Er de franske feminister macho-kulturens nyttige idioter? Det provokende spørgsmål har den amerikanske historiker og feminist Joan Wallace Scott rejst i kølvandet på skandalen omkring den tidligere direktør for Den Internationale Valutafond Dominique Strauss-Kahns (DSK), og hans anholdelse den 14. maj for seksuelt overgreb mod stuepigen, Nafissatou Diallo.
Den amerikanske anklager har siden frafaldet sigtelsen mod DSK af frygt for, at en amerikansk jury ikke kunne overbevises om franskmandens skyld. Men et civilt søgsmål fortsætter ved en domstol i bydelen Bronx, og i Frankrig efterforsker myndighederne en anden anmeldelse for voldtægtsforsøg af den unge journalist og forfatter Tristane Banon.
Men uanset udfaldet af disse sager har DSK-skandalen afsløret dybden og omfanget af en macho-kultur, som ifølge Joan Scott er blevet så indgroet i den franske selvforståelse, at den endog har inficeret dele af den franske feminisme.
“Sagen har kastet lys over den såkaldte ligestilling i Frankrig, og især over det jeg har kaldt “French seduction theory”, eller teorien om, at en særlig form for flirt og forførelse indgår i franskmændenes identitet. En selvforståelse, som især franske intellektuelle har promoveret de seneste 30 år. Men DSK-sagen får nu de franske kvinder til at tage denne selvforståelse op til revision,” siger Joan Scott.

Uden pistol eller kniv er det flirt, ikke voldtægt

Spørgsmålet om grænsen mellem flirt og seksuelt overgreb har været et af omdrejningspunkterne i forsvaret af Dominique Strauss-Kahn, som en bred front af franske politikere og intellektuelle har leveret for deres franske kollega.
DSK’s rygte som inkarneret skørtejæger er en offentlig hemmelighed, som især er kommet franskmændene for øre efter affæren med den ungarske IMF-økonom Piroska Nagy, som kunne have kostet ham karrieren.
Men i Frankrig lægges den slags ikke politikerne til last. Og efter anholdelsen af DSK i New York stod en næsten enig fransk politisk klasse sammen om at fordømme “den amerikanske puritanisme”, der ikke kan se forskel på flirt og seksuelle overgreb.
“Han er en libertiner og en skørtejæger, javist, men en voldtægtsforbryder, nej,” mente den kendte filosof og kommentator Bernard Henry-Levy.
“Selvfølgelig er han dameglad og måske lidt anmassende, når han flirter,” mente også en anden venstrefløjskommentator, journalisten Jean-François Strauss-Kahn, der brillerede med formuleringen om, at DSK jo blot havde “muntret sig lidt med en tjenestepige.”
Og for ganske nylig har en anden kendt journalist, Ivan Levaï, slået hovedet på sømmet ved at erklære, at man kun kan tale om voldtægt, hvis manden truede med en pistol eller en kniv.

De franske feminister er ikke alle blinde for macho-kulturen

“Sagen har kastet et skærende lys på sammenblandingen af flirt og seksuelle overgreb i Frankrig. Når Jean-François Kahn, ligesom mange andre, siger, at DSK bare er en lidt anmassende skørtejæger, er det underforstået, at så kan han jo uforvarende komme til at gå lidt over stregen. Det er i virkeligheden udtryk for manglende vilje til at forholde sig til voldtægt og seksuelle overgreb,” mener Sarah Guettaï fra Osez le Féminisme, en af de unge feministiske organisationer, som er opstået i Frankrig i de senere år.
75.000 voldtægter om året, 10.000 anmeldelser og 2.000 domme
Undersøgelser har dokumenteret, at der begås 75.000 voldtægter om året i Frankrig. Kun 10.000 sager anmeldes, og heraf er det kun 2.000, der ender med en dom.
“Betyder det, at de andre 8.000 kvinder lyver? Selvfølgelig ikke. Men det viser, hvor nemt man i Frankrig hælder til det synspunkt, at hun nok var indforstået med at have sex med manden,” påpeger Sarah Guettaï.
Samme holdning ligger bag den franske lov om sex-chikane, som i modstrid med EU’s direktiver udelukkende kriminaliserer chikane, der har til formål at opnå seksuelle ydelser, pointerer Béatrice Gamba fra Mix-Cité, en anden af de yngre feministiske organisationer i Frankrig.
Hvis det ikke er tilfældet, er det ikke strafbart. Det er den ene grund til, at meget få sager anmeldes og dømmes. Den anden er, at loven indtil i år tillod manden at anlægge – og vinde – en erstatningssag for “ubegrundet anmeldelse”, hvis han blev frikendt.
“Man hører igen og igen, at det er en lov, der forhindrer flirt. Det synspunkt er dybt forankret i Frankrig, at flirt handler om, at manden forfører, og kvinden giver efter. Ellers er ingen seksualitet mulig. Debatten har vist, at for mange mænd er det problematisk at lægge afstand til DSK, fordi de frygter, at deres måde at leve deres seksualitet på sættes under pres,” siger Béatrice Gamba.
Hun peger på, at DSK’s forsvarere insisterede på hans ret til at blive betragtet som uskyldig, indtil andet er bevist.
“Det førte parallelt til en glidning, hvor Nafissatou Diallo blev betragtet som samtykkende i det seksuelle samkvem, som havde fundet sted, indtil andet er bevist,” siger Béatrice Gamba.

