Da Nisreen Haj Ahmed blot var to år gammel, tog hendes liv en markant drejning.  Hendes far blev tvunget fra deres hjem til nabolandet Libanon. Resten af hendes liv har været formet af at være del af en familie i eksil.

De første år blev Nisreen Haj Ahmed dog boende i Ramallah i Palæstina sammen med sin mor, fire søskende og bedsteforældre. Deres hjem var et smukt hus med højt til loftet og vandmeloner i haven. Længe troede de, at faren ville komme tilbage. Men da det blev klart, at det ville han ikke, besluttede moren sig for at genforene familien i Jordan, hvor faren havde fundet en lejlighed til dem.

Den lå på tredje sal og var mere trang, end Nisreen Haj Ahmed var vant til. Men det var ikke så meget hverdagen, der tydeliggjorde, at hendes liv havde forandret sig. Det var mere rejserne hjem til Palæstina hver sommer.

”Oplevelserne på grænsen mellem Jordan og Palæstina har formet mig på et helt essentielt plan,” siger Nisreen Haj Ahmed over en Zoom-forbindelse. Ligesom så mange andre verden over arbejder hun fra sit hjem i Amman på grund af corona-pandemien.

I dag er hun direktør i organisationen Ahel, som på dansk kan oversættes til fællesskab eller familie. I Ahel har de siden 2011 arbejdet for at samle mennesker i samfundet, der ellers ikke oplever at have en stemme. Det får de ved at organisere sig i større grupper med et fælles mål om at sikre retfærdighed og opfyldelse af deres menneskerettigheder.

Ahel og KVINFO

Fra begyndelsen af 2020 samarbejder den jordanske organisation Ahel med KVINFO.

Projektet orienterer sig mod udsatte samfundsgrupper og fokuserer på at styrke deltagernes tanker og ideer om deres tilhørsforhold i samfundet.

KVINFO og Ahel fokuserer både på normer for maskulinitet blandt deltagerne, at styrke unge, kvinder og organisationer. En af de centrale metoder hertil har Nisreen Haj Ahmed henter på Harvard Kennedy School og handler om historiefortælling og organisering. Dertil er en anden metode GenderLAB, som er et redskab til at gå kritisk til samfundsbestemte normer, som KVINFO har udviklet i samarbejde med Copenhagen Business School. Du kan læse mere om GenderLAB ved at følge dette link.

Samarbejdet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under det danske Udenrigsministerium.

Fra begyndelsen af 2020 samarbejder Ahel med KVINFO. Samarbejdet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under det danske Udenrigsministerium.

Rejserne hjem til Palæstina

For at forstå hvorfor det er vigtigt for Nisreen Haj Ahmad at give stemme til de, der ikke har en, skal vi med hende tilbage til barndommen og grænsen mellem Palæstina og Jordan.

På rejsedagen stod familien op klokken fem om morgenen for at være sikre på at stå forrest i køen, når grænseovergangen åbnede klokken otte. Men de var langt fra de eneste, der havde den plan. Hvert år stod folk i kø med grædende børn på armene og madpakker med kogte æg. Israelske og jordanske vagter stod på begge sider af dem. Når Nisreen Haj Ahmad og familien endelig nåede frem til grænsen, skulle de igennem et sikkerhedstjek, hvor de blev bedt om at træde ind i små båse med stofgardiner og klæde sig af.

”Min mor skulle tage sit tøj af foran vagterne. I vores kultur og familie er det ekstremt nedværdigende,” siger Nisreen Haj Ahmad.

Bagefter samlede vagterne alle de rejsende midt på Kong Husseins Bro, som udgør grænsen mellem Jordan og Israel. Alle skulle tage deres sko af og lægge dem i en stor kasse. Der var ikke nogen længere forklaring på hvorfor. Det var en manøvre til at ydmyge de rejsende palæstinensere, husker Nisreen Haj Ahmad.

