havde reddet deres liv. De var parate til at begå selvmord, før de for første gang nogen sinde så en positiv repræsentation af en åbent homoseksuel person. Efter Ellen kom tv-serien The L-Word i 2004, igen på en privatkanal. Den fokuserede på smarte, unge, smukke og ikke alle sammen hvide lesbiske kvinder. Og både race, biseksualitet og promiskuitet blev behandlet i dette show, der dog ikke inkluderede mandhaftige, grimme og ældre kvinder.

Ellen Degeneres springer ud af skabet, både i tv-serien Ellen og i det virkelige liv. Foto fra bogen.
 

Fantastiske fem

De fantastiske fem blev kendt som smarte bøsser, der lærte sympatiske, men kultur- og idéforladte heteromænd at klæde sig, lave mad, indrette deres hjem og te sig ordentligt mod deres koner og kærester. Konceptet er (naturligvis!) amerikansk, men Fab Fiveblev hurtigt en kulturel eksportvare, og også danske medier købte konceptet. 

Men også i andre sammenhænge kom homoseksuelle i søgelyset. Debatten om sammekønnet partnerskab rasede – og raser – ikke kun i amerikansk politik, men blev et scoop for journalister, der elskede at berette om monogame og pæne mænd og kvinder, der har levet sammen i en menneskealder, og hvis højeste ønske er at blive gift med hinanden. Streitmatter fremhæver, at hvor medierne blot en snes år tidligere har været stærkt medvirkende til at undertrykke og dæmonisere homoseksuelle, synes de nu at ville fortælle overvejende positive historier. Mediebilledet af homoseksuelle i det enogtyvende århundrede er således mere positivt end den generelle amerikanske befolknings syn.

Cowboy-romancen og tåreperseren Brokeback Mountain fra 2005 får det sidste ord i Streitmatters solstrålehistorie som et endegyldigt eksempel på, at en kærlighedshistorie mellem to (ganske vist unge, smukke og sexede) mænd kan få det meste af Amerika ind i biograferne og frem med lommetørklæderne. Han ser filmens politiske budskab som en kritik af vold mod homoseksuelle (den ene mand bliver på bestialsk vis dræbt af homofober, mens den anden lever en trist og ensom skyggetilværelse). Streitmatter udelader dog her at inddrage den lange tradition i den vestlige kultur for at fokusere på homoseksuelles død, som f.eks. er blevet overbevisende dokumenteret i Vito Russos bog, The Celluloid Closet, der i stedet for en filmografi afsluttes med en “nekrologi” over alle de homoseksuelle kvinder og mænd, der gennem tiderne er blevet hængt, druknet, sprængt i luften eller har begået selvmord i mainstream Hollywood-film.

En naiv huskeliste

Bogens styrke er dens overskuelige oversigtkarakter, den lettilgængelige og velskrevne stil, og dens fokus på skelsættende begivenheder i mediernes repræsentation af homoseksuelle. Svaghederne er den manglende kontekstualisering af punktnedslagene, det spinkle materialevalg, og det ureflekterede moralske fundament. Streitmatter er meget lidt “queer” i sin stadige bekymring for, om homoseksuelle mænd og kvinder beskrives som “promiskuøse” og “sexbesatte”. Der er ingen tvivl om, at han bedst kan lide borgerlige og respektable typer.

Streitmatters bog er en god, nyttig, lærerig og tankevækkende huskeliste, en påmindelse om de onde, ikke særligt gamle dage, og de enorme fremskridt, en særlig gruppe individer har oplevet. Men den glatte, lineære og overfladiske fremskridtsfortælling bygger på for få nedslag, for begrænset materiale og for snævert udsyn. Fra sin lille lyserøde – og udelukkende amerikanske – sky udelader forfatteren mange mellemregninger, paradokser og tvetydigheder. Og hans konklusioner er ofte spinkle spekulationer, og han hopper over meget lave gærder.

For fortællingen om homoseksuelle og medierne starter længe før 1950 og handler ikke kun om USA. Og det er en meget mere kringlet beretning end denne enstrengede fortælling om undertrykkelse og gradvis frigørelse. Historien rummer også sensationalisme, begær, bekendelsestrang, projektioner og udgrænsninger, som ikke kan fanges gennem en entydig fokusering på homoseksuelle karakterer. De mange vigtige homoseksuelle bipersoner og skurke i den amerikanske filmhistorie har spillet en afgørende rolle i stabiliseringen, normaliseringen og naturaliseringen af heteroseksualitet op gennem hele det tyvende århundrede.

Hverken individer i – eller bag skærmen kan inddeles entydigt i “heteroseksuelle” og “homoseksuelle”, sådan som Streitmatters rigide og noget naive identitetsperspektiv forudsætter. Begær, iscenesættelse og fiktion kan ikke presses ind i entydige kategorier, og der er masser af sprækker og revner i fiktive iscenesættelser af heteroseksuel normalitet. Det havde været en anden, mere kompleks og spændende historie at forfølge. Men den ville nok også inkludere steder, hvor solen aldrig skinner.