Feminister hylder kulturarv med libertinsk, romantisk kærlighed og stjålne kys

Men det var ikke kun mænd, der leverede dette argument til forsvar for Dominique Strauss-Kahn. Også forfatter og filosof Elisabeth Badinter, som har deltaget aktivt i den franske ligestillingsdebat de seneste 30 år, vendte sig skarpt mod de feministiske organisationer, der benyttede sagen mod DSK til at sætte fokus på den franske macho-kultur.
Og det er lige præcis her, Joan Scott vil hen med sin kritik af, om ikke den franske feminisme som sådan, så dog en bestemt fløj.
“Frankrigs politiske kultur har længe tolereret adfærd som Dominique Strauss-Kahns med det argument, at det er en del af det, som den franske historiker Mona Ozouf har kaldt “Forførelsens kunst”. En lang række bøger og artikler har argumenteret for, at en accept af en erotiseret iscenesættelse af uligheden mellem kønnene kan være et acceptabelt alternativ til fuldstændig ligestilling. Kvinder, det underordnede køn, siges at skaffe sig magt som genstand for mændenes begær,” skriver Joan Scott i New York Times, hvor hun citerer franske kvindelige forfattere og universitetsfolk som historikeren Mona Ozou, professor i litteratur Claude Habib og sociolog Irène Thery.
De svarede igen med et vredt svar på Joan Scotts angreb, hvor de hævdede, at hun har fejllæst dem. Men samtidig skriver de, er det svært at se, at de ikke giver Joan Scott ret:
“Vi afviser, at kravet om ligestilling udtømmer debatten om forholdet mellem mænd og kvinder. Vi ikke er bange for at øse af vores kulturarv og vores litteratur, der har givet os så ufatteligt mange nuancer: øm, galant, libertinsk og romantisk kærlighed, hvor man kan udleve tilfredsstillelsen ved et asymmetrisk forhold og nyde både respekt for kvindens samtykke og den dejlige overraskelse ved stjålne kys”. 

DSK-sagen har øget splittelsen blandt de franske feminister

Irène Théry, der signerede indlægget, har ikke ønsket at svare på, hvordan “stjålne kys” er forenelige med begge parters samtykke og “et asymmetrisk forhold” med ligestilling.
Men professor i socialvidenskab og specialist i kvindehistorie ved Paris-Dauphine Universitetet Françoise Pick, lægger ikke skjul på, at en del af den franske feminisme vil undgå kønskamp. Og at hun selv tilhører den.
“Joan Scott tager ikke helt fejl. Amerikansk feminisme virker frastødende i Frankrig, hvor vi ikke bryder os om, at feminisme altid skal handle om kvinders kamp mod mændene. Det er en feminisme, der konsekvent gør kvinder til ofre. I Frankrig stræber vi mod et afslappet, fredeligt forhold mellem kønnene. Vi mener, at mændene har ændret sig,” siger Françoise Picq
Hun erkender, at denne “afslappede feminisme” ikke kendetegner hele den franske feminisme.
“DSK-sagen har øget splittelsen i den franske feminisme mellem de, der har demonstreret foran Dominique Strauss-Kahns hjem på Place des Vosges i Paris, efter at han blev frigivet i USA, og vi der holder fast i, at han er uskyldig indtil andet er bevist”, siger Picq.

Feminisme, der hviler på erotiseret spil mellem kønnene, udspringer af 200-året for den franske revolution

På den modsatte fløj nægter Christine Delphy, grundlægger af tidsskriftet Nouvelles Questions Féministes og kvindeforsker ved Frankrigs videnskabelige forskningsinstitution CNRS, at tale om splittelse.
“Théry, Ozouf og Badinter er ikke feminister,” siger hun kort for hovedet.
Fra sin amerikanske udsigtspost konstaterer Joan Scott, at denne påstand om en særlig fransk feminisme, der hviler på et erotiseret spil mellem kønnene, er blevet udviklet som et led i en særlig nationalistisk, republikansk feminisme, der udsprang i forbindelse med 200-året for den franske revolution i 1989.