Da alle havde lagt deres sko, tog vagterne kassen med dem, mens Nisreen, hendes familie og alle de andre fik besked på at blive siddende. Det var midt om sommeren, solen bagte, og der lugtede af folks bare tæer.

Efter noget tid kom vagterne tilbage med skoene og smed dem i en stor bunke, og alle kastede sig over bunken for at finde begge deres sko og komme videre på deres rejse så hurtigt som muligt.

”Folk opførte sig som sultne dyr, der jagtede et bytte. Den oplevelse frarøvede os al ære. Tydeligst var det for de, der ikke fandt begge deres sko og måtte gå videre helt eller halvt barfodede,” siger Nisreen Haj Ahmed.

Udsigt til bedre tider

Oplevelsen ved grænseovergangen lagde grundstenen til resten af Nisreen Haj Ahmeds liv. Hun uddannede sig som jurist for at kunne arbejde for at sikre folks rettigheder, og da fredsaftalen mellem Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesfront, PLO, blev underskrevet i 1993 vendte hun og hendes familie hjem til Palæstina. Hendes far havde levet i politisk eksil indtil da. Dén rejse var anderledes. Folk jublede i bussen, ved grænsen var der ingen vagter eller sikkerhedstjek.

”Det var en meget positiv tid. Vi troede alle sammen, at nu ville der komme fred. Nu ville vi få vores land tilbage. At der ville komme velstand og fremgang og fred til Palæstina,” siger Nisreen Haj Ahmad.

I de følgende år efter 1995 arbejdede hun som juridisk forhandler på palæstinensernes side af bordet i forhold til, hvordan fredsaftalen skulle udmøntes i praksis. Hver dag, husker hun det som, hun gjorde alt for at udvikle de bedste argumenter og finde de bedste personer at indgå alliancer med, og hun troede på, at hvis hun bare talte sagligt nok, konkret nok, diplomatisk nok, så ville de finde en god løsning.

Men en dag tog Nisreen Haj Ahmeds mormor hende med op til et vindue i deres hus og pegede på nogle bakker lidt ude i horisonten. Mormoren fortalte, at for et par år siden lå de israelske besættelser helt oppe på bakketoppene. Nu nåede de næsten til familiens baghave.

”Der gik det op for mig, at jeg havde lukket øjnene for, hvad alle andre allerede havde erkendt: der var i virkeligheden ingen forhandlinger i gang, og uanset hvor mange saglige argumenter, jeg bragte til bordet, var der ingen, der lyttede, og jeg kunne ikke ændre på det. Palæstina var ikke ved at blive selvstændigt, og freden var ikke på vej,” siger hun.

På det tidspunkt anede Nisreen Haj Ahmed ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes redning blev muligheden for at tage et år til Boston i USA. Hun fik tilbudt at læse på Harvard Kennedy School. Hun takkede ja.

Genfinder troen

Med sin fireårige søn under armen rejste Nisreen Haj Ahmed til USA. Tilbage i Palæstina blev hendes nu eksmand og en tilværelse, hvor spørgsmål om liv og død og overlevelse var en del af hverdagen.

”Rejsen blev mit åndehul. Som en slags meget, meget tiltrængt ferie. Det eneste, jeg skulle bekymre mig om, når jeg lagde mit hoved på puden om aftenen, var, hvordan jeg skulle nå at skrive mine opgaver før deadline,” siger Nisreen Haj Ahmad.

På universitetet tog hun fagene public narrative og organizing, hvor hun mødte en professor ved navn Marshall Ganz. Han var først hendes underviser, siden mentor og i dag sparringspartner. I faget public narrative skulle de studerende tage udgangspunkt i sig selv og til en begyndelse svare på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg ikke ligeglad?”.

Det spørgsmål såede et frø hos Nisreen Haj Ahmad og fik hende til at tænke: ”Hvem er mine medmennesker, hvem er på mit hold?” i stedet for at tænke: ”Hvad er problemet?” og ”Hvem har tænkt sig at løse det?”