Tørklædesagerne kom også i 200-året

“200-året var anledning til en række overvejelser om, hvad der karakteriserer fransk kultur og fransk national identitet. Det faldt sammen med de første tørklædesager i de franske skoler. Og fransk kultur blev identificeret med forførelse og flirt med andre ord et frit forhold uden seksuelle tabuer mellem kønnene. Fri sex blev skrevet ind i den nationale identitet som en modsætning til muslimernes kulturelle identitet,” mener Joan Scott.
Heri er Christine Delphy til gengæld enig:
DSK-sagen er et klokkeklart eksempel på køns- og klassesolidaritet mellem velstående, magtfulde hvide mænd, mener hun.
“Flere af de franske politikere, der tog DSK i forsvar, sagde lige ud, at de ikke kunne forestille sig DSK som en voldtægtsforbryder. ‘En mand af hans rang’, som den tidligere socialistiske justitsminister, Robert Badinter, gift med Elisabeth Badinter, sagde. Men fra sociologiske undersøgelser ved vi, at der bliver begået lige så mange overgreb og lige så megen vold mod kvinder i de velstillede lag som i de fattige lag. Men i den kollektive bevidsthed er voldtægt blevet til noget, der kun foregår i indvandrerforstæderne. DSK-sagen har afsløret denne klassesolidaritet, som også er en racesolidaritet. Når man sværter de farvede mænd til, hvidvasker man samtidig de hvide”, mener Christine Delphy.
Samme synspunkt har Beatrice Gamba fra organisationen Mix-Cité, der repræsenterer den nyere franske feminisme.
“Mange af de politikere, der forsvarede DSK, bakker til dagligt 100 procent op omkring de kampagner mod kønsbetinget vold, som vi har gennemført. Men her var det én af deres egne, der var anklaget, og så var det pludselig utænkeligt, at der kunne være tale om et seksuelt overgreb. Der var helt klart en uvilje til at erkende, at seksuel vold finder sted i alle samfundslag,” siger hun.

Kvindekamp blev middelklassekamp

Netop holdningen til det franske verdslighedsprincip, la laïcité, er en af brudfladerne i den franske feminisme. Mens én fløj, for eksempel med Elisabeth Badinter i spidsen, har tilsluttet sig forbuddene først mod islamiske tørklæder i de franske skoler og senest mod fuld ansigtsdækning på offentlige steder, har en anden fløj samlet sig omkring “nej til at tvinge kvinder til at bære slør, nej til at tvinge dem til at tage det af”.
Her ser Joan Scott en markant forskel mellem amerikansk og europæisk feminisme.
“Kvindebevægelsen er i mange henseender blevet en kamp for middelklassekvinder. Men i USA tilhører de muslimer, der er indvandret, i vid udstrækning middelklassen. I Europa er det de lavestlønnede, som for eksempel tyrkerne i Tyskland, der er muslimer. Det er formentlig en af grundene til, at islam er blevet et langt mere centralt spørgsmål i den europæiske ligestillingsdebat end i den amerikanske”, mener den amerikanske historiker.
Den særlige franske republikanske feminisme er desuden en af forklaringerne på, at “gender-konceptet” eller køn som konstruktion har haft så svært ved at slå igennem i Frankrig.
Nok er fransk feminisme stærkt præget af Simone de Beauvoirs berømte udsagn om, at “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Men det indebærer en risiko, når det bliver koblet sammen med den traditionelle franske, republikanske idé om, at borgeren er uden køn, etnisk baggrund eller religion, for så lukker man nemt øjnene for skævheder, der ikke direkte skyldes lovgivning eller eksplicitte påstande om kvinders naturlige underlegenhed. Herunder sociale skævheder og klasseskel. Netop her har DSK-sagen virket som en øjenåbner, mener Christine Delphy.

DSK-sagen har ufrivilligt givet feministerne en håndsrækning

“Sagen har vist, at mændene taler med to tunger. Faktisk vidste vi ikke, hvad de franske mænd inderst inde, hovedet på blokken, mener om seksuel vold. Her kom det pludselig frem, at de i virkeligheden ikke synes, det er så slemt,” siger grundlæggeren af Nouvelle Questions Féministes, som også har redigeret en bog med tekster om DSK-sagen offentliggjort i ugerne efter den 14. maj.
Dominique Strauss-Kahn har dermed givet de franske feminister en håndsrækning, selv om det næppe var det, han havde i tankerne i de syv minutter, der gik fra Nafissatou Diallo loggede ind i suite 2806 kl. 11.06 og til han ringede sin datter op kl. 11.13.
“Det lyder måske paradoksalt, men DSK-sagen har været positiv for de franske feminister. Den har kastet lys på sammenblandingen af forførelse og seksuelle overgreb, siger Sarah Guettaï fra Osez le Féminisme.
“Pludselig er vi kommet til orde i medierne,” tilføjer Béatrice Gamba fra Mix-Citè, der organiserer både mænd og kvinder.
“Vi er pludselig mange, som uafhængigt at hinanden er begyndt at råbe op imod det klasse- og kønssammenhold, som til daglig skjules bag en pæn facade. Pludselig stod det skærende klart, hvor langt der er fra den refleksagtige opbakning til ligestilling og fordømmelse af voldtægt og så til de reelle holdninger. Jeg tror, det tegner godt for fremtiden.”