De spørgsmål fik hende til at mindes hendes arbejde ved forhandlingsbordet. Med de nye indsigter fra Harvard Kennedy School stod det klart for hende, at palæstinenserne i høj grad så sig som afhængige af forhandleren. De så ikke sig selv som nogen, der kunne gøre til eller fra.

”Det slog mig, at der er en tendens hos de mennesker, der lider mest, at de tror, at der findes en anden, der vil repræsentere og forsvare dem på deres vegne. Men det kan man ikke regne med. Man må kæmpe sin egen kamp,” siger Nisreen Haj Ahmed.

Med den grundtanke rejste hun tilbage til Jordan, hvor hun stiftede organisationen Ahel sammen med sin kollega Mais Irqsusi. Deres mål var klart. De ville styrke folk i deres evne til at træffe selvstændige valg og kæmpe for deres rettigheder i et fællesskab. Sagt med andre ord er deres filosofi, at man er stærkere som individ, når man står sammen med andre og tager ejerskab over situationen: når man organiserer sig og har en fælles sag for øje.

”Hos Ahel har alle ansatte noget i sig, der får dem til at kæmpe de undertryktes sag. De, der er frarøvet deres ære og frihed. Mine egne oplevelser har fået mig til ikke kun at se verden igennem rettigheder, lovgivning og konventioner, men også igennem menneskers styrke og evne til at tage ejerskab over deres egne liv, hvis de får muligheden og metoderne til det,” siger Nisreen Haj Ahmed.

Succesfulde kampagner

De seneste ni år er Ahel vokset til 12 medarbejdere, der har trænet mere end 30 lokale trænere, som igen har udført 20 kampagner i Jordan såvel som i andre arabiske lande, særligt Libanon og Palæstina.

Det er særligt med kampagnerne, de samler folk fra lokalt niveau for en fælles sag. Det gjorde de eksempelvis med kampagnen Stand Up with the Teachers (Hold med lærerne, red.) i 2015. Den samlede kvindelige lærere fra privatskoler i Jordan, som alle blev betalt under minimumslønnen og tvunget til at sige op før sommerferien, ligesom de mistede deres kontrakter, når de blev gravide.

Da lærerne organiserede sig, kom der resultater. Deres stemme blev til sidst så høj, at undervisningsministeren Omar Razzaz indførte nye regler om, at alle privatskoler skal fremlægge transparente kontoudtog få at få deres certificeringer godkendt. Kontoudtogene skal bevise, at lærerne har fået mindstelønnen betalt alle årets 12 måneder.

Samme form for kampagne lykkedes det en gruppe af unge at gennemføre med Ahel i ryggen. De havde været udsat for seksuelle overgreb som børn, men i en fælles kampagne var de med til at aftabuisere et så sårbart emne.

”Når andre tør dele deres historier, om det handler om at blive fyret, underbetalt eller udnyttet, så oplever jeg, at folk bliver styrket. De går fra at være i offerpositioner til blive selvstændigt handlende, der er med til at sikre rettigheder og bryde tabuer,” siger Nisreen Haj Ahmed.

”Det gør mig stolt og ydmyg. Og det giver mig en følelse af, at jeg ikke spilder mit liv.”

Nyt kapitel med KVINFO

KVINFO og Ahels  samarbejde er ikke en kampagne i sig selv men et større projekt. Det går ud på at arbejde med deltagernes tanker og ideer om ikke at være ’underhund’ men også at have magt og styrke til at ændre egne forhold.

”Det er vigtigt, fordi det viser sig i alle vores kampagner. Om de handler om seksuel chikane, sikkerhed derhjemme eller ligefrem politisk forandring. Deltagerenes udgangspunkt skal være, at de har en forståelse af magt som noget undertrykkende. Den forståelse skal vendes på hovedet. Magt og styrke er noget, alle kan få, hvis man ved, hvordan man tager den,” siger Nisreen Haj Ahmed.

Læs mere om Ahels arbejde på deres egen hjemmeside ved at følge dette